Venstre bør lære af udbudsfiasko

Af | @JanBirkemose

Mens private jobcentre kuldsejler, fortsætter Venstre med at have hede følelser for mere udlicitering. Velfærden vil have bedre af mere samarbejde og mindre konkurrence.

LEDER »Det er virkelig, virkelig ærgerligt,« lød det i sidste uge fra brancheorganisationen Dansk Erhverv om de kommuner, som endnu ikke har placeret hele velfærden hos ISS og andre private firmaer. En tilsvarende ærgrelse opleves i disse dage i Køge. Efter at have udliciteret det kommunale jobcenter til et hollandsk firma i et år, erkender kommunen nu, at resultaterne er elendige og prisen urimelig høj. Derfor fyres det hollandske firma, og Køge deler dermed skæbne med Lars Løkke Rasmussens gamle kommune Gribskov, der også brugte sidste uge til at kappe bånd til privatiseringscirkusset.

Her tog kommunen ellers skridtet fuldt ud sidste år og omdannede jobcentret til et aktieselskab, hvor majoriteten af aktierne var på private hænder. Men også her er succesen udeblevet, og aktieselskabet skal nu betale en bod på 3,8 millioner kroner.

Det er naturligvis let at være bagklog, men helt ærligt – hvad er det dog for en udbudsfeber, der ligger bag, når man udliciterer de ledige og sætter jobcentret på aktier? Svaret er naturligvis det samme, som ligger bag Venstres forslag, der sjovt nok kom samtidig med, at de to private jobcentre kuldsejlede i sidste uge. Nemlig, at udbud af offentlige opgaver giver maksimal kvalitet for pengene. Trods talrige fiaskoer landet rundt i udliciteringer af ældrepleje, børnepasning, madlavning, rengøring og nu også jobskabelse og aktivering tror Venstre så meget på privatiseringstankegangen, at partiet vil tvinge kommunerne til at øge udbuddet af opgaver med et procentpoint om året.

Udbudsmelodien har ofte været spillet i de liberale kredse, hvor det i årevis har været svært at forlige sig med, at udliciteringen af kommunale opgaver steg mere under Nyrup-regeringen, end under den nuværende. Men eftersom regeringen nu lover nulvækst i kommunerne vejrer udbudspolitikerne morgenluft, fordi de fuldt og fast tror på, at velfærd der udbydes på det frie marked er billigere, end hvis kommunen så at sige beholder det inhouse. Selv om der ikke skal herske tvivl om, at det er og har været sundt for mange kommunale enheder at smage lidt konkurrence, er hele udbudsideen en ideologi, der er blottet for logik. Der kommer ikke mere velfærd for pengene, når det kommunale budget både skal finansiere en kommunal sektor og finansiere opbygningen af en privat sektor. Og selv om nogle private leverandører sikkert er dygtige og pålidelige, er det et faktum, at de kun er på markedet, fordi de ønsker at tjene penge. Den profit, som de private trækker ud, er offentlige velfærdspenge, som der ikke kommer velfærd ud af.

Endelig er der hele konkurrencetankegangen, der hviler på en hestehandlerlogik om, at jo større konkurrencen er, jo billigere bliver det. Men der er mindst lige så meget logik i, at jo flere enheder driften spredes ud på, jo dyrere bliver det. Set i det lys ville den kommunale stordrift give den bedste økonomi. Og hvad kvaliteten angår, er det vel ikke konkurrence, hvor alle aktører dyster mod alle, der giver den bedste præstation. Når det kommer til velfærd, er der langt større perspektiver i samarbejde end i benhård konkurrence, hvor ingen deler noget med hinanden.

Udbud af velfærdsopgaver kan i konkrete situationer være den rigtige løsning. Men det er ikke altid mirakelmedicin på slunkne kommunekasser. Derfor skal Venstre ikke tvinge kommunerne ud i meningsløse udbud – og hvis der er tvivl om, hvad det vil sige, kan man bare spørge i Køge eller Gribskov.