MENTALE VITAMINER

Vi er vilde med kunst på arbejdet

Af | @GitteRedder

Kunst på arbejdet er lige så vigtigt som frugtordning, og det har langt de fleste arbejdspladser opdaget. Flertallet blandt både smede, bankfolk og ingeniører sætter stor pris på kunst i kantinen og skulpturer ved indgangen.

Kunsten breder sig på arbejdsmarkedet - og det er lige så vigtigt som frugtordning, mener ekspert.

Kunsten breder sig på arbejdsmarkedet - og det er lige så vigtigt som frugtordning, mener ekspert.

Foto: Thomas Yde, Polfoto

På virksomheden Coloplast får de ansatte kunstoplevelser, mens de går på arbejde. Både i kantinen og på gangene udstilles der i løbet af året fire forskellige udstillinger.

Det skaber liv og giver helt afgjort medarbejderne på kryds og tværs af afdelinger og funktoner noget at tale om, mener formanden for Coloplast Culture Club, Roland Pedersen.

»Nogle gange har vi udstillinger med provokerende avantgarde-kunst og andre gange er det mere mainstream som den brølende kronhjort ude på jagtmarkerne. Det giver inspiration, men det giver især noget fælles at tale om,« siger han.

Og Coloplast er langt fra den eneste danske virksomhed, der aktivt arbejder med at udsmykke arbejdspladsen. På 62 procent af alle arbejdspladser er der i dag udsmykning af kunst, viser en ny omfattende kortlægning som YouGov har gennemført for Ugebrevet A4.

Undersøgelsen viser også, at idrætsklubber og kunstklubber blomstrer på arbejdspladserne.

Kunst alle vegneHar I udsmykning som fx plakater, kunstmalerier og skulpturer på din arbejdsplads?
Kilde: YouGov for Ugebrevet A4. Repræsentativt udsnit på 1.305 respondenter mellem 18 – 65 år i beskæftigelse. Internetbaseret. Gennemført 31. januar – 5. februar 2014.

Undersøgelsen viser også, at danskerne værdsætter kunst på væggene på deres arbejdsplads.  Seks ud af ti lønmodtagere erklærer, at udsmykning på deres arbejdsplads har meget positiv eller positiv betydning for dem. Kun en ud af hundrede erklærer, at kunst på arbejdspladsen har negativ betydning.  Hver tredje lønmodtager svarer, at kunsten hverken har positiv eller negativ betydning.

Opbakningen til udsmykning på arbejdspladsen er allerstørst på de statslige arbejdspladser, hvor 72 procent i undersøgelsen svarer, at kunsten betyder noget positivt for dem.

Vi elsker udsmykningHvilken betydning har det for dig, at der er udsmykning på din arbejdsplads?
Kilde: YouGov for Ugebrevet A4. Repræsentativt udsnit på 1.305 respondenter mellem 18 – 65 år i beskæftigelse. Internetbaseret. Gennemført 31. januar – 5. februar 2014.

Endelig viser undersøgelsen, at virksomhedens størrelse betyder rigtig meget for om der er kunst på væggene. I små virksomheder med mellem 10 og 18 ansatte, har fire ud af ti arbejdspladser kunstnerisk udsmykning. Blandt virksomheder med over 2.000 ansatte er det dobbelt så mange, nemlig otte ud af ti virksomheder, der har kunst på væggene.

Modvægt til det rationelle

Arbejdspsykolog og den daglige leder af foreningen »Kunst på Arbejde«, Mette M. Thomsen, kalder det overraskende, at kun en procent af danskere på arbejdsmarkedet mener, at kunstnerisk udsmykning er negativt.

»Det er tankevækkende, at der er så stor begejstring for kunst på arbejdspladsen. Men på en stor arbejdsplads kan kunstmalerier og skulpturer være en samler og en ’ice-breaker’. Folk får et fælles referencepunkt og kan diskutere om kunstværket er noget lort eller ej,« siger hun.

I lyset af at arbejdspres, tempo og krav hele tiden stiger, er kunst på arbejdspladsen vigtigere end nogensinde, understreger arbejdspsykologen.

»Kunsten fungerer som modvægt til det rationelle, og på det moderne arbejdsmarked skal vi hele tiden være rationelle, produktive, effektive og innovative. Vi løber vældig stærkt på arbejdet i dag og også lidt for stærkt mange steder. Midt i de stigende præstationskrav, trækker kunsten os i den anden retning og giver os lige en mulighed for at trække vejret. Jeg tror, at det er derfor, at lønmodtagerne er vilde med kunst på jobbet,« siger hun.

Men det er ikke kun kunstmalerier, der har gjort sit indtog på danske arbejdspladser, viser undersøgelsen. På næsten hver anden arbejdsplads udstilles der plakater, og på hver tredje arbejdsplads står der forskellige skulpturer rundt omkring på virksomheden. Også fotografier er udbredte og udstilles på godt hver fjerde arbejdsplads.

Begyndte med hulemalerier

Arbejdspsykolog Mette M. Thomsen forklarer, at kunst på væggene giver os følelsesmæssigt velvære.

»Der er noget helt grundlæggende basalt menneskeligt ved at udsmykke os selv og vores omgivelser, for det har vi gjort siden hulemalerierne. Det ligger i menneskets art, at det kan vi lide, og det gør os noget godt at se på malerier og kunst,« siger hun.

Folk får et fælles referencepunkt og kan diskutere om kunstværket er noget lort eller ej Arbejdspsykolog Mette M. Thomsen

Selvom maleriet måske er dystert, mørkt eller grimt kan det være godt at have hængende på arbejdspladsen, siger hun.

»Det er ligesom at se en gyserfilm eller læse en krimi. Selvom det er ubehageligt, kan vi finde nydelse i det og få en oplevelse. Hvis kunsten kommer ind i en kunstnerisk sammenhæng, vil vi finde nydelse,« siger hun.

Fra Heerup til Birkemose

Kunst på arbejdet er ikke nogen ny opfindelse. Tilbage i 1954 stiftede Knud W. Jensen, der også grundlagde Kunstmuseet Louisiana, foreningen »Kunst på arbejde«. Hensigten var at øge kendskabet til moderne kunst og nå bredt ud til befolkningen.

I år fylder foreningen 60 år, og den daglige leder Mette M. Thomsen oplyser, at cirka 120 virksomheder på landsplan i dag låner kunst og hænger op i virksomhedens kantiner, foyer eller på andre fælles arealer.

Virksomhederne betaler et årligt kontingent på 800 kroner samt et gebyr på 3.100 kroner, når de låner en af foreningens udstillinger. Kunstsamlingen tæller alt fra klassikere som Henry Heerup, Wilhelm Freddie og Poul Gernes til aktuelle store navne som Jens Birkemose og Peter Bonde.

Nogle virksomheder har været med i kunstforeningen i mere end tre årtier, mens andre virksomheder kun er med i et par år.

Da finanskrisen ramte i 2008, sparede en del virksomheder ifølge Mette M. Thomsen kunsten væk. Men nu oplever foreningen en stigende lyst og vilje til at få kunst ud på arbejdspladserne.

»Vi er et billigt alternativ til selv at gå ud og købe noget kunst. Og at hænge malerier op på arbejdspladsen er jo billigere end en frugtordning. Her kan du komme bredt ud med et godt tilbud til medarbejderne, og vi oplever klart en voksende interesse,« siger Mette M. Thomsen.

Modvirker ikke stress

Men arbejdsgiverne skal ikke tro, at de kan forebygge stress og sygefravær ved at hænge et par kunstmalerier op i kantinen, advarer arbejdspsykologen.

»Selvfølgelig kan kunst ikke sørge for, at vi ikke får stress på arbejdet, men den kan give hjernen lidt ro og en pause, så vi ikke kæntrer så hurtigt. Vi bruger jo kunst som selvmedicinering.  Vi dulmer nogle gange vores smerte eller gør noget for at få det bedre. Det kan vi gøre med alkohol eller en smøg eller noget andet. Sådan kan vi også bruge kunsten og pointen er, at kunsten giver os velbehag i en tid, hvor vi løber hurtigere end vi kan,« siger hun.

Lederen af Coloplast Culture Club, Roland Pedersen, er helt enig i, at man ikke skal tro at kunst alene kan afhjælpe stress.

»Men reaktionerne på nogle malerier får folk til at tænke på noget andet og det skaber gode diskussioner og åndehuller, der er vigtige,« anfører han.

Coloplast er ikke medlem af foreningen ’Kunst på Arbejde’.  På den nordsjællandske virksomhed er det de cirka 100 medlemmer af virksomhedens kunstforening, der arrangerer udstillingerne. Nogle gange er det oven i købet nogle af Coloplasts egne ansatte, der udstiller, fortæller Roland Pedersen.