Velgørenhed er blevet en folkesag

Af | @MichaelBraemer

Hattedamen, der støttede det kirkelige hjælpearbejde og den skæggede biologilærer, der støttede miljøbeskyttelsen. Sådan var billedet af det frivillige Danmark for få år siden. Men i dag er det en bred kreds af danskere, der støtter de frivillige organisationer med betydelige beløb, viser ny A4-undersøgelse. Den frivillige sektor giver gadehvervning og det direkte møde med danskerne æren for, at billedet er vendt.

HATTEN GÅR RUNDT Den tid er forbi, hvor velgørenhed var overladt til hattedamer. Økonomisk støtte til de frivillige organisationer, der arbejder med gode formål, er i vækst i disse år, og udviklingen er båret af et bredt og langt hen ad vejen repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har udført for Ugebrevet A4 blandt 1.196 danskere, af pengestrømmene til den frivillige sektor. Generelt har sektoren været ramt af faldende offentlige tilskud de seneste fem år. Men samtidig har den oplevet en vækst i de frivillige bidrag, som nu løber op i mere end to milliarder kroner årligt.

77 procent af den danske befolkning støttede sidste år de såkaldte NGO’er som medlemmer og/eller med bidrag, viser undersøgelsen. 18 procent gav bidrag til den frivillige sektor på over 1.000 kroner, og selv i denne gruppe af superstøtter finder man befolkningen bredt repræsenteret.

Om det så er lærlinge og studerende med en formodentlig anstrengt økonomi, halter de ikke meget bagefter, når det handler om at støtte en sag, de brænder for. Gruppen udgjorde 24 procent af de adspurgte i undersøgelsen og 19 procent af superstøtterne.

Den brede folkelige opbakning til det frivillige arbejde er et forholdsvis nyt fænomen, fortæller Stig Fog, tidligere indsamlingschef i Folkekirkens Nødhjælp gennem otte år og i dag indsamlingskonsulent for frivillige organisationer.

»Vi skal ikke længere end fem-otte år tilbage, før den typiske danske donor var en kvinde over 60. Hun boede i en af de store byer og var velstillet socialt og økonomisk, havde religiøs baggrund og gav til mange forskellige formål. Det var et overskudsmenneske, sandsynligvis også med en god uddannelse,« lyder hans karakteristik.

At billedet har ændret sig radikalt i løbet af bare få år, skyldes ifølge Stig Fog, at mange organisationer for fem år siden begyndte at møde befolkningen ansigt til ansigt gennem gadehvervning. En metode, der – som A4 beskrev i sidste uge – ikke falder i god jord hos danskerne. 59 procent af de adspurgte i A4’s undersøgelse giver udtryk for, at det ikke er i orden, at organisationerne henvender sig til dem telefonisk eller på gaden.

Men forhadt eller ej – metoden virker! Organisationerne fik fat i de grupper, der ifølge alle undersøgelser mente, at det var vigtigt at være solidarisk med den tredje verden, god mod dyr eller en helt tredje sag. Men som bare ikke havde tradition for at støtte frivilligt arbejde, og som mange organisationer havde afskrevet sig muligheden for at komme i kontakt med.

»I Folkekirkens Nødhjælp undersøgte vi i begyndelsen af årtusindet, hvem den gennemsnitlige, faste bidragsyder var. Det var en person i begyndelsen af 60’erne. Da vi så begyndte på gadehvervning og så på, hvem der var hvervet på den måde året før, var gennemsnitsalderen faldet til 32,« fortæller han.

Hattedamerne spøger stadig

Det er dog fortsat de over 60-årige, der er mest villige til at støtte de frivillige organisationer ifølge Ugebrevet A4´s undersøgelse. Således er de 60-70-årige som den eneste aldersgruppe stærkt overrepræsenteret blandt superstøtterne, der bidrog med over 1.000 kroner til NGO’er i 2006. Her udgør de 27 procent, selv om de kun udgør 18 procent af de adspurgte.

Ligesom alderen fremmer også uddannelse til en vis grad viljen til at støtte det frivillige organisationsarbejde. Mens der blandt superstøtterne er en svag underrepræsentation af personer, som udelukkende har folkeskoleuddannelse, er der en tilsvarende overrepræsentation af mellemlangt og højere uddannede. De højere uddannede udgør 31 procent af de adspurgte, men 36 procent af superstøtterne.

Trods alle gode viljer i den brede befolkning spiller også indtægtsforhold en rolle for, hvor villig man er til at spendere større beløb til velgørende formål, viser undersøgelsen. Personer med en husstandsindkomst under 400.000 udgør »kun« 23 procent af elitestøtterne, men 33 procent af de adspurgte. Personer med over 800.000 kroner i husstandsindkomst udgør omvendt 15 procent af elitestøtterne, selv om de udgør en mindre andel på ni procent af de adspurgte.

Om den forholdsvis større offervilje i de højere indtægtsklasser i fuldt omfang modsvarer deres bedre økonomiske muligheder har Stig Fog ikke noget klart svar på.

»Man taler jo altid om absolutte beløb og ikke om relative beløb i forhold til folks indtægt.

Faktum er, at det er i de rige postnumre, der kommer flest penge i bøssen ved indsamlinger, selv om mange gerne vil vende det om og sige, at det er de fattige, der betaler. Men igen – om bidragene står i rimeligt forhold til indtægterne er svært at opgøre.«

Det er menneskeligt at ville hjælpe

Tallene i undersøgelsen afspejler trods alt en langt bredere opbakning til det frivillige arbejde end bare for få år siden, bekræfter Robert Hinnerskov, generalsekretær i de danske indsamlingsorganisationers brancheorganisation ISOBRO. Den har 111 medlemsorganisationer, som helt uden eller kun med delvis offentlig støtte arbejder med blandt andet internationalt hjælpearbejde, socialt og humanitært hjælpearbejde på nationalt plan, miljø- og dyrebeskyttelse samt sygdomsbekæmpelse.

Også Robert Hinnerskov peger på den direkte markedsføring med gadehvervning som det, der rettede op på en stærkt aldrende støtteskare og også ændrede den sociale profil på organisationernes bidragsydere.

»Man kan jo bare spørge sig selv, hvem der vil lade sig stoppe på gaden af unge gadehververe – de unge eller de ældre damer. Svaret giver sig selv,« siger han.

Dagens unge har ikke som tidligere tiders ungdom været organiseret i spejderbevægelse og lignende og derigennem blevet opdraget til at give, påpeger han. Derfor måtte der træde noget andet i stedet for at imødekomme deres behov for at være noget for andre.

»Min datter går på gymnasiet med en pige, der har et barn i Afrika. Når en gymnasieelev engagerer sig i sådan noget, tror jeg ikke, det er et spørgsmål om penge, og at hun forestiller sig, at hun redder hele Afrika. Men hun forholder sig til den globale virkelighed og tilfredsstiller et almenmenneskeligt behov for at hjælpe andre. Mere kompliceret tror jeg ikke, det er,« siger han.

Den frivillige sektor indgik alene i 2005 aftale på gadeplan med 80.000 donorer, som forventes at tilføre sektoren 200 millioner kroner. Beløbet er beregnet ud fra et fast månedligt bidrag på 60 kroner i gennemsnitlig tre et halvt år.

Robert Hinnerskov erkender, at gadehvervning rummer en risiko for, at den enkelte donor kommer til at støtte sager, de tilfældigvis er rendt ind i på gaden, frem for andre formål, vedkommende i virkeligheden brænder mere for.

»Men det understreger jo blot behovet for, at alle vores organisationer markedsfører sig mere direkte. I virkeligheden er det kun en håndfuld af vores organisationer, der præsenterer sig på en dagsordensættende måde i det store mediebillede. Og i 2007 risikerer man en langsom død, hvis man ikke kommunikerer,« mener han.

Vi prioriterer forskelligt

Behovet for, at der ikke står »Hjælp Afrika« på enhver indsamling og hvervning, understreges også af Ugebrevet A4’s undersøgelse. Her fremgår det tydeligt, at folk ikke støtter det frivillige arbejde som sådan, men enkeltsager ud fra deres personlige baggrund og prioritering. Og at den har tydelig sammenhæng med politisk tilhørsforhold.

Hører man til den gruppe, der vil stemme socialdemokratisk ved et valg i morgen og kun havde ét bidrag i bøssen, er der størst sandsynlighed for, at man vil støtte forbedring af børns vilkår. Radikale, konservative, SF’s og da i særdeleshed Enhedslistens vælgere ville derimod i større omfang prioritere forbedring af menne-skers vilkår i den tredje verden.

Venstres og i endnu højere grad Dansk Folkepartis vælgere er lidt forbeholdne over for den frivillige sektor. Men den sag, der ville samle størst opbakning, hvis der kun var mulighed for at støtte ét formål, ville for begge gruppers vedkommende være forebyggelse og bekæmpelse af særlige sygdomme.

Dansk Folkepartis vælgere springer i øvrigt i øjnene som den gruppe, der suverænt lægger mest vægt på dyrevelfærd. 19 procent peger på forbedring af dyrs vilkår som det vigtigste formål at støtte. Det samme mener for eksempel kun tre procent af SF’s vælgere.