Vi må holde fast i, at uddannelse er nøglen til fremgang

Af Kirsten Weiss

Kun en ud af fire unge mænd med tyrkisk eller pakistansk baggrund har i dag en erhvervsuddannelse. Tosprogede børn og deres forældre farer vild i den danske uddannelsesjungle, og løsningen hedder ikke flere fjendebilleder og uopfyldelige krav, men anerkendelse, tillid, udfordringer og ikke mindst rollemodeller. Det mener Hüseyin Duygu, dansk skoleinspektør med rødder i Tyrkiet.

INTERVIEW Hüseyin Duygu var for nylig i Helsingør. Her deltog den danske skoleinspektør med tyrkiske rødder i en uddannelsesdag for tyrkiske unge og deres forældre. Danskere af tyrkisk oprindelse trådte frem foran de unge og fortalte om deres valg af uddannelse, om deres vej gennem uddannelsessystemet og deres job. Som de var glade og stolte af.

Da oplæggene var overstået, flokkedes de unge om én af deltagerne: Politimanden.

Han lyste op i sin uniform og blev med den selve symbolet på den sociale opstigning og den succes, som alle forældre, uanset hudfarve, drømmer om at give deres børn muligheden for at opleve.

»I mit eget fødeland, Tyrkiet, spiller uniformer en stor rolle. Det giver status at være politibetjent eller sygeplej­erske,« siger Hüseyin Duygu, skoleinspektør på Lautrupgårdsskolen i Ballerup.

Uniformer er statussymboler i mange af de lande, Danmarks indvandrere kommer fra, og her ligger måske en af forklaringerne på, at unge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig så sørgeligt ringe i det danske uddannelsessystem. I hvert fald, når man fokuserer på drengene. Her har kun en ud af fire unge mænd med tyrkisk eller pakistansk baggrund i dag en erhvervsuddannelse. Til trods for at de er vokset op og har gået i skole i Danmark.

»De forældre, jeg har til samtale her på mit kontor, ønsker ofte mere, end ungerne magter. Læger og sygeplejersker har i deres øjne høj status, det samme har et job i staten. Det giver prestige, for sådan er det i hjemlandet. Håndværkere har til gengæld ikke særlig høj status, og selv om det er blevet bedre i de senere år, er der ikke stor prestige i at gå på teknisk skole. Og hvorfor studere til lærer, når lønnen er mindre end en grønthandlers? Når man fortæller tyrkiske forældre, hvad en skolelærers løn er, kan de jo godt regne ud, at deres onkel med den store grønthandlerbutik tjener mere. Uddannelses- og erhvervsvalg blandt indvandrere hænger mere sammen med social arv end med etnisk baggrund. Tradition og værdier spiller en stor rolle, og så mangler forældrene kendskab til uddannelserne og uddannelsessystemet,« siger Hüseyin Duygu.

Ind imellem hjælper det, når han tegner og fortæller om alle de penge, en dansk håndværker kan tjene – »og så tæller jeg ikke engang alt det sorte arbejde med« – men fastlåste opfattelser tager tid at dirke op. Der skal, efter Hüseyin Duygus erfaring, mere end tørre tal til, før forandringen sker.

Mange trætte øjne

Frem for alt skal der anerkendelse, tillid, udfordringer og en hjælpende hånd til.

For kan man overhovedet stole på en vejleder i dagens etnisk polariserede Danmark? Mange tosprogede familier, der er i kontakt med det danske system, med skoler, børnehaver eller kommunen, synes, de møder mange trætte øjne og ansigter, der ikke orker at forklare det én gang til.

»Jeg siger ikke, at forældrene ikke også har et ansvar. Naturligvis har de det, men det nytter ikke at lægge ansvaret over på dem alene. Det er der nogen, som gerne vil i dag, men ligesom i danske familier er der tæt sammenhæng mellem forældrenes baggrund og de unges valg. Tyrkiske og pakistanske forældre ønsker naturligvis også at hjælpe deres børn med lektierne, men de kan ikke. De har mistet kontakten med det danske system, måske har de ikke selv nogen uddannelse, og kerneproblemet er ofte en begrebsverden, der er meget mindre end de danske børns,« siger Hüseyin Duygu, der understreger, at han nu er i gang med at generalisere groft. Både når det handler om etniske danskere og ”de andre”.

Men ser man kun kurdisk eller tyrkisk tv derhjemme, er det svært at hitte vej i en normaldansk hverdag. Og når børn på fire-fem år ved, hvem Pia Kjærsgaard er, og at ”hun ikke kan lide os”, så er noget gået galt, mener skoleinspektøren, der ser det som en af sine kerneopgaver at række en hjælpende hånd.

»Jeg siger ikke, at de her mennesker altid har ret, når de mener, at de bliver mødt med mistillid. Men vi kan vel slå fast, at noget er gået galt i kommunikationen, når det er sådan, de oplever det. Jeg er dansk skoleinspektør, og jeg er loyal over for de politiske beslutninger, der træffes, men når selv undervisningsministeren taler om ”dem og os”, så siger min sunde fornuft mig, at noget er galt. Der er for mange problemer, der skiller ad, og for få visioner, der samler.«

Drømmen om hus og bil

Ironisk nok er visionen stort set den samme, uanset om man har danske, tyrkiske eller pakistanske rødder. Alle unge drømmer om en uddannelse, et lille hus, en lille bil og en lille kone eller en lille mand, som Hüseyin Duygu udtrykker det. Også nøglen til fremgang ligger godt forankret det samme sted i de flestes hjerter, nemlig i en god uddannelse.

»Det er vigtigt at slå fast, at forældre i traditionelt tænkende, tyrkiske familier ligesom danske forældre ønsker, at deres børn får en uddannelse og et godt job. Og helst bliver til lidt mere end forældrene. Der er heller ingen prestige i at være arbejdsløs i Tyrkiet. »Men Hüseyin«, siger de forældre, der sidder her: »Det er en meget lang vej, det er mange systemer. Hvordan skal vi gøre«? Tradition og værdier spiller en væsentlig rolle, og når man ikke selv har en kompetencegivende uddannelse er det svært at se mulighederne,« siger Hüseyin Duygu.

Han peger også på, at nogle forældre udelukkende betragter lærdom som noget, skolen bibringer. De forstår ikke det undervisningsmiljø, deres børn er en del af, de har svært ved at forstå nødvendigheden af projektarbejde og det sociale miljø, for ”det er vel læreren, der skal undervise”.

Så Hüseyin Duygu bogstaveligt talt tegner og fortæller, når tosprogede familier henvender sig til ham – »her ser du, hvordan man bliver sygeplejerske, og er det pædagog, din datter gerne vil være, så kan hun gå på aftenseminariet, hvis hun har brug for at tjene penge om dagen. Og måske skal din søn få sig en håndværkeruddannelse nu, så kan han altid læse videre til ingeniør, hvis han vil det senere«.

Ismaels mor får en opringning, når hun har glemt et møde på skolen og en invitation til et nyt. Hüseyin Duygu har tætte kontakter til både kommunen og politiet. Og til den elev, der sidste år røg tre måneder i fængsel i forbindelse med uroligheder og skoleafbrændinger i vinterferien.

»Jeg besøgte ham hver eneste uge i de tre måneder, i dag går han på Ballerup Tekniske Skole,« siger Hüseyin Duygu, med stolthed i stemmen. For når noget lykkes er det det, vi skal tale om. Ikke om alt det, der går skidt.

Vi mangler rollemodeller

For hans egne tidligere, tosprogede elever går det godt. »De værste af dem, hvis du forstår, hvad jeg mener, arbejder på et pizzeria« – eller sagt med andre ord: De har dog et job. Mange andre er det lykkedes at sende videre til en uddannelse. Blandt andet ved hele tiden at pege på mulighederne og alle dem, det er lykkedes for.

»Vi mangler rollemodeller og en meget mere systematisk indsats i skolen. Det ville minimere tabet. Her skal være en medarbejder, der har som sin opgave at følge op, når Muhammeds forældre ikke deltager i møderne, eller han ikke får læst sine lektier. Vi skal have 10. klasses centre, der er eksperter på at skubbe de her unge videre på ungdomsuddannelserne, og klubber, der ikke bare er ”tivoli”, men også er professionelle voksne, der kan give retning. Vi skal have ”lektieklasser” og grupper, hvor man arbejder i fællesskab. Og så skal vi begynde at tale sammen. Det er der, det er gået helt galt. Vi holdt op med at tale sammen efter 11. september og efter Muhammed-krisen,« siger Hüseyin Duygu, der med en analfabetisk mor, en far, der har gået fire år i skole, og en holdning til Muhammed-krisen, der er mere nuanceret end de flestes, selv er et lysende eksempel på, at springet kan tages.

»Hvad gik galt? Vi holdt op med at tale med hinanden på en anerkendende og tillidsfuld måde, og møder man kun mistillid, er der intet, der kan blomstre. Så søger man til yderpunkterne, nationale og religiøse grupper. Vi må holde fast i, at uddannelse er nøglen til fremgang – og det er det også i Tyrkiet. Når folk er i klemme, er det en hjælpende hånd, de har brug for, og min opgave er at pege på muligheder,« siger Hüseyin Duygu.

Han forsøger at gøre forældrene til medspillere i stedet for modspillere. De skal bringes til at tage et medansvar for, at den unge gennemfører uddannelsen, så den unge har opbakning og støtte. Når forældre eller elever går fra skoleinspektørens kontor skal de føle, at »ham der Hüseyin, han vil det bedste for mig«, uanset om det handler om Katrine eller Yasmin.

»Det handler om at fange folk ind i en ligeværdig relation og at vise dem mulighederne i stedet for at fokusere på alle de menneskelige fejl og på et ansvar, de ikke kan løfte alene. Det er på tide, at vi fokuserer på det, der fungerer. Og jeg er optimist! Vi kan ikke redde verden – men jeg er nødt til at starte her fra mit kontor.«