Velfærdsdebat kørt af sporet

Af

Den ellers så kvalificerede debat om velfærden har udviklet sig til en uskøn politisk konkurrence på overbud og skattelettelser. Find nu den dato, Fogh.

AFSPORET Meget kan man sige om velfærdsdebatten i det seneste år. Men som demokratisk proces har forløbet været imponerende. For tænk engang: Danskerne har debatteret det samme tema – et løft af velfærdssamfundets kerneydelser fra ældreforsorgen over hospitaler til børnehaver og skoler – i det samme offentlige rum i uge efter uge. Og debatten har haft det meste: Masser af avisartikler, dokumentarudsendelser om ældreplejen, debatmøder, tv-indslag, meningsmålinger, læserbreve, demonstrationer, blokader af børnehaver og vuggestuer, dybtgående analyser, rapporter og meget andet. Og så er det ikke kun forskerne, politikerne og de politisk-økonomiske sekretariater, der har været engageret i debatten. Det har vi alle – helt ned til diskussionen med fætter Johannes om forholdene på oldemors plejehjem og vores børns nedslidte skoler. Yderst imponerende. Vi taler om noget, som man ikke ser i nogen andre lande.

Som demokratisk proces minder debatten om den debat om velfærdsreformer, der kulminerede med velfærdsforliget sidste sommer. Også dengang formåede danskerne at debattere det samme tema – velfærd, efterløn og arbejdskraftmangel – med hinanden i mange måneder.

Men på ét afgørende punkt adskiller den aktuelle debat sig grundlæggende fra debatten om velfærdsreformerne. Hvor debatten sidste år var drevet af økonomisk ansvarlighed og en ambition om at trimme velfærdsordningerne, har politikerne denne gang kastet sig ud i en overbudspolitik, som har udviklet sig til en konkurrence om, hvem der kan stille flest varer op i velfærdsbutikken. Socialdemokraterne lagde for med et ambitiøst velfærdsudspil uden at sætte pris på, hvad det koster. Og få dage efter tog regeringen så føringen med en middelklasseorienteret kvalitetsreform og skattelettelser til dem, der i forvejen boltrer sig i friværdier og aldrig har haft det bedre. Der lefles for middelklassen i en grad, som vi aldrig har set før.

Noget kønt syn er det ikke, og som det fremgår af dagens ugebrev, skaber det frustrationer. Økonomerne tager sig til hovedet over politikernes manglende fokus på arbejdskraftmanglen i den offentlige sektor, og mange danskere ryster på deres hoveder over strømmen af overbud og skattelettelser.

Den væsentligste årsag til tingenes skæve tilstand er statsministerens timing. Ved at lægge offentliggørelsen af kvalitetsreformen så tæt på et folketingsvalg har han kortsluttet den demokratiske proces, der ellers var så godt i gang. I stedet for en kvalificeret debat har vi fået masser af spin for galleriet og politikeres forsøg på at overbyde hinanden før lukketid.

Det kunne man sige sig selv. Og det har statsministeren formentlig også gjort, da han satsede på, at hans eget ambitiøse kvalitets- og skatteudspil ville være et appetitligt udstillingsvindue ud til vælgerne op til et hurtigt efterårs-valg. Men med de aktuelle problemer med skatten og Dansk Folkeparti, ligner dén kalkule et selvmål af de store. Det ser ikke godt ud for statsministeren lige nu. Men heller ikke for velfærdsdebatten, hvis han dropper at udskrive valget. Debatten er kørt af sporet, og det politiske liv er lammet. Derfor kan man kun appellere til at få renset luften: Lad os nu få den dato, Fogh.