Vesselbo fik det sidste ord

Af Jan Birkemose, redaktør

Som noget helt nyt fik Dansk Folkeparti ren besked fra regeringen, da partiet i sidste uge smed endnu et mystisk forslag på bordet. Dansk Folkepartis usynlige magt er truet.

LEDER For en måned siden fik Venstrepolitikeren Eyvind Vesselbo nok af Dansk Folkepartis umættelige forsøg på at stramme samfundet til ukendelighed. I en opsigtsvækkende kronik advarede han regering og opposition mod at blive ved med at danse efter Dansk Folkepartis evige strøm af forslag. »Dansk Folkeparti kan alligevel aldrig få nok. De stopper aldrig,« lød det blandt andet i kronikken i Berlingske Tidende.

At dømme efter tv-billederne samme dag blev Eyvind Vesselbo banket godt og grundigt på plads af sin politiske ledelse, der i det daglige er dybt afhængig af stemmerne fra Dansk Folkeparti. I hvert fald var det en fortumlet og uklar Vesselbo, der samme aften tonede frem i tv-nyhederne med en spag forsikring om, at der skam var så højt til loftet i Venstre, at der også var plads til hans synspunkter.

Siden har ingen hørt det store til Eyvind Vesselbos kritik, men han må alligevel have smilet bredt, da Dansk Folkeparti i sidste uge atter trådte ud yderst på den politiske planke over vælgerhavet. Nu vil Dansk Folkeparti have omdelt løbesedler med advarsler til beboerne i de kvarterer, hvor der flytter pædofilidømte personer ind. Ikke alene beviser det Vesselbos spådom om at Dansk Folkeparti aldrig stopper og aldrig kan få nok. Men endnu vigtigere, lader det til, at Vesselbos partifæller har lyttet til hans opfordring om at give de kuriøse og mere eller mindre umulige forslag fra Dansk Folkeparti en iskold skulder.

I hvert fald var det med en resolut afvisning, at Venstre kvitterede for Dansk Folkepartis pædofili-løbesedler. Og netop fordi både Socialdemokraterne og Venstre var lynhurtige til at skyde forslaget om løbesedler ned, blev Dansk Folkepartis gevinst yderst begrænset. Tidligere har de øvrige partiers tøven eller pistol-for-panden-opbakning foræret Dansk Folkeparti dage og uger med gratis sendetid, og det er lige præcis det, der er partiets strategi med de forslag, som Vesselbo i sin kronik omtalte som forslag, »der ligger langt ud over, hvad et samfund som det danske burde beskæftige sig med«.

Det er nok for tidligt at ophøje løbeseddelforslaget til et vendepunkt i dansk politik. Realistisk set er det næppe sidste gang, at Dansk Folkeparti søsætter en idé, man ellers skal til Texas eller Rusland for at finde sidestykke til. Men hvis de øvrige politiske partier analyserer forløbet med løbesedlerne, kan de kun komme frem til én konklusion: nemlig at det både er muligt at sige fra overfor Dansk Folkeparti, og at det også er omkostningsfrit.

Med vilje og politisk lederskab, der ikke er båret af frygt og angst for Dansk Folkepartis populisme, er der håb for, at både regering og opposition fremover vil vende ryggen til forslag, som de ikke har sympati for, men som de hidtil ikke har turdet afvise. Sker det, vil en stor del af den usynlige magt, som Dansk Folkeparti hidtil har udnyttet skrupelløst, være barberet væk. Partiet sidder fortsat på de nødvendige stemmer, der sikrer regeringens eksistens, og det vil naturligvis med fuld rimelighed kunne udnyttes til at forhandle dele af partiets ønsker igennem. Men nu kan det være slut med, at Dansk Folkeparti også bestemmer, hvad andre partier skal mene.

Hvis det er resultatet af Eyvind Vesselbos anstrengelser, må det siges at have været alle øretæverne værd.