Vi er ellers svære at få til at stå sammen. Men det her har nok været dråben, der har fået os til at rejse os op sammen.

Af | @JanBirkemose

Hvad er det, der får tusindvis af ansatte i ældreplejen til at nedlægge arbejdet og kræve kæmpe lønstigninger uden for overenskomstforhandlingerne? Hvorfor sker det lige efter, at trepartsaftalen har givet dem et uddannelsesløft, og hvor længe vil de fortsætte de overenskomststridige aktioner? Vi har spurgt Karina Petersen, der er cyklende hjemmehjælper i København.

PROTEST Karina Petersen er en af de flere tusinde ansatte i ældreplejen, der gennem de seneste uger har lammet hjemmepleje og plejehjem landet over. Oprøret begyndte for to uger siden blandt plejepersonalet i Holstebro, der lidt overraskende for de fleste nedlagde arbejdet, efter at fagbevægelsen, kommunerne og regeringen i en kostbar trepartsaftale netop havde besluttet at styrke plejepersonalets uddannelsesområde med flere studiepladser og praktikgaranti.

Men inden omsorgspersonalet fra Holstebro var nået frem til Christiansborg Slotsplads, var arbejdsnedlæggelserne og demonstrationerne begyndt at brede sig til andre kommuner. Selv om de mange aktioner landet over ikke er koordinerede, mener Karina Petersen, der har været cyklende hjemmehjælper i den københavnske bydel Valby i seks år, at den netop indgåede trepartsaftale var dråben, der fik plejepersonalets bæger til at flyde over.

Ikke fordi de grundlæggende er uenige i resultatet, men fordi det understregede, at regeringen ikke er indstillet på at bidrage til et lønløft, der kan mærkes, når de knap 100.000 sosu-hjælpere, sosu-assistenter, sygehjælpere og hjemmehjælpere næste år skal forhandle overenskomst med kommunerne.

»Det har gjort os rigtig sure i skralden, at der ikke var nogen penge til os i trepartsforhandlingerne. Vi er ellers svære at få til at stå sammen. Men det her har nok været dråben, der har fået os til at rejse os op sammen. Når vi er så mange over hele landet, der har nedlagt arbejdet, så er det, fordi vi virkelig føler og mener, at der skal ske noget,« siger Karina Petersen.

Hun valgte at skifte arbejde fra et plejehjem til hjemmeplejen for seks år siden, fordi hun følte sig tiltrukket af, at der er større variation i opgaverne for hjemmehjælperne. Nu møder hun dagligt klokken halv otte om morgenen, hvor dagens opgaver bliver fordelt, og en halv time efter cykler hun ud til dagens første borger.

Det første Karina Petersen gør, når hun kommer inden for døren, er at trykke på den lille computer – en såkaldt pda – der er monteret hos alle hjemmeplejens borgere, og som registrerer, at nu går tidstælleren i gang.

»Tiden styrer os hele tiden. Man holder hele tiden øje med sit ur, og hvis man skulle komme i tvivl, så minder pda’en os også på, at det er tiden, der styrer omsorgen,« siger Karina Petersen.

Hvis det er et ordinært besøg hos en af de borgerne, som hun er vant til at komme hos, har hun dog så stor erfaring, at hun blot lægger de tildelte minutter sammen og skynder sig at nå de opgaver, der er aftalt inden for den samlede tid.

»Så er det ikke sådan, at jeg står og tænker på, at jeg har tre minutter til hårvask. Men hvis der er en ekstraopgave, er man simpelthen nødt til at holde øje med uret. Det værste er nemlig, hvis tiden skrider.«

En af de opgaver, som ofte kommer i karambolage med tiden, er det ugentlige bad, som de ældre i Valby er blevet tildelt. Det bliver der sat 28 minutter af til. Men da der er stor forskel på, hvor meget de ældre selv kan hjælpe til, og hvor store problemerne er med at få tøjet af og på, er det i mange tilfælde alt for lidt, mener Karina Petersen.

Blandt de andre opgaver, som også er svære at styre, er de indkøb, som enkelte psykisk ustabile ældre får tildelt. Fra indkøbssedlen bliver skrevet, og til Karina Petersen er tilbage med varerne i køleskabet, må der højest gå 35 minutter. Og så er det ikke ret heldigt, hvis der er kø ved kassen, eller det er svært at finde altheabolcherne.

Samtale er der ikke sat tid af til. Så snakken går kun, hvis det kan ske samtidig med, at de forskellige gøremål overstås. For mange ældre er hjemmehjælperen ellers den eneste, de har at snakke med, og tit er det alvorlige tanker om dødsfald hos nære venner og ægtefæller, som de ældre tumler med.

»Hvis hjemmehjælperen er den eneste, de har at snakke med, så går tiden hurtigt. Nogle gange bliver vi nærmest mødt af et vandfald af ord, når vi kommer, og de bliver smadder kede af det, når vi går igen. Ofte snakker de videre, mens vi går, og nogle gange bliver vi simpelthen nødt til at cutte folk af,« siger Karina Petersen og tilføjer:

»Det er ubehageligt, og man får en klump i halsen. Også, fordi man jo får et personligt forhold til dem, som man kommer fast hos.«

Men det er et forhold, der gøres op i minutter?

»Ja, men det er jo kun, fordi vi som menne-sker tillader det. Der er ikke sat tid af til medmenneskelighed. Sådan er det bare,« konstaterer Karina Petersen.

På den anden side har vilkårene været sådan i årevis. Ældreplejen har spillet store roller i de sene-ste valgkampe, og oplysninger om minuttyranni, aflyste besøg og alt for sjældne bad burde hverken overraske plejepersonale, politikere eller de ældre?

»Det er rigtigt. Situationen er ikke ny. Men nu ser vi, hvordan andre lønmodtagere i det private får i pose og sæk. Mens de hele tiden stiger, kommer vi ingen steder. Fulgte vi så bare en lille smule med, kunne vi måske leve med det. Men vi står helt stille, og trepartsaftalen bekræftede, at vi åbenbart skal blive, hvor vi er. Det er møguretfærdigt,« siger Karina Petersen.

Hun mener, det er paradoksalt, at der er et politisk ønske om at højne kvaliteten i velfærds-ydelserne, uden at der samtidig er et ønske om at anerkende de medarbejdere, der skal levere kvaliteten.

»Jeg er glad for mit arbejde, og jeg kan lide at arbejde med mennesker. Jeg mener også, at mit arbejde er meget meget vigtigt, og derfor er det rigtig svært at acceptere, at jeg ikke får nogen anerkendelse overhovedet. Politikerne siger hele tiden, at vi er dygtige og flittige, men det er ikke noget, jeg kan se i min lønningspose.«

Penge og prestige

Karina Petersen tjener godt 19.000 kroner om måneden, og hvis hun skal overbevises om, at hjemmeplejen skal være hendes fremtid, vil hun have et lønløft, der er så stort, at det må give kuldegysninger hos både finansministeren og samtlige borgmestre.

»Vi vil have 5.000 kroner ekstra om måneden. Ellers vil de opleve, at endnu flere forlader området, end der allerede gør.«

Personligt har hun flere gange været tæt på at skifte sit job i Københavns Kommune ud med et job i det private. Blandt andet har hun været tæt på at lade sig ansætte som lagerarbejder, fordi lønnen der er bedre.

»Jeg ved, at der også er mange andre af mine kolleger, der har haft de samme overvejelser. Men det er selvfølgelig ikke noget, man snakker alt for højt om. Vores lave løn er også et kæmpe problem i forhold til at tiltrække unge menne-sker til faget.«

Men når der er mangel på sosu-personale, er det vel et rigtigt træk, at trepartsaftalen styrker uddannelsen?

»Ja, vi har jo råbt og skreget på mere uddannelse i mange år. Men vi har hele tiden fået at vide, at der ikke var penge, og at der heller ikke var hænder nok til at dække os ind, mens vi var af sted på uddannelse. Nu er der så kommet penge, men der er stadig ikke hænder nok til, at vi kan uddanne os, og det kommer der først, når lønnen stiger,« siger Karina Petersen.

I høster stor sympati fra mange sider, men samtidig bliver I kritiseret for at foretage et frontalan-greb på det danske aftalesystem, hvor løn er noget, der forhandles i en overenskomst og ikke ved at nedlægge arbejdet?

»Det er da rigtigt nok, at løn principielt ikke er noget, man skal forhandle på Christiansborg Slotsplads. Men regeringen glemte vores lønspørgsmål i trepartsforhandlingerne, og selv om det er kommunerne, der er vores arbejdsgivere, ved vi altså godt, hvor pengene skal komme fra. Derfor er vi nødt til at banke regeringen i hovedet, indtil de forstår det.«

Men du og dine kolleger i Valby er jo allerede gået tilbage i arbejdet?

»Personligt har jeg det sådan, at vi nu har gjort opmærksom på, at der er et stort problem. Hvis ikke det er blevet hørt og forstået, kommer vi tilbage på barrikaderne. Vi skal have et tilsagn om et meget stort løft, ellers bliver vi ved med at lave aktioner.«

Så de ældre, plejekrævende borgere kan måske se frem til mange flere dage uden hjemmehjælp. Er det rimeligt, når det kunne foregå uden dramatik i de rigtige overenskomstforhandlinger?

»Du kan ikke give mig dårlig samvittighed på den der. Vi har et nødberedskab, og de ældre har også givet os deres opbakning. De har i årevis spurgt, hvorfor vi finder os i det. Og det er jo også til deres fordel, at vi kæmper for at få flere hænder. Det vil komme dem til gode.«