»Vi børn lovede hinanden, at vi ville blive til noget, og det har jeg følt mig forpligtet af«

Af | @MichaelBraemer

Med den rette hjælp på rette tidspunkt er alt muligt. Det er budskabet fra en af Danmarks få politikere med indvandrerbaggrund, Özlem Cekic, der i ny bog beskriver sin vej fra samfundets bund til Christiansborg. Den største håndsrækning har hun fået gennem fagligt arbejde.

INTERVIEW »Du er ikke fyldt 15 endnu, og du kan næsten ikke tale dansk. Men jeg giver dig en chance. På to betingelser: Du siger ikke til nogen, at du er 14, og du tager det ikke personligt, når du bliver rettet.«

Sådan fik Özlem Cekic fritidsjob i skotøjsafdelingen i Føtex på Vesterbro i København. Indvandrerpigen med kurdisk baggrund havde øvet sig en hel uge under sin skolepraktik på at fremstamme jobansøgningen og er i dag som 32-årig lykkelig over butikschefen Annes fremstrakte hånd – hvor lidt smigrende den end var.

For butikschefen havde ikke lovet for meget. Özlem blev fra alle sider heglet igennem sprogligt. Men levede selv op til sin del af aftalen ved at tage ved lære og ikke tage tingene personligt.

Og med et stadigt bedre sprog fik hun rettet op på et ellers problematisk skoleforløb i det socialt belastede ydre Vesterbro og fik sat et livsforløb på skinner, der næsten er et filmmanuskript værdigt.

For Özlem Cekic, der på torsdag udkommer med bogen »Fra Føtex til Folketinget«, blev ved seneste folketingsvalg i 2007 valgt ind som ét af bare fire folketingsmedlemmer med anden etnisk baggrund. Repræsentant for SF og i dag partiets socialpolitiske ordfører.

»Min personlige historie er ikke interessant. Det interessante, som jeg gerne vil fortælle, er, hvor langt man kan nå uanset éns udgangspunkt, hvis man får de rigtige håndsrækninger undervejs. Det har jeg fået. Ellers kunne det lige så godt have været mig, der skulle tidligt op hver dag til et benhårdt rengøringsjob og var mor til tre børn i et ulykkeligt ægteskab,« siger hun.

Rengøring for får

Forældrene var kommet til Danmark i 1970’erne som gæstearbejdere for at gøre rent og tjene penge til 40 får og et hus i landsbyen i Tyrkiet. Det blev aldrig til noget med hjemrejsen, men målsætningen betød, at opdragelsen af parrets tre børn ikke ligefrem var rettet mod ledende poster i det land, de gæstede.

Tværtimod blev Özlem og den ældste af hendes to brødre sendt ned til deres mormor i Tyrkiet i flere år, fordi forældrenes arbejde på skæve tidspunkter harmonerede dårligt med at passe børn. Da hun kom tilbage til Danmark som 10-årig, skulle hun begynde forfra med at lære dansk i en modtageklasse.

Her var der indbyrdes konkurrence om, hvem der hurtigst kom over på en rigtig og prestigefyldt, dansk skole. Altid ivrige og energiske Özlem vandt. Men måske havde hun bluffet, for det kneb alligevel med at følge undervisningen. Blandt andet havde hun svært ved at oversætte engelsk. Hun vidste godt, hvad »a boy« betød, men ikke hvad det hed på dansk.

»Det var en skole med taberbørn. Forældrene var socialgruppe fem. De havde de hårdeste job eller var arbejdsløse. Mange var ude i misbrug. Men vi børn lovede hinanden, at vi ville blive til noget, og det har jeg følt mig forpligtet af. Skolen gjorde ikke meget for at hjælpe. Vores tysklærer opmuntrede os blandt andet med: »Det er utroligt, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget.««

Özlem Cekic tror på, at mennesker blomstrer, når nogen tror på dem. Men på en eller anden måde har denne lærer, der tydeligt udtrykte det modsatte, alligevel været en spore for hende. For hver gang hun i sit senere liv gjorde en bedrift – tog studentereksamen, blev sygeplejerske og så videre – tænkte hun: Gad vide, om min tysklærer ved det?

Arrangeret ægteskab

Helt så normaldansk som studenterhuen og sygeplejerskeuddannelsen kunne tyde på, var hendes liv dog ikke blevet. Uden at skolekammeraterne vidste noget om det, rejste hun dagen efter sin studentereksamen til Tyrkiet for at blive gift ind i et arrangeret ægteskab. Ikke noget, hun ville acceptere eller anbefale i dag. Men det var, hvad kurdiske piger var indstillet på og gjorde dengang, forklarer Özlem Cekic.

»Det var ikke noget tvangsægteskab. Jeg havde fået præsenteret andre unge mænd, som jeg havde sagt nej til. Ham her var jeg indstillet på at give en chance. Men det var jo som at spille i lotto – og desværre tabte jeg.«

Samlivet med den kurdiske mand i Danmark kom aldrig til at fungere. Det var to forskellige verdener, der mødtes. Hun måtte ud af ægteskabet med det barn, de havde fået sammen. En svær beslutning, for skilsmisser er altid svære. Dertil kom i dette tilfælde det tabu, der er forbundet med skilsmisse i det miljø, hun kom fra.

»Jeg kom godt igennem det takket være fantastisk støtte til mig og min søn fra kolleger på den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling, jeg arbejdede på. Igen én af de håndsrækninger, jeg ikke kunne have været foruden.«

Hjælpen til at rette op på den økonomiske side af det skibbrudne ægteskab – en nærmest bundløs gæld – kom fra en noget uventet kant. Nemlig fra mormoren, der havde hørt om barnebarnets skæbne og – første gang uden for sin landsby – rullede sin kuffertvogn ind i ankomsthallen i Kastrup for at give Özlem en lektion i kvinders overlevelse. »Økonomisk uafhængighed« var kernen i budskabet.

»Hun var superfeminist, selv om hun sikkert ikke anede, hvad ordet betød. Det var hun blevet af at være alene med 13 børn – syv af dem hendes egne og seks i pleje. Manden kom i fængsel, fordi han havde kautioneret for dårlige betalere.«

Fagligt engageret

Budskabet har Özlem Cekic stadig skrevet bag øret, selv om hun i dag er gift igen – denne gang lykkeligt. Belært af mormoren dobbeltjobbede hun i en længere periode for at betale sin store gæld af. Men så var hun også klar til at hellige sig det faglige arbejde, som hun havde engageret sig i, og som hun anser for at være det største trinbræt på vejen mod den position, hun har i dag.

Hun begyndte som tillidsrepræsentant for 70 sygeplejersker, leverede gode resultater og blev hurtigt og som den første med indvandrerbaggrund valgt til sin amtskredsbestyrelse med massiv opbakning.

»Fagbevægelsen var min første indgang til det politiske liv. Det var også her, jeg fik en egentlig oplæring i, hvordan man gebærder sig i politik. Jeg lærte at argumentere, sortere, prioritere, tage mine kampe med omhu og få overblik over sager på 300 sider ved at læse to.«

Özlem Cekic lader sig let rive med af iver og følelser og er mest til bare at råbe sin vrede eller begejstring ud. I fagbevægelsen lærte hun imidlertid at tænke strategisk i sagsforløb, forretningsorden og i bevidst brug af pressen.

»Der står masser af erfarne kolleger klar med gode råd, og der er alle mulige kurser. Og det fantastiske er jo, at de er for alle uanset baggrund. Jeg kan kun opfordre andre med minoritets­baggrund til at påtage sig tillidsposter, hvis de har mulighed for det – og det har de jo mange steder i dag. Det er en kæmpe mulighed for at dygtiggøre sig og få indflydelse.«

Ôzlem Cekic BLEV hørt og fik indflydelse hos sygeplejerskerne. Hvilket formanden, Connie Kruckow, måske helst havde været foruden. Det var nemlig Özlem Cekic, der blev forarget over et internt notat, hvoraf formandens løn fremgik, og fik sat gang i en debat om det rimelige i at aflønne en forbundsformand bedre end statsministeren. En debat, der hurtigt kom til at foregå i fuld offentlighed.

»En formand må aldrig komme for langt væk fra sine medlemmer. Hvis det ikke er nok at nyde medlemmernes tillid og repræsentere dem, skal man vælge at blive bankdirektør.«

Diskrimination i sundhedssektor

Özlem Cekic fik også skabt uro, da hun fik kendskab til flere og flere eksempler på diskrimination af etniske sygeplejersker og på lokale fagforeninger, der ikke ville bakke deres etniske medlemmer op.

»Jeg stødte på holdningen »Herregud, det er 500 medlemmer, det drejer sig om. Skal vi virkelig bruge millioner på det?« Men selvfølgelig skal vi da det.«

Arbejdet med diskrimination i sundhedssektoren greb om sig og fik hende til at etablere Mangfoldighedsnetværket. Det bragte hende i kontakt ikke bare med sygeplejersker, men også med social- og sundhedsassistenter, jordemødre og læger med minoritetsbaggrund. Sundheds­personale, som oplevede, at de fik draget deres faglighed i tvivl eller ikke blev behandlet ligeværdigt på grund af deres baggrund.

Det bragte hende også i kontakt med LO-forbundene FOA og HK, hvor hun kunne konstatere, at der var større vilje og beredskab til at slå ned på diskrimination på arbejdspladserne end i FTF-familien, hvor sygeplejerskerne hører til. At de to forbund har fået flere etniske medlemmer og har større erfaring på området, er for hende at se ikke nogen gyldig undskyldning for sygeplejerskerne.

»Uden den samlede fagbevægelses fulde opbakning får vi ikke skabt et Danmark, hvor der er plads til alle. Her er fagbevægelsen den helt afgørende faktor.«

Politiske løsninger nødvendige

Med afsæt i sit store faglige engagement begyndte Özlem Cekic at satse helhjertet på politik. Det gjorde hun, fordi hun i sit børnepsykiatriske arbejde havde set så store mangler på det sociale område, at hun mente, der skulle politiske løsninger til. Dem arbejder hun nu på med de redskaber, som fagbevægelsen har udstyret hende med.

»Jeg kan se, at der er tre typer folke­tingsmedlemmer: Dem fra ungdoms­organisationerne med aktive albuer og blikket rettet mod magten. Så er der polit-typen, der er gode til statistik og tabeller. Endelig er der dem med fag­lig baggrund, der selv har en nær kontakt til den sociale virkelighed. Den gruppe er jeg glad for at tilhøre.«

Hun har skabt uro nok i sit gamle forbund til, at et bestyrelsesmedlem har fortalt hende, at hun aldrig kommer til at gøre karriere i fagbevægelsen. Ikke desto mindre har hun tænkt sig at vende tilbage til det faglige arbejde, når det er slut med politikken. For hende er det en naturlig del af at være på en arbejdsplads.

»Og det er trods alt ikke ledelsen, men medlemmerne, der skal vælge én.«