Velstillede vælter sig i sundhedsforsikringer

Af | @MichaelBraemer

En million danskere har nu en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, men det skattefri personalegode er ekstremt ulige fordelt, viser ny A4-undersøgelse. Offentligt ansatte bliver næsten helt forbigået. Ekspert frygter, at udviklingen af et A- og et B-hold i sundhedsvæsenet vil svække opbakningen til det offentlige sundhedsvæsen.

SUNDHED »Personalemangel og ingen behandlingsgaranti – hvad rager det mig?«

Sådan kan flere og flere danskere tillade sig at sige. Op mod en million lønmodtagere har nu en sundhedsforsikring som skattefrit personalegode og kan springe køen til behandling i det offentlige sygehusvæsen over ved at tage på privathospital. Det fremgår af en undersøgelse, som Capacent Epinion har foretaget for Ugebrevet A4.

Undersøgelsen er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danskere, der er over 18 år og aktive på arbejdsmarkedet. Af dem svarer 38 procent, at deres virksomhed stiller en sundhedsforsikring til rådighed. Det svarer til, at 998.000 danske lønmodtagere har en skattefri sundhedsforsikring ifølge beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AErådet) har foretaget på baggrund af A4’s tal.

Dermed er der sket en voldsom udbredelse af sundhedsforsikringer, siden regeringen ved årsskiftet 2003 ændrede skatteloven, så man som lønmodtager ikke skal betale skat af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Ifølge de statusrapporter, Folketinget hvert år modtager om personalegoder, var der i det første år efter lovændringen 235.000 danskere med en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring. Det tal var i 2007 vokset til 550.800 personer og er i år for alvor eksploderet ifølge A4’s undersøgelse.

Men udbredelsen af sundhedsforsikringer er meget ulige fordelt, viser tallene. Det er næsten udelukkende privatansatte, der løber med forsikringerne, mens de offentligt ansatte står tomhændede tilbage.

94 procent af de offentligt ansatte må således tage til takke med de sundhedsydelser, deres egen sektor kan tilbyde. I den private sektor kan 58 procent af de ansatte blæse på ventetider og i kraft af deres sundhedsforsikring tage på privathospital, hvis helbredet skulle svigte.

Men her hører uligheden ikke op. Ser man på den private sektor, hvor sundhedsforsikringerne florerer, så er der en klar sammenhæng mellem størrelsen af lønchecken og sandsynligheden for at have en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.

Mens omkring halvdelen af de privatansatte med under 300.000 kroner i årsindkomst har en sundhedsforsikring, gælder det to ud af tre blandt deres kolleger med over en halv million kroner i årsindkomst.

Fordelt på uddannelse er der i den ene ende af skalaen 39 procent af privatansatte udelukkende med folkeskoleuddannelse, som har en sundhedsforsikring. I den anden ende af uddannelsesskalaen har 63 procent af de privatansatte med videregående uddannelse en arbejdsgiverbetalt ordning, som sikrer dem behandling på privathospital.

Med andre ord har man ikke opnået den lighed, der var målet, da politikerne ved lovændringen i 2003 gjorde det til et krav for at opnå skattefriheden, at alle virksomhedens medarbejdere bliver tilbudt sundhedsforsikringerne.

A- og B-hold

Chefanalytiker i AErådet Jonas Schytz Juul ser ulighederne som stærkt problematiske og mener, at vi er ved at udvikle et A- og et B-hold i sundhedsvæsenet. Og ikke mindst finder han det urimeligt, at personalegodet er skattefrit, så offentligt ansatte er med til at finansiere de privatansattes sundhedsordninger.

»Man bør afskaffe skattefri frynsegoder, fordi det er en form for skattelettelser ad bagvejen. Den skatteindtægt, vi ville få på den måde, kunne bruges til skattelettelser, som alle kan gennemskue og få del i. Hvis medarbejdere vil have sundhedsforsikringer, skal arbejdsgiveren da endelig give dem. Det skal bare ikke være noget, som alle betaler, men kun nogle nyder godt af,« siger Jonas Schytz Juul.

AErådet har beregnet, at statskassen mister skatteindtægter på 684 millioner kroner i år, med den udbredelse sundhedsforsikringer har ifølge A4’s undersøgelse. Det er sket med udgangspunkt i en årlig præmie på 1.250 kroner per forsikret medarbejder.

Patientforeningen Danske Patienter ser også med bekymring på udviklingen og frygter i lighed med AErådet, at flere sundhedsforsikringer vil føre til et første- og andethold med ulige adgang til behandling i sundhedsvæsenet.

»Sundhedsforsikringer kunne være et bidrag til sundhedsvæsenet, som frigjorde kapacitet, men jeg er bange for, at det ikke er det, der sker. Jeg frygter, at udbredelsen af sundhedsforsikringer og behandling i privat regi tværtimod udhuler systemet, fordi der kommer til at mangle personale. Og hvad så med dem, der står uden for arbejdsmarkedet og folk med kroniske sygdomme og komplicerede sygdomsforløb, som ikke er attraktive for forsikringsselskaberne? De bliver taberne,« siger direktør i patientforeningen Morten Freil.

Danske Patienter vil arbejde for at styrke det offentlige sundhedsvæsen, så ingen kommer bagest i køen uanset udbredelsen af privat behandling. Samtidig mener Morten Freil, at der er behov for at fjerne det økonomiske grundlag for sundhedsforsikringernes voldsomme udbredelse.

»Arbejdsgiverne må betale alle de goder til deres medarbejdere, de vil, men de behøver ikke være skattebegunstigede. Som det er, er det folk med virkeligt behandlingsbehov, der er med til at betale gildet, uden at de selv er inviteret med. Og det er bekymrende,« siger han.

Fattig velfærd

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, senior projektleder på Dansk Sundhedsinstitut, er også kritisk over for det skattefradrag for sundhedsforsikringer, som folk får som del af deres lønpakke. Ikke så meget på grund af værdien af skattefradraget, der svarer til 550 kroner om året. Det er, mener han, småpenge, når man tænker på de flere hundrede tusinde kroner, de selvsamme mennesker betaler i skat. Og godet skiller sig økonomisk ikke ud fra mange af de andre personalegoder, der i forvejen tilbydes på det private arbejdsmarked.

Jakob Kjellbergs bekymring går mere på, at man med skattefrie sundhedsforsikringer er ved at rokke ved noget fundamentalt i velfærdssamfundet. Og det kan få alvorlige følger, når den demografiske udvikling med færre aktive på arbejdsmarkedet til at tage sig af flere ældre, slår igennem om 10-12 år, påpeger han.

»Risikoen er, at udviklingen i de private forsikringsordninger svækker opbakningen til det offentlige sundhedsvæsen. Det har ikke været et problem hidtil. Men hvad sker der i en situation, hvor det offentlige ikke kan levere varen, og hvor vi har lavet en struktur, hvor man kan sikre sig på anden måde med skattefradrag? Vi skal passe meget på ikke at komme i en situation, hvor folk på arbejdsmarkedet klarer sig i privat regi, mens resten er henvist til ”welfare for the poor” (velfærd til de fattige, red.). Det bliver nemlig let til ”poor welfare” (fattig velfærd, red.),« siger han.

Med en mere stabil balance mellem unge og ældre i samfundet havde Jakob Kjellberg set mere roligt på udviklingen. For diskussionen om sundhedsforsikringer og privat behandling er nogle gange ude af proportioner efter hans vurdering.

»Sidste år blev der udbetalt 754 millioner kroner fra sundhedsforsikringer. Det er en andel af det samlede sundhedsvæsen, som kan gøres op i promiller,« siger han.

Når sundhedsforsikringerne ikke kaster mere af sig, kan en forklaring være, at forsikringerne er langt mere udbredte blandt unge uden det store behandlingsbehov end blandt de ældre, som erfaringsmæssigt har de største problemer med helbredet.

Blandt de 18-34-årige har 66 procent af de privatansatte en sundhedsforsikring, mens det i den anden ende af aldersskalaen kun er 42 procent af de over 56-årige, der er sundhedsforsikret ifølge A4’s undersøgelse.

Værdiløst som trækplaster

Nadeem Wasi, virksomhedsrådgiver på Center for Ledelse, peger på, at forsikringsselskaberne i sagens natur gerne vil sælge så mange forsikringer som muligt, og arbejdsgiverne kan opnå mængderabat hos selskaberne.

»Hele modellen er baseret på, at en masse unge betaler til, men ikke trækker på, ordningen,« siger han.

Center for Ledelse spørger hvert andet år danske virksomheder om deres brug af personalegoder. Flere end to tredjedele af virksomhederne giver i den seneste undersøgelse fra i år udtryk for, at de vil øge personalegoderne de næste to år. Og det er blandt andet sundhedsforsikringer, som mange virksomheder vil bruge til at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Nadeem Wasi mener, at unge ville have mere glæde af for eksempel flere omsorgsdage og rådgiver i det hele taget virksomhederne til at gøre personalegoder mangeartede og valgfrie, så de kommer til at passe bedre til medarbejdernes livssituation. Det er med fleksible og individuelle tilbud, at man kan gøre sig attraktiv for nye medarbejdere. Sundhedsforsikringernes værdi i konkurrencen om arbejdskraft tror han til gengæld ikke på.

»Man har svært ved at forestille sig den jobsøgende, der går hjem til sin samlever og siger, at af de to job, han har fået tilbudt, dér vælger han nummer to, fordi virksomheden tilbyder en sundhedsforsikring. Og efterhånden som alle får sundhedsforsikringer, mister de under alle omstændigheder deres tiltrækningskraft,« siger han.