»Vi er meget bevidste om, at en stor del af vore studerende er i gang med et socialt mønsterbrud, og vi har en forpligtelse til at støtte dem i det«

Af

Ingeniørhøjskolen i Århus er en af de videregående uddannelser, der har flest unge med ikke-boglig baggrund. Rektor Ove Poulsen sætter en ære i at forene teoretisk undervisning med håndværkerkulturens praktiske færdigheder. For mange i uddannelsesverdenen snobber op mod det akademiske, advarer han.

INTERVIEW Da Ove Poulsen i 2004 blev rektor for Ingeniørhøjskolen, slog én detalje ham ofte i den første tid. Der var mange flere oliepletter på parkeringspladsen, end han nogensinde havde set i sin tid på Aarhus Universitet.

»Blandt vore studerende er en del opfindertyper, der selv reparerer deres biler. Vi har også studerende, der ejer små typehusfirmaer og bygger otte huse, mens de læser hos os. Det er mennesker med en langt stærkere selvstændighedskultur end den, man møder på universitetet,« siger Ove Poulsen, der er tidligere professor i fysik, men i dag rektor for den mere praktisk anlagte diplomingeniør-uddannelse.

Ingeniøruddannelsen i Århus er en af de videregående uddannelser, der har den bredeste sociale rekruttering. 15 procent af de studerende kommer fra ufaglærte familier – på de øvrige mellemlange uddannelser er det kun ni procent. Og en femtedel af de ingeniørstuderende er håndværkere, der bruger deres erhvervsuddannelse som tømrer eller elektriker til at læse videre:

»Vi er meget bevidste om, at en stor del af vore studerende er i gang med et socialt mønsterbrud, og vi har en forpligtelse til at støtte dem i det. Vi skal modtage nogle unge, der ikke alle er lige boglige, og mange der er meget konkret tænkende. Det stiller store krav til undervisningen og mine medarbejdere.«

Ove Poulsen er selv lidt af en mønsterbryder. Det lå på ingen måde i kortene, at bondeknøsen fra den lille vestjyske landsby Bur en dag skulle blive professor i atomfysik og optisk fysik. Han var den første i landsbyen, der tog en realeksamen. Han var også den første, der blev student og læste videre på universitetet. Først 15 år senere kunne den næste unge fra landsbyen sætte en hvid studenterhue på hovedet.

For rektor Poulsen er det kun logisk, at Ingeniørhøjskolen søger at fastholde sine rødder i en håndværkerkultur. Uddannelsen er en videreførsel af de gamle teknika, hvor håndværkere i årtier læste videre til teknikumingeniører. Også tidligere var det en mere konkret og praktisk uddannelse end den akademiske uddannelse til civilingeniør, der foregik på Danmarks Tekniske Universitet.

To traditioner mødes

De studerende har imidlertid ændret sig i de seneste årtier, hvor over halvdelen af en ungdomsårgang tager en gymnasieuddannelse. I dag er de studerende på Ingeniørhøjskolen en blanding af to grupper: Håndværkere og unge, der har gået i gymnasiet og nu vil tage tre et halvt års uddannelse til diplomingeniør.

»Vi har studerende, der kommer lige fra gymnasiet og aldrig har set en høvl. De er ikke altid bevidste om, at selv om man ved noget, så er det ikke sikkert, man også kan noget. Hos os bliver de blandet med unge håndværkere, der kan en hel masse, men ikke altid ved hvorfor. Det er en stor styrke for uddannelsen, fordi de to grupper er med til at løfte hinanden og skabe et dynamisk studiemiljø,« fortæller Ove Poulsen.

Han er optaget af, at Ingeniørhøjskolen forener to traditioner, som tit er skarpt adskilt: De teoretiske uddannelsers vægt på at vide – og håndværkerkulturens vægt på at kunne.

»Vores ingeniører skal stå på to ben: De skal kunne det teoretiske – kald det bare akademisk, hvis du vil. Men de skal også være bevidste om, at viden ikke er interessant, hvis man ikke, i samspil med andre, kan omsætte den til noget konkret med sine hænder.«

»Det har også følger for vores medarbejdere. Vi ansætter ikke en med en flot ph.d.-grad fra universitetet, hvis vedkommende ikke har erfaringer fra en arbejdsplads. Hvis tømrersvenden ikke møder lærere, der kan rumme ham, så ryger trygheden og engagementet i uddannelsen. 40 procent af lærerne er selv diplomingeniører med en håndværkerbaggrund. Det er vigtigt, at vores lærere ikke bare har erfaringer fra uddannelsesverdenen, men også har prøvet at være ude på en virksomhed og tjene penge – det er bare noget helt andet!«

Et halvt år af uddannelsen er lønnet praktik på en virksomhed. Det er ikke uden stolthed i stemmen, at Ove Poulsen fortæller om de studerendes projekter. Én har designet en portalkran, som landmanden kan bruge på traktoren. En anden har udviklet et GPS-system, så brandmænd kan finde rundt i en brændende bygning og undgå brandfælder.

Ove Poulsen understreger, at Ingeniørhøjskolen langt fra er ene om den tætte kobling mellem teori og praksis. Også Aalborg Universitet har en bred social rekruttering – blandt andet i kraft af ”problemorienteret undervisning”, hvor de studerende lærer teori ved at anvende den i praksis.

Denne vægt på det praktiske er ikke ligefrem i høj kurs i dagens uddannelsessystem.

»Nej, der er en tendens til, at alle uddannelser søger opad i fødekæden mod det mere akademiske. Men det er ikke sikkert, at læreruddannelsen får flere studerende, blot den foregår på et universitet. Men hver enkelt uddannelse må definere sig selv i forhold til fagets stolthed. Styrken i lærerfaget er jo, at lærerne kan undervise nogle unger, at de er gode til det – og stolte af det,« siger Ove Poulsen og sætter trumf på:

»Hvis vi skal nå målene om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse, kan vi ikke indrette det hele efter dem, der har en meget teoretisk tilgang. Det betyder jo, at vi reelt siger nej til dem, der tænker mere konkret og lærer på andre måder.«

I de seneste år har Ingeniørhøjskolen fået det, der på management-dansk kaldes en ny udfordring. Skolen har, sammen med VUC i Århus, modtaget godt 10 millioner kroner fra satspuljen til et særligt ”aspirantkursus”. Det er henvendt til unge, der har forladt folkeskolen med mangelfulde kundskaber, men gerne vil indgå i et målrettet forløb for at blive ingeniør. Hvert halve år optages 15-18 aspiranter. De fleste er unge med indvandrerbaggrund, og en del kommer fra Gellerupparken:

»Man kan mene meget om de unge i Gellerup, men de udviser da ofte stort initiativ og betydelig opfindsomhed … Vi søger at kanalisere energien ind i mere konstruktive baner ved at give de unge et godt tilbud: Hvis du gør, som vi siger, er du ingeniør om fem år. At være ingeniør er et velkendt fag med høj prestige i deres familier.«

På det halve års kursus har aspiranterne fem fag: Dansk, historie, matematik, fysik – og god opførsel, det vil sige ro, orden og mødepligt. For mange handler det nemlig ikke bare om at lære noget fagligt, men også om at styre sig selv disciplinmæssigt gennem en uddannelse. Og Ove Poulsen er godt tilfreds med de foreløbige resultater: Over halvdelen af de unge kommer videre til Ingeniørhøjskolens forberedelseskursus, der er på niveau med en studentereksamen. Derefter kan de gå videre til selve ingeniør-uddannelsen.

Vil afskaffe eksamen

Ove Poulsen er optaget af, at de ingeniør-studerende bliver evalueret undervejs og ikke bare gennem en afsluttende eksamen. Det er derfor en del af skolens udviklingskontrakt med Undervisningsministeriet, at eksamen afskaffes til fordel for en løbende ”kvalitetssikring”.

»Mit mål er at udvikle et system, der ikke tester og bedømmer, når det er for sent, men på et tidspunkt, hvor man kan gøre noget ved det.«

For mange er uddannelsen hårdt arbejde – det er de unge med håndværkerbaggrund da også vant til. Det er imidlertid vigtigt, at det ikke bliver for meget. I samarbejde med en erhvervspsykolog har skolen derfor udviklet et nyt redskab – studPuls. Det er et testsystem med flere hundrede spørgsmål, som kortlægger den enkeltes trivsel. Hvis nogle er tæt på smertegrænsen, kan skolen gribe ind.

Ove Poulsen lægger ikke skjul på, at det er lidt af et kulturskifte. Men skolen kan ikke bare betragte et godt studiemiljø som de studerendes egen sag:

»De studerende investerer flere år af deres liv i vores uddannelse, og det giver os en forpligtelse. Uddannelsen presser de studerende. Det er et kompakt forløb, hvor der ikke er den store valgfrihed de første to år. Hvis der er for meget at vælge mellem, bliver de studerende usikre.«

Det lyder gammeldags.

»Det er gammeldags, men jeg vil snarere kalde det værdibaseret. De unge på vores uddannelse efterspørger struktur.«

Andre steder i uddannelsesverdenen går tendensen ellers i retning af større valgfrihed.

»Det tror jeg ikke på i forhold til vore studerende. Valgfriheden må komme senere i studiet, når der er lagt en solid faglig ballast. Også på andre områder har vi fastholdt de klassiske ingeniørdyder. Vi uddanner fortsat elektronikingeniører, bygningsingeniører, maskiningeniører og så videre. Det er let at afkode for jobmarkedet, som i høj grad består af små og mellemstore virksomheder. Det gammeldags – eller klassiske – er udtryk for et fundamentalt valg. Vi vil være forandringsparate, men ikke ændre selve kernen i vores brand: At uddanne gode ingeniører til dansk erhvervsliv.«