Vi soldede opsvinget op

Af

Hvis lavkonjunkturen kommer i morgen, har vi misset en historisk chance for at bruge gunstige tider til nødvendige omlægninger af det danske samfund.

ØKONOMI Det er utroligt. Men det sker igen og igen. Når der er opsving, luller vi os ind i den forestilling, at økonomien bare vil buldre derudad til evig tid, at der simpelthen er tale om en uforanderlig naturtilstand. Samtidig fortræn-ger vi det eneste, vi med sikkerhed ved: At en højkonjunktur altid afløses af en lavkonjunktur eller en krise.

Men livsløgnen til trods er der noget, der kunne tyde på, at en lavkonjunktur befinder sig lige rundt om det næste hjørne. Krisetendenserne i den amerikanske økonomi, aktiekursernes frie fald og boligboblen, der er ved at briste, peger i hvert fald i den retning. Og kommer tilbageslaget, vil det – alt efter dybden – kunne vende fuldstændig op og ned på tidens debatter. Debatten om mangel på arbejdskraft vil slå over i sin modsætning: Hvad gør vi ved arbejdsløsheden? Diskussionerne om velfærd eller skattelettelser vil blive afløst af en bekymring over et voksende statsunderskud. Og virakken om udenlandsk arbejdskraft vil blive fortrængt af overvejelser over, hvad der skal stilles op med de nye udlændinge.

Men den store test er: Fik vi udnyttet den gunstige konjunktur til at få gennemført de nødvendige omlægninger af det danske samfund? Svaret er: Nej, det gjorde vi ikke på en række centrale områder. Også selv om det blev til en velfærds- og en globaliseringsreform.

For det første lykkedes det ikke at løfte de bogligt svageste unge igennem en ungdomsuddannelse. De nyeste tal viser, at andelen af unge, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, ligefrem er vokset, og at vi er meget langt fra målet om en ungdomsuddannelse til 95 procent. At vi har kunnet sløse med den målsætning i en tid, hvor vi havde mulighed for at gøre noget ved uddannelseskløften, er en gåde. Den sociale mobilitet og kampen mod den sociale arv er gået i stå.

For det andet fik vi ikke for alvor integreret indvandrerne på det danske arbejdsmarked. I årtier har vi ellers været enige om, at nøglen til at få integreret Mehdi og Fatima er et job. Men selv om der har været fuld damp på økonomien – den ideelle platform for integration – har vi ikke set det store gennembrud for indvandrere i arbejde. Hvis ikke i en højkonjunktur – hvornår så?

For det tredje fik de offentlige kerneydelser – folkeskolen, hospitalerne, børneinstitutionerne og ældreforsorgen – aldrig et markant løft. Penge var der ellers nok af. Ifølge en tidligere borgerlig finansminister kunne vi »købe hele verden«. Men i stedet for at købe nye verdensatlas til de nedslidte klasseværelser, blev friværdierne og lønstigningerne soldet op i indkøbscentre, i rejsebureauer og hos automobilforhandlere. Og prestigefaldet blandt skolelærere, social- og sundhedsassistenter og pædagoger med flere blev ikke bremset. Intet tyder på, at kvalitetsreformen vil ændre på det.

Endelig fik vi ikke brugt højkonjunkturen til en omstilling af det danske skattesystem. I mange år har økonomer ellers argumenteret for visdommen i at flytte skatten fra arbejde til miljøbelastning og bolig. Godt nok har regeringen langt om længe nedsat en skattekommission, der skal foreslå ændringer. Men dels er der tabuer – for eksempel boligskatten – og dels er det meget sværere at omlægge skattesystemet i en krisetid, end det er, når der er penge nok.

Foreløbig har vi misset en historisk chance for at gennemføre nødvendige omlægninger af det danske samfund.