Venstrefløjen må få hår på brystet

Af

De borgerlige har haft alt for let ved at udnytte almindelige menneskers bekymring for terror, kriminalitet og dårligt integrerede udlændinge. Venstrefløjen må tage folks bekymringer alvorligt og anvise utraditionelle løsninger. To centrale SF’ere kommer med deres bud på venstrefløjens fornyelse.

SF har siden valget for halvandet år siden befundet sig i en stadig tydeligere identitetskrise. Nederlaget i november 2001 var kun sidste led i 16 års politisk nedtur. Langt ind i partiets ledelse erkendes behovet for politisk fornyelse, men hvordan?

En stadig stærkere magtfaktor er et netværk af yngre folkesocialister, som onde tunger kalder »Børnebanden«. Et netværk der især presser på for nytænkning på tre områder – sikkerhedspolitik, udlændinge og retspolitik:

»Venstrefløjen har ikke taget folks behov for tryghed alvorligt. Det er godt med visioner, men vi må også have praktiske svar på folks frygt for at blive overfaldet – eller deres bekymring for, at samfundet kløves af etniske konflikter,« siger den 28-årige Peter Goll, der er medlem af SF’s forretningsudvalg.

»Vi har overladt svaret på sikkerhed, kriminalitet og udlændinge til de borgerlige, som dermed virker menneskelige og optaget af hverdagen for de danskere, der føler sig pressede.

Arbejderbevægelsen opstod ellers som en kamp for jævne menneskers tryghed – ordentlig løn, boliger, anstændige forhold for børnene med videre. Vi må erkende, at mennesker i dag fordrer tryghed på nye områder – og at venstrefløjen må omstille sig for igen at udvise menneskeligt engagement i almindelige folks hverdag.«

Det 29-årige folketingsmedlem Morten Homann supplerer:

»Mange på venstrefløjen hænger stadig fast i 1968 og får nærmest fysisk ubehag ved ordet tryghed. For dem er venstreorientering at lave alt om. Vi skal overvinde den falske modstilling mellem tryghed og forandring. Folk har brug for et trygt fundament, hvis de skal folde sig ud og deltage i de mange forandringer af samfundet«.

Farvel til NATO-modstand

Lige nu har SF en populær mærkesag i modstanden imod en Irak-krig. Men ellers har de seneste års sikkerhedspolitiske opbrud voldt store kvaler. Da danske styrker deltog i NATO-aktionen i Kosovo, blev krigen støttet af mange SF-vælgere – og partiet tabte stemmer til Socialdemokraterne. Folkesocialisterne kom atter i kattepinen, da danske tropper blev sendt til Afghanistan for at kæmpe mod taleban-regimet.

citationstegnEn populist er én, der går på kompromis med sine idealer for at blive populær. Venstrefløjen har gjort det modsatte: Vi er gået på kompromis med vore idealer – og derfor er vi blevet upopulære. PETER GOLL

Peter Goll og Morten Homann er ikke i tvivl. SF skal vinke farvel til NATO-modstanden og om nødvendigt sende danske tropper i krig:

Homann: »SF skal sige ja til NATO, ligesom vi for nogle år siden accepterede EU. Der er masser af problemer i de to organisationers politik, men begge er kamppladser mellem forskellige holdninger. Visionen må være, at NATO udvides med endnu flere demokratier, og at organisationen leverer de styrker til FN, som verdensorganisationen ikke selv råder over. Vi må erkende, at verden i ekstreme situationer har brug for en politibetjent. Det skal ikke være USA, men FN og NATO.«

Goll: »SF’s sikkerhedspolitik lægger med rette vægt på social forebyggelse – at skabe udvikling gennem bistand, markedsadgang og så videre. Men nogle gange er forebyggelse for sent, og der er brug for akut helbredelse – det vil sige militær magt. Når der findes regimer som taleban i Afghanistan, er pacifisme det modsatte af humanisme. Her kan venstrefløjens grundværdier om demokrati og menneskerettigheder kun håndhæves med militær magt.«

Homann: »Men en krig kræver, at tre betingelser er opfyldt: For det første må alle andre muligheder være udtømt. For det andet må krigen mindske den samlede lidelse for civilbefolkningen. For det tredje må det ske i respekt for den internationale retsorden – for eksempel FN. Derfor var det rigtigt, at det internationale samfund gik i krig i Bosnien og Afghanistan, mens en krig i Irak er forkert på nuværende tidspunkt.«
Hvorfor?

Homann: »I Irak er alle andre muligheder netop ikke udtømt. I stedet for krig bør våbeninspektørerne have flere ressourcer og beskyttes af FN-tropper, så de om nødvendigt kan tiltvinge sig adgang til fabrikker og lignende. Det hører også med i billedet, at en krig i Irak kan skabe kaos i Mellemøsten og dermed påføre civilbefolkningen endnu større lidelse.«

12SF-formand Holger K. Nielsen har draget en anden lære af Irak-krisen. Han mener, at den fransk-tyske modstand imod USA viser perspektivet i EU, og at EU skal udvikles til en modmagt til USA?
Goll: »Jeg har stor respekt for Holgers analytiske evner, men her er vi ikke enige. EU er jo lige så splittet som NATO og FN. Fordelen ved NATO er, at organisationen både omfatter USA, Canada og Europa, og at vi gennem NATO er med til at binde USA ind i et net af internationale aftaler og spilleregler. Sikkerhed skal ikke skabes regionalt, hvis det kan ske internationalt eller globalt.«

SF-vælgere gik til højre

Udlændinge- og retspolitikken er andre af SF’s ømme punkter. Ved det seneste valg mistede folkesocialisterne ikke kun stemmer til Socialdemokraterne. Over 40 procent af de frafaldne gik til Venstre, Dansk Folkeparti og andre på højrefløjen, og her spillede udlændingepolitikken en vigtig rolle. Efter »børnebanditternes« mening bærer venstrefløjen selv et stort medansvar:

Goll: »Udlændingepolitikken er endnu et område, hvor vi har kritiseret de borgerlige, men ikke selv anvist løsninger på folks bekymringer. Det ville være en spændende mental øvelse, hvis SF i det næste år afstod fra kritik af de borgerlige og udelukkende kom med egne løsninger på integrationen. Vi har troet, at integration kom af sig selv. Det gør den ikke. Integration stiller store krav til både gamle og nye danskere. Tag problemerne med tvangsægteskaber og familiesammenføringer. Det er reelle problemer, som de borgerlige løser på en forkert måde – ved restriktioner for, hvorvidt unge må gifte sig med folk fra andre lande. Vi er imod disse stramninger, men har også et alternativ, nemlig forslag om et obligatorisk program for alle, der vil giftes med én her i landet og have varigt ophold i Danmark.«

Homann: »Programmet skal strække sig over lang tid og både indeholde undervisning i dansk, en tilknytning til arbejdsmarkedet og undervisning i kultur- og samfundsforståelse – blandt andet skal kvindernes ligeberettigelse skæres ud i pap. Det er vigtigt, at forløbet tilrettelægges individuelt: Der er jo pokkers til forskel på en indisk IT-programmør og én fra den anatolske højslette, der kun har gået få år i skole. Men deltagelse skal være obligatorisk. Hvis folk ikke passer programmet, får de heller ikke varig opholdstilladelse og må dermed rejse hjem igen.«
Goll: »Vi skal heller ikke være bange for at tage værdikampen. Lige nu er der debat om, hvorvidt det fundamentalistiske Hizb Ut-Tahrir må låne offentlige skoler til deres møder. Selvfølgelig må de ikke det. Vi skal heller ikke låne skoler ud til nazister eller autonome, der bekæmper demokratiet. Anti-demokratiske grupper bør hverken have offentlige tilskud eller lokaler, og det gælder uanset deres etniske baggrund.«

Populær eller populisme

Peter Goll og Morten Homann lægger op til en lignende omstilling omkring retspolitikken. Venstrefløjen skal ikke nedtone mange menneskers bekymring for vold og kriminalitet. Den skal heller ikke altid være imod længere straffe. Kodeordene i en ny retspolitik skal være respekt for ofrene og »straffe der virker«.

De to SF’ere er inspireret af fængselsvæsenet i Canada, der giver mennesker nye sociale færdigheder, mens de afsoner deres straf.

Homann: »Vi skal i langt højere grad se straf og behandling under ét. Forbrydere skal straffes, men vi skal også hindre, at de falder tilbage i kriminalitet og dermed skaber nye ofre. Det danske fængselsvæsen spiller fallit, når op mod 80 procent af de indsatte igen ender i kriminalitet. Der er brug for mindre og mere behandlende institutioner, hvor vi kan nedbryde det hierarki, som de stærke fanger skaber i mange fængsler.«

Goll: »Offeret skal i centrum i en ny retspolitik. De borgerlige forlanger bare længere straffe, venstrefløjen går imod – og alle glemmer ofrene. Ofrene har ofte brug for bedre erstatning og mere støtte. Nogle gange bør det være en del af straffen, at forbryderen skal flytte til en anden bydel, så offeret ikke møder den kriminelle på gaden, så snart vedkommende er ude igen.«
For jer er mere straf ikke et fy-ord?

Homann: »Vi er ikke ideologiske modstandere af længere straffe. Det afgørende er, at der skabes gode programmer, så forbryderne ikke falder tilbage i kriminalitet. På nogle områder vil det måske kræve længere straffe. SF støttede blandt andet længere straf for voldtægt, og det var godt.«

Goll: »Lad os kaste en handske til de borgerlige i retspolitikken: Der bør som forsøg oprettes to mindre institutioner, som både spærrer forbrydere inde og behandler dem. De nye institutioner skal trække på den knowhow, der findes på de mere håndfaste behandlingssteder for belastede unge og bemandes med både fængselspersonale og behandlere. Lad os så år for år sammenligne deres resultater med fængselsvæsenet og offentliggøre det hele på internettet!«
Mange af jeres partifæller anklager jer for populisme – at I vil ændre SF’s politik for at tækkes vælgerne?

Goll: »En populist er én, der går på kompromis med sine idealer for at blive populær. Venstrefløjen har gjort det modsatte: Vi er gået på kompromis med vore idealer – og derfor er vi blevet upopulære. Venstrefløjens oprindelige drivkraft var, at mennesker i bunden af samfundet og deres bekymring skulle tages alvorligt. Det har vi svigtet – og det skal der rettes op på.«