Velkommen til 72 millioner tyrkere

Af Ellen T. Nørby

Udvidelsen er endnu et tegn på, at EU i høj grad er et solidarisk projekt. Men herhjemme trives frygten for, at et fællesskab vil betyde flere munde at mætte – i stedet for at være et mulighedernes rum, hvor flere hænder kan arbejde og løfte opgaverne.

SOLIDARITET Det er en historisk festdag, når EU udvides med 10 nye lande. Og glæden ikke bør overskygges af sorte bekymringer, nationalt navlepilleri og gætterier om, hvorvidt, hvor mange, hvornår og hvordan den udenlandske arbejdskraft nu vil forholde sig til det udvidede arbejdsmarked.

Udvidelsen er endnu et tegn på, at EU i høj grad er et solidarisk projekt. Et samarbejde, hvor vi i fællesskab har nået nogle resultater, som landene aldrig havde nået selv. Spørgsmålet i disse dage er blot, hvor langt solidariteten strækker, og hvem man ønsker at byde velkommen i fællesskabet.

Fagbevægelsen og Socialistisk Internationale har historisk set brystet sig af at være solidariske organisationer. Organisationer, som skulder ved skulder har kæmpet for fælles rettigheder, højere standarder og bedre vilkår. Men solidariteten klinger hult i forbindelse med EU’s udvidelse.

Det synes, som om socialdemokraterne og fagbevægelsen i Danmark har mere travlt med at lukke grænserne end med at sikre, at Polen, Litauen, Slovenien og de andre lande – deres arbejdere og indbyggere – kan få del i den vækst og udvikling, som vi andre har oplevet gennem EU’s indre marked og frie bevægelighed.

Et andet skår i glæden har været de helsides annoncer, som Dansk Folkeparti har indrykket i danske aviser. Her forsøger DF at udstille udvidelsen som begyndelsen på enden. »72 millioner tyrkere på gratis tur i EU« lyder budskabet. Det er frygten for, at et fællesskab vil betyde flere munde at mætte, i stedet for at anskue fællesskabet som et mulighedernes rum, hvor flere hænder kan arbejde og løfte opgaverne. For Dansk Folkeparti er den forestående EU-udvidelse kun en smagsprøve på, hvordan det danske arbejdsmarked og velfærdssystem vil blive oversvømmet af mennesker fra de nye EU-lande.

Ikke nok med, at Dansk Folkepartis kampagne er usmagelig. Analysen er også absurd og udviklingen urealistisk. Desværre er det en ofte anvendt retorik at tegne skræmmebilleder.

Selvfølgelig er vi nødt til at forholde os realistisk og konstruktivt til EU’s udvidelse og de muligheder og eventuelle problemer, som den kan medføre.

Budene på, hvad der vil ske, er mange. SiD har gennem det polske arbejdsministerium erfaret, at mindst 85.000 polakker efter 1. maj vil søge arbejde i Danmark. Beskæftigelsesministeriet skønner, at 20.000 personer fra hele Østeuropa vil søge til Danmark i løbet af det første år, og at søgningen herefter vil flade ud. Ifølge Dansk Folkeparti vil en eventuel optagelse af Tyrkiet medføre, at 72 millioner tyrkere kommer væltende ind over de europæiske grænser. Overfører vi den antagelse til Polen, så vil 40 millioner polakker snart banke på dørene i de nuværende EU-lande.  Selv om jeg af princip aldrig vædder, så tør jeg i dette tilfælde godt at satse en god flaske vin på, at det ikke sker.

Angsten for at miste danske arbejdspladser lurer. Solidariteten kan ligge på et lille sted, og talerne om forholdsregler giver mindelser til folk, der skyder gråspurve med kanoner. Fakta har vi derimod få af, eftersom det hele handler om fremtiden.

Og hvorfor i alverden venter vi ikke bare og ser, hvilken retning udviklingen tager? Lad os da lade være med at tage sorgerne på forskud og i stedet fejre EU’s udvidelse som den historiske og glædelige begivenhed, den er.