Vi kan ikke få alle med

Af | @MichaelBraemer

Det er ønsketænkning at tro, at opsvinget kan få alle med på arbejdsmarkedet. I et moderne samfund vil der være en restgruppe, som man uanset konjunkturer bliver nødt til at tænke meget kreativt for at få plads til, siger formanden for de kommunale socialchefer, Ole Pass, på baggrund af ny rapport.

Ole Pass, der bliver talt om, at vi med den galopperende højkonjunktur står med en historisk chance for at få alle med på arbejdsmarkedet. Det lyder lidt som festlyrik i lyset af denne rapport?

»Der er sket meget på arbejdsmarkedet det seneste par år i takt med opsvinget. Rummeligheden er blevet meget større. Men vi er nødt til at give rummeligheden endnu en tand og acceptere, at der i et moderne samfund er en restgruppe, som man uanset konjunkturer bliver nødt til at tænke meget kreativt for at få plads til. En bred gruppe af folk med for eksempel psykisk sygdom og afvigende adfærd.«

Men er det ikke spild af tid og kræfter at forsøge at få de svageste ledige i arbejde, når nu sagsbehandlerne vurderer, at det er ned til en tiendedel, der selv på lang sigt vil komme i nærheden af arbejdsmarkedet?

»Nej, det synes jeg ikke. Men undersøgelsen peger på et behov for, at vi ser mere realistisk på denne restgruppe og finder noget andet til dem end det, vi kender fra arbejdsmarkedet i dag. Vel at mærke noget, hvor de stadig kunne yde noget samfundsnyttigt. Bare som eksempel på togstationer, hvor de kunne kontrollere og holde rent. Det skal være funktioner, der kan tåle, at de måske ikke altid møder op, og hvor man kan leve med en adfærd, der normalt ikke er acceptabel på arbejdsmarkedet.«

- Sagsbehandlerne foreslår jo mentorordninger og hjælp til at få ryddet op i lejligheden og blive vasket, når de skal komme med forslag til, hvad der skal gøres for de svageste ledige. Det lyder, som om kommunerne burde lægge kræfter i hjemmebesøg i stedet for kontorarbejde på jobcentrene?

»Det er en langsigtet indsats, der skal gøres over for denne gruppe, og den handler for manges vedkommende om at rette op på mange års forkert levevis. Men de hører da i høj grad hjemme på jobcentrene, hvor de vel udgør 85-90 af »kunderne«. Uden dem var der jo slet ikke brug for jobcentre, sådan som konjunkturerne er. Personer i matchgrupperne 1-3 når kun lige at komme og vende i døren.«

Hvad har I gjort i din egen kommune, Rødovre, for at finde plads til de svageste ledige?

»Vi har blandt andet skabt job på offentlige institutioner, hvor de løfter nogle opgaver, der er med til at lette arbejdet for det øvrige personale. Det handler på lang sigt om at opkvalificere de ledige og udstyre dem med selvtillid. Det vigtigste er at møde og støtte dem der, hvor de er, og ikke forlange det uopnåelige. For eksempel ikke at kræve total afholdenhed, men at tillade dem at drikke under kontrol, hvis de har det problem.«

Så rapporten giver dig ikke røde ører hverken på egen eller andre kommuners vegne? Man har jo svært ved at se den store og forkromede, kommunale plan i den indsats, der er beskrevet i rapporten.

»Nej, jeg synes, rapporten viser, at der er mange tilgange til at løse problemerne, og at de kan kombineres efter behov i de enkelte tilfælde. Jeg mener, at vi som socialt system har svigtet tidligere, under andre konjunkturer, ved at give folk lov til at gå og gemme sig. Derfor synes jeg også, at vi har et medansvar for disse menneskers situation, og det stiller os over for en stor udfordring nu. Det er aldrig sjovt at være socialt udsat, men det er ekstra svært i den nuværende situation, hvor man ikke kan sige, at det er samfundets skyld, og forventningen nærmest er, at man løser landets arbejdskraftproblem. For det bliver der under ingen omstændigheder tale om.«