Velfærdsstaten Danica

Af

De store forsikringsselskaber foretager aggressive ryk i denne tid, som vil forandre den danske sundhedsmodel.

LASKEDE KROPPE »Kære Hansen, Jeg kan se, at dit kolesteroltal er steget, og at dit kondital er gået ned. Som du ved, vil det forringe vores virksomheds sundhedsscore, og forsikringspræmien bliver sat op. Kan vi ikke aftale, at vi får gjort noget ved din krop?« Sådan kan en samtale mellem en arbejdsgiver og en medarbejder udvikle sig i fremtiden. Som det første selskab vil Danica Pension nemlig lade virksomhederne slippe billigere i præmie til sundhedsforsikringer, hvis medarbejderne er sundere end gennemsnittet. Og da Danica er én af de største udbydere af sundhedsforsikringer, vil den beslutning nu få konsekvenser for mange tusinde danskere.

Hvad er det, der sker? Der sker bare det, som vi hele tiden har vidst, ville ske: At når man lægger sundheden over til forsikringsbranchen og virksomheder, så tager forretningslogikken over. Beslutninger flyttes fra demokratiske rum til direktionslokaler. Mennesker bliver til varer på et marked, til investeringsobjekter, der skal give afkast. Og noget så gammeldags som solidaritet og omfordeling? Glem det! Forsikringsordningers væsen er, at de ikke omfordeler fra stærke til svage. Er du stærk, slipper du med en lav præmie, er du svag, må du punge ud. Eller i dette tilfælde stå skoleret for din arbejdsgiver og håbe, at han synes, at han har råd til at have en medarbejder med en lidt for lasket krop!

Danica-modellen er ikke det eneste aggressive ryk, som forsikringsselskaberne har taget i denne måned. Konkurrenten PFA har netop bebudet, at man vil lade egne læger og psykologer overtage behandlingen af stressramte og psykisk syge, fordi man ikke har tid til at vente på »det offentlige, som ikke er god nok til at få folk i job igen«. Igen opfattes mennesket som en produktionsmaskine. Og igen glider opgaver fra den offentlige til den private sektor.

Forsikringsbranchen anslår, at vi nu har rundet 850.000 forsikrede danskere. »Og hvis du ringer til mig igen om to eller tre år, vil jeg svare, at der er to millioner danskere med en sundhedsforsikring,« sagde cheføkonomen i Danica Pension til Berlingske Tidende forleden. Og det skal nok passe med forsikringsselskabernes aggressive salgsstrategi. Rygterne vil vide, at selskaberne er ved at finpudse nye ordninger, der garanterer udvidet hjemmepleje og en plejehjemsplads med havudsigt og tilbud inden for efteruddannelse, medicin og lægebesøg. Vi taler om et marked, der rykker.

Sundhedsforsikringerne er gået ind i fase 2. Hvor fase 1 har handlet om at få så mange med som muligt, handler den næste fase om at differentiere og udvide varesortimentet i butikken. Nu går skellet ikke bare mellem dem, der har en sundhedsforsikring – og dem uden. Men også mellem dem med høje kolesteroltal og dem med lave.

At der bliver forskel på folk, er ikke det største problem. Det største problem er, at det, der umiddelbart ligner en overbygning på velfærdsmodellen, med tiden kan underminere middelklassens opbakning til samme model. For når stadigt flere får deres behov dækket på markedet, vil interessen i at presse politikerne til at løfte den offentlige sundhed aftage. Kittet vil forvitre. Og velfærdsmodellen vil svækkes.

Igen må vi konstatere, at de største samfundsforandringer ikke besluttes politisk, men kommer snigende. I starten går det langsomt, men pludselig går det – meget – hurtigt.