Vi skylder lavtlønnede kolleger at indføre solidarisk kontingent

Der har i de seneste numre af A4 været indlæg om at indføre differentieret kontingent til fagforeningen, hvor de højtlønnede skal betale mere end lavtlønnede og ledige. Solidarisk kontingent vil helt sikkert have stor betydning for de lavtlønnede grupper, hvor kontingentet for mange udgør næsten en månedsløn på årsplan. Et socialt afbalanceret medlemskontingent skylder vi de dårligst lønnede og de mange medlemmer, der jævnligt bliver ramt af arbejdsløshed.

Nu vil flere sikkert sige, at når man modtager den samme service, vil det også kun være rimeligt, at man betaler det samme i kontingent. Hvordan man end stiller det op, vil nogle grupper i foreningen altid have bedre muligheder end andre for at betale x antal kroner for »samme ydelse«. Som oftest bestemmer man ikke altid selv, hvilken gruppe man vil tilhøre. »Samme ydelse« er i andre sammenhænge gradueret i fagbevægelsen. For eksempel når vi som aktive deltager i faglige møder, kurser eller kongresser. Her er der som regel ingen problemer i at godtgøre tabt arbejdsfortjeneste for det enkelte medlem. Men det er vigtigt med et enkelt regelsæt, så medlemmerne klart ved, hvornår de er berettiget til et nedsat kontingent eller omvendt. Hvis nogle faggrupper eller afdelinger skulle blive ramt af mindre kontingentindtægter på grundlag af differentieret kontingent, så har udligningsordninger jo fungeret udmærket andre steder i samfundet.

Et kontingent baseret på lønindberetning vil give en bedre og bredere lønstatistik. Dette vil være et værdifuldt redskab for forbundene i deres daglige arbejde for de svageste grupper – og gøre det lettere, hvis man ønsker at sætte fokus på forskellige indsatsområder, som for eksempel ligeløn. I fagbevægelsen snakkes der tit om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs. Dette burde også gælde kontingentpolitikken.

Olaf Christensen, tillidsmand, Politikens trykkeri, medlem af HK/Industri