Videnssamfundet er sat på stand by

Af | @GitteRedder

ANALYSE Besparelserne på arbejdsmarkedsuddannelserne og det lave ambitionsniveau med hensyn til at kvalificere arbejdsstyrken vil hæmme vores fremtidige konkurrenceevne og dermed vækst og velfærd. Det mener forskere, som kritiserer både politikere og arbejdsmarkedets parter for at forsømme deres ansvar.

Veluddannet arbejdskraft er Danmarks vigtigste råstof.  Kompetence-udvikling for alle. Viden, vækst og velfærd hænger uløseligt sammen. I de seneste mange år er danskerne blevet tudet ørerne fulde af slagord om videnssamfund, behov for videreuddannelse, livslang læring og så videre. Uddannelse er blevet et mantra og porten til fremtiden for såvel den enkelte lønmodtager og virksomhed.

I mange år har vi bildt hinanden og omverdenen ind, at vi er urørlige på voksen- og efteruddannelsesfeltet. Vi er de bedste, de klogeste og dem, der bruger flest penge på arbejdsmarkedsuddannelser og kvalificering af voksne. Et grundigt eftersyn af porten til fremtiden afslører imidlertid forfald og misligholdelse af både struktur og indhold.

Og den skærende kontrast mellem vores forestilling og virkeligheden får nu flere førende arbejdsmarkeds- og uddannelsesforskere til at advare om konsekvenserne af nedskæringer på voksen- og efteruddannelsesområdet. Realiteten er nemlig, at stadig færre voksne danskere i dag kommer på stadig færre kurser, hvis kvalitet bliver stadig ringere.

citationstegnDet er helt fortvivlende fremtidsudsigter. Danmark skal konkurrere på viden og iderigdom, men det lave ambitionsniveau for at kvalificere arbejdsstyrken vil hæmme vores fremtidige konkurrenceevne og dermed vores vækst og velfærd. Vi spiller hasard med vores fremtid, fordi ingen vil betale, hvad uddannelse koster. Henning Jørgensen, professor ved center for arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

Flere tabere end vindere

Både leder af center for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen, og lektor på center for uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter Finn Sommer betegner sparekursen på voksen-uddannelsesområdet som en arbejdsmarkedspolitisk katastrofe.

»Det er helt fortvivlende fremtidsudsigter. Danmark skal konkurrere på viden og iderigdom, men det lave ambitionsniveau for at kvalificere arbejdsstyrken vil hæmme vores fremtidige konkurrenceevne og dermed vores vækst og velfærd. Vi spiller hasard med vores fremtid, fordi ingen vil betale, hvad uddannelse koster,« siger professor Henning Jørgensen.

Finn Sommer vurderer, at de nye økonomiske styringssystemer for efteruddannelserne, der bygger på aktivitetslofter og deltagerbetaling, giver flere tabere end vindere. 

»Det går den forkerte vej, og mens kurserne bliver mere og mere snævre og kortsigtede, bliver der længere og længere mellem skolerne. Markedsgørelsen forringer simpelt hen udbud og kvalitet, og det er hverken samfundet eller den enkelte tjent med,« fastslår Finn Sommer.
I sidste uge dokumenterede en ny rapport fra Oxford Insight, at VK-regeringens massive besparelser på arbejdsmarkedsuddannelserne nu for alvor kan mærkes af både skoler, virksomheder og kursister.  Oxford-analysen viser, at efteruddannelsesskolerne er ramt af kaos, har svært ved at planlægge, må afskedige lærere, bremse op for nye kurser og afvise en del af kursusansøgerne.

Fra 2001 til 2002 er der sket et dramatisk fald på ni procent i antallet af AMU-kurser, og niveauet sidste år var ifølge analysen fra Oxford Insight det laveste i over 10 år.

Deltagerbetaling på henholdsvis 200 kroner, 400 kroner eller 750 kroner per uge er en bremseklods, men million-begrænsningerne på tilskudslofterne har været mest lammende. De seneste år er der på den samlede finanslovsramme til voksen- og efteruddannelse skåret langt over 200 millioner kroner på arbejdsmarkedsuddannelser og anden voksenuddannelse. Det betyder aflysninger af kurser og et mindre udbud af nye kursustyper. 

Polarisering af arbejdsstyrken

Stramme lofter for aktiviteter og tilskud kombineret med den nye deltagerbetaling for kurserne har kort sagt fået systemet til at smuldre og færre til at gå gennem porten til fremtiden. Helt barokt bliver det, når man ser på regeringens officielle målsætning om at få 85.000 flere i arbejde inden år 2010 – en vigtig forudsætning for overhovedet at kunne finansiere fremtidens velfærdsamfund. Alle analyser viser, at der er forholdsmæssigt flere ufaglærte end faglærte uden for arbejdsstyrken, og at risikoen for at blive arbejdsløs er langt større for ufaglærte end for faglærte.

I det lys forekommer det umiddelbart indlysende, at man bestræber sig på at skabe ekstra gode muligheder for, at ufaglærte kan komme på skolebænken, så de ikke ryger ud af arbejdsmarkedet - eller hvis de bliver ledige, at de så hurtigt kan komme tilbage igen. Men den nuværende økonomiske styring af voksen- og efteruddannelsessystemet spænder tværtimod ben for de ledige og for de ufaglærte. De må selv punge ud for kurser, eller de bliver afvist på skolerne, som ikke har plads på grund af stram økonomi. Dermed er uddannelsespolitikken – stik imod, hvad der er behov for – med til at fastholde ledige uden for arbejdsmarkedet, som en økonomisk byrde. Og den er med til at gøre det mere besværligt og dyrere for ufaglærte at komme på skolebænken.

Netop polariseringen af arbejdsstyrkens muligheder for uddannelse er et andet af forskernes kritikpunkter. De peger på, at den nuværende økonomiske styring af voksenuddannelserne vil betyde, at nogle får efteruddannelse, mens andre aldrig vil komme i nærheden af det. Den skævvridning mellem gode og dårlige arbejdsliv vil blive forstærket og vil på længere sigt komme til at koste samfundet dyrt. Dels fordi mange med ringere kvalifikationer risikerer at blive udstødt og marginaliserede og dermed belaste de offentlige kasser. Dels fordi virksomhederne på grund af den demografiske udvikling og den aldrende befolkning om få år vil stå og skrige på kvalificeret arbejdskraft.

»Problemet er, at virksomhederne og samfundet opfatter det som en byrde at kvalificere og uddanne den voksne arbejdskraft. Derfor forsøger man at lægge byrden over på den enkelte, for det er hans eller hendes eget ansvar at følge med og lære sig nyt. Der er en stigende tendens til, at den enkelte selv må påtage sig at kvalificere sig uden for arbejdstid og for egen regning,« siger Finn Sommer og henviser til, at virksomhederne i dag ofte blot efterspørger en bestemt funktion fra et vikarbureau i stedet for selv at bekoste uddannelsen af en medarbejder.

En forfaldshistorie

Udviklingen betyder, at kernearbejdskraften i dag får vedligeholdt og udviklet kvalifikationer, så man kan følge med tempo og krav på et stadig mere effektivt og specialiseret arbejdsmarked. Til gengæld får stadig flere lønmodtagere i arbejdsstyrkens randområder større og større huller af uvidenhed og bliver ikke opgraderet med nye kompetencer.

»Det er en forfaldshistorie. Tidligere var arbejdsmarkedets parter aktive, men nu er man mere eller mindre tømt for energi, når det gælder forslag til at løfte det generelle kvalifikationsniveau. Arbejdsgiverne taler om finansiering frem for indhold. Et system og en model til at understøtte livslang uddannelse er nødvendig for at opretholde et videns- og velfærdsamfund, og derfor er det dybt bekymrende, at både parterne, den enkelte virksomhed og det offentlige løber fra deres ansvar,« mener Henning Jørgensen.

Han kalder det en kedelig tendens gennem de senere år, at LO hellere vil fastholde nogle fælles styringsinteresser sammen med Dansk Arbejdsgiverforening for at opretholde sin egen indflydelse og position end at komme med nye ideer og udfordre den førte uddannelsespolitik. LO vogter ikke de kortuddannedes interesser på helt samme måde som tidligere, mener han.

»LO lider af høflighedsbetændelse over for arbejdsgiverne. LO har tabt energi og bundet sig til for mange forlig, hvor de markedsnære løsninger har fået frit spillerum. Det resulterer samlet i mindre aktivitet, måske dårligere kvalitet og uheldige fordelingseffekter. SiD, der også har haft stor styrke på det her felt, har også mistet handlekraft, og dybest set er det LO og SiD, der skulle kæmpe allermest for, at voksen- og efteruddannelsesindsatsen er i højsædet. Det er nemlig LO-medlemmerne, som er udsatte, og det er dem, der skal løftes både i omfang og kvalitet,« siger Henning Jørgensen.