Vi puster til muslimsk ekstremisme

Af | @MichaelBraemer

Muslimske indvandrere er ikke mere ekstremistiske i deres holdninger end andre etniske minoriteter. Men vi puster til den muslimske ekstremisme ved at sætte hårdt mod hårdt og fokusere ensidigt på muslimske ballademagere, mener cand.scient.pol. Marie Tefre, der har undersøgt muslimernes demokratiske sindelag.

FOR LANGT UDE I stedet for at forebygge ekstremistiske holdninger blandt muslimer puster det danske samfund til dem ved at sætte hårdt mod hårdt i værdikampen. Vi forsømmer til gengæld at gøre noget for at styrke muslimernes demokratiske sindelag og magter kun nødtvungent at sætte ind med brandslukning, når vi har overset alle advarselslamperne, og skaderne af det fejlslagne kulturmøde indtræffer.

Kritikken kommer fra cand.scient.pol. Marie Tefre. For hende at se svarer det til, at sundhedsvæsenet begyndte at koncentrere sig udelukkende om behandling af symptomer og lade hånt om forebyggelse af de sygdomme, der forårsager dem.

Hun er netop blevet kandidat i statskundskab på en undersøgelse af ekstremistiske holdninger blandt danske muslimer, og hvad der i givet fald er med til at forme dem. Specialet »Ekstremistiske muslimer i Danmark – får i ulveklæder?« blev skrevet sammen med medstuderende Marie Kappel.

Den dårlige nyhed er, at der er mere ekstremistiske holdninger blandt danskere med muslimsk baggrund end blandt etniske danskere. Den gode nyhed er, at holdningerne ikke har noget at gøre med, hvilken religion man tilhører, men skyldes andre forhold. Forhold, som primært handler om vanskelighederne ved at være minoritet i et nyt land, og som samfundet kunne gøre noget for at udbedre, hvis det ville, pointerer Marie Tefre.

»Muslimer i Danmark har ikke mere ekstremistiske holdninger end ikke-muslimske etniske minoriteter. Det vil sige, at det at være muslim ikke er bestemmende for, hvorvidt man har ekstremistiske holdninger eller ej. Det er nogle andre ting, der er i spil, og derfor er det et vrangbillede, der tegnes, når der i debatten nærmest sættes lighedstegn mellem muslimer og ekstremister,« siger hun.

Forhold, der i særlig grad fremmer ekstremistiske holdninger blandt etniske minoriteter – muslimske såvel som ikke-muslimske – viste sig at være manglende uddannelse, manglende kontakt med danskere, få venner blandt danskere og andre etniske minoriteter, dårlige danskkundskaber og ikke mindst følelsen af diskrimination og af ikke at være repræsenteret hverken i den politiske debat eller pressen.

»Så i stedet for at tale om bekæmpelse af ekstremisme, som vi gør meget i øjeblikket, kunne man vende den om og spørge, hvordan vi samtidig fremmer frisind og demokrati. Det er to sider af samme sag. Men hvor den første er kortsigtet, så vil en indsats for at rette op på de forhold, der fremmer ekstremistiske holdninger, være rettet mod de kommende generationer med indvandrerbaggrund.«

Marie Tefre finder det naturligt, at der er en holdningsmæssig forskel mellem på den ene side indvandrere, der endnu føler sig uden for i deres nye land, og på den anden side danskere, der er opdraget fuldt ud i en demokratisk tradition.

»Det bør ikke give anledning til frygt, for frygt er en irrationel følelse, som der sjældent kommer noget godt ud af. Men der er da grund til at være opmærksom og fremme en fredelig sameksistens. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at integrationen kommer af sig selv, for tallene viser også, at unge indvandrere hverken har mere eller mindre ekstremistiske holdninger end ældre.«

Hvis muslimske indvandrere føler sig nødsaget til at søge deres identitet og bekræftelse i en overdreven religiøsitet, er det i hvert fald ikke nogen god idé. For man ser flere ekstremistiske holdninger blandt personer, der er blevet mere religiøse inden for de seneste tre år, og som ofte bruger en imam som personlig vejleder.

Uudforsket område

Det var et uudforsket område, Marie Tefre og Marie Kappel begav sig ud på, da de satte sig for at tage pulsen på det demokratiske sindelag i den muslimske befolkningsgruppe. Det skete på baggrund af blandt andet en stor databank, som Tænketanken om Udfordringer ved Integrationsindsatsen i Danmark har lavet om værdier blandt etniske grupper.

De definerede ekstremisme som en yderliggående holdning, der går ud på at drive en politisk idé til det yderste uanset konsekvenser og med et mere eller mindre udtrykt ønske om at rydde eventuel modstand af vejen. Altså en ikke-demokratisk holdning blottet for dialog, tolerance og respekt for andres rettigheder. Det modstykke, der blev sat op, blev kaldt idealtypiske holdninger, som er præget af høj tolerance over for andre mennesker og samfundet.

Ved at måle på ekstremisme frem for fundamentalisme, som altid er knyttet til religion, blev det muligt at foretage sammenlignelige målinger i andre befolkningsgrupper end muslimer. Målingerne drejede sig om tolerance over for andre etniske grupper, individuelle frihedsrettigheder, ligestilling og køn, ytringsfrihed, demokrati og adskillelse af politik og religion.

På en skala fra 0 til 1, hvor 0 er fuld og ubetinget tolerance på samtlige seks områder, og hvor 1 er rendyrket intolerance, scorede danskerne gennemsnitligt 0,17, muslimer 0,27 og andre ikke-muslimske minoriteter 0,25.

Muslimske indvandrere har generelt høj tolerance over for andre etniske grupper og går meget ind for demokrati og for adskillelsen af politik og religion. De er lidt mere forbeholdne over for ytringsfrihed og individuel frihed, mens der ser ud til at ligge en betragtelig udfordring i at overbevise dem om det rigtige i ligestilling af kønnene.

Ikke mindst holdningen til ytringsfriheden er interessant i lyset af de nylige uroligheder i kølvandet på genoptrykket af Muhammed-tegningerne:

»De starter med at sige, at vi støtter ytringsfriheden fuldt ud, men… Men’et kommer ind, fordi de synes, at ytringsfriheden bliver brugt imod dem. At den er et carte blanche til at genere dem. Generelt er der blandt muslimer en oplevelse af diskrimination og en følelse af, at bare fordi du er muslim, så skal du også redegøre for, at du ikke er ekstremist,« fortæller Marie Tefre på baggrund af de interview med repræsentative muslimske indvandrere, der også indgår i undersøgelsen.

Repræsentanter efterlyses

Samtalerne gjorde det klart for hende, at det store flertal af muslimer føler sig overset i medierne og den offentlige debat, der udelukkende fokuserer på ekstreme begivenheder og tendenser. Bedre bliver det ikke af, at de i udpræget grad savner repræsentanter på den politiske scene, hvor Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid og Ny Alliances Naser Khader på hver deres måde er for yderliggående for det brede flertal.

Danske muslimer er langt fra nogen homogen gruppe, men mange deler en oplevelse af ikke at være repræsenteret i politik, og det er betænkeligt, påpeger Marie Tefre.

»Vi kan jo se, hvordan ekstremistiske holdninger forsvinder i takt med, at interessen for politik vokser. Principielt mener jeg ikke, at muslimer nødvendigvis skal repræsentere muslimer. Man skal gå ind i politik, fordi man vil kæmpe for nogle bestemte politiske ideer. Men under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi opmuntrer muslimer til at engagere sig i alt fra skolebestyrelser til politik. Hvis nogle muslimer samtidig føler sig bedre repræsenteret, så er det bare godt.«

Integrationsprocessen i Danmark er i det hele taget kørt så meget af sporet, at Marie Tefre er parat til at bruge midler, der ikke umiddelbart tiltaler hende.

»For eksempel kommer positiv særbehandling i forhold til børn kun på tale, fordi politikerne ikke i tide har set advarselslamperne og har udviklet rendyrkede ghettoskoler. Man kunne allerede i 70’erne og 80’erne have lavet lokalplaner, der havde forhindret ghettoerne i at opstå. Som det er nu, bliver man nødt til at gå ind med politisk styring og blande børnene på skolerne.«

Det vil ifølge Marie Tefre både fremme muslimske børns kontakt med danskere og lette deres adgang til en uddannelse – begge dele utrolig vigtigt, hvis vi som samfund vil undgå ekstreme holdninger i de muslimske miljøer.

Uddannelse mindsker i markant grad unge muslimers ekstremistiske holdninger, viser tallene. Ifølge Marie Tefre fordi skolegang handler om så meget andet end tilegnelse af viden. Det handler også om demokrati, udvikling af sprog, kontakt med andre danskere og adgang til arbejdsmarkedet.

»Der er så mange fordele i uddannelse, og derfor er det utrolig positivt, at der er så mange muslimer i uddannelsessystemet i Danmark i forhold til andre europæiske lande. Men i glæden over det skal vi ikke glemme, at unge muslimer stadig halter bagefter uddannelsesmæssigt.«

Imamer skal uddannes

Uddannelse er også mere end relevant i forhold til de imamer, der optræder som personlige vejledere for mange muslimer, der har svært ved at få fodfæste i det danske samfund. Det duer ikke, som Marie Tefre siger, at vi har nogle imamer, som ikke kan tale dansk, som ikke kender noget til det danske samfund, og som holder fredagsbøn på arabisk.

I det hele taget mener hun godt, at man som samfund kan stille krav til den muslimske minoritet og gøre det klart, hvilke betingelser der gælder for at kunne indgå i et demokratisk samfund. Men som tonen har været i de seneste år, mener hun, at den snarere fremmer end imødegår ekstremistiske tendenser:

»Hvis formålet er at provokere muslimer, så er det ingen sag. Men hvis formålet er at vise dem, at man ikke skal fare frem med bål, brand og dødstrusler, så er det måske ikke så smart at komme med Muhammed-tegninger og bede dem rejse ad helvede til. Det er nok et eller andet midt imellem dét og ingenting, der skal til. Hvis man sætter hårdt mod hårdt og bruger samme retorik som de ekstreme muslimer, kommer man ingen vegne.«