Venstrefløjen har kurs mod et skarpt hjørne

Af

ANALYSE Fløjene mobiliserer usædvanlig kraftigt op til SF’s landsmøde i weekenden. Striden handler ikke kun om den politiske linje, men også om tiden efter partiformand Holger K. Nielsen. Alliancer og magtforhold er skiftet. Ikke kun EU, men på selve partiets placering på det politiske landkort splitter SF.

MAGTFORSKYDNING Når folkesocialisterne i Store Bededagsferien samles til landsmøde i Tingbjerghallerne i København, vil de historiekyndige i al stilfærdighed tænke deres. SF’s sidste landsmøde i Tingbjerg var i 1976. Det blev starten på en smertefuld strid mellem højre- og venstrefløjen, som sendte fem folketingsmedlemmer og tidligere partiformand Sigurd Ømann ud af SF.

Så galt går det næppe denne gang, selv om der fra alle sider mobiliseres hårdt op til landsmødet. De forskellige strømninger er ikke alene uenige om den politiske linje. De ved også, at den nye hovedbestyrelse, som på landsmødet vælges for to år, får stor betydning for kursen fremover. Ikke mindst hvis Holger K. Nielsen som ventet trækker sig som formand efter næste valg.

SF har altid rummet forskellige strømninger med hver deres bud på partiets kurs. Men denne gang er magtkampen skærpet og alliancerne anderledes end tidligere.

citationstegnEn overgang mindede den EU-venlige del af SF ellers mest af alt om sangen med de ti små cyklister, der falder fra én efter én: Først gik gruppeformand Steen Gade, så næstformand Christine Antorini og så ny gruppeformand Jes Lunde. På Christiansborg var MF’erne Margrete Auken og Anne Grete Holmsgaard alene tilbage på skansen. Den midtsøgende del af SF var – tilsyneladende – på vej mod opløsning.

Baggrunden er en situation, som ikke kan kaldes en egentlig krise, men alligevel er ganske alvorlig. En stribe advarselslamper blinker på én gang:

  • Tilbagegang  SF har ikke haft fremgang ved et folketingsvalg siden 1987 – bortset fra en mikroskopisk landvinding i stemmetallet i 1998. Næste valg bliver næppe meget anderledes. Folkesocialisterne står godt nok i meningsmålingerne til en lille fremgang, men taber normalt terræn i valgkampene.
  • Profil SF mangler klare og slagkraftige mærkesager. Sidste års landsmøde gjorde børn og unge til den røde tråd, men det har verden uden for partiet ikke mærket meget til. Og det vækker kritik på de indre linjer.
  • Generationsskifte Størstedelen af folketingsgruppen er 50 år eller derover, og de yngre vil til fadet. De unge tilhører imidlertid flere forskellige af de konkurrerende netværk, som strides om SF’s politiske linje.

Dertil kommer et forestående lederskifte. Holger K. Nielsen er med tretten år på posten en af de længst siddende partiformænd på Christiansborg. Den 54-årige Holger K. fører også folkesocialisterne til valg næste gang, men det bliver formentlig det sidste.

Alliancerne skifter

Tiden op til landsmødet har især været præget af uro om næstformandsposten. SF’s to kvindelige næstformænd, Jane Findal og Mette Feifer, trak sig én for én. Især Mette Feifers sortie er udtryk for den ændring af alliancerne, som på én gang skaber ballade og ny dynamik.

Mette Feifer tilhører den kreds af unge folkesocialister, som på de indre linjer kaldes »Børnebanden«.

Det samme gør folketingsmedlem Morten Homann og Peter Goll, som er medlem af forretningsudvalget. Øgenavnet skyldes ikke mindst, at Børnebanden højlydt har efterlyst et generationsskifte i SF-toppen og folketingsgruppen. Den hører til på SF’s midter- og venstrefløj.

For nogle år siden blev medlemmerne af Børnebanden ligefrem kaldt »Holgers unge«. SF-formanden var kommet sejrrigt ud af mange års opgør med den EU-venlige fløj omkring tidligere gruppeformand Steen Gade. Og folk som Peter Goll, Morten Homann og Mette Feifer blev set som fremtidens ledere i et SF, der havde benene solidt plantet i EU-skepsis og venstrefløj.

Men det seneste år har vendt op og ned på de gamle alliancer. Holger K. Nielsen er slået ind på en kurs, der moderniserer SF.

Skiftet er tydeligst i EU-politikken, hvor folkesocialisterne på et stormfuldt landsmøde i efteråret vedtog en ny og mere europæisk orienteret linje. Derefter fulgte et hårdt opgør om posten som spidskandidat til Europa-Parlamentet, hvor den EU-venlige Margrete Auken vandt snævert over skeptikeren Pernille Frahm.

Også i velfærdspolitikken er et forsigtigt skifte undervejs. SF fremlagde for nylig et økonomisk udspil, som fastfryser skattetrykket på 2001-niveauet og skærer i sociale ydelser til velhavende børnefamilier og pensionister. Og på de indre linjer spores en ny åbenhed overfor at diskutere mere vidtgående reformer af velfærdssamfundet.

Politisk comeback

Det politiske skifte skyldes ikke mindst, at SF-toppen omkring Holger K. Nielsen og gruppeformand Aage Frandsen har allieret sig med dem, de sloges bravt med for få år siden – nemlig den EU-venlige fløj, der efter temperament kan kaldes modernister, midtsøgende eller slet og ret højrefløjen.

En overgang mindede den EU-venlige del af SF ellers mest af alt om sangen med de ti små cyklister, der falder fra én efter én: Først gik gruppeformand Steen Gade, så næstformand Christine Antorini og så ny gruppeformand Jes Lunde. På Christiansborg var MF’erne Margrete Auken og Anne Grete Holmsgaard alene tilbage på skansen. Den midtsøgende del af SF var – tilsyneladende – på vej mod opløsning.

Men en ny generation har taget over og gjort et bemærkelsesværdigt politisk comeback. Når hovedbestyrelsen efter landsmødet vælger ny næstformand, peger meget på Trine Bendix Knudsen, som tilhører den kreds af yngre kvinder, der har givet nyt liv til SF’s »modernister«.

Denne fløj i SF har også de bedste chancer, hvis valget af nye folketingskandidater rundt om i kredsene udløser et generationsskifte. SF’s folketingsgruppe er i dag tæt på 50 år eller derover – bortset fra to af de tretten MF’ere: Kamal Qureshi og Morten Homann. Og meget tyder på genvalg af den nuværende folketingsgruppe. Kun to-tre steder i landet er yngre folk i positioner, som med lidt held kan føre til Folketinget, og de tilhører alle den mere midtsøgende del af SF:

  • Mandatet i Frederiksborg Amt bliver ledigt, hvis Margrete Auken vælges til Europa-Parlamentet. Her er tidligere medlem af forretningsudvalget Pia Olsen i spil.
  • Folketingsmedlem Lene Garsdal udfordres i Nordjylland af Villy Dyhr, der er afdelingschef i Forbrugerrådet og medlem af SF’s forretningsudvalg.
  • Vestre Storkreds i København er en af de mere usikre kredse. Her skal tidligere folketingsmedlem Knud Erik Hansen i kampafstemning med den unge Ninna Thomsen.

Ingen kan i dag med sikkerhed sige noget om udfaldet. De lokale afstemninger afsluttes til september, og flere steder falder afgørelsen først ved selve folketingsvalget. Et eventuelt generationsskifte ser dog ikke ud til at gavne Børnebanden, der ellers slog sig op på et skifte. Ud over Morten Homann er deres bedste chance i Københavns Amt, hvor et par mandaters fremgang kan give Holger K. Nielsen følgeskab af endnu et SF-mandat. Her har Peter Goll lagt billet ind, men skal først ud i hårde lokale opgør.

SF er således midt i en strid, som på én gang handler om generationer og politik.

citationstegnDet seneste år har vendt op og ned på de gamle alliancer. Holger K. Nielsen er slået ind på en kurs, der moderniserer SF. Skiftet er tydeligst i EU-politikken, hvor folkesocialisterne på et stormfuldt lands-møde i efteråret vedtog en ny og mere europæisk orienteret linje.

»Modernisterne« er ikke kun tilhængere af et stærkt EU, men vil også placere SF anderledes på det politiske landkort. Folkesocialisterne skal ikke per automatik være til venstre for Socialdemokraterne, snarere ved siden af. SF skal i højere grad end Socialdemokraterne være rede til at forandre den offentlige sektor og give plads til moderne individualisme, mener de.

Heroverfor står de lidt ældre »traditionalister« og de unge i Børnebanden. Sidstnævnte frygter, at SF bliver for elitære og ufolkelige – også når det handler om problemer med udlændinge og kriminalitet. De vil holde fast i en god portion EU-skepsis og i en klassisk social omfordelingspolitik. Striden i SF handler om, hvorvidt partiet »skal ligne Det radikale Venstre eller være et folkeparti på venstrefløjen« – som en af børnebanditterne udtrykker det.

Tiden efter Holger

Samtidig bringer fløje og personer sig i stilling til tiden efter Holger K. Nielsen. På tværs af fløjene forventes det, at SF-formanden trækker sig efter næste valg – eller senest midt i valgperioden.

Og et lederskifte betyder ikke kun, at der skal vælges ny formand, men også at mange af de andre kort i spillet blandes på ny.

Generationsskiftet i SF-toppen er ekstremt dårlig forberedt. I en del år var den mest oplagte »kronprinsesse« Christine Antorini, men hun røg uklar med de fleste og forlod for nogle år siden SF til fordel for Socialdemokraterne. Og det mest sandsynlige bud er i dag folketingsmedlem Villy Søvndal. Det er ikke ligefrem et generationsskifte – han er 52 år. Det er også et meget traditionelt valg: Villy Søvndal hører til den del af SF, som taler dunder imod velfærdsreformer og længe var skeptisk over for EU. Men han står med de bedste odds, hvis Holger K. Nielsen trækker sig inden for få år.

Søvndals modpol er SF’s midtsøgende fløj, hvor formandskandidaterne kan blive det 55-årige folketingsmedlem Anne Grete Holmsgaard eller den 39-årige Villy Dyhr, som spås pæne chancer for at komme i Folketinget ved næste valg. Kilder i SF-toppen vurderer dog, at Søvndal har de største chancer for at erobre flertallet, hvis et landsmøde inden for de næste år skal vælge ny formand.

Folketingsmedlem Anne Baastrup nævnes også som et muligt kompromis, men mange tvivler på, at hun har den nødvendige råstyrke til formandsposten. De nye magtforhold i SF kan da også på paradoksal vis øge Villy Søvndals chancer. Den midtsøgende fløjs comeback betyder, at de forskellige strømninger kan indgå et mere ligeværdigt kompromis om den fremtidige ledelse. Og det vil være helt i SF’s ånd:

Da Holger K. Nielsen og Steen Gade i 1991 dystede om formandsposten, blev resultatet en magtdeling mellem de daværende fløje. Holger K. Nielsen tog posten som partiformand, men Steen Gade blev gruppeformand og en synlig nummer to. Et kompromis, der holdt de forskellige strømninger inden for SF’s rammer.

Måske vil historien gentage sig. Holger K. Nielsen er ikke mindst blevet som formand, fordi Villy Søvndal ikke skulle have magten på et sølvfad. Det får han heller ikke nu. »Modernisterne« kan give ham kamp til stregen og indgå med styrke i en ny ledelse, som forener fornyelse med tradition. Netop dén balance er Holger K. Nielsens drøm. Efter næste valg kan han derfor gå med ære.