Venstre taber slaget om ghettoer

Af | @GitteRedder

Kun få danskere har tillid til, at regeringen kan løse problemerne i ghettoerne, viser ny undersøgelse gennemført umiddelbart efter, at VK præsenterede sin ghettoplan. Regeringen har kikset, fastslår politisk ekspert.

DAGSORDEN Ikke mindre end fem ministre sad på rad og række, da regeringen forrige tirsdag præsenterede sin ghettoplan. På skift fortalte socialministeren, justitsministeren, integrationsministeren, beskæftigelsesministeren og undervisningsministeren om de 32 initiativer, der skal ændre udviklingen i ghettoområderne. 

Men på trods af, at en hel hærskare af ministre præsenterede en af regeringens store politiske satsninger, tror danskerne ikke, at regeringen er den rette til at få styr på kriminalitet og sociale problemer i ghettoerne. I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4 blandt 2.051 vælgere, peger kun 12 procent på, at Venstre er det parti, der bedst kan løse ghetto-problemerne. Og endnu færre – fire procent – peger på de konservative.

Dermed halter Venstre og konservative langt efter både Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, når danskerne skal angive, hvilke partier de har mest tillid til kan løse ghettoproblemerne. Godt hver femte dansker – 21 procent – mener, at Socialdemokraterne bedst kan løse ghettoproblemerne, mens næsten lige så mange – 20 procent – mener, at det er Dansk Folkeparti. 11 procent af danskerne tror på SF. 

I lyset af, at undersøgelsen er gennemført i samme uge, som regeringens ghettoplan blev præsenteret, og Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard foreslog at forbyde paraboler i ghettoerne, kalder politisk kommentator Hans Engell undersøgelsen for en katastrofe for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

»Regeringen kiksede fuldstændig præsentationen af sit ghettoudspil. Få dage inden lanceringen går Lars Løkke ud i store interview og taler værdipolitik, og derved kommer han til at skygge for udspillet. Samtidig lækker man på forhånd 90 procent af ghettoplanen til forskellige medier, og dertil kommer, at man er for sent på den med udspillet og lader S-SF’s ghettoplan stjæle billedet,« konstaterer Hans Engell.

At vælgerne har mere tillid til, at Dansk Folkeparti kan løse problemerne i ghettoerne, hænger ifølge Hans Engell i høj grad sammen med, at partiet er meget synligt i sin ghettopolitik.

»Dansk Folkeparti har meget vedholdende kørt ghettopolitik som et stort tema, og deres løsninger er enkle og meget firkantede. Det er der selvfølgelig nogle, der falder for,« siger Hans Engell.

Venstres gruppeformand Kristian Jensen mener, at det er uretfærdigt, at vælgerne ikke belønner regeringspartierne for ghettoplanen.

»Vi burde have været på førstepladsen. Men man må sige, at Pia Kjærsgaard er kommet med nogle markante udtalelser, hvor vi ikke har tænkt os at konkurrere på at være mest markant,« siger han.

»Men der er nogle problemer i ghettoerne, hvor vi ikke har løftet opgaven godt nok. Jeg tror stadigvæk, at vi har den rigtige medicin, og det tror jeg også, vi kommer til at se, når vi forhandler ghettoplanen,« siger han.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Peter Skaarup glæder sig over målingen, som han nu vil bruge som rygstød i de politiske forhandlinger om fremtidens ghettoindsats. At DF scorer højt, tager han også som udtryk for, at danskerne bekymrer sig om, at mange i ghettoerne udelukkende ser arabiske tv-kanaler. 

»Der er stor tillid til, at nogle af de skrappere midler, som vi foreslår, godt må tages i brug,« siger Peter Skaarup.