MISTRIVSEL

Verdens lykkeligste folk er tynget af angst og præstationskrav

Af | @MichaelBraemer

Vi har indrettet et samfund, som ikke egner sig til de mennesker, der skal leve i det, mener psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen. Vi forlanger mere af folk, end de kan præstere. Det kan man blive syg af, mener hun og peger på, at angst er den sygdom, der belaster samfundsøkonomien mest.

Alt for mange danskere bukker under for konstante krav om at præstere mere og bedre. Derfor belastes vi af dyre velfærdsydelser, som vi kunne have forebygget, mener psykologernes formand.

Alt for mange danskere bukker under for konstante krav om at præstere mere og bedre. Derfor belastes vi af dyre velfærdsydelser, som vi kunne have forebygget, mener psykologernes formand.

Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix

Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, har svært ved at genkende danskerne i de internationale målinger, der udpeger os til verdens lykkeligste folk.

Måske er det levestandarden, der spiller ind. Men det er i så fald et dårligt mål for, hvor godt et land trives, mener hun. Det billede, psykologernes formand tegner af Danmark ud fra den kontakt, psykologerne har med de stadig flere, det går galt for, er et helt andet.

Det er et land, hvor stressrelaterede lidelser som angst og depression er blandt de fem sygdomme, der forekommer oftest. Angst er faktisk den sygdom, som ifølge Sundhedsstyrelsen koster vores samfund mest. Ikke ligefrem beviset for, at vi som helhed lever i en lykkerus, påpeger Eva Secher Mathiasen.

Vi skal hele tiden være klogere, smukkere og bedre og hele tiden nå længere. Vi når aldrig til den tilstand af, at ’Det var sgu godt nok. Godt skuldret - jeg klarede den!’

»Gennemsnittet siger ikke noget om dem, der falder udenfor. Nogle har fine vilkår for deres liv, og så er der alt for mange, som ikke har særlig gode vilkår for deres liv. Det kan ikke være rigtigt, at angst skal være den dyreste lidelse i Danmark. Så syge skal folk ikke blive,« mener psykologformanden.

Udviklingen betyder også tabt produktion og virksomheder, der mister medarbejdere til langtidssygemeldinger eller varig overførsel, påpeger hun. 

Du er aldrig god nok

Når kriseramte danskere møder op hos psykologen og skal forklare deres problemer, kommer der ofte en fortælling om arbejdsforhold og et privatliv, der ikke hænger sammen. Om at være presset, ikke at kunne slå til og aldrig være god nok og kunne præstere så godt som andre.

Og i deres baghoved har de politikernes retorik rungende om, at de hele tiden skal præstere mere, vælge klogere uddannelser og i det hele taget være et større aktiv for samfundet.

»Vi skal hele tiden være klogere, smukkere og bedre og hele tiden nå længere. Vi når aldrig til den tilstand af, at ’Det var sgu godt nok. Godt skuldret - jeg klarede den!’ Det er altid videre til næste mål og bedrifter,« siger Eva Secher Mathiasen.

Men det er ikke kun i arbejdet, at danskerne kommer til kort. De sociale medier flyder over af 12-taller, gennemførte maratonløb og andre bedrifter, som giver det store flertal en oplevelse af, at de ikke kan være med.

»Den der konstante oplevelse af ikke at slå til og af, at der altid er et nyt mål, du skal nå – altid noget nyt, du skal være bedre til – inficerer jo både dit arbejds- og privatliv. Du skal huske at bage de speltboller, løbe maraton og samtidig være en god partner, forælder og have et lykkeligt ægteskab. Kravene er uden ende. Det kan nogen leve op til og trives med, men langt fra alle.«

Kravene hægter flertallet af

Man kan sagtens have travlt og trives, pointerer Eva Secher Mathiasen, men problemet er, at der i alle aspekter af livet stilles større krav, end de fleste kan være med til.

»Vi dyrker gennemsnittet, som om de var eliten. Vi forlanger, de skal kunne mere, end de kan præstere, og det er der mange, der bliver psykisk belastet og syge af. I stedet skal vi lære at elske gennemsnittet. For vi kan ikke konstant præstere. Nogle gange skal man også bare glo ind i væggen og lave absolut ingenting – få fred for de konstante krav. Men den kan være svær at finde.«

Arbejdet påvirker den måde, du er i dit parforhold og din evne til at være en god forælder. Og dit parforhold og forældreskab påvirker den måde, du er på arbejde. Vi er hele mennesker, og det er vi nødt til at anerkende.

Mens vi har fået rimeligt godt styr på det fysiske arbejdsmiljø – røg, støj og møg – har det vist sig svært at få sat rammerne for et ordentligt psykisk arbejdsmiljø, der kan få trivslen blandt lønmodtagere til at blomstre. 

Problemet har blandt andet været, at arbejdsgiverne ikke vil anerkende deres ansvar, når en medarbejder bukker under, men helst vil forklare problemerne med private forhold.

Privat- og arbejdsliv kan ikke skilles ad

Eva Secher Mathiasen føler ikke, at hun går arbejdsgivernes ærinde ved at pege på de forhold i privatlivet, der bidrager til at stresse danskerne.

»Det er meningsløst at begynde at skille tingene ad. Vi er nødt til at tænke anderledes i forhold til det psykiske arbejdsmiljø og arbejdsskader. Det er det samlede liv, der betyder noget for den enkelte lønmodtager,« understreger hun.

»Når du ikke trives med det, du gør på arbejdet, fylder det også, når du kommer hjem, Det er de færreste, der slet ikke påvirkes af arbejdslivet i deres privatliv og omvendt. Arbejdet påvirker den måde, du er i dit parforhold og din evne til at være en god forælder. Og dit parforhold og forældreskab påvirker den måde, du er på arbejde. Vi er hele mennesker, og det er vi nødt til at anerkende, når vi arbejder med at udvikle indsatser for psykisk arbejdsmiljø,« lyder forklaringen.  

Problematisk skyttegravskrig

Eva Secher Mathiasen mener, at opgaven er ligetil og burde være forholdsvis let at løse: Arbejdsgiverne kan kun være interesseret i, at medarbejderne har det godt, og lønmodtagerorganisationerne er interesserede i, at deres medlemmer har det godt.

Og når så mange mennesker ikke trives og bukker under for kravene på arbejdsmarkedet, hvorfor så ikke snakke om det og finde frem til, hvad man kan gøre ved det i stedet for at kriges om årsagssammenhænge, spørger hun.  

»På grund af måden, vi har indrettet systemet på lige nu, bliver det en skyttegravkrig mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som i virkeligheden handler om, hvem der skal betale for skaderne af et dårligt arbejdsmiljø i stedet for en substantiel snak om, hvordan vi løser problemet.«

»Det er et kæmpestort problem. Ingen er i tvivl om, at der er rigtig mange danskere, som ikke trives. Virkeligheden er nok, at det er en kombination af arbejdsliv og privatliv, som i en eller anden konstellation går galt for den enkelte. Det er ikke til at pege på en enkelt ting som dengang, det handlede om afskærmning på stilladset. Derfor er vi nødt til at tænke i helt andre baner,« mener psykologformanden.

Offentligt ansatte hårdest ramt  

De meldinger, Eva Secher Mathiasen får fra medlemmerne, peger på, at det primært er i den offentlige sektor, at skoen trykker ildevarslende.

Velfærdens kernetropper oplever meningsløshed i deres arbejde og manglende muligheder for at udøve deres faglighed og gøre en forskel for borgerne. Psykologerne går ikke selv fri. Mange af dem bukker også under for, hvad psykologformanden ser som katastrofal styring.

»Hele det offentlige velfærdsområde er de sidste ti år blevet fyldt med produktionskrav – registrering og klinisk irrelevante målinger af, om de ansatte gør, hvad de skal. Derimod måler vi stort set ikke på effekt og på, om borgerne har fået det bedre.«

Vi er rigtig mange derude, som han se, at borgerne og patienter ikke bliver mere raske af det, vi foretager os

Hele kontrolapparatet har for Eva Secher Mathiasen at se kun som formål at levere data til nogle ledelser, som igen leverer dem videre til nogle politikere, der så kan producere pressemeddelelser om, hvor godt det går.

»Men vi er rigtig mange derude, som han se, at borgere og patienter ikke bliver mere raske af det, vi foretager os. Og de ansatte oplever tab af identitet.«

»På velfærdsområdet handler det jo om, at man kommer med et kald, sin faglighed og vilje til at gøre noget for sine medmennesker, uanset om man er læge, sosu, psykolog, sygeplejerske eller andet. Og så er det, man bliver syg og dårlig, når det går op for én, at det ikke er dét at hjælpe, men antallet af korrekte handlinger, der er det væsentlige. Man får ikke lov til at gøre sit arbejde ordentligt,« lyder kritikken.

Fluebenet er vigtigere end patienten

Eva Secher Mathiasen fremhæver et eksempel, hun synes er illustrativt for, hvor grotesk registreringskulturen har udviklet sig: En offentligt ansat psykolog får influenza, men må ikke ringe til patienten og aflyse den samtale, de har.

Patienten skal intetanende møde op til samtale og have at vide, at psykologen er syg, og at samtalen derfor ikke kan gennemføres.

Så kan institutionen nemlig krydse af, at den har leveret en ydelse, selv om ydelsen ikke er effektiv behandling. Patienten bliver frustreret over at have spildt sin tid, og psykologen ligger derhjemme og skammer sig over, at patienten bliver behandlet respektløst.

»Psykologer får også besked på at halvere samtaletiden, så de kan tage to i timen mod før én. På den måde får man dobbelt så mange igennem maskinen, men folk bliver ikke dobbelt så raske. Og det er ikke kun mine medlemmer, der er underkastet den misforståede logik. Det er der tonsvis af eksempler på i den offentlige sektor.«

Trivsel som konkurrenceparameter

Eva Secher Mathiasen anerkender ikke den argumentation, der går ud på, at den globale konkurrence presser os, og at vi skal effektivisere og jagte produktivitetsstigninger for at få det hele til at hænge sammen.

Hun mener, at den styring, der er rullet ud over den offentlige sektor, er med til at gøre flere syge og færre raske – brugere såvel som medarbejdere. Det øger presset på sektoren i en tid, hvor det stik modsatte efterspørges.

Hvis Danmark skal kunne klare sig i den globale konkurrence, er vi tværtimod nødt til at anerkende, at aktivitet målt i volumen er mindre vigtig end effekten af aktiviteten, og at trivsel er et væsentligt konkurrenceparameter, understreger Eva Secher Mathiasen.

»Medarbejdere, der har det godt, kan mere, kan lære og producere mere og trives med at arbejde længere. En virksomhed er meget bedre tjent med medarbejdere, der har det godt i stedet for medarbejdere, der hele tiden falder fra permanent eller i længere perioder, fordi de ikke kan holde til de krav, der stilles til dem. Det kan slet ikke betale sig at indrette et samfund, der ikke egner sig til de mennesker, der lever i det,« siger hun.  

Fagligt fællesskab skranter

Eva Secher Mathiasen kunne godt tænke sig ’en lille revolution’, hvor folk sagde stop og gik imod udviklingen. Det er også det hun ser i det små, når der er familier, der stikker af, køber en gård på landet og prøver at være selvforsynende.

Men hvis det ikke bare er én selv, man vil redde, men arbejdsmarkedet, man vil gøre bedre, så er det en anden indsats, der skal til, betoner hun. Og den indsats vil kun lykkes i fællesskaber – fagforeninger eller andre typer af netværk. Hvis alle bliver deres egen lykkes smed, får vi ikke et samfund, der fungerer for flertallet, vurderer hun.

Der kommer generationer nu, som slet ikke forstår, hvad det er for noget guld, de står på, når de siger nej til fagbevægelsen og agerer som deres egen lykkes smed.

Desværre er det faglige fællesskab, ikke hvad det har været, konstaterer forbundsformanden. Det er der flere årsager til. Den ene er udviklingen på arbejdsmarkedet.

»Vi ser i tiltagende grad, at folk får korterevarende ansættelsesforhold i form af åremåls- eller projektansættelser. Det tror jeg er rigtig usundt for sammenholdet, fordi man mister det faste, sociale fællesskab, der bygger på, at man kender og har tillid til hinanden og sammen har oplevet en udvikling over længere tid, som man så kan blive enige om at gå til arbejdsgiveren og kræve ændret.«

Historien fortaber sig

Hun oplever også, at det faglige fællesskab svækkes af, at fagbevægelsens tidligere bedrifter har en tendens til at fortabe sig i glemslen. Den historie ser Eva Secher Mathiasen en klar udfordring i at vække til live.

»Der kommer generationer nu, som slet ikke forstår, hvad det er for noget guld, de står på, når de siger nej til fagbevægelsen og agerer som deres egen lykkes smed. De ved ikke, hvad man kan opnå ved solidaritet og sammenhold, og hvad fagbevægelsen har skabt af resultater til gavn for medlemmerne,« siger Eva Secher Mathiasen. 

Det sidste, de unge skal gøre ifølge psykologformanden, er at slå sig til tåls med, at vilkårene i Danmark såmænd ikke er værre end andre steder, og at de bare er underkastet en verdensomspændende præstationskultur. Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser nemlig, at depression i 2030 vil være den primære årsag til, at folk står uden for arbejdsmarkedet.

»Så meget mere grund er der til, at Danmark i den globale konkurrence ikke kun regulerer på dårlig løn og produktivitetsstigninger, men også på trivsel.« 

»For hvis Danmark er et land, hvor folk har det godt og ikke bliver syge og udstødt, så er vi også et land, hvor vi lærer, udvikler og producerer bedre. Ikke et samfund, hvor alt for mange borgere har behov for dyre velfærdsydelser, vi kunne have forebygget,« mener Eva Secher Mathiasen.