NYE STEMMER

’Vi er ikke indvandrerkunstnere. Vi er individer’

Af

Minoriteterne i Danmark bruger kunsten og kulturen til at gøre oprør mod stereotype forestillinger om, hvem de er. Det gælder ikke mindst de etniske minoriteter. Identiteten spiller en hovedrolle på kunstscenen, siger flere eksperter.

Vi mangler flere portrætter, der ikke fremstiller folk med anden etnisk baggrund som indvandrere, men som individer, mener Ayse Dudu Tepe, arkæolog, debattør og vært på Radio24Syv. 

Vi mangler flere portrætter, der ikke fremstiller folk med anden etnisk baggrund som indvandrere, men som individer, mener Ayse Dudu Tepe, arkæolog, debattør og vært på Radio24Syv.  Foto: Jens Astrup/Scanpix

»Vores forældres generation ville ikke gøre sig bemærket. Men vi er født her, og vi vil gerne fortælle, hvem vi er.«

Sanger og musiker Isam Bachiri, til daglig bare Isam B og medlem af trioen Outlandish, har med egne ord sin identitet med i alt, hvad han gør – hvad enten det er at synge H. C. Andersens fædrelandssang ‘I Danmark er jeg født’, indtale en udgave af koranen på dansk som lydbog eller skrive sange om sin egen opvækst.

»De, der kom hertil som fremmedarbejdere, ville ikke stille sig frem og fortælle om deres liv. Holdningen var sådan, at man ikke skulle gøre for meget væsen af sig, for man var jo i Danmark som gæst og for at passe sit job. Og de allerfleste havde og har stadig en drøm om engang at vende tilbage,« siger Isam B.

Men de næste generationer er anderledes og gør sig i stigende grad gældende på den danske kulturscene, hvor deres personlige erfaringer bliver drivkraften i deres værk – hvad enten det er rapperparret Adam & Noah, som med næsten en million visninger på Youtube er blevet et hit med deres ’skerderdansker - I er helt flækked’ eller i litteraturen som Yahya Hassan.

»Vi er flere, og vi fylder også mere,« siger Isam B.

»Man kan også se det på arkitekturen; moskeer bliver ikke længere gemt væk i cykelkældre og industrikvarterer.«

Mit udgangspunkt er min identitet, og jeg har så både marokkansk og dansk baggrund. Men det er min personlige historie, mine tanker og erfaringer. Jeg taler ikke på vegne af en bestemt gruppe. Isam B, sanger og musiker

Alligevel er det en vigtig pointe for Isam B, at han ikke ser og aldrig har set sig selv som indvandrerkunstner:

»Mit udgangspunkt er min identitet, og jeg har så både marokkansk og dansk baggrund. Men det er min personlige historie, mine tanker og erfaringer. Jeg taler ikke på vegne af en bestemt gruppe.«

Isam B og de øvrige kunstnere med minoritetsbaggrund har ikke nødvendigvis meget til fælles – andet end netop at insistere på at blive set som individer og ikke som repræsentanter for grupper og flertallets forestillinger om, hvordan den gruppe så er.

Og netop identitet er et hovedtema i kunsten lige nu, og det er ikke mindst minoriteterne, som udforsker deres egen identitet i forhold til det omgivende samfund – som adoptivbarn, efterkommer af indvandrere og flygtninge, i forhold til deres seksualitet eller bare det store, universelle spørgsmål: ‘Hvem er jeg’?

'Jeg er Aisha, der har menstruation'

Spørgsmålet om identitet har altid optaget kunsten, siger forfatteren og litteraturkritikeren Niels Lyngsø, der til september udsender romanen ‘Min ukendte bror’ og skriver essays og artikler om litteratur.

»Man kan for eksempel se på billedkunsten, hvor kunstnere har lavet selvportrætter og eksperimenteret med deres egen identitet. ‘Hvem er jeg, når jeg tager det her tøj på? Hvem er jeg, når jeg smiler?’ H.C. Andersen skrev ‘Mit livs eventyr’, så selv om vi i øjeblikket debatterer den såkaldte autofiktion, hvor forfattere tager udgangspunkt i eget liv, ret voldsomt, så er det ikke et nyt fænomen,« siger Niels Lyngsø.

Men samfundet omkring kunsten har ændret sig, og derfor får kunsten også et nyt udtryk.

»Kunstnerne i dag kæmper for at blive set og anerkendt som individer og ikke bare være en del af en gruppeidentitet, og derfor ser vi også den her insisteren på retten til at definere sig selv,« tilføjer Niels Lyngsø.

Der er mange af os, hvor samfundet vil sige, at vi har den og den baggrund – vi bliver forsøgt låst fast i nogle kasser, men måske er vi kommet videre. Ayse Dudu Tepe, arkæolog, debattør og radiovært

Ayse Dudu Tepe, vært på Radio24Syv, arkæolog, samfundsdebattør og aktuelt portrætteret i afgangsfilmen 'Øde Ø' fra Den Danske Filmskole, har gjort sig bemærket med sine tekster om det indvandrermiljø, hun kommer fra, med blandt andet en voldelig far og manglende accept af, at hun opførte sig ’dansk’. Hun nægter at lade sig nøje med én identitet.

»Identitet betyder enormt meget for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har fundet min identitet, men jeg har fundet ud af, hvad der fungerer for mig. Den verden, vi lever i nu, kræver flere forskellige identiteter og ikke kun én eller to,« siger Ayse Dude Tepe.

»Der er mange af os, hvor samfundet vil sige, at vi har den og den baggrund – vi bliver forsøgt låst fast i nogle kasser, men måske er vi kommet videre. Jeg har ikke som sådan noget behov for at sige: ’Se, jeg er blevet tæsket i min barndom’, men formålet med at fortælle det er netop at fortælle, at du ikke er den identitet, som samfundet siger, du skal være – du behøver ikke være Aisha fra Libanon; du kan også være Aisha, der har menstruation,« tilføjer hun.

Øde Ø-projektet er hun glad for, fordi det netop bryder med de stereotype forestillinger.

»Øde Ø handler ikke kun om en kvinde med anden etnisk baggrund. Det handler mere om en kunstner; en kvinde, der digter. Det er et kulturportræt af et menneske. Vi mangler flere af den slags portrætter herhjemme i stedet for de stereotype ghettohistorier.« siger hun.

Hun er vred

Identitet lyder umiddelbart som en meget privat sag. Men når kunstnerne nægter at passe ind i de kasser, som det omgivende samfund har lavet til dem, bliver identiteten en kritik. Og den kan blive politisk, hvis kunstneren direkte bruger sin identitet til at pege på ting i samfundet, som ikke fungerer.

Torben Sangild, kunstkritiker og tekstforfatter, nævner blandt andet adoptionsdebatten, som kulminerede med den adopterede billedkunstner Jette Hye Jin Mortensens adoptionskritiske udstilling ‘The Apology’ på Overgaden. Institut for Samtidskunst i København.

Samme kritik af den vestlige opfattelse af adoption som en win-win situation går igen hos Maja Lee Langvad, som blev adopteret fra Sydkorea og indleder hvert eneste kapitel i sin 2014-roman ‘Hun er vred’ med netop de ord: ’Hun er vred’.
’Hun er vred over at være en importvare. Hun er vred over at være en eksportvare’, begynder romanen, som er et indædt opgør med adoptionsindustrien, men også behandler emner som identitet i forhold til køn, seksualitet, sprog og kultur.

’Hun er vred over, at hun er både koreansk adopteret og lesbisk. Som om det ikke er nok at være enten koreansk adopteret eller lesbisk’, skriver Maja Lee Langvad et andet sted i bogen.

Torben Sangild siger, at mens kunstnerne er optaget af, hvor svært det kan være at bryde med mainstream-forestillinger om identitet og det gode liv på det personlige plan, bruger mange identiteten til også at tage globale og store samfundsmæssige debatter op.

»Billedkunstneren Maryam Jafri har blandt andet med installationsværket ‘Independence Day’, (som har været udstillet på Museet for Samtidskunst, red.) vist, hvordan koloniherrernes magtsymboler blev overtaget fuldstændig af de nye, uafhængige stater. Det er gjort helt enkelt ved at vise ceremonierne fra uafhængighedsfejringerne, som er næsten ens overalt og modelleret over de vestlige forbilleder med militærparader og landets leder i åben kortege, vinkende til folket,« siger Torben Sangild.

Vita Andersen og Yahya Hassan

I 1970’erne var det kvinderne, som på ryggen af kvindeoprøret brugte kunsten til at stille spørgsmålet: Hvad vil det sige at være kvinde?

Vita Andersens debutdigtsamling, ‘Tryghedsnarkomaner’ fra 1977, blev en af de mest solgte digtsamlinger herhjemme nogensinde og handler om en kvindes jagt efter egen identitet. Hvem er hun, når hun ikke spejler sig i andre, særligt i mænd? Mange af digtsamlingens temaer var tabubelagte dengang, og debuten var en litterær sensation.

Yahya Hassan sætter med digtene og sin efterfølgende optræden spørgsmålstegn ved, hvad identitet overhovedet er. Derfor bliver det også grotesk, når både racister og antiracister hver især har forsøgt at definere Yahya Hassan som deres. Niels Lyngsøe, forfatter og litteraturkritiker

Mere end 35 år senere var det digteren Yahya Hassan, som tordnede gennem den litterære lydmur med sin digtsamling, der har navn efter ham selv.

Men mens Vita Andersen søgte at finde en identitet, er Yahya Hassans projekt tilsyneladende at bryde fri af andres forestillinger om, hvem han er, og han har flere gange ændret retning. Er han ghettodreng eller arrogant digtertype? Ægte politiker, hofnar eller er det bare en anden forklædning? Måske lidt af det hele?

Niels Lyngsø er selv i tvivl og har taget emnet under grundig behandling i sit essay ‘Hvis lille Hassan er du’, som også behandler identitet i kunsten grundigere.

»Det er en kompleks digtsamling, og Yahya Hassan sætter med digtene og sin efterfølgende optræden spørgsmålstegn ved, hvad identitet overhovedet er. Derfor bliver det også grotesk, når både racister og antiracister hver især har forsøgt at definere Yahya Hassan som deres,« siger Niels Lyngsø.

Mere dybde

Billedkunstneren Halfdan Pisket, som arbejder på tredje bind i sin tegneserietrilogi om sin indvandrerfar, er glad for at se, at de etniske minoriteter begynder at fortælle deres udgave af historien og insisterer på at bryde ud af kasserne.

»Min fars historie optager mig. Hvad vil det sige at være dansker? Hvad vil det sige at blive dansker? Hvorfor blev det så svært for ham?« spørger Halfdan Pisket.

Det er vigtigt, at der bliver lavet ting af børnene af dem, der kom hertil. At den ting, vi er vokset op i, at vi giver den en stemme. At vi tager en stemme og fortæller. Halfdan Pisket, billedkunstner

Hans tegneserier er baseret på hans fars historie som indvandrer. En vigtig pointe er, at der ikke var meget racisme i det Danmark, som faren kom til. Tværtimod var det nærmest lidt eksotisk at komme fra Tyrkiet, og at faren var ressourcestærk, klar til at tage fat, ville lære sproget og fik en dansk kæreste. Alligevel sank han ned på bunden af samfundet.

»Min mission er, at jeg gerne vil give en dybde til forståelsen af de her mennesker, som kom hertil, og løfte den personlige historie frem i stedet for de stereotyper, der dominerer. Jeg portrætterer min far som et menneske, der ikke behøver at skamme sig over sig selv. Det er også historien om et menneske, som prøver at bokse med et system, som prøver at komme af med én,« siger Halfdan Pisket.

»Det er vigtigt, at der bliver lavet ting af børnene af dem, der kom hertil. At den ting, vi er vokset op i, at vi giver den en stemme. At vi tager en stemme og fortæller. Jeg har opdaget, at man gennem kunsten kan nå ud til mennesker, man normalt ikke ville kunne nå,« tilføjer han.

Isam B er enig.

»Kunstnere er vinduer ind i andre verdener. Vi kan nogle gange genkende os selv et sted, vi slet ikke havde regnet med, og så kan vi få en anden forståelse i stedet for det dér ‘dem og os’,« siger Isam B.