Vi finder os bare i sexchikane

Af | @MichaelBraemer

Otte procent af kvinderne har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads det seneste år, viser ny A4-undersøgelse. Grænserne for, hvad vi siger til og gør ved hinanden er rykket, og det lader mange kvinder i stikken. For samtidig ser domstolene igennem fingrene med mere og mere, lyder en klage fra landets førende advokat på området.

MAGT OG AFMAGT Den unge kontorassistent klager til veninderne over, at chefen sexchikanerer hende: »Han siger, at mit hår dufter godt.« »Jamen, det er da ikke sexchikane,« reagerer veninderne. »Jo, for han er dværg,« argumenterer hun.

Når sexchikane kommer på dagsordenen, så er det, fordi vi gør grin med fænomenet, eller fordi Shubidua synger om det – og det er efterhånden meget længe siden. Sexchikane er tabubelagt, skamfuldt og forties af dem, den går ud over – og de er langt, langt flere end de sager, der kommer op til overfladen: Otte procent af kvinderne på arbejdsmarkedet har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads det seneste år, viser ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Der findes ikke i forvejen aktuelle opgørelser over problemets omfang, men sammenholdt med en undersøgelse foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet i 2004 tyder A4’s tal på, at en stadigt større andel af kvinderne på arbejdsmarkedet bliver begramset, klappet bagi, får sjofle tilråb eller bemærkninger, bliver belemret med frække tilbud på mail eller sms eller på anden måde får deres grænser overskredet.

I instituttets undersøgelse havde tre procent af alle – mænd og kvinder – været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år. I A4’s undersøgelse er det tilsvarende tal fem procent. Stigningen kommer ikke bag på Annie Høgh, seniorforsker på Arbejdsmiljøinstituttet, der i dag hedder Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

»Det virker, som om aggressioner er i stigning i vores samfund. Vi har dokumenteret en temmelig stor stigning i vold og trusler, så jeg kan sagtens forestille mig, at udviklingen også omfatter seksuelle krænkelser,« siger hun.

Også i fagforbundet 3F, der rummer de tidligere medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund, har man en klar fornemmelse af, at problemet vokser. Konsulent i forbundets fagpolitiske center Marianne Bruun mener, at det blandt andet hænger sammen med den seksuelle fritone, der har vundet indpas i vores samfund, og som har flyttet grænserne for, hvad der opfattes som acceptabel adfærd på en arbejdsplads.

»Der hersker en forestilling om, at vi er åh, så frigjorte. Så derfor er det vel ikke noget problem, at en kniber dig lidt bagi eller andet,« siger hun.

Det handler om magt

Men det er et stort problem, for som det før eller senere vil stå klart, så handler krænkelsen ikke om sex, men om magtudøvelse, understreger Marianne Bruun.

Hun bakkes op af landets førende advokat på området, Peter Breum, der har ført sager om sexchikane i 20 år. Han har set den samme drivkraft i samtlige sager:

»Det er magten, der tænder – ikke udsigten til sex eller den blotte berøring af et kvindebryst,« siger han.

At A4’s undersøgelse viser, at det i to ud af tre tilfælde er kolleger, der krænker kvinderne, er ikke i modstrid med den udlægning, mener Peter Breum. Han har også ført sager, hvor de implicerede parter har været formelt ligestillede.

»I en kreds af ligestillede er der altid nogen, der har den uformelle magt og sætter dagsordenen. Det er den stærke i koblet, der bestemmer, hvad vi mener, hvad vi griner af, og hvem vi skal være efter. Og det er lige så meget den magt, vi taler om. Man tør ikke gå op mod den stærke blandt kollegerne, fordi han måske sidder med nøglen til det sociale liv på arbejdspladsen,« siger Peter Breum.

Uanset om krænkeren er chef eller kollega, så bliver den krænkede taberen, der typisk forsøger at sive fra arbejdspladsen i al ubemærkethed, fortæller Marianne Bruun fra 3F.

»Vi oplever dem først, når de kommer i a-kassen og har fået karantæne, fordi de selv har sagt deres job op. Først når vi spørger ind til det, viser det sig, at der ligger en hel anden historie bag. En historie, som ofrene altid selv prøver at nedtone. For eksempel med: Jamen, han tog mig kun på brysterne uden på blusen. Så er det vel ikke sexchikane,« fortæller hun.

Grænserne skrider

Samme erfaring har man i fagforbundet HK, der ligeledes har mange kvindelige medlemmer. Konsulent i forbundets juridiske afdeling Jeanette Hahnemann har aldrig oplevet et medlem, der har sagt, at hun ville have hjælp, fordi hun har været udsat for seksuel chikane.

Chikanen kommer frem, når medlemmer henvender sig i afdelingerne for at få hjælp til at komme væk fra deres arbejdsplads og få et nyt job, og de modstræbende har skullet forklare, hvorfor de så brændende ønsker at komme væk fra en arbejdsplads, hvor de måske har været i mange år.

»Det er meget tabubelagt og opleves meget flovt. Det er måske startet med, at manden har været enormt sød og hjælpsom. Men den hånd, han venligt lagde på skulderen, hvornår var det, at den begyndte at glide lidt for langt ned foran? Og fra knæet op ad låret? Hvornår var det, hun skulle være begyndt at sige fra? Grænserne er skredet, og man spekulerer på, hvad man selv gjorde forkert,« fortæller Jeanette Hahnemann.

HK får årligt omkring 500 henvendelser fra medlemmer, der føler sig sexchikaneret. De søger rådgivning, men vil helst ikke have deres sag frem. De færreste henvendelser bliver derfor til egentlige sager, og af sagerne bliver langt de fleste forligt mellem parterne. De mellem 8 og 14 retssager om sexchikane, HK siden 2000 har ført årligt, udgør kun toppen af isbjerget.

Her har kvinderne ifølge advokat Peter Breum typisk sagt fra på et lidt for sent tidspunkt. Det kan være svært at trække grænsen i et forløb, der er begyndt med uskyldig venlighed, men langsomt og snigende har fået seksuelle undertoner. På et tidspunkt har situationen imidlertid været så tilspidset, at de har sagt effektivt fra.

»Ikke nødvendigvis på skrift, men sådan, at det har været umisforståeligt for manden. Og så er forholdet vendt fuldstændig om. Den sexchikanerede er nu pludselig den dummeste, grimmeste, og mest uduelige, der tænkes kan. Det går over i mobning og chikane, og den krænkede siger enten selv op eller bliver syg, fordi vedkommende ikke kan tåle presset. Senere kan hun blive fyret på grund af sygdom,« siger han.

Sværere at vinde sagerne

Peter Breum oplever, at det er blevet sværere at føre sager om sexchikane, selv om et EU-direktiv om sexchikane, som nu er indført i dansk ret, egentlig skulle have gjort det lettere. Dels i kraft af en definition af, hvad sexchikane er, fysisk såvel som verbalt. Dels i kraft af delt bevisbyrde i den slags sager. Den indebærer i princippet, at bevisbyrden vendes om, hvis den krænkede kan skabe formodning om, at der har fundet krænkelse sted.

»Domstolene har ikke fulgt ånden i ligebehandlingsdirektivet, men i praksis skærpet kravene til bevisførelse, og det er både forunderligt og ærgerligt,« mener han.

Samtidig oplever han, at domstolene accepterer mere og mere, især når det drejer sig om verbal chikane.

»Et tydeligt eksempel er en dom fra landsretten, hvor chefen i en bagerforretning blev frifundet for at have sagt til den kvindelige ekspedient: Du ser lidt træt ud – har du fået for meget pik i nat?«

Selv om sagerne vindes, er de godtgørelser, domstolene i givet fald tildeler ofrene, forholdsvis beskedne, og det ender som regel altid med, at den sexchikanerede oven i krænkelsen også må forlade arbejdspladsen.

Advokatens råd til fagforeningerne er derfor at styrke sikkerheds- og tillidsrepræsentanter gennem efteruddannelse, så de bliver bedre til at opfange og håndtere problemerne med sexchikane på arbejdspladsen, før de bliver for store. Alle sager bør så vidt muligt løses på arbejdspladsniveau, og arbejdspladserne bør udvikle nogle brugbare retningslinjer for, hvordan man omgås hinanden, mener han.

»Ikke bare nogle fine ord om at respektere hinandens grænser, men praktiske anvisninger på, hvad det betyder i dagligdagen. Noget, der er operativt og kan måles og vejes,« siger Peter Breum.

Marianne Bruun fra 3F erkender, at tillidsrepræsentanterne ikke er klædt godt nok på til at håndtere sexchikane på arbejdspladsen. Og at der ligger en udfordring i at få aftabuiseret problemet, så man på arbejdspladserne kan begynde at diskutere, hvad der er acceptabel adfærd, og hvordan man bliver bedre til at respektere hinandens forskellige grænser.

Hun ser et håb i, at tillidsrepræsentanterne godt er klar over, at de som udgangspunkt ikke har de bedste forudsætninger for at håndtere problemer med seksuel chikane, og at det er et område, hvor de skal forbedre sig.

»Som tillidsrepræsentanterne fortalte i en undersøgelse, vi foretog i Kvindeligt Arbejderforbund, så er de tilbøjelige til at tolke virkeligheden ud fra deres egen situation. Og da de jo typisk er nogle, der har lidt mere power, er bedre til at sige til og fra og til at tåle mosten i forskellige sammenhænge, så er de måske ikke de bedste til at signalere over for medlemmer med anderledes grænser, at de også står til deres rådighed med hjælp,« fortæller Marianne Bruun.

Mænd kan også føle sig chikaneret

Karen Sjørup, lektor og tidligere leder af Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter, hæfter sig ved, at tre procent af mændene i undersøgelsen har været udsat for uønsket seksuel interesse det seneste år. Det giver hende anledning til selvransagelse, og får hende til at komme med en formaning til kønsfæller:

»Når vi kvinder tror, at det altid er mændene, der er skurke, så tillader vi os nogle ting, som vi måske ikke skulle tillade os. Vi tror, at vi har et større frirum, hvad vi måske også har, fordi problemet altid er fysisk overmagt. Men vi skal være opmærksomme på det alligevel,« siger hun.

I øvrigt mener Karen Sjørup, at vi i vores iver efter at skabe adfærdsregler og politikker mod seksuel chikane ikke skal kamme over og glemme, at arbejdspladsen i dagens Danmark som regel er det sted, hvor man finder sin partner.