»Vi forsøger at lede SF som en moderne virksomhed«

Af Martin E. O. Grunz
Johs. Lynge

Modernitet, effektivitet og professionalisme. Det er ordvalget, når SF’s gruppeformand Ole Sohn skal beskrive de ændringer, som partiet har gennemgået de sidste knap fem år. Siden valget i 2005 har SF haft ubrudt fremgang. En fremgang der, ifølge meningsmålinger, kan føre partiet i regering ved næste valg. Men kan fremgangen også føre partiet på ideologiske afveje?

INTERVIEW Valgaftenen i 2005 betød et farvel til den mangeårige SF-formand Holger K. Nielsen, som efter sit fjerde sløje valg lod andre kræfter komme til. Parallelt med Socialdemokraterne afholdt SF en urafstemning om formandsposten, men udfaldene blev vidt forskellige. SF’erne valgte Villy Søvndal, en garvet politiker fra Holger K. Nielsens generation, hvor Socialdemokraterne valgte den yngre og urutinerede Helle Thorning-Schmidt. Her knap fem år efter har Socialdemokraterne haft konstant – omend moderat – tilbagegang og SF konstant fremgang.

Den seneste meningsmåling fra Capacent bringer SF op på 20,4 procent i vælgertilslutning, en tredobling i forhold til 2005. Og medlemsmæssigt er partiet i løbet af fem år gået fra cirka 6.000 til omkring 18.000 i dag.

Samtidig med valget af Villy Søvndal som formand fandt valget af Ole Sohn som gruppeformand sted. Det er en indflydelsesrig post, som indebærer koordinering af folketingsgruppens arbejde – foruden rollen som bindeled mellem partiets ansatte, organisation og folkevalgte. På spørgsmålet om, hvad den største forandring SF har gennemgået siden 2005 er, svarer Ole Sohn:

»Jeg har fået mange tæsk for at sige det, men jeg mener det stadig – og gentager gerne: Vi skal bevæge os mod en moderne virksomhedsstruktur. Vi havde brug for en mere professionel ledelsesstil, der kunne sikre en progressiv politikudvikling samt en udvikling på det organisatoriske og personalemæssige plan. Førhen stod SF’s folkevalgte for det praktiske, nu bruger de tiden på politik, og vores landssekretær fungerer reelt som departementschef, hvilket har styrket overblikket i organisationen. Gennem blandt andet disse politiske og organisatoriske ændringer kan vi bedre realisere vores vision om at blive et indflydelsesparti og ikke bare et holdningsparti. Men det kræver, at vi forsøger at lede SF som en moderne virksomhed.«

Viljen til forskel på SF og DF

Der er i øjeblikket to partier med stabil fremgang – SF og DF. SF’s fremgang har nu varet fem år, hvorimod Dansk Folkepartis har varet i hele partiets 15-årige levetid. Måske har folkesocialisterne taget ved lære af folkepartisternes succes?

»Det, der er DF’s styrke, er, at de har kunnet påpege en del problemer og udfordringer, som er reelle. Men de har ikke nogen vilje til at løse dem. Og det er den virkelige forskel på DF og SF,« siger Ole Sohn.

Med andre ord ligger forskellen altså ikke så meget i ledelsesform og politisk kommunikation. SF’s gruppeformand ser sit parti som et moderne og progressivt parti, der uden en fastlåst ideologisk position ønsker at bidrage til at løse samfundsproblemer. »At tage ansvar« og »øve indflydelse« er blevet yndlingsudtryk for folkesocialisterne – kunne man så ikke forestille sig, at de moderne drevne partier, SF og DF, kunne se stort på højre-venstre og samarbejde? Det bliver ifølge Ole Sohn svært:

»Det skyldes DF’s musketered med V og K fra 2001, hvor DF krævede fuldmagt over udlændingepolitikken og frihjul i forhold til EU-politikken – mod til gengæld at acceptere den liberalistiske økonomiske politik til enhver tid. Den musketered låser på den anden side også V og K, for de kan selvfølgelig ikke bevæge sig meget i forhold til integration og EU.«

Dermed har han også forklaret, hvorfor et forpligtende samarbejde mellem SF og V og/eller K vil være urealistisk al modernitet til trods. Og det gør så Socialdemokraterne til den indlysende fødselshjælper for SF’s indflydelse. Med ændret EU-, rets- og udlændingepolitik har partiet da også gjort sig mere spiselige for vælgere, som de ikke tidligere har kunnet få i tale.

Ganske vist er SF’s gruppeformand uenig med DF i integrationspolitikken, men han anerkender, at DF har grebet en dagsorden, som de andre partier så for sent.

»Men alle ved, at det i løbet af de kommende årtier bliver nødvendigt med en ny indvandring, alene med tanke på den demografiske udvikling vi har i samfundet. Derfor er den eneste ansvarlige politik at lave et nationalt kompromis om integrationspolitikken.«

Og dette nationale integrationskompromis ser Ole Sohn gerne SF stå i spidsen for. Men hvem mener SF’s gruppeformand ellers skal deltage i det?

»Et nationalt kompromis? Ja, det skal nationen,« falder svaret elegant.

Men selv om kompromiset ifølge SF’s gruppeformand bør gælde hele nationen, så gælder det dog ikke DF:

»Det tror jeg ikke er tænkeligt, for deres eksistensgrundlag er ikke at løse problemerne – det ved de også godt selv. De lever af konflikten.«

Men hvordan forestiller Ole Sohn sig, at integrationspolitikken skal gribes an, når indvandring fra tredjeverdenslande ikke alene medfører et nødvendigt tilskud af arbejdskraft – men også konfrontationer mellem kulturer?

»S-SF har lavet et grundlag for en kommende regering med en fælles udlændinge- og integrationspolitik, og det bliver fundamentet for en kommende regerings integrationspolitik. Den går på to ben. Det ene er, at vi ikke kan løse alle verdens problemer i Danmark. Det vil være det rene selvmord med fri indvandring. Men omvendt er det andet ben, at vi har en lang række uudnyttede ressourcer i folk med anden etnisk baggrund i Danmark. At forbedre integrationen det er ikke mindst at benytte nogle af de ressourcer, vi allerede har i samfundet.«

Socialistisk eller Folkeparti?

Da SF’s vækst tog fart, betonede mange VKO-folk, at man skulle huske på, at SF stod for Socialistisk Folkeparti. Ikke mindst Ole Sohn har fået påtalt sin socialistiske fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti. I øvrigt var han også medstifter af Enhedslisten, men han forlod dog partiet, inden det kom i Folketinget. Han valgte i stedet at engagere sig i SF og vil helst lade fortiden ligge. Den behandles bedst af historikere, mener han, og den moderne venstrefløj bør ifølge Sohn ikke bruge krudt på ideologiske posteringer:

»Det har ødelagt meget at diskutere, om det var Gramsci, Bernstein eller Luxemburg (socialisme-teoretikere, red.), man skulle rette sig efter. Jeg vil meget hellere tage udgangspunkt i de konkrete forhold i dag: Hvilke problemer vi står over for, og hvad vi kan gøre.«

Og af en socialist at være er den centrale SF’er meget dansk orienteret. Tanken om nationale kompromisser – ikke bare på integrationsområdet – er efter Ole Sohns opfattelse en afgørende dansk politisk tradition.

»Dansk politik har været meget holdningspræget gennem skiftende perioder op gennem historien, men de store grundlæggende spørgsmål har som oftest været løst af brede aftaler, som har været holdbare hen over et valg,« forklarer han og fastslår, at VKO-blokkens musketered har umuliggjort fortsættelsen af den tradition.

For SF’s gruppeformand er der ingen tvivl om, at kernen i en kommende regering, der skal skabe nationale kompromisser, må være Socialdemokraterne og SF.

»Og hvem, der i øvrigt kan deltage på det grundlag, skal være velkomne,« siger han.

Nok af blok-politik

Ole Sohn ønsker på længere sigt at bryde med blokpolitikken. Ganske vist ser han S og SF som kernen i en kommende regering, men han synes samtidig, at »der er en lang række områder, hvor det er ulogisk, at vi har de store konflikter.« Det er netop det, han betragter som det største problem med VKO-samarbejdet. Og ifølge gruppeformanden er det en kommende regerings hovedopgave at genetablere det samarbejdende folkestyre af to grunde:

»Den første er, at det giver et mere levende politisk billede, og den anden er, at det styrker demokratiet. Jeg synes, at det er en speciel tankegang at sige, at venstreorienteret politik er politik, hvor de borgerlige ikke kan være med.«

Sohn ser på mange måder styrkelsen af demokratiet som et moderne folkepartis vigtigste indsats, og den rolle mener han, at det moderne, resultatorienterede og professionaliserede SF er klar til at udfylde.

»Jeg tror dybest set, at borgerne er flintrende ligeglade med, hvem der gennemfører noget fornuftigt, hvis bare det er fornuftigt!«

Ny alliance af S-SF

At få medvind i meningsmålinger og medlemstilgang har andre også været udsat for. Skrækeksemplet er Ny Alliance, som i løbet af ganske få uger fik over 20.000 medlemmer, og som senere blev reduceret til et miniparti. Ole Sohn er fast besluttet på, at SF’s nye medlemmer ikke skal være på gennemtræk.

»Hvis ikke der er en partiforening, som tager hånd om nye medlemmer, hvorfor skulle de så blive der,« spørger han.

Men ’socialistisk’ klinger stadig af ’klassesamfund’ og industrielt arbejdsmarked – hvordan hænger det sammen med den selvproklamerede modernitet og progressivitet, som partiet vil omfavne? Og kan SF’s omfavnelse af tidens tendenser overhovedet fungere sammen med det gamle rustrøde Socialdemokrati i det regeringssamarbejde, som folkesocialisterne drømmer så hedt om?

Ole Sohns svar er igen den nye demokratiske kurs: Han ønsker, at så mange borgere som muligt engagerer sig, og ser S-SF-samarbejdet som langt mere lydhørt og dialogorienteret end det siddende VKO-flertal.