Vi søger ikke popularitet

Af

Der er kun råd til nye samfundsmæssige investeringer i forskning og sundhed, hvis der prioriteres benhårdt i de offentlige udgifter. Den konservative finansordfører Gitte Seeberg følger ikke Venstres forsigtige kurs, men foreslår store ændringer af velfærdssamfundet. Der skal ændres i efterlønnen, og overførselsindkomsterne bør vokse langsommere end i dag.

Gitte Seeberg siger tingene ligeud: »Inden for de næste fem-seks år bliver det tydeligt, at der skal prioriteres i de offentlige udgifter. Det vil stå klart, at det ikke er tilfredsstillende bare at have et skattestop og holde økonomien i ro. Der vil være behov for at foretage nogle samfundsmæssige investeringer.«

Dermed understreger den konservative finansordfører, at den netop aftalte skattelettelse blot er første etape i de kommende års velfærdspolitiske slagsmål.  

Hun lægger ikke skjul på, at de kommende års stramme styring af de offentlige udgifter snart må afløses af en egentlig omprioritering, der flytter store milliardbeløb i velfærdssamfundet. Og de konservative har ikke nogen problemer med at pege på udgiftsposter, der skal slankes.

Efterlønsordningen skal ændres, overførselsindkomsterne skal i en periode følge prisudviklingen i stedet for lønudviklingen, og så er hun parat til at kigge på, om eksempelvis børnechecken fremover skal være afhængig af indkomst og formue.

Pengene skal bruges til bedre uddannelser, mere forskning, være en buffer for stigende udgifter til sundhed og skabe rum til flere skattelettelser. Men hvorfor ligefrem tale om nedskæringer i overførselsindkomsterne?

citationstegnHelt ærligt er sagen den, at vi kan skære ned i staten, trimme den offentlige sektor og udlicitere, men det frigør ikke mange penge. Hvis man virkelig vil foretage store investeringer i nye ting, er der kun et sted at hente pengene, og det er på de forskellige overførselsindkomster.

»Helt ærligt er sagen den, at vi kan skære ned i staten, trimme den offentlige sektor og udlicitere, men det frigør ikke mange penge. Hvis man virkelig vil foretage store investeringer i nye ting, er der kun et sted at hente pengene, og det er på de forskellige overførselsindkomster.« 

Dermed adskiller de konservative sig fra de tre største partier i Folketinget: Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Ingen politikere er i tvivl om, at de offentlige udgifter bliver presset de næste år som følge af det stigende antal ældre og de mindre årgange på arbejdsmarkedet. Men det er ikke populært at tale om nedskæringer og lavere ydelser eller højere skatter, og derfor kigger de fleste folkevalgte fra de store partier ned i jorden eller op i himlen, når en samtale indeholder ordet »prioritering«.

Et udvidet råderum

Seebergs analyse er ganske klar. Den såkaldte 2010-plan, som de næste 7 år skal halvere statens gæld, og dermed lette presset på de offentlige finanser, kører nogenlunde på skinner. Krigen i Irak og den stigende arbejdsløshed er problemer, som en sund dansk økonomi kan overvinde. Med skattepakken og arbejdsmarkedsreformen »Flere i arbejde« får regeringen efter planen 43.000 ekstra i beskæftigelse. Det er stadigvæk et meget pænt stykke fra de 87.000 ekstra job, der skal skabes frem til 2010 for at få bundlinien i planen til at hænge sammen. Men Seeberg peger på, at regeringen kommer med initiativer, der vil bringe den tættere på målet, eksempelvis ved at få flere indvandrere i arbejde.

citationstegnFor 15 år siden fik vi på puklen, fordi vi ville nedlægge amterne, og i dag sidder der en kommission og arbejder med en ny kommunalstruktur, hvor alt tyder på, at amterne bliver nedlagt. Det kommer til at tage tid, men der vil ske ændringer, som peger i vores retning.

Men hvorfor rejse en prioriteringsdiskussion, hvis pengene passer i regeringens regnestykke?
»Vi står over for nogle velkendte udfordringer med den ændrede befolkningssammensætning. 2010-planen hænger sammen med det, vi vil nu, men det kan godt være, at vi om nogle år vil have nye investeringer i eksempelvis forskning og sundhed. Derfor er det relevant at diskutere, hvordan vi får skabt et større økonomisk råderum i fremtiden. Uanset om vi vil have skattelettelser eller serviceforbedringer, skal pengene komme et sted fra,« siger Gitte Seeberg.
Og hun er klar over, at der kan opstå et pres for serviceforbedringer de kommende år. I 2010-planen skal væksten i det offentlige forbrug kun stige med 0,5 procent om året – en målsætning, den borgerlige regering arvede fra Nyrups regeringstid. Selv om der bliver flere kroner for hver enkelt dansker, er der tale om en historisk lav vækst i det offentlige forbrug, og som omtalt i Ugebrevet A4 nr. 12 tvivler flere økonomer – blandt andet den økonomiske overvismand Torben Andersen – på, at det kan lade sig gøre.

»Vi er helt stålsatte på at holde det offentlige forbrug i ro. Jeg kan godt forstå, at mange borgmestre er frustrerede over, at rammen er så hård, for alle politikere vil jo gerne gøre det bedste for deres borgere. Som jeg ser det, skal vi dog ikke regne med serviceforringelser de kommende år. Men vi skal nok også se i øjnene, at der ikke bliver plads til meget store serviceforbedringer, uden at vi omprioriterer i de offentlige budgetter,« siger Gitte Seeberg.
Hvor er de oplagte omprioriteringer?

»Groft sagt har vi en situation, hvor mange unge bliver færdige med deres uddannelse, når de er 30 år og går på efterløn, når de er 60. Vi skal modvirke den udvikling, fordi det ganske enkelt er meget dyrt for samfundet. Derfor skal vi kigge på, hvordan vi får de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet. Jeg har ikke noget mod et sabbatår, og jeg ønsker heller ikke at pace de unge, men vi kunne lægge nogle ting ind i SU-systemet, så det kan betale sig at blive hurtigere færdig, end man gør i dag. På samme måde er vi nødt til at kigge på efterlønnen.«

Efterløn for 22 milliarder kroner

Gitte Seeberg vil ikke på nuværende tidspunkt lægge sig fast på en bestemt model for en ny efterløn:

»Man kan enten hæve aldersgrænsen, gøre det klart, at dem under 45 år i dag ikke skal regne med at få efterløn, eller også skal man i fremtiden visiteres til efterlønnen på samme måde, som man får førtidspension. Der er ingen, der mener, at nedslidte mennesker ikke skal kunne gå på efterløn eller på en anden ordning. Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved, at sunde og arbejdsduelige trækker sig tilbage, fordi der er en lukrativ ordning. Samfundet bruger 22 milliarder kroner på efterløn alene i år, og det er mange penge.«

Hun understreger, at de bidrag, der indbetales i dag som efterlønskontingent, er den enkeltes, og ikke vil forsvinde i forbindelse med en reform. Samtidig er hun klar over, at den tidligere reform har en begrænset virkning og blev introduceret på en uheldig måde. Derfor skal en ændring præsenteres i god tid, men en kursændring er hun overbevist om, at der er brug for.
Hvorfor begynde at skære i efterlønnen, når man kan se, at der er mange virksomheder, som ikke har plads til de ældre medarbejdere?

»Det er et meget relevant spørgsmål, og det er utilfredsstillende, at efterspørgslen på ældre arbejdskraft – og her behøver man ikke at være særlig gammel – er så sløj. Jeg tror, at det vil ændre sig, når de små årgange kan mærkes. En del af løsningen er et holdningsskifte hos lønmodtagere og specielt arbejdsgivere. Og jeg mener, at staten kunne gå forrest med at fastholde seniorerne,« siger hun.

Ulighed skaber dynamik

En ændring af efterlønnen er ikke den eneste markante ændring, de konservative vil have gennemført for at skabe et større økonomisk råderum. Partiet støtter også forslaget om, at overførselsindkomsterne, med undtagelse af folkepensionen, i en periode kun reguleres i takt med priserne og ikke med den generelle lønudvikling.

»Det skal gerne være sådan, at det kan betale sig at arbejde, og sådan som ordningerne er skruet sammen i dag, har mennesker på kontanthjælp haft en større lønfremgang end flere lavtlønsgrupper. Det hænger ikke sammen,« understreger Gitte Seeberg.

Men vil forslaget ikke indebære, at den sociale ulighed i samfundet øges? 
»Jo, det vil det. Alle skal have en fornuftig ydelse, når man bliver arbejdsløs. Men arbejdsløshed er ikke en varig tilstand, og der skal være en tilskyndelse til at finde et nyt job. Det er en fordel for den enkelte, og for samfundet er det også helt afgørende, at flere kommer i arbejde. For at få lidt mere gang i hjulene er vi nødt til at favorisere dem, som går på arbejde. Vi taler ikke om, at folk på overførselsindkomster skal falde i levestandard. Deres reallønsfremgang bliver bare lidt mindre. Det vil give større ulighed, men det er et forslag, der vil give en bedre beskæftigelse.«
Det lyder ikke som om, at du har så stor tiltro til, at det offentlige kan finde særligt mange milliarder på eksempelvis udlicitering og andre reformer i den offentlige sektor?

»Man stikker sig selv blår i øjnene ved at tro, at udlicitering giver kæmpegevinster. Udlicitering flytter kun på meget små marginaler, og de steder, hvor man har dårlige erfaringer, skyldes det ofte, at der var en ide om, at der skulle spares penge. Det kan man nogle gange, men i andre tilfælde leverer kommunen en ydelse, der er helt på niveau med det private. Jeg er en stor tilhænger af udlicitering, fordi det tvinger det offentlige til at være konkurrencedygtigt, målorienteret og prisbevidst. Men penge er der ikke mange af i udliciteringer, og derfor må en diskussion om prioriteringer til fremtidens velfærd i sidste ende handle om overførselsindkomsterne.«

Gitte Seeberg er åben over for tankerne om, at der i fremtiden skal være forskellige ydelser og servicetilbud til folk alt efter deres indkomst og formue. De konservative vil fastholde folkepensionen til alle, men eksempelvis kunne boligydelsen i fremtiden være endnu mere afhængig af pensionisternes økonomiske forhold end den er i dag. Det samme gælder for børnechecken, der i dag gives til alle:

»Der er en masse samspilsproblemer forbundet med at pille ved børnechecken, fordi vi risikerer at gøre det mindre attraktivt for børnerige lavindkomstfamilier at arbejde. Men vi vil gerne kigge på børnechecken i et eller andet omfang, så den i fremtiden bliver reguleret i forhold til indkomsten eller antallet af børn,« siger Gitte Seeberg.

Det kommer til at tage tid

I er det lille parti i regeringen. Hvor går skillelinierne mellem de konservative og Venstre?
»Meget af det her har Venstre også været enige i engang. Vi er godt klar over, at vores holdninger ikke skaffer stor popularitet alle steder, og det er ikke alle, der værdsætter, at vi altid har handlet meget ansvarligt. Venstre er ikke så optagede af lige præcis det her. Men på et tidspunkt kan pengene mangle, og derfor skal vi tage diskussionen nu, så vi kan varsle befolkningen i god tid, og eksempelvis folk under 45 år er klar over, at hvis de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er 60 år, skal de til at planlægge deres pension.«

Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, trækker i en anden retning, når det handler om at prioritere i fremtidens velfærd?

»Jeg ved godt, at vores forslag ikke er parlamentarisk levedygtige lige nu og her. Det skal ikke forhindre os i at tage diskussionen. For 15 år siden fik vi på puklen, fordi vi ville nedlægge amterne, og i dag sidder der en kommission og arbejder med en ny kommunalstruktur, hvor alt tyder på, at amterne bliver nedlagt. Det kommer til at tage tid, men der vil ske ændringer, som peger i vores retning.«