Vi er eksperterne

Af | @MichaelBraemer

Rationaliseringerne og effektiviseringerne er ført for vidt, mener Karen Stæhr, nyvalgt formand for de offentligt ansatte i plejesektoren. Nedskæringerne har været så massive, at der nu må tages frivillige ind for at få tingene til at hænge sammen.Karen Stæhr forudser rekrutteringsproblemer, hvis ikke arbejdsvilkårene forbedres.

Tag dog eksperter med i velfærdskommissionen!

Karen Stæhr, netop tiltrådt formand for de 100.000 medlemmer i Social- og sundhedssektoren under Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), er mildt sagt ikke imponeret over det hold af økonomer, som erhvervs- og økonomiminister Bent Bendtsen (K) har samlet og givet besked om inden udgangen af 2005 at komme med bud på fremtidige, danske velfærdsordninger.  

Hun kommer fra en post som næstformand i FOA’s største lokalafdeling, Social- og sundhedsafdelingen i Storkøbenhavn, og har gennem de seneste par år oplevet systematiske indhug i den danske velfærdsmodel på tætteste hold. Kommissionens sammensætning ser Karen Stæhr som en klar understregning af, at den nuværende regering udøver en magtarrogance og lader sig styre af økonomiske beregninger:

»Det er os, der er eksperterne. Det er os, der har kontakten til patienter og klienter og ved, hvor skoen trykker. Men det er man tilsyneladende ligeglad med. Man kan godt frygte, at cand.polit.erne ud fra nogle økonomiske overvejelser vil sælge ud af den danske velfærd.«

Social- og sundhedssektoren under FOA rummer som de store grupper sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, hjemmehjælpere og portører. En broget flok, som har det fællestræk, at de arbejder på alle mulige og umulige tidspunkter for en beskeden løn. Som i de seneste år har måttet opleve vilkårene for deres arbejde forringet i takt med offentlige besparelser og voksende smalhals i kommunerne. Og som samtidig må tåle evige beskyldninger for ineffektivitet. Ikke desto mindre har de forskellige grupper i sektoren oplevet en stigning eller i bedste fald stagnation i arbejdsskader og -ulykker, hvor andre erhvervsgrupper har oplevet et fald.

Skræmmende perspektiver

Karen Stæhr er ikke i tvivl om, at rationaliseringerne og effektiviseringerne er ført for vidt. Nedskæringerne har allerede været så massive, at man for eksempel nu ser flere og flere frivillige i plejesektoren. Et fænomen, som hun ser skræmmende perspektiver i.

»Havde det været i 60’erne og 70’erne – tider med gode normeringer – var der ingen, der havde løftet et øjenbryn. Men i dag, hvor normeringerne på institutioner og hospitaler er skåret så langt ned, kan det kun opleves negativt. For de frivilliges indtog finder sted samtidig med, at de fastansatte må erkende, at de ikke længere har mulighed for at yde det faglige stykke arbejde, som de gerne ville. Der er ikke tid og overskud til at tale og måske gå en tur med patienterne – netop de opgaver, som man vil lade frivillige løse. Men det er i virkeligheden en vigtig del af éns arbejde at have den psykiske pleje med. For det er her, man får indsigt i, hvordan det går med patienterne, hvad de tænker, og om der er noget, man skal hjælpe med. Så det er simpelthen en uacceptabel udvikling,« siger Karen Stæhr.

citationstegnHvis man hele tiden siger, at de private kan gøre det bedre og billigere, er det det samme som at sige til offentlig ansatte, at de har gået og drevet den af i flere år. Det er jo en uanstændig personalepolitik.

Det er af bitter nød, at personale rundt omkring accepterer, at frivillige løser de opgaver, de ikke selv kan nå, mener hun. Og derfor en forfejlet udlægning, når politikere siger, at medarbejderne er tilfredse med de frivilliges indsats.

»Hvad skal personalet sige, når det hele tiden får at vide, at de ikke kan få en uddannet, fordi der ikke er råd – men at de godt kan få pensionerede fru Hansen, som altså lige har et overskud til at tale med andre mennesker?«

Mest bekymrende finder Karen Stæhr det imidlertid, at de frivillige sætter sig på netop opgaver, som nedslidte og arbejdsskadede kolleger med fordel kunne være med til at løse.

»Ifølge de aftaler vi har lavet om de sociale kapitler, skal de jo have opgaver, som kan sikre deres tilknytning til arbejdspladsen uden at være opslidende.«   

Hospitalsvæsenet og plejesektoren i England ville ikke kunne drives uden frivillig arbejdskraft.

Men spørgsmålet er, om det danske velfærdssystem skal reformeres efter engelsk model, påpeger sektorformanden. 

Uanstændig personalepolitik

Presset på de offentligt ansatte i plejesektoren er så stort, at Karen Stæhr ser en alvorlig risiko for, at der kan opstå problemer med at rekruttere tilstrækkeligt personale til fremtidigt plejearbejde, hvis vilkårene ikke forbedres. Kampen om de små ungdomsårganges arbejdskraft bliver stor, og samtidig vil der være et voksende antal ældre at tage sig af. Men politikerne vil i givet fald selv være skyld i problemet, mener hun. 

»Hvis man hele tiden siger, at de private kan gøre det bedre og billigere, er det det samme som at sige til offentlig ansatte, at de har gået og drevet den af i flere år. Det er jo en uanstændig personalepolitik.« 

Karen Stæhr oplever allerede utilfredsheden med ansættelsesvilkårene i det offentlige i form af mange medlemmers flugt til private vikarbureauer. Her er lønnen højere, men det er nu sjældent den, der er afgørende for valget af ny arbejdsgiver. Det er derimod den frihed, der ligger i at kunne sig nej til en vagt.

»Som normeringerne er blevet i det offentlige, kan de ansatte aldrig være sikre på at kunne holde deres fridage. De lever i evig risiko for at blive kaldt ind. Det er virkelig noget, der slider,« siger Karen Stæhr.

Hun mener, at der ville være mere hensigtsmæssigt at oprette interne vikarkorps i stedet for at lade private vikarbureauer dræne de offentlige kasser.

»Vikarbureauerne skal jo ikke kun have dækket lønnen, men også udgifter til administration. Tænk, hvis man kunne holde de penge inden for systemet, og hvad de kunne betyde for personaleudvikling, forbedring af arbejdsvilkår og måske endda højere løn.«

Løn udgør et helt særligt og ømtåleligt kapitel for offentligt ansatte i disse år, hvor man gør et – foreløbig fejlslagent – forsøg på at få lønreformen Ny Løn til at fungere.

Det kan lyde som en forholdsvis ligetil opgave at erstatte et anciennitetsbestemt lønsystem med et system, hvor man honorerer folk efter særlige kvalifikationer og funktioner. Men ifølge Karen Stæhr er frustrationen så massiv blandt medlemmerne over et system, der opleves som både uigennemskueligt og uretfærdigt, at den vil udløse et klart krav om, at Ny Løn droppes ved overenskomstforhandlingerne i 2005.

»Som stemningen er, vil det ske, medmindre der sker noget meget radikalt i løbet af de næste halvandet år. Først og fremmest må arbejdsgiverne til lommerne og sørge for, at der kommer flere penge i systemet. I øjeblikket bruger vi oceaner af tid på at fordele latterlige og symbolske beløb. Folk har slet ikke oplevet den lønfremgang, de havde forventet, og kan slet ikke gennemskue, hvad det er for kvalifikationer og funktioner, der udløser tillæg.«

Karen Stæhr var fra begyndelsen negativ over for Ny Løn, fordi hun mente, at et system, der belønner den enkelte, passede dårligt til social- og sundhedssektorens FOA-medlemmer, som arbejder i teams og er afhængige er hinandens kompetencer, ressourcer og viden. Alligevel har hun arbejdet loyalt for at få systemet til at virke. Det hjælper, som hun siger, ikke at kæmpe mod vejrmøller, som allerede er bygget, og under alle omstændigheder var hun ikke begejstret for det gamle system, der aflønnede folk efter anciennitet.

Nu, hvor Ny Løn har spillet fallit, synes Karen Stæhr derfor også, at det vil være for fattigt at gå til arbejdsgiverne med krav om at feje Ny Løn af bordet uden at have et lønsystem, man kan føre frem som alternativ:

»Jeg sidder ikke selv inde med de vises sten. Men som forbund bør vi kunne præsentere en model, som nyder medlemmernes tillid.«

Ud over de manglende penge har problemet med Ny Løn i forhold til FOA’s medlemmer været, at jo lavere uddannelse, desto sværere har det også været at finde de kvalifikationer, der har kunnet udløse et tillæg. 

Uafhængig af partipolitik

Karen Stæhr er både forarget og lidt imponeret over den nuværende regerings evne til at skaffe accept af sin politik ved at skabe udbredt anerkendelse af fortegnede samfundsforhold. Det gælder for eksempel i forbindelse med ventelister til hospitalsbehandling.

»Det er jo efterhånden almindelig anerkendt, at vi alle står på venteliste, og dér har vi stået i flere år. Men spørger man sine venner og bekendte, så er der ingen, der har været i nærheden af en venteliste.«

Hun ser en klar politisk opgave for fagbevægelsen i at gå op mod det, hun oplever som regeringens systematiske nedbrydning af offentlige velfærdsydelser. Men med politisk mener hun fagpolitisk, for Karen Stæhr går i sin formands fodspor ved at erklære sig helt og aldeles uafhængig af partipolitik.

»Jeg har aldrig haft et partipolitisk tilhørsforhold. Det har jeg ikke fundet nødvendigt, og jeg har heller aldrig hørt det formuleret som et ønske fra medlemmerne. Efter mit valg som formand har jeg da fornemmet, at nogle ser det som et problem, at jeg ikke er medlem af Socialdemokraterne, men for mig handler det om medlemmernes løn og arbejdsvilkår, og dem finder jeg det naturligt at fremme i et bredt samarbejde med flere partier, som vi traditionelt deler interesser og synspunkter med. Det handler også om at undgå at blive så meget venner med nogle, at man ikke kan se, hvis de gør noget, som rammer de medlemmer, man repræsenterer.«