Venstrefløjen stemmer sig ind mod midten

Af | @MichaelBraemer

Partierne på venstrefløjen og i særdeleshed SF har de seneste år taget et kæmpe skridt mod den politiske midte i bestræbelserne på sammen med S at udgøre et alternativ til den borgerlige regering. Det viser en kortlægning af Folketingets afstemninger de seneste 10 år. Stor ros til SF fra valgforskere, der dog også ser faldgruber i udviklingen.

AFSTEMNING Ledende kræfter i SF har travlt med at afvise, at partiet skulle være rykket til højre i jagten på vælgerne. Men en opgørelse af afstemningerne i Folketinget de seneste 10 år hamrer en gigantisk pæl igennem den påstand. Opgørelsen viser nemlig, at folkesocialisterne nærmest har foretaget et spring mod midten i løbet af de seneste fem-seks år under Villy Søvndals lederskab.

Den fuldstændige kortlægning af samtlige afstemninger i folketingssalen de seneste 10 år viser, hvorfor de politiske modstandere tilsyneladende har så svært ved at finde klangbund hos vælgerne med billedet af Socialistisk Folkeparti som nogle, der vil noget slemt med Danmark. Partiets stemmer i lovgivningsarbejdet giver stadig mindre grobund for det skræmmebillede.

Går man tilbage til 2001, da den borgerlige regering trådte til , kunne man være sikker på, at SF ville være imod VK-regeringen i knap tre ud af fire afstemninger i Folketinget. Sådan var det i folketingssamlingerne 2001-2002, 2002-2003 og 2003-2004. Helt præcis markerede partiet sin uenighed med den borgerlige regering i henholdsvis 71, 69 og 71 procent af afstemningerne ifølge kortlægningen, som Kaas & Mulvad har foretaget for Ugebrevet A4.

Men allerede året efter, hvor Villy Søvndal trådte til som partiformand, faldt tallet til 63 procent, og sådan fortsatte udviklingen – for i de seneste tre folketingssamlinger at ligge på mellem 43 og 45 procent.

SF er dermed landet på en grad af uenighed med VK-blokken, der til forveksling ligner Socialdemokraternes. S-uenigheden var på 41 procent i seneste folketingssamling. Men i modsætning til SF har Socialdemokraternes uenighed med de borgerlige været nogenlunde konstant gennem alle årene.

Billedet af, at SF har nærmet sig Socialdemokraterne, får man mere end bekræftet ved at se på sammenfald, når de to partier trykker på afstemningsknapper. Fra at SF i de første tre folketingssamlinger i 00’erne stemte imod Socialdemokraterne i knap hvert tredje tilfælde, er synkroniseringen efterhånden komplet. I folketingssamlingen 2008-2009 begrænsede SF’s uenighed med Socialdemokraterne sig til ni procent, og i den seneste folketingssamling faldt den yderligere til kun fire procent.

Fortsætter udviklingen, bliver SF nødt til kollektivt at melde sig ind i Socialdemokraterne. Politisk set var det måske også det mest reelle, mener forsker i politisk marketing og politisk psykologi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Sigge Winther Nielsen.

»Hvis man opfatter politik som noget, der handler om holdninger, kan de lige så godt slå sig sammen og spare tryksværten på det ene partiprogram,« siger han.

Sigge Winther Nielsens pointe er imid­lertid, at politik i dag handler om så meget andet end holdninger, og ud fra den synsvinkel er der masser af argumenter for at opretholde to varemærker.

»Hvis man opfatter politik som noget, der handler om stemninger, følelser og brands, så er der stadig milevid forskel. SF er Villy, varm og hip, mens Socialdemokraterne er en fornuftig Ford,« påpeger han.

Appellen skal spredes ud

Den forskel skal oppositionspartierne være bedre til at fastholde, lyder rådet fra Sigge Winther Nielsen, der mener, at oppositionen – herunder de radikale og Enhedslisten – i øjeblikket falder over hinanden i bestræbelserne for at være storbysmarte, ung med de unge og med på noderne. Det efterlader for stort spillerum for Dansk Folkeparti, som i øjeblikket opfanger for mange af de vælgere, oppositionen har brug for til at vinde et valg.

»De borgerlige er bedre til at gå ud og sige: Vi har de samme holdninger, men vi har forskellige identiteter, I kan stemme ud fra. Dansk Folkeparti appellerer til camping-segmentet, konservative til de højborgerlige og Venstre er det samlende folkeparti. I oppositionen har man været god til at samle sig politisk, som tallene viser, men ikke haft succes med at sprede identiteterne ud, så den også opsamler Bjarne fra provinsen,« mener han.

Isoleret set mener han, at SF i øjeblikket har en enorm styrke i at kunne ligne de andre politisk samtidig med, at partiet har opbygget sin helt egen identitet og følelse af fællesskab via udenomsparlamentariske aktiviteter. Og frem for alt har kørt en formand i stilling, der har ikon-agtig status og nærmest er hævet over politik.

»På den længere bane kan det selvfølgelig være et problem, hvis Villy forsvinder eller støder ind i en betonklods. Vi har set med Venstre, hvor meget partiets midtsøgende kurs var koblet op på Anders Fogh Rasmussen, og hvor mange problemer det har skabt, at han nu er væk,« påpeger Sigge Winther Nielsen.

Problemerne kan imidlertid vise sig langt tidligere for den midtsøgende partitop i SF. Og ironisk nok kan det vise sig, at det er Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts skattesag og svigtende vælgertilslutning til netop det parti, man har søgt parløb med, der udløser balladen. Rundt om i landet sidder nemlig en hær af folkesocialister, der efterhånden har slugt så mange kameler, at puklerne stritter ud til alle sider.

Kun vedvarende fremgang i meningsmålingerne og udsigten til at vælte de borgerlige og komme i regering har hidtil fået for eksempel formanden for SF-Ringsted, Anne Katrine Ljungdalh, til at dæmpe kritikken af det kursskifte, hun oplever, at hendes parti har foretaget på Christiansborg. Især på det retspolitiske område og i forhold til flygtninge og indvandrere.

»Man har været nødt til at fremvise et alternativ til den nuværende regering, og derfor har mange af os slugt rigtig mange kameler. Hvis det mislykkes, og Lars Løkke fortsætter som statsminister, bliver der nogle i SF, der skal stå skoleret og til regnskab,« siger hun.

Men indtil videre behøver partitoppen ikke at frygte et opgør nedefra. Ingen ønsker for alvor at vippe båden, når man ifølge meningsmålinger har tredoblet stemmeandelen til rundt regnet 18 procent siden valget og kursskiftet i 2005, og medlemmerne samtidig strømmer til. Og ret skal være ret, mener Anne Katrine Ljungdalh – Villy Søvndal har formået at formulere den sociale indignation, der er hjerteblod for SF, på en måde, så den trænger igennem i forhold til brede dele af befolkningen.

»Det er også sjovt at være i SF. Alle, der møder én på gaden, siger ’Ih, hvor gør I det godt’. Det har vi ikke prøvet før. Det er dejligt at være med i en succes. Man skal så bare bliver der, hvis det bliver en fiasko. Men det tager vi til den tid,« siger hun.

Leflen eller opdragelse

SF’s evige problem – at de, man gerne vil gøre det godt for, faktisk stemmer på nogle andre, typisk Dansk Folkeparti – er SF-lokalformanden ikke overbevist om, at man har fået løst. Og hun har heller ikke opskriften på, hvordan man gør det. Det er fremdeles akademikere, lærere og pædagoger, der præger partiet.

Det var også appellen til den vildfarne, almindelige vælger, der optog Özlem Cekic, én af de kritiske »røde« i SF’s folketingsgruppe, da hun op til partiets landsmøde i april gav interview i dagbladet Information og fastslog, at SF ikke er og ikke skal være de røde socialdemokrater.

Hun var glad for, at vælgerne var begyndt at vandre over den politiske midte, men mente ikke, at lokkemidlet skulle være, at man tilpasser sig deres holdninger og puster til deres frygt. Kort sagt ’taler vælgernes sprog’ i stedet for at komme med konkrete politiske løsninger på deres problemer.

Den kritik har hun ikke lyst til at gentage. Men hun vil gerne fastslå, at SF meget bevidst arbejder på et samarbejde med Socialdemokraterne, og at det ikke afspejler sig i folketingsarbejdet på en måde, som hun er begejstret for.

»Det holder selvfølgelig ikke at indgå i et samarbejde og hvert andet minut hakke på hinanden. Men jeg vil til enhver tid påstå, at når man har to partier, så skal man også kunne se forskellen,« mener hun.

Til sammenligning har de radikale og Socialdemokraterne ikke været nær så enige i de politiske spørgsmål op gennem 00’erne, selv om de to partier forinden havde vist deres samarbejdsduelighed og slebet hinandens kanter af gennem mange års regeringssamarbejde. Set over et årti kan uenigheden mellem radikale og Socialdemokraterne opgøres til cirka 20 procent.

Sådan leger vi ikke

Anne Katrine Ljungdalh fra Ringsted forventer, at den noget udviskede SF-profil bliver pudset op igen, når først man er kommet i regering. Men sådan leger man ikke i politik. Bordet fanger, påpeger valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager.

»Det kan få vælgermæssige konsekvenser for SF, hvis man giver nogle andre holdninger til kende i det øjeblik, man sidder i regering. For så er der nogle vælgere, der vil føle sig snydt,« mener han.

Det er for Rune Stubager at se et kunststykke, SF har udført igennem de seneste fem år. Den nye stil og højredrejningen, som ifølge tallene ikke kun handler om retorik, men også om konkret politik, har sat partiet i stand til at opsnappe de såkaldt ’radicoole’ – veluddannede, unge storbyvælgere, som tidligere gav de radikale en kortvarig opblomstring. Og det er sket, uden at man har sat nævneværdigt til over for Enhedslisten på den anden side.

»Enhedslisten ligger bedre og er kommet fri af spærregrænsen, men fremgangen er småpenge i forhold til, hvor meget SF er gået frem. Utilfredse vælgere på venstresiden af SF kan opleve springet ud til Enhedslisten som for langt, så hvis Enhedslisten gerne vil være et stort parti, må de følge med. Der er god plads ind til SF og mulighed for mange bløde holdninger på udlændingeområdet, før man når til 24 års reglen,« siger Rune Stubager.

Det er en meget nem position, Enhedslisten har i dag, når partiet bare siger, at dét er vi imod, og vi går ikke på kompromis, mener han.

Men Enhedslisten er faktisk blevet mindre dogmatiske i de seneste 10 år vurderet på baggrund af tallene fra Folketingets afstemninger. Partiets uenighed med VK-regeringen er faldet støt fra i omegnen af 80 procent til nu 60, mens uenigheden med Socialdemokraterne er faldet fra cirka 40 til nu 25 procent.

Den udvikling er der to forskellige forklaringer på ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt Nielsen.

»Vi er ikke blevet mere enige med regeringen gennem årene. Tallene afspejler, at VK-regeringen lagde de meget ideologiske ting på bordet i starten, efter de var trådt til i 2001 – de skrappe ting på udlændingeområdet og opgøret med den hidtidige miljøpolitik for eksempel,« siger hun.

Vigtigt med fælles fodslag

Derimod vil hun godt stå ved, at man gør sig mere umage for at finde fælles fodslag med Socialdemokraterne og også SF og de radikale.

»Tidligere stillede vi forslag præcis, som vi syntes, de skulle være. Det gør vi stadigvæk, men nu bruger vi også mange kræfter på, hvad vi kan få de andre med på. Det er vigtigt for os at præge og forpligte et kommende flertal. En situation efter et valg med en regering, der er afhængig af Enhedslisten, er grundlæggende forskellig fra situationen i 90’erne, hvor Socialdemokraterne kom til på de radikales nåde,« siger Johanne Schmidt Nielsen.

Hun synes ikke, at billedet af Enhedslisten som et alt-eller-intet-parti er korrekt. Men selv om SF’s højredrejning er kommet hendes parti til gode i form af både medlemstilgang og bedre meningsmålinger, anerkender hun, at det langt hen ad vejen er opfattelsen.

»Det er en konstant opgave for os at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør. Og problemet er, at det ofte kræver mere end to sætninger,« siger hun.