Vi må anerkende, at vi har et problem, når det handler om mænds vilkår

Af Kirsten Weiss

Gør som Norge – og giv os en mandekommission, der tager ligestillingen mellem mænd og kvinder alvorligt ved at se på begge køn, lyder opfordringen fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan. Får vi ikke reel ligestilling, er faren for et »os mod dem«-samfund overhængende, mener hun.

PANORAMABILLEDE Yildiz Akdogan kommer stæsende fra et møde med »to store drenge« fra en erhvervsskole. På mødet har de talt om uddannelse, og den socialdemokratiske politiker har gjort de to ungersvende opmærksomme på, at de skal gribe de muligheder, de bliver budt. »Er I klar over, hvor privilegerede I er? I får »løn« for at gå i skole. Sådan et privilegium skal I lære at værdsætte,« lyder den klare besked fra den tyrkisk-kurdiske grønthandlers datter fra Esbjerg, der selv har taget hele turen i uddannelsesmøllen og ved valget i november 2007 for første gang fik plads i Folketinget.

»De sad helt stille og pludselig udbrød den ene: »Det er sgu rigtigt!« Jeg synes, man skal gøre mennesker opmærksom på, at det er et helt fantastisk og unikt velfærdssamfund, vi lever i,« siger Yildiz Akdogan.

For hende er mødet med de to store knægte et levende supplement til de statistikker, der sort på hvidt dokumenterer, at især mændene – ikke mindst dem med indvandrerbaggrund – har svært ved at gribe de muligheder, velfærdssamfundet byder dem.

Derfor har hun for nylig gjort sig til talskvinde for, at vi herhjemme, ligesom i broderlandet Norge, nedsætter en mandekommission, der kan styrke ligestillingen. Ligestillingsdebatten er nemlig, mener hun, blevet indsnævret til primært at handle om ligeløn, kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer – alt sammen vigtige emner, der bare ikke skal stå i vejen for en meget bredere diskussion om den 360 graders ligestilling, der er nødvendig, hvis velfærdssamfundet skal udvikle sig som et fælles projekt.

»Hvis vi kun fokuserer på det ene køn, tænker vi ligestilling i 180 grader. Det rykker ikke noget. Vi er nødt til at definere ligestilling bredere ved at inkludere mænd og deres situation i debatten. Der er ingen modsætning i at kæmpe for en styrkelse af vilkårene for både mænd og kvinder. Ligestilling styrkes af bedre vilkår for alle uden skelen til kønnet,« mener Yildiz Akdogan, der peger på, at mænd beviseligt er blevet det svage køn stort set alle andre steder end i lønstatistikkerne og på direktionsgangene.

Det ene ben i graven

I gennemsnit lever mændene fem år kortere end kvinderne. De begår oftere selvmord, har flere psykiske lidelser og dør oftere af sygdomme, de selv kunne have været med til at forebygge. Hvis de altså var gået til læge i tide. Mænd skal helst stå med det ene ben i graven, før de sætter sig i lægens venteværelse. Og når de så når dertil, er mange af dem – stadig set i forhold til kvinderne – røget ud i problemer med alkohol og stoffer.

»Som samfund kan vi ikke bare acceptere denne skævvridning, lige så lidt som vi skal acceptere andre urimeligheder, der handler om køn. Vi er nødt til at anerkende, at vi har et problem, når det handler om mænds vilkår. Overordnet er vi nødt til at kigge nærmere på sundhed og uddannelse, men også samvær mellem mænd og deres børn, kulturelle normer, socialisering og omsorg,« siger Yildiz Akdogan.

Det er nu, mener hun, at samfundet skal investere i de unge drenge, der allerede har svært ved at finde deres plads på både skolebænken og i samfundet. I skolen klarer de sig beviseligt dårligere end pigerne. De går til specialundervisning, scorer lavere karakterer end pigerne, præsterer uhomogent og dropper ud af både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. 32 procent af drengene har en videregående uddannelse eller er i gang med en, når de er 25, mens det gælder 46 procent af pigerne.

Det er med de tal i baghovedet svært at tale om, at de to køn i dag er ligestillede, mener Yildiz Akdogan, der i en ikke særlig fjern fremtid kan se et samfund for sig med en helt ny ulighed.

Et stakkels offer?

Her lever et flertal af kvinder med gode uddannelser et liv i overhalingsbanen, mens de mænd, de nok heller ikke gider være kærester med længere, roder sig ud i arbejdsløshed og alvorlige sociale problemer. Helt i fokus, i hvert fald i statistikken over taberne, står de nydanske mænd; mange af dem endnu kun store drenge, der i hvert fald ikke togsurfer på det lokomotiv, der har kurs mod uddannelse.

Kun 38 procent af de yngre, mandlige efterkommere af indvandrere kommer i gang med en uddannelse. Deres søstre derimod er i fuldt firspring på vej – her er tre ud af fire i gang med en uddannelse.

»Naturligvis skal vi ikke gøre manden til et stakkels offer,« mener Yildiz Akdogan, der på det bestemteste afviser at synge med i koret af dem, der ser problemerne tårne sig op, hver gang kvinder finder fodfæste på tidligere mandsdominerede områder.

»Jeg synes ikke, at det her handler om »åh nej, den stakkels mand, kvinderne kræver også så meget af ham«. Men man er nødt til at tage det alvorligt, når man i statistikken – og i drengenes adfærd – kan se, at vi er på vej til at skabe et nyt proletariat.«

»Vi ser i øjeblikket et skred i samfundet mod større ulighed, og her er det mændene og de unge drenge, der tydeligt skiller sig ud. De unge drenge gider ikke uddannelse, og efter en skilsmisse er det manden, der tager turen nedad med 120 kilometer i timen. Når hverken vores sundhedssystem eller vores uddannelsessystem tilsyneladende er gearet til det ene køn, er vi nødt til at tage det alvorligt,« siger Yildiz Akdogan.

For hende er det store spørgsmål: Hvorfor griber mændene ikke de muligheder, samfundet tilbyder dem? Selv om svaret ikke er entydigt, er hun overbevist om, at arbejdsmarkedet spiller en kæmpestor rolle, når det handler om at skabe reel ligestilling mellem kønnene.

»Vi har i Danmark et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Den første, der møder lille Frederik i børnehaven, er en kvinde, og det er ikke noget problem i sig selv, men det er et problem, hvis Frederik fremover tænker: Pædagog er lig med kvinde. Frederik skal også møde Henrik og Jakob, og vi skal politisk arbejde for at udjævne forskelle i anseelse og løn for ansatte i fag, der er knyttet til bestemte køn. Både arbejdsmarkedet og hjemmet reproducerer kønsrollemønstre, så skævvridningen fortsætter,« siger Yildiz Akdogan.

Børn bærer rollen videre

I lighed med sine norske kolleger i Mannspanelet anbefaler hun, at man kaster et blik ind over hjemmets fire vægge, hvis både Michael og Muhammed skal gribe deres muligheder.

»Hvis hjemmet er præget af de gængse roller for mænd og kvinder, så bærer børnene rollerne videre i deres voksne liv. Den kode kan knækkes, hvis forældrene bliver bevidste om deres ansvar,« siger Yildiz Akdogan, der peger på strukturelle, kulturelle og politiske barrierer som forhindringer for fuld ligestilling mellem kønnene.

En af dem er barselsorloven, som stadig er kvindernes domæne. I Norge anbefaler Manns­panelet, der blev nedsat af den norske ligestillingsminister, at barselsorloven fremover baseres på et ligeværdigt princip – ved at farens ret til orlov udvides. Hver forælder skal have en øremærket orlov på fire måneder – og så kan de resterende fire frit fordeles. I Danmark har Socialdemokraterne foreslået, at 3 af de 12 måneder skal øremærkes til mændene.

»Når man i Danmark foreslår, at mænd ved lov skal have en del af barselsorloven, får man at vide, at det skal forældrene selv bestemme – de skal have friheden til det. Frihed er et meget malplaceret ord i den her sammenhæng, for så længe det ikke er helt almindeligt, at it-chef Henrik på 35 er væk fra jobbet i fire måneder og på barselsorlov, så ændrer tingene sig ikke,« siger Yildiz Akdogan, der i sit forslag om en dansk mandekommission har skelet til de meget klare anbefalinger, den norske kom med.

Ignorance

I kommissionen var opdraget at tænke højt og nyt og at se på både kønsstereotyper, mænd som udsat gruppe, mænds magt, mænd og omsorg og mænds voldelige adfærd. Panelet kom i marts 2008 med en rapport med konkrete forslag til det norske Storting, og beskrivelserne af de problemer, det norske samfund står overfor, ligner til forveksling de danske.

»Der er ikke længere nogen objektiv grund til, at vi ikke har ligestilling på alle områder imellem kønnene, men på en lang række områder er mænd ikke reelt ligestillede med kvinder. Debatten om ligestilling er blevet indsnævret til primært at handle om ligeløn, kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer. Men kigger vi til Norge, så har man ikke alene rykket på disse områder, for eksempel med kønskvotering, man er også gået videre ved at definere ligestilling bredere.«

»Jeg synes, det er ret logisk, at bedre vilkår for mænd og drenge er en forudsætning for fuld ligestilling, men vi mangler flere fakta og reelle bud på, hvorfor mændene ikke tager imod velfærdssamfundets tilbud. Lad os få den mandekommission nu – ellers risikerer vi i vores ignorance at skabe et »os mod dem«-samfund og en social underklasse, der ikke kun lever mellem skyderierne i det vilde vesten på Nørrebro, men også rykker helt ind i dagligstuen hos os, der elsker velfærdstaten og tror på lige muligheder for alle. Det skylder vi både de danske mænd og ligestillingen.«