Venstres bulede skolevej

Af | @JanBirkemose

VK-regeringen er i fuld gang med at udmønte sine politiske tanker om uddannelsessystemet. Men modstanden er hård, og selv om fremtiden vil bære præg af magtskiftet i Undervisningsministeriet, trækker den store revolutionering ud.

Knap et år efter Ulla Tørnæs (V) overtog Undervisningsministeriet, kan konturerne af fremtidens uddannelsessystem under et borgerligt flertal nu skimtes. Forskere, som Ugebrevet A4 har talt med, er enige om, at der vil blive øget brugerbetaling, større fokus på grundlæggende fag i folkeskolen, undervisningen vil målrettes til arbejdsmarkedet, og at en større social polarisering på området vil være en af konsekvenserne.

Alligevel er der enighed om, at en stor liberal omvæltning ikke ligger lige for. Undervisningsministeriet er nemlig så udpræget et holdningsministerium, der skal levere den kulturelle, opdragende og dannende vare, som demokratiet efterspørger, at det er umuligt at skabe væsentlige forandringer uden at både befolkning, Folketing og uddannelsessektor er enige.

Derfor er en stor del af de forandringer, som fremtiden vil byde på, resultatet af strømninger, der har været i gang i flere år under den tidligere regering. Men VK-regeringen har også selvstændige bidrag, der ikke tidligere har været stemning for, men som med det borgerlige flertal nu kan realiseres.

Opdelt i to grupper kan de realistiske forandringer se sådan ud:

  • Ændringer, der allerede i flere år har været undervejs, og som den nye regering også har sympati for. Det drejer sig blandt andet om markedsgørelse af uddannelserne, brugerbetaling og fokus på, at uddannelser skal være direkte kompetencegivende – og dermed også en svækkelse af de uddannelser, der ikke sigter på en målbar kompetence.
  • Ændringer, som alene det nye borgerlige flertal ønsker. Det er blandt andet kulturel og indholdsmæssig ændring af uddannelserne. Samt en bevidst tavshed om målet om social lighed, der i flere årtier har præget dansk uddannelsespolitik.
Ingen sociale hensyn

Netop tavsheden om social lighed anser flere eksperter, som Ugebrevet A4 har talt med, for at være et centralt punkt i fremtidens undervisningspolitik. Alle understreger dog, at også den tidligere regering havde svært ved at leve op til ideen om, at fri adgang til uddannelse kunne skabe social lighed.
 
citationstegnMan taler om faglighed og kvalifikationer, men ikke om social retfærdighed. Det betyder, at regeringen for eksempel ikke behøver at tage sociale hensyn, når den skal lave en gymnasiereform. Dermed kan den indrette gymnasierne, så de kan rumme cremen af de unge, der skal videre til universitetet. PALLE RASMUSSEN, direktør for Videncenter for Lærerprocesser ved Aalborg Universitet

Direktør Palle Rasmussen fra Videncenter for Læreprocesser ved Aalborg Universitetscenter ser tavsheden om social lighed som et usynligt punkt i regeringens uddannelsespolitik.06

»Social lighed holdes helt uden for enhver diskussion, og på den måde minder det en del om perioden under Bertel Haarder (Venstres undervisningsminister 1982-’93, red.). Man taler om faglighed og kvalifikationer, men ikke om social retfærdighed. Det betyder, at regeringen for eksempel ikke behøver at tage sociale hensyn, når den skal lave en gymnasiereform. Dermed kan den indrette gymnasierne, så de kan rumme cremen af de unge, der skal videre til universitet,« siger Palle Rasmussen.

Professor i uddannelsesforskning ved Roskilde Universitetscenter, Henning Salling Olesen, mener, at regeringen måske vil skele til tyske erfaringer, hvis der skal skabes en gymnasiereform. I de tyske delstater, der er socialdemokratisk ledet, har gymnasierne ligesom i Danmark meget høj søgning, mens de faglige karakterer er relativt beskedne. I Bayern, der er konservativt styret, har gymnasierne markant lavere søgning, men uddeler til gengæld langt højere karakterer. Henning Salling Olesen forestiller sig derfor, at den danske regering vil lade sig inspirere af den bayerske model ved en eventuel gymnasiereform.

»Det vil give et politisk stormvejr at forsøge at indføre adgangsbegrænsning, derfor kan jeg forestille mig, at regeringen i stedet vil forsøge at lokke de unge over på de erhvervsgymnasielle uddannelser,« siger Henning Salling Olesen.

Han forestiller sig desuden en klar højredrejning på folkeskoleområdet.

»I USA kalder man det »back to basic«. Det er en højrefløjskampagne, der vil styrke grundfagene i skolen, så børnene bliver bedre til at læse og regne. Det er selvfølgelig meget relevant, men i praksis er det en genindførelse af mere disciplin i undervisningen af elementære færdigheder, og det er en del af en mere konservativ indretning af grundskolen,« siger Henning Salling Olesen.

Folkeoplysningen presses

Siden midten af 1990’erne har tendensen for voksenuddannelser været, at de skal være direkte kompetencegivende, og at de skal kunne kombineres, så de studerende kan sammensætte individuelle uddannelsesprofiler. Den udvikling vil fortsætte med øget hastighed, er alle eksperter enige om.

Som et væsentlig led i den udvikling ses de nye bestyrelser for universiteterne, hvor både formand og et flertal skal rekrutteres udefra. Håbet fra forskningsminister Helge Sander (V), der har fået lagt universiteterne ind under sit ministerium, er, at de nye ledelser vil kunne skabe en større sammenhæng med uddannelse, forskning og erhvervsliv. 

»Som noget nyt kan universiteterne fremover nedsætte såkaldte aftagerpaneler, der skal rådgive om udviklingen i arbejdsmarkedets kompetencebehov,« skrev Helge Sander i et debatindlæg i Børsen i sidste uge.

citationstegnForestillingen om, at man kan skabe store ændringer i uddannelsesverdenen ved at have et flertal i folketingssalen, er en illusion. MARGRETHE VESTAGER (R), tidligere undervisningsminister

Selv om flere forskere har stor sympati for, at de dyre uddannelser og forskning skal kunne anvendes af arbejdsmarkedet, ser de udviklingen som en direkte trussel mod de uddannelser og kurser, der ikke munder ud i målbare kvalifikationer.

»Man nærmer sig en smertegrænse for folkeoplysningen i bred forstand. Det er en meget væsentlig del af det danske uddannelsessystem, der får svært ved at overleve. Det er rigtigt, at man skal sørge for, at uddannelserne kan bruges jobmæssigt, men det er uheldigt, at det går så meget ud over folkeoplysningen, for det er vigtigt, at man i alle livsfaser har adgang til ny læring,« siger Palle Rasmussen, der understreger, at folkeoplysningen er et tilbud til alle, men især har betydning for mennesker uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

»Det giver en klar risiko for et mere polariseret uddannelsessystem, hvor de stærke vil få bedre muligheder, mens de svage måske helt miste deres tilbud. Men regeringen opfatter ikke polarisering som et problem. Det er nok ikke et mål for dem, men hvis det er en konsekvens, tror jeg ikke, at det generer dem,« siger Palle Rasmussen.

Brugerbetaling rammer skævt

I spørgsmålet om social polarisering spiller øget brugerbetaling en særlig rolle. Fænomenet er ikke den nye regerings opfindelse, men forskerne er ikke i tvivl om, at brugerbetalingen på efteruddannelser som AMU-kurser vil ramme skævt.

Professor i uddannelsessociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Erik Jørgen Hansen, mener, at den adfærdsændring, der sker som følge af brugerbetaling på AMU-kurser, vil være problematisk.

»Hovedproblemet er, at vi stadig har en stor gruppe af mennesker uden en kompetencegivende uddannelse, samtidig med at arbejdsgivere stort set ikke ansætter folk uden certifikater eller uddannelse. Hvis ikke disse mennesker reelt får en chance nummer to, så får vi en meget ubehagelig situation,« siger Erik Jørgen Hansen.

Henning Salling Olesen mener desuden, at selve grundkernen i arbejdsmarkedsuddannelserne kommer under pres. Også i det tilfælde, hvor arbejdsgiverne gerne vil betale for kurserne.

»Brancher som transport, betonbyggeriet og plastindustrien er nærmest vokset op omkring disse uddannelser, som er blevet opbygget i et samarbejde mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Betingelsen har været, at uddannelserne har været brede og rettet mod hele branchen og ikke den enkelte virksomhed. Men hvis den enkelte virksomhed selv skal betale, vil den nok ikke være motiveret til at betale for den brede uddannelse,« siger Henning Salling Olesen.

Hertil kommer et paradoks i den helt store uddannelsestrend »livslang læring«. Tanken er, at det er umuligt at forudse, hvad fremtidens arbejdsmarked har brug for. Derfor skal uddannelsessystemet væk fra ideen om en lang uddannelse, der kan holde hele livet, og i stedet erstattes af en mere fleksibel uddannelse, der løbende kan tilpasse sig nye behov. I den sammenhæng vil brugerbetalingen af efteruddannelserne virke modsat hensigterne i »livslang læring«.

Inflation i uddannelse

En af de varme fortalere for »livslang læring« er Erik Jørgen Hansen, som mener, at uddannelsessystemet i dag handicappes af, at en meget stor gruppe er blevet overuddannet i forhold til de krav, arbejdsmarkedet stiller.

»Når man ikke kender fremtiden, bør uddannelserne stoppe ved bachelorniveau, og så kan fremtidens behov bestemme, hvilke overbygninger der er nødvendige,« siger Erik Jørgen Hansen, der samtidig erkender, at ideen har en af de største modstandere imod sig, nemlig det, han selv betegner som uddannelsesinflationen.

»I og med, at uddannelse er så afgørende for ens placering på arbejdsmarkedet, og der samlet set ikke er fuld beskæftigelse, så stiger kravet om uddannelse. Og generation efter generation bliver bedre uddannet end deres forældre.«

En hollandsk undersøgelse har vist, at den hollandske arbejdskraft er blevet bedre uddannet og opkvalificeret, end jobbene kræver. Erik Jørgen Hansen mener, at det samme er gældende i Danmark. Problemet er, at der står en gruppe mennesker tilbage, som ikke deltager i uddannelsesræset, og som har meget svært ved at få ufaglærte job, fordi arbejdsgiverne kan få ansatte med bedre kvalifikationer. For at skære problemet helt ud i pap citerer Erik Jørgen Hansen den amerikanske sociologiprofessor, Randall Collins:

»Med den uddannelsesinflation kan man forudse, at man kommer til at skulle have en Ph.D-grad i affaldssortering for at blive vicevært.«

Fordi uddannelsesinflationen er så folkelig forankret, virker den samtidig som en forhindring mod større ændringer i den danske uddannelsespolitik. Erik Jørgen Hansen mener, at politikernes rolle derfor devalueres til at administrere og prioritere de begrænsede midler, der er til rådighed for undervisningssektoren.

»Politikerne betyder ikke så meget for den langsigtede udvikling. Når det kommer til indretning af systemet, er det presset om mere uddannelse fra befolkningen og institutionernes personale, der er den helt store magtfaktorer,« siger Erik Jørgen Hansen.

En robust sektor

Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager kan godt nikke genkendende til beskrivelsen – i hvert fald i den betydning, at et simpelt folketingsflertal ikke kan revolutionere uddannelsespolitikken.

»Forestillingen om, at man kan skabe store ændringer i uddannelsesverdenen ved at have et flertal i folketingssalen, er en illusion,« siger Margrethe Vestager som peger på uddannelsesinstitutionerne som en indbygget bremse mod større forandringer.

»Det er ikke, fordi jeg opfatter uddannelsessektoren som modstander af forandringer, men der er en meget stor ansvarsfølelse i sektoren. Jeg mener, at det er en styrke for demokratiet, at sektoren er robust over for tilfældige politiske udsving,« siger Margrethe Vestager.

Hun vurderer, at mellem 50 og 80 procent af de lovændringer, som Folketinget vedtager på området, af samme grund er stadfæstelser af noget, der allerede er praksis i sektoren. Det betyder dog ikke, at sektoren lever som en stat i staten, og politikerne bare er stemmekvæg, der skal blåstemple sektorens egne initiativer. At noget er endt som praksis i sektoren, skyldes nemlig oftest, at det er igangsat som forsøgsordninger. Det har ifølge Vestager den fordel, at politikerne kan se, hvordan tingene virker i praksis, inden de vedtager lovændringer. Og når lovændringerne skal implementeres, er der større chance for, at det kan lade sig gøre.

Det sker dog ikke altid. Som et eksempel nævner Margrethe Vestager erhvervsuddannelsesreformen fra 2000, der skulle skabe større fleksibilitet på uddannelserne.

»Lovændringen viste sig at være en for stor mundfuld for sektoren, som stadig ikke har fået implementeret ændringerne i deres fulde form. Jeg havde håbet, at det ville gå hurtigere, blandt andet fordi flere af ændringerne havde kørt i forsøg, men det viser, at sektoren er en indbygget bremse imod for hurtige ændringer,« siger Margrethe Vestager.

Hun anser det derfor for umuligt for VK-regeringen at gennemtrumfe meget store ændringer – uanset, at de har de nødvendige stemmer i Folketingssalen. Den liberale revolution må derfor ske drypvis i det tempo, hvor både vælgerne og uddannelsessektoren er med.