Verdens storbyer vokser eksplosivt

Af | @JanBirkemose

Næste år vil hvert andet menneske på kloden være bybo, siger en prognose fra FN. Megabyer med flere end 20 millioner mennesker breder sig overalt i den tredje verden. Som buldrende lokomotiver skaber megabyerne økonomisk vækst. Men en fattigdomsbombe på en milliard mennesker i storbyernes slum tikker faretruende. Ekspert taler om katastrofekurs.

UHÆMMET Der er dage, hvor smoggen er så tyk, at man ugeneret kan vende øjnene direkte mod solen. Larmen fra millioner af biler, motorcykler, højbaner og luftkølingsanlæg gør samtaler på mere end en meters afstand umulige.

Overalt haster hårdtarbejdende mennesker af sted. På vej fra det ene arbejde til det andet eller på jagt efter en skraldespand med lidt madaffald.

Megabyerne er det mest dramatiske og synlige resultat af globaliseringen. Det er her, de billige varer og tjenesteydelser bliver produceret, og hver eneste dag rejser 180.000 nye mennesker ind til byerne for at bosætte sig. Med det tempo er det ikke overraskende, at FN’s nyeste befolkningsprognoser siger, at næste år bliver tidspunktet, hvor mere end hvert andet menneske på kloden er blevet bybo. For bare 100 år siden boede kun ganske få procent i byer. I 2030 vil byernes andel af klodens befolkning være mindst 60 procent.

Den voldsomme urbanisering, der især har fart på i den tredje verden, er en succeshistorie – men med en alvorlig bagside. Den økonomiske udvikling i de nye verdensbyer med mindst 10 millioner indbyggere – de såkaldte megabyer – er så enorm, at den både skaber millionærer, middelklasse og omfattende finansbidrag til resten af nationen. Men samtidig skal man ikke opholde sig mange minutter i en megaby for at konstatere, at ikke alle indbyggerne er inviteret med til festen. Overalt, hvor der er en ledig kvadratmeter, skyder slumboliger op, og på verdensplan vurderer FN’s særlige organisation for bosætning, UN Habitat, at en milliard mennesker er havnet i slumområder. Eller med andre ord: Næsten hver tredje bybo i verden bor i slum, hvor arbejdsløshed, fattigdom og elendige, sanitære forhold er rammen om hverdagen.

Administrerende direktør i UN Habitat Anna Tibaijuka mener, at fattigdomsproblemerne i byerne nu er så store, at det er ved at være sidste udkald, hvis der skal gøres noget ved dem.

»Indtil for nylig var FN fast overbevist om, at fattigdommen var værst på landet. Men vores seneste rapport viser klart, at fattigdommens centrum nu bevæger sig ind i byerne. Fattigdommen i byerne er en håndfast realitet, og hvis ikke vi får tacklet problemerne i slummen nu, bliver de umulige at håndtere i fremtiden,« sagde hun for nylig, da organisationens rapport om befolkningsvæksten blev offentliggjort.

Samtidig skabte Anna Tibaijuka tvivl om, hvorvidt FN kan nå sit mål i de såkaldte »Millennium Development Goals«, der blev vedtaget af verdens ledere i 2000. »Millennium Development Goals« skal reducere fattigdom, forbedre skolegang, fremme kønnenes ligestilling og forbedre adgangen til rent vand og toiletforhold. En konkret målsætning er blandt andet at forbedre livet for 100 millioner slumbeboere inden 2020.

»Der findes afrikanske storbyer, hvor 72 procent af indbyggerne bor i slum, og asiatiske byer med 50 procent bosat i slum. Slaget om »Millennium Development Goals« vil blive tabt eller vundet i slummen,« sagde Anna Tibaijuka.

At slummen er vokset lige så voldsomt som byerne, skyldes i høj grad, at det især er i den tredje verden, storbyerne eksploderer. UN Habitat vurderer, at 93 procent af den globale befolkningsvækst i byerne de næste 15 år vil foregå i udviklingslandene, og at der i 2030 vil bo flere mennesker i afrikanske byer end i hele Europa.

Professor i geografi ved Københavns Universitet Katherine Gough har i 20 år beskæftiget sig med udvikling af byerne. Hun mener, at netop det tempo, byerne vokser i, skaber problemerne.

»Byvækst er i sig selv ikke noget problem. Tværtimod er der en tæt sammenhæng mellem økonomisk udvikling og høj befolkningstæthed. Problemet er, at byerne vokser så hurtigt, at det er umuligt at planlægge eller styre udviklingen,« siger Katherine Gough og peger på Nigerias hovedstad Lagos som et af de værste eksempler.

Lagos er Vestafrikas vigtigste havneby og er på kun 10 år vokset til dobbelt størrelse. Allerede i 2015 forventes byen, der også er kendt som et af de mest kriminelle steder på jorden, at være verdens tredjestørste by med et samlet indbyggertal på over 23 millioner.

»Når byerne vokser så hurtigt, skaber det en ond cirkel, som er næsten umulig at bryde,« siger Katherine Gough og uddyber:

»Beskæftigelsen kan ikke følge med, når der kommer så mange mennesker. Derfor er det stort set umuligt at finde et job i den formelle sektor i en afrikansk by. I et land som Ghana arbejder 83 procent i uformelle job, og det betyder, at de ikke betaler skat. Hvordan skal staten så skaffe penge til at forbedre vilkårene? Det er næsten umuligt,« siger hun.

Hun bakkes op af konsulent Lars Anderskouv fra Mellemfolkeligt Samvirke, der gennem mange år har arbejdet i afrikanske lande.

»Personligt opfatter jeg udviklingen som en katastrofekurs. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at byerne kan opsluge og give meningsfuld beskæftigelse til så mange mennesker. Ud af de enorme befolkningsmængder i disse megabyer vil en urimeligt høj andel være arbejdsløs eller beskæftiget med kriminalitet og prostitution,« siger Lars Anderskouv og tilføjer, at en af de brancher, der har størst vækst i de afrikanske storbyer er sikkerhedsindustrien, som beskæftiger titusindvis af vagter.

Blandt bistandsorganisationer har det været en udbredt opfattelse, at fattigdommen var værst i landområderne, og at folk forbedrede deres livsvilkår, når de rejste til byen. Det er ofte blevet sandsynliggjort i statistikker, der viser, at byboerne har højere indkomst end landfolket.

Men Katherine Gough mener, at de metoder har skjult fattigdommen i byerne. Dels fordi gennemsnittet bliver trukket op af de rige. Men også fordi leveomkostningerne er meget højere i byen end på landet, hvor vand er gratis, og man måske kan slagte en høne en gang imellem.

UN Habitat taler om delte byer, og  at man nu for første gang både kan se, at menneskerne i byslummen har det lige så dårligt som de fattige på landet, og at der  er slumbeboere, der er endnu dårligere stillet end folk i fattige landområder.

Det drejer sig igen først og fremmest om slummen i de afrikanske byer syd for Sahara, hvor børnene har større risiko for at dø af vandbårne sygdomme end de børn, der bor på landet. Dødeligheden er tæt forbundet med de elendige sanitære forhold, som storbyerne byder på. Hver femte indbygger i en afrikansk by har ikke adgang til vand og toiletforhold, og i slumforstaden Mbare i Zimbabwes hovedstad Harare må 1.300 mennesker deles om ét offentligt toilet. UN Habitat vurderer, at der på verdensplan årligt dør 1,6 millioner mennesker som følge af dårlig hygiejne – et tal der er fem gange større end tabstallet ved tsunamien i det indiske ocean.

Megabyer er omdrejningspunkter

Elendighederne er dog langt fra kun et afrikansk problem. Verdensbanken anslår, at der årligt dør 30.000 kinesiske børn på grund af urent drikkevand, og at Kina i øvrigt huser 16 ud af de 20 mest forurenede storbyer i verdenen. Også her er væksten sket eksplosivt, og ud af de 30 største byer i verden ligger de fire i Kina.

De kinesiske storbyer giver også et let forståeligt billede på, hvorfor folk valfarter til megabyerne, og hvor meget megabyerne betyder for landenes økonomi. I 2001 var årsindtægten for indbyggerne i Kinas største byer i snit 829 dollars og fire gange lavere i resten af Kina.

Samme udvikling sker i Indien og andre asiatiske lande. Mens Mumbai – der tidligere hed Bombay – på den ene side huser verdens største slumområde med et indbyggertal på fem millioner mennesker, hvoraf næsten tre ud af fire er helt afhængige af offentlige toiletter og vandhaner, har byen også udviklet sig til regionens finanscenter og hjemby for en sprudlende filmindustri. Den økonomiske succes er så stor, at Bombay i dag leverer hele 40 procent af Indiens samlede skatteindtægter.

Det samme gør sig gældende i andre af verdens megabyer. Thailands Bangkok og Brasiliens Sao Paulo huser begge omkring 10 procent af landenes indbyggertal, men bidrager med mindst 40 procent af bruttonationalprodukterne.

Megabyerne er derfor kommet for at blive. De er omdrejningspunktet i den tredje verdens overlevelse, de sætter damp på globaliseringen, og de brødføder millioner af mennesker. Spørgsmålet er blot, om den megen nød og fattigdom, der følger med væksten, kan blive så alvorlig, at det kan true byernes succes.

I et baggrundspapir fra UN Habitat bliver Kina advaret om, at hvis den økonomiske vækst skal fortsætte, skal landet få styr på sin massive forurening og sikre bæredygtige storbyer.

Bæredygtig udvikling

Ikke alle ser dog lige så pessimistisk på megabyernes udvikling. Lektor Jørgen Andreasen fra center for internationale udviklingsstudier ved Kunstakademiets Arkitektskole har beskæftiget sig med global urbanisering siden 1969. Han mener, at storbyerne er til gavn for de lande, de ligger i.

»Jeg vil ikke negligere, at der er mennesker i slummen, der har det meget dårligt. Men de har det endnu værre ude på landet. Det er en udbredt myte, at folk fra landet bliver forblændet af storbyens lys og lader sig lokke til byen på et falsk grundlag. Hvis du bor på landet og ikke ejer jord, har du ingen muligheder. I byen har du muligheder. Derfor ved folk godt, hvad de gør, og de får det bedre i byerne. Og de sender en ikke ubetydelig økonomi tilbage til deres slægtninge på landet,« siger Jørgen Andreasen.

Han nævner, at det også er umuligt at hindre folk i flytte til byerne, hvis det er det, de vil.

Anna Tibaijuka fra UN Habitat har et andet syn på trafikken fra land til by.

»Udviklingen af byerne er tæt forbundet med, at folk bliver skubbet væk fra landet på grund af industrialiseringen af landbruget. Folk tror, de vil klare sig bedre inde i byerne, men realiteterne i mange byer er, at de ender uden arbejde i slumkvartererne. I et demokratisk land kan du ikke fratage folk deres frihed til at flytte, men vi kan forsøge at skabe en mere bæredygtig udvikling af både byerne og landet,« siger Anna Tibaijuka.

UN Habitat opfordrer samtidig bistandsorganisationerne til at revidere deres strategier om at prioritere udviklingsstøtten til landområderne. I stedet bør bistandsmidlerne følge de fattige.

Mellemfolkeligt Samvirke har også set udviklingen og er enig, at en ensidig støtte til underudviklede landområder ikke er godt nok.

»Vi har igennem mange år lagt vægten på landområderne, fordi landbruget især i de afrikanske lande i bund og grund har udgjort kernen i økonomien. Men også fordi en forbedring af forholdene i landområderne kan være med til, at folk ikke søger ind til byerne. Men vi må erkende, at den strategi ikke har været tilstrækkelig, og at problemerne i storbyerne efterhånden overstiger problemerne på landet. Derfor har vi i dag et stigende fokus på storbyerne,« siger konsulent Lars Anderskouv.