Vi er mest solidariske med os selv

Af Foto: Thomas Søndergaard

Vi har aldrig haft så meget brug for et fælles sikkerhedsnet, som vi har i dag. Alligevel driver vi rovdrift på de fælles goder samtidig med, vi kræver mere og mere fritid. Uden en ekstra arbejdsindsats og mere solidaritet med dem, der virkelig har brug for hjælp, holder velfærdsmodellen ikke mange år endnu, siger nationaløkonom og tidligere vismand Nina Smith.

INTERVIEW Hver dag fødes der 172 børn i Danmark. Børn, hvis første syn i livet er en jordemoder på et offentligt sygehus, der smilende tager imod en ny samfundsborger. Børn, der efter en rolig start på tilværelsen i familiens skød med mor eller far på barsel, kan starte i en offentlig vuggestue, for efter et par år at avancere til børnehave og senere folkeskole. Når det nye menneske engang bliver voksent nok til at forlade sit barndomshjem, står der gratis uddannelse og venter. I løbet af 20’erne vil personen gå ud på arbejdsmarkedet, så venter måske et par år på barsel, og måske for de knap så heldige nogle perioder med ledighed og sygdom, og så kan borgeren igen trække sig tilbage og gå på pension i en alder af 65 år – hvis da ikke efterlønnen sender borgeren ud af arbejdsmarkedet allerede som 60-årig.

Konsekvensen er, at vi som borgere i snit trækker mere på de offentlige goder, end vi bidrager med. Og det er fundamentalt problematisk, siger Nina Smith, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet.

»Der er grundlæggende noget galt, hvis det samfundsmæssigt ikke kan betale sig at få børn. Det er udtryk for, at der er noget galt med vores velfærdsordninger,« siger hun og tilføjer:

»Vi har i dag et velfærdssamfund, der er indrettet sådan, at hvert eneste nyfødte barn i Danmark sådan set er en underskudsforretning for samfundet. Med den levealder, vi har i dag, vores adfærd i forhold til, hvor mange år vi arbejder, og hvor længe vi studerer, så vil en gennemsnitsdansker – med de ordninger og den standard, vi har i dag – netto trække mere på det offentlige, end man kommer til at betale i skat.«

Den dårlige nyhed er, at sparekniven, nedskæringerne og serviceforringelserne bare vil fortsætte år for år de næste 20-30 år, hvis ikke politikerne tør se udfordringerne i øjnene og træffe nogle benhårde valg, om hvordan vores penge skal bruges, siger Nina Smith, der siden 1993 har forsøgt at råbe politikerne op.

Dengang var hun som 37-årig nationaløkonom medlem af Socialkommissionen, der beskrev, hvordan udgifter og indtægter ville få svært ved at balancere i fremtidens velfærdssamfund. Allerede dengang kunne man ret præcist forudse, at omkring år 2006 ville udgifterne til velfærdssamfundet overstige indtægterne.

»Indtil da har vi haft rigtig mange skatteborgere, for det var de store årgange fra efterkrigstiden, der arbejdede og betalte skatter. Men nu er der hvert år flere, der går på pension, end der kommer ind på arbejdsmarkedet, så det er slet ikke tilfældigt, at det er nu, vi begynder at se, at kommunerne vånder sig.«

Et langt liv er dyrt

Udgifterne til folkepension til den aldrende befolkning er ikke alene steget, fordi store årgange går på pension. Også levealderen tvinger de offentlige udgifter voldsomt i vejret.

»I slutningen af 1950’erne gik man på pension i en alder af 67 år. Den gennemsnitlige levealder var omkring 72 år ind til langt ind i 80’erne. Det vil sige, at man havde cirka fem år som folkepensionist, inden man døde. I dag er vi tæt på en gennemsnitslevealder på 80 år, og en pensionsalder på 60 år. Der er meget stor forskel på at finansiere en folkepension i et system, hvor det drejer sig om fem år, og så i ét, hvor man lever i næsten 20 år, efter man er gået på pension.«

Tilbage i 50’erne og 60’erne, hvor velfærdsstaten blev opbygget, var det rigtig billigt at indføre folkepensionen og efterlønnen, for der var mange skatteydere til at betale for det, og der var ikke nær så mange pensionister.

»Vi kunne sådan set få velfærden til nedsat pris i den periode. I det øjeblik det tipper med demografien, så bliver det meget dyrere. Det kræver ikke, at man er professor i nationaløkonomi for at se, at det pludselig bliver det modsatte prisforhold. I dag er det meget dyrere at betale til de samme pensioner eller det samme niveau for efterlønnen, hvis meget færre skatteydere skal gøre det. Det er ét af de simple problemer, vi står overfor.«

Men ud over en demografisk – eller befolkningsmæssig – udfordring, er udgifterne til velfærdssamfundet også steget markant siden 60’erne, fordi de offentlige institutioner er vokset i en årrække.

»Det offentlige forbrug voksede i takt med, at kvinderne gik ud på arbejdsmarkedet. Vi har valgt en model, hvor kvinderne arbejder, og de betaler skat, og det betyder, at det offentlige passer børn og ældre.«

»Som kvinde synes jeg, det er en umådelig god model sammenlignet med mange andre lande, hvor det er svært at få arbejdsliv og privatliv til at balancere. Men det kræver så også, at kvinderne er ude på arbejdsmarkedet og bidrager, for ellers hænger modellen ikke sammen. Hvis vi vælger at sende vores børn i daginstitution og lader kommunen passe svigermor på plejehjemmet, men alligevel vælger selv at gå hjemme og dyrke grøntsager, så holder modellen ikke,« siger Nina Smith, der har skabt sig en karriere som økonom sideløbende med hun har sat fire børn i verden og sammen med sin mand har drevet et fritidslandbrug på Djurs.

Vi har brug for velfærden

Med en offentlig sektor, der vokser, samtidig med, at antallet af skatteborgere, der betaler til de fælles goder, bliver færre, er det fristende at skele til en løsning, der begrænser det offentlige forbrug. Men det er ikke Nina Smiths anbefaling.

»Det er vigtigt for mig at sige, at mit udgangspunkt ikke er at få velfærdsstaten nedbragt væsentligt i størrelse. Men jeg er omvendt også økonom, og derfor kan jeg også se, at der er rammer og begrænsninger, som gør, at vi ikke kan køre videre med den model, vi engang havde råd til at finansiere. Jeg tror ikke, at den holder,« siger hun.

Selv om der ikke er råd til den model, som vi har i dag, mener Nina Smith alligevel, at der mere end nogensinde er brug for de grundlæggende elementer i velfærdsstaten.

»I en globaliseret verden, hvor vores børn måske rejser om på den anden side af kloden, er det mere end nogensinde vigtigt, at nogen vil passe én, når man bliver gammel eller ikke kan klare sig selv. Det er ikke som for 100 år siden, hvor børnene boede lige ved siden af og kunne rende over gårdspladsen og passe deres forældre. Svigerdøtre hænger ikke på deres svigermor – heldigvis da,« siger Nina Smith og tilføjer:

»Men det gør, at vi er mere sårbare som mennesker, for vi har ikke et sikkerhedsnet i familien. Det er et fuldstændigt anderledes liv, vi lever i dag, og derfor har vi mere end nogensinde brug for den kollektive forsikring, som velfærdssamfundet sådan set udgør.«

Problemet er derimod, siger den tidligere økonomiske vismand, at alle gør brug af de fælles goder, der frem for at blive betragtet som sikkerhedsnet for dem, der har behov, betragtes som en rettighed, som alle har ret til at benytte. Hun bruger efterlønnen som et eksempel.

»Jeg kan sagtens forstå argumentet om at kunne gå værdigt på pension, og at man derfor ikke skal visiteres. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er mange nedslidte mennesker på arbejdsmarkedet. Men hvis alle skal have retten for at gøre det værdigt at bruge ordningen, så synes jeg, at man begynder at underkende hele grundlaget for, at vi fik en velfærdsstat.«

»Velfærdsstaten indførte vi jo ud fra en solidarisk idé om, at de, der havde behov for det, måtte få en offentlig ydelse, så de kunne klare sig ordentligt i livet og i samfundet.«

Et los bagi til solidariteten

For Nina Smith er løsningen blandt andet, at politikerne må overveje en højere grad af brugerbetaling og diskutere, hvilke ydelser der skal være gratis for alle i samfundet, og hvilke der måske kan tildeles efter behov.

Kritikere har påpeget, at målrettede ydelser til bestemte befolkningsgrupper indebærer en risiko for at ’welfare for the poor’ bliver til ’poor welfare’ – eller sagt med andre ord: Hvis det kun er de svage, der skal modtage den offentlige støtte, bliver det en ussel støtte, fordi de stærke ikke vil kæmpe for at hæve kvaliteten. Og det er en relevant kritik, siger Nina Smith.

»Jeg tror ikke, det er let, men jeg kan ikke se anden udvej, end at politikerne skal turde tage debatten om, hvem der har ret til hvad,« siger hun og understreger:

»Mit budskab er ikke at rulle tiden tilbage til før bistandsloven i 1976 og få et hattedamesamfund. Og de folk, der ikke er udstyret med så stærkt et helbred, de skal have ret til en efterløn. Det vil vi andre, der godt kan arbejde, gerne betale for. Jeg prøver at stille spørgsmål ved, om vi kun er solidariske, hvis vi selv kan få vores andel af kagen.«

Hvis det er tilfældet, har Nina Smith svært ved at se fremtiden for vores velfærdsmodel.

»Der er brug for en gang imellem at give solidariteten et los bagi. Hvad er det, vi mener med solidaritet? Nogle gange kan man godt få indtryk af, at solidaritet først og fremmest er solidaritet med sig selv.«

Hvis velfærdssamfundet skal bestå, er der ingen vej udenom at finde tilbage til solidariteten med dem, der virkelig har behov – og så i øvrigt arbejde noget mere, mener Nina Smith.

»Hvis vi skal sikre alle de gode velfærdsydelser – lærere i folkeskolen, hjemmehjælpere i hjemmeplejen og alle de andre institutioner – så er vi nødt til at arbejde og være i beskæftigelse en meget stor del af vores voksne liv. Velfærdsmodellen hænger ikke sammen, hvis vi går på deltid, efterløn eller bliver hjemmegående. Det er derfor, vi økonomer hele tiden fokuserer på den slags ordninger som blandt andet efterlønnen.«

Selv om den politiske debat er langt fra at ramme de kernepunkter, som vi er nødt til at forholde os til, mener Nina Smith, at der med forslaget fra SF og Socialdemokraterne om at arbejde en time ekstra hver uge, er sat skub i debatten.

»Det er faktisk rigtig positivt, at vi for nyligt fik forslag fra politisk side om, at vi skulle arbejde mere,« siger Nina Smith og tilføjer:

»En time mere om ugen er ikke nok, hvis vi vil fastholde velfærdssamfundet i fremtiden, men det er et utroligt vigtigt signal at begynde at tænke på den måde. Det, synes jeg, ikke er spor luftigt, men derimod et rigtigt fornuftigt signal at sende ud: At de seneste tre årtiers kortere og kortere arbejdstid, mere og mere ferie ... det holder bare ikke. Og det er positivt, at nogen turde sige det højt.«