Velgørenhed vinder frem

Af | @MichaelBraemer

Danskerne er begyndt at få pungen op af lommen og støtte gode sager. Tre ud af fire danskere støttede sidste år frivilligt arbejde, og mange forventer, at de vil øge deres støtte de kommende år, viser ny A4-undersøgelse. De vil blive holdt til ilden af frivillige organisationer, der fortsat ikke er tilfredse med danskernes offervilje, og som til manges fortrydelse bliver stadig mere direkte i deres indsamlingsarbejde.

GI’ EN SKÆRV I en international sammenligning har danskere altid været noget påholdende, når det handler om at støtte frivillige organisationer, de såkaldte NGO’er. Organisationer, der arbejder for blandt andet miljøbeskyttelse, bedre levevilkår i den tredje verden, børns vilkår og bekæmpelse af særlige sygdomme.

Men nu er velgørenhed på fremmarch i Danmark. 77 procent af danskerne støttede sidste år NGO’er som medlemmer og/eller med bidrag, og af dem siger over halvdelen, at de i dag bruger flere penge på at støtte den frivillige sektor, end de gjorde for tre år siden.

Det fremgår af en undersøgelse, som Analyse Danmark har udført for Ugebrevet A4 blandt 1.217 danskere.

Og mange er parate til at yde endnu mere. 25 procent af dem, der i dag støtter NGO’er, forventer at bruge flere penge på støtte i de kommende år, mens det store flertal på 66 procent forventer, at de vil bruge det samme beløb som nu. Kun tre procent har en forventning om at skære ned på deres bidrag til NGO’er.

Udviklingen bekræftes af lektor på Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen, der for to år siden var med til at gennemføre en stor undersøgelse for Socialforskningsinstituttet af danskernes frivillige arbejde og i den sammenhæng også undersøgte omfanget af donationer til sektoren.

»Der er gennem de seneste 15 år sket en stigning både i den aktive, frivillige indsats i foreningerne og i pengegaverne. Det er et overskudsfænomen. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi har nogle ressourcer, vi kan tilbyde, og som samtidig efterspørges af organisationerne – uddannelse, særlige kompetencer eller penge,« siger han.

Også marketingchef i Kræftens Bekæmpelse Poul Møller har bemærket den positive udvikling i danskernes offervilje og glæder sig over den. Her som i de andre organisationer, der arbejder altovervejende på grundlag af indsamlede midler, falder bidrag på et tørt sted. Organisationen har et årligt budget på 400 millioner kroner, og kun seks procent dækkes af midler fra tips og lotto.

»Parallelt med et økonomisk overskud har danskerne fået en højere bevidsthed og et mentalt overskud, der motiverer dem til at gøre andet og mere end at tænke på sig selv. De søger selvtilfredsstillelse og anerkendelse ved at hjælpe andre, men da tid jo er et knaphedsgode, så er den lette variant for mange at betale sig fra det,« siger Poul Møller.

Tilstrømningen af frivillige, der engagerer sig i sagen, er dog også langt, langt større i dag end for bare få år siden, fortæller marketingchefen i Kræftens Bekæmpelse, der har haft en vækst i indsamlede midler på fem procent årligt de seneste fem år.

Vi køber aflad

For mange danskere forbliver indsatsen for den gode sag dog et økonomisk anliggende, fremgår det af Ugebrevet A4’s undersøgelse. Når folk bliver spurgt om, hvorfor de støtter NGO’er, er den altdominerende begrundelse, at de dermed kan bidrage til en positiv udvikling, uden at de behøver at bruge tid på det i en travl hverdag. Det synspunkt tilslutter 68 procent sig.

Undersøgelsen viser samtidig, at den voksende støtte til NGO’er kun i begrænset omfang handler om, at vi vil lappe på forsømmelser fra det offentliges side. Således er det for eksempel kun 11 procent, der erklærer sig enige i udsagnet »hvis det offentlige brugte flere penge på ulandsbistand, ville jeg ikke bruge så mange penge på at støtte organisationer, der støtter den tredje verden, som nu«.

Opfattelsen af, at der er et konfliktfyldt forhold mellem den frivillige og den offentlige sektor, og at man er imod staten, hvis man går ind for den frivillige sektor, er udbredt, men holder ikke, understreger Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet.

»Tværtimod er der hos folk, der arbejder frivilligt og giver bidrag til frivillige organisationer, en større tillid til staten og de offentlige myndigheder end hos dem, de ikke gør det. Det er et plus-samspil og ikke et nul-samspil. En veludviklet stat lægger jo på mange måder også fundamentet for det frivillige arbejde, der opfattes som et supplement og ikke en erstatning,« siger han.

Forebyggelse og bekæmpelse af særlige sygdomme er ifølge A4’s undersøgelse det formål, danskerne helst vil støtte. 24 procent ville vælge sygdomsbekæmpelse, hvis de kun havde mulighed for at støtte ét formål. To andre sager, der i høj grad appellerer til danskernes offervilje, er forbedring af børns vilkår, som 22 procent ville prioritere, og forbedring af menneskers vilkår i den tredje verden, som 20 procent ville vælge, hvis de kun kunne støtte ét formål.

Som marketingchef i den største sygdomsbekæmpende organisation er Lars Møller ikke overrasket over danskernes prioritering.

»Alt andet lige, så er sygdom den sag, der er tættest på dig selv.«

Katastrofer sælger

Langt fjernere, men lige så appellerende til offerviljen er naturkatastrofer. Tsunamien i Sydøstasien i 2005, der kostede mange tusinder mennesker livet, har været stærkt medvirkende til, at der er sket en vækst i donationerne til de humanitære organisationer i de seneste år, mener Stig Fog. Han har som indsamlingschef i Folkekirkens Nødhjælp gennem otte år og som tidligere generalsekretær i Dansk ungdoms Fællesråd en solid baggrund i den frivillige sektor og arbejder i dag som indsamlingskonsulent for de frivillige organisationer.

En anden grund til, at organisationernes indtægtskurver har været opadgående, er, at organisationerne er blevet dygtigere til at samle ind til deres sag, påpeger Stig Fog. Men han mener, at Ugebrevet A4’s undersøgelse trods alt tegner et for positivt billede af danskernes offervilje.

»Hvis 77 procent siger, at de støtter de gode sager, så er det muligvis rigtigt. Men kun fordi der kommer nogle og banker på deres dør et antal gange om året, og de kan give den 10-krone, der gennemsnitlig bliver lagt i indsamlingsbøsserne. Eller fordi de køber lodsedler og spiller i tombola i det lokale indkøbscenter. For hvis du tager alle organisationernes databaser og hiver alle navnene fra medlemskaber og donationer med afsender på ud og derefter fjerner dubletterne, så vil du stå tilbage med 20 procent af befolkningen. Det er en anerkendt vurdering i branchen,« siger han.

Modsat de exit polls, der udføres i forbindelse med folketingsvalg blandt personer, der faktisk har været inde og stemme, så afspejler en undersøgelse som A4’s snarere intentioner end handlinger, mener Stig Fog.

»Når først muldvarpeskindet skal op af lommen, ser det straks lidt dårligere ud. Men det gode er jo, at når intentionen er der, så er der også sandsynlighed for, at det bliver til noget på et tidspunkt,« siger han.

Påtrængende organisationer

Ifølge A4’s undersøgelse brugte 35 procent af danskerne over 500 kroner på støttemedlemskaber og/eller bidrag til NGO’er i 2006 – de 18 procent af dem mere end 1.000 kroner.

Vil organisationerne have beløbene op, så er der ifølge lektor Lars Skov Henriksen flere hints i undersøgelsen, som den frivillige organisationsverden bør skrive sig bag øret.

Han hæfter sig ved, at 58 procent af de adspurgte giver udtryk for, at de ville bruge penge/flere penge på NGO’er, hvis det var mere gennemskueligt, hvad deres penge gik til. Og at 59 procent giver udtryk for, at det ikke er i orden, at organisationerne henvender sig til dem telefonisk eller på gaden.

»Selv om jeg tror, at den skepsis, der er over for branchen, i høj grad handler om uheldige enkeltsager, der er blæst op i pressen, så bliver den nødt til at gøre sig umage med at vise, at pengene nu også bruges til det, de skal bruges til. Og hvad det andet angår, så er det jo en vigtig meddelelse om, at man ikke skal ødelægge den velvillighed, der er til stede hos danskerne, ved at være for anmassende i sin hvervning.«

Stig Fog er lodret uenig. Det er præcis, fordi organisationerne passer folk op på gaden og ringer dem op, at der er vækst i indsamlingsarbejde, påpeger han.

»Folk siger, de ikke kan lide det, men organisationerne kan bare konstatere, at hvis de ikke gør det, så får de ikke pengene ind. En annonce i en avis kan måske godt give et enkelt bidrag, men fordi man ikke ved, om der kommer et bidrag nummer to, så kan størstedelen af den indsats vise sig at være spildt. Derimod kan en fast aftale på gaden eller i telefonen sikre, at bidragene fortsætter år efter år,« siger han.

Frivillighed er også forretning

Stig Fog ved godt, at det kan lyde som en ubehagelig og meget forretningsmæssig måde at anskue tingene på. Men han mener, at det er den eneste ansvarlige måde at udnytte organisationens midler til at få endnu flere penge. Og at det sker, er i alles interesse, mener han.

»Det danske samfund bygger på en sammenhængskraft, der blandt andet baserer sig på frivillige organisationer. Det er folk, der er gået sammen om en opgave, de i fællesskab vil løfte bedre, end det offentlige kan gøre det, og med nogle andre værdier end det offentliges. Jeg ved godt, at jeg nu går over i den ideologiske afdeling, men dem mener jeg ikke, at vi kan leve uden.«

Lektor Lars Skov Henriksen mener heller ikke, at de frivillige organisationer behøver at frygte for deres fremtid, selv om deres øjeblikkelige fremgang til en vis grad er bestemt af de gode konjunkturer.

»For samtidig har vi jo også oplevet en voksende politisk fokus på ikke-statslige løsninger og vigtigheden af at bidrage med frivilligt arbejde og civilt engagement,« siger han.