Vi er ude i et stort eksperimentelt værksted lige nu

Af
| @GitteRedder

Det syder og bobler i LO-fagbevægelsen, hvor der i forbund og lokalafdelinger gøres mange forskellige forsøg på at tiltrække nye medlemmer og stå stærkere på arbejdspladserne. Det mener LO-formand Harald Børsting, som er fuld af tro på, at missionen vil lykkes. Han gør sit ved blandt andet at besøge afdelinger eller arbejdspladser så ofte som muligt.

FORANDRING I denne uge er det et halvt år siden, at Harald Børsting blev valgt til ny LO-formand og dermed kunne indtage hjørnekontoret på 3. sal i LO-Huset på Islands Brygge. Men der har ikke været mange ledige stunder til at nyde en fantastisk udsigt ud over Københavns havn. Som ny styrmand i LO-fagbevægelsen står udfordringerne i kø.

Den største og væsentligste er at få vendt medlemsafgangen, som har plaget LO-fagbevægelsen siden 1996, og som formentlig vil betyde, at Harald Børsting i løbet af 2008 bliver den første LO-formand i 30 år, der repræsenterer mindre end én million betalende medlemmer.

Utålmodig? Nej, for han erkender, at det tager rigtig lang tid at lave sceneskift i en stor organisation, især når man ikke er rebel. Men fokus flytter sig.

Forhåbningsfuld? Ja, absolut, for han er i fuld gang med at gennemføre den organisationsstrategi, som han i høj grad blev valgt på, og som skal stoppe medlemstilbagegangen, forsikrer han på sit sallingmål.

Kult? Ikke helt endnu, og det ærgrer også Harald Børsting, at han selv tog ordet i sin mund umiddelbart efter valget.

»På den anden side er det sjovt. For hvordan definerer du kult? Jeg kan mærke, det giver respekt, at jeg prioriterer at komme ud til klubmøder, generalforsamlinger og møder med tillidsrepræsentanterne. Hvis det er en del af vejen til at blive kult, går det den rigtige vej,« griner Harald Børsting lidt selvironisk.

I sin valgkamp erklærede Harald Børsting, at blev han valgt til LO-formand, ville han føre fagbevægelsen tilbage til rødderne. LO-fagbevægelsen skulle have langt mere fokus på det lokale niveau og blive bedre til at understøtte lokalafdelinger og tillidsrepræsentanter – ikke mindst i kampen for at fastholde og tiltrække medlemmer.

Mindst én gang – og helst flere – om måneden lægger den nye LO-formand derfor selv vægt bag strategien ved at besøge arbejdspladser og diskutere arbejdsmarkedspolitik og udfordringer for fagbevægelsen med slagteriarbejdere, smede, elektrikere, socialpædagoger eller andre lønmodtagere. Der skal være hul igennem og direkte dialog mellem LO-boss og lønmodtager, fremhæver han. Derudover deltager han ofte og gerne i generalforsamlinger, repræsentantskabs- og medlemsmøder.

Fagbevægelse på to ben

LO-formanden vurderer selv, at stort set alle led i organisationen har fokus på den nye organisationsstrategi. Lige fra tillidsrepræsentanten over lokalafdelingen til de enkelte forbund og LO.

»Jeg bruger mange kræfter på at holde fast i, at fagbevægelsen har to ben. At vi har et meget højt serviceniveau, som dækker hvert enkelt medlem i tilfælde af ledighed, en social begivenhed eller behov for karriererådgivning. Servicen betyder også, at vi har LO-Plus og billige forsi­kringer. Hele servicedelen er væsentlig, men der, hvor vi for alvor gør en forskel, er på foreningsdelen. Det er ikke nogen tilfældighed, at det hedder en fagforening, fordi man både skal kunne identificere sig med faget og foreningen.«

Ifølge Harald Børsting skal fagbevægelsen holde det høje serviceniveau ved lige, men samtidig holde omkostningerne nede og hele tiden vurdere, om man tilbyder de rette serviceydelser:

»Servicedelen må ikke koste mere, end den koster i dag. Vi skal også kunne sortere i servicekassen. Det kan godt være, at noget ikke længere duer eller skal fornyes. For den anden del må ikke lide under servicedelen. Det er vigtigt at have fokus på, at det er på aftaledelen, vi er unikke, fordi vi tegner overenskomster og med afsæt i arbejdslivet har en holdning til, hvordan samfundet skal udvikles.«

Ifølge LO-formanden er det en fornuftig udvikling, når mange LO-forbund de seneste år har rationaliseret og fusioneret både forbund og lokalafdelinger. Men udviklingen kan også være farlig:

»Vi skal undgå at skippe ildsjælene overbord. De aktive folk, der er med til at tænke og forny vores bevægelse på holdningsdelen. Det er helt centralt, at vi fastholder ildsjælene på både arbejdspladserne og i lokalafdelingerne, for de er bærere af vores holdninger og tager ansvar for arbejdsmarkedet i kraft af vores aftalesystem. Der, hvor du vinder nyt land, er, når du løser ting lokalt. Når du forhandler dig frem til en løsning på et problem, skriver du det ned, og næste gang du sidder med det problem, ved du præcist, hvordan du løser det. Uden først at skulle i afdelingen, i forbundet, i LO eller i Arbejdsretten med en sag.«

Stort eksperimentelt værksted

Som hovedorganisation skal LO skabe rum for erfaringsudveksling, inspirere og understøtte medlemshvervning i de enkelte afdelinger og fagforbund, mener Harald Børsting.

»Vi skal hele tiden holde den diskussion op i vinden. Tage ud på arbejdspladser og i klubber. De lokale afdelinger og tillidsrepræsentanter spekulerer nu i, hvordan de kan udfolde den nye organisationsstrategi i praksis. Jeg tror, at vi er ude i et stort eksperimentelt værksted lige nu, hvor man ideudvikler og prøver metoder af.«

Harald Børsting fremhæver Metal i København som et godt eksempel, hvor de har sammenlignet to metalvirksomheder, den ene med tillidsrepræsentanter og praktisk talt alle medarbejdere i fagforening og den anden virksomhed uden tillidsrepræsentant og en organisationsgrad under 20. Sammenlignede man vilkår, var der himmelråbende store forskelle til fordel for dem, der havde fagligt arbejde på virksomheden. Med andre ord dokumentation for, at det giver bonus at have aktivt fagligt arbejde i form af flere feriedage og højere løn.

»Vi skal styrke den enkelte tillidsrepræsentant og fagforenings synlighed og nærvær. Derfor fortæller jeg også altid, hvor stolt jeg selv var, da jeg blev valgt til tillidsrepræsentant. Den der stolthedsfølelse skal de gerne opleve hver dag – eller i hvert fald med jævne mellemrum. Det kræver altså, at vi som ledelse har dyb respekt, men også taler dem op, og det er hele filosofien bag det.«

Harald Børsting mener, at den nye strategi parret med lokal synlighed er den eneste måde at vende en stærkt nedadgående medlemskurve på.

»Jeg kan ikke se andre veje. Jeg tror ikke på billige reklamer eller priskonkurrence. Vi kan og skal ikke konkurrere med de kristelige og Det Faglige Hus på pris, for vi ønsker ikke at drive sådan en forretning. Så kan vi lige så godt bede ALKA, revisionsinstituttet eller en anden af vores kooperative virksomheder om det.«

Harald Børsting understreger, at hele strategien skal implementeres i respekt for den arbejdsdeling, der er mellem LO og forbundene. Han har gennemført en intern omstrukturering i LO, der skal bidrage til at gennemføre hans ambitioner om at give nyt liv til det yderste led i fagbevægelsen og ikke mindst give flere unge mod på fagligt arbejde:

»Når man først har været aktivist en gang, bliver man ved med at være det. Når først det går i blodet på en, er det svært at slippe,« fastslår Harald Børsting og fortæller, at han selv startede som aktivist tilbage i slutningen af 1970’erne. Og aktivismen har han stadig i blodet som LO-formand, hvor han klart foretrækker at være ude på fabriksgulvet og i direkte dialog med medlemmerne frem for at »sidde buret inde til timelange møder«.

Fagligt nytår

Som den traditionelle fagforeningsmand lægger Harald Børsting ikke skjul på, at arbejdernes internationale kampdag 1. maj betyder ganske meget for ham.

»For mig er det sådan en slags fagligt nytår. Når jeg nærmer mig 1. maj, tænker jeg over, hvordan verden har udviklet sig siden sidste 1. maj, og hvilke faglig-politiske udfordringer der venter det næste år. Det betyder meget for mig, at vi bruger dagen på at markere vores sammenhold. Om det er fest eller kamp er lige meget. Men vi får mulighed for at skælde ud på alle dem, der truer os udefra, og tale os selv op til at bevare gejsten det næste år.«

Harald Børsting er godt og grundig træt af, at medierne hvert eneste år sætter spørgsmålstegn ved, om 1. maj-traditionen er ved at dø ud. Selv glæder han sig enormt til, at han i år for første gang skal på talerstolen i Fælledparken i København. Han forventer, at fælleden summer af titusindvis af mennesker. Arbejdernes kampdag falder sammen med en storkonflikt, der vil trække folk af huse. Og der vil være fodboldfans i hobetal, fordi der samme eftermiddag er pokalfinale i fodbold mellem Brøndby og Esbjerg i Parken lige ved siden af.

»Jeg elsker 1. maj. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg skal til så mange arrangementer. Jeg kunne godt tænke mig selv at drive rundt nogle timer og bare snakke med folk. Siden 1983 har jeg faret rundt. Du når bare ikke selv at føle samhørigheden med nogen af dem, du normalt arbejder med i faglig sammenhæng.«