Velfærdens kernetropper føler sig set ned på

Af | @MichaelBraemer

Folkeskolelærere og social- og sundhedspersonale oplever, at deres faglige omdømme er i frit fald, fremgår det af ny undersøgelse foretaget blandt 50-59-årige offentligt ansatte. Den viser alarmerende tal, mener professor Bent Greve, der forudser store problemer med at fastholde og rekruttere medarbejdere til velfærdsopgaver.

STATUS Hvis den ellers så søde, ældre hjemmehjælper er lidt småsur en dag og den gråskæggede skolelærer en smule opfarende, så kan det hænge sammen med, at de ikke føler, at deres arbejde bliver værdsat efter fortjeneste. Oplevelsen af respekt er nemlig stærkt på retur blandt 50-59-årige offentligt ansatte, viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har udført for Ugebrevet A4.

Halvdelen af de adspurgte – 49 procent – siger i undersøgelsen, at det i løbet af de senere år er blevet forbundet med stadig lavere status at være ansat i den offentlige sektor.

Den prestigemæssige nedtur opleves særlig stærkt blandt velfærdssamfundets kernetropper – dem, der underviser vores børn, og dem, der passer vores syge og gamle. Både blandt folkeskolelærere og social- og sundhedspersonale, sosu’erne, mener to ud af tre, at det har fået lavere status at arbejde i det offentlige. Kun en enkelt procent i begge grupper har den modsatte opfattelse.

Netop lærerne og sosu’erne har i de senere år protesteret vildt og inderligt over tiltagende detailstyring og kontrol af deres arbejde. Og i fagene bliver der tilsyneladende sat lighedstegn mellem mindre selvbestemmelse og lavere status.

For når spørgsmålet snævres ind til, hvordan lige netop deres fag har udviklet sig de senere år med hensyn til status, er det også to ud tre sosu’er og en næsten lige så stor andel af lærerne, der melder om faldende status, mens til sammenligning kun hver femte sygeplejerske mener, at sygeplejefaget har mistet status.

Vi er ikke andenrangs

Ulla Gram, fællestillidsrepræsentant for sosu’erne på Silkeborg Kommunes ældreområde, kan godt misunde sygeplejerskerne, som hun mener, har været dygtige til at præsentere deres fag på en måde, så det fremstår positivt og nødvendigt.

Hun vil have de positive historier om sit eget fag frem:

»Som det er nu, har vi et negativt ry som nogle, der skal styres og kontrolleres, hvis vores arbejde skal have kvalitet. Der er ikke større respekt om vores faglighed, end at vores fag hele tiden føres frem som et område, der uden videre kan opsluge svagere grupper som ikke-boglige unge og indvandrere. De skal være mere end velkomne, men det skal være på lige vilkår, og så må deres uddannelse tage det længere. Vi er ikke andenrangs, men har en faglig stolthed og et højt fagligt niveau, vi står vagt om.«

Det er blevet så slemt med fagets omdømme, at mange af hendes kolleger helt undlader at fortælle om deres profession, når de møder nye mennesker. De orker simpelthen ikke at skulle stå personligt til regnskab for alle de ting, som i offentlighedens øjne er problematiske i omsorgssektoren, fortæller Ulla Gram.

»Vi mangler kommunalpolitikere, der er parate til at give et skulderklap og fortælle i offentligheden, at vi faktisk gør et kæmpearbejde med de ressourcer, vi har,« mener hun.

Rekruttering bliver svær

Professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitetscenter Bent Greve mener, at tallene i Ugebrevet A4’s undersøgelse lover dårligt for den fremtidige bemanding i for eksempel folkeskolen og på plejehjemmene.

Oplevelsen af lavere status blandt de 50-59-årige offentligt ansatte er ikke kun et problem for den enkelte, men for hele samfundet, der står over for alvorlige problemer med at få hænder nok til at løfte velfærdsopgaverne, understreger han:

»Nu har man de seneste fem-seks år oplevet stadig mere stressende arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Så hvorfor skulle man blive ved, hvis man alligevel har oplevelsen af, at ingen sætter pris på det, man laver? Og de unge, det offentlige gerne vil tiltrække i stedet for de seniorer, der er på vej til at trække sig tidligt tilbage, siger da nej til et område, der har både lav status og lav løn.«

Som noget positivt i undersøgelsen hæfter Bent Greve sig ved, at en meget stor del af de offentligt ansatte seniorer – 81 procent – siger, at de er stolte over det job, de udfører. Det gælder også sosu’er og lærere, hvoraf henholdsvis 82 og 79 procent giver udtryk for personlig stolthed over deres arbejde.

»Folk synes, de gør et godt stykke arbejde inden for de rammer, de har. Hvis de også fik anerkendelse, en større løn og bedre arbejdsvilkår, er det da muligt, at de ville blive. Men hvis man ikke ændrer deres arbejdsvilkår, så vil oplevelsen af lav status før eller siden gå ud over deres faglige stolthed og dermed også kvaliteten og engagementet i deres arbejde,« advarer Bent Greve.

Deltid gør det til at holde ud

Han efterlyser bedre muligheder for delvis tilbagetrækning som middel til at fastholde seniorerne og finder støtte for sit synspunkt i de holdninger, pædagogerne giver udtryk for i undersøgelsen.

Pædagogerne er topscorere i faglig stolthed med 89 procent, der siger, at de er stolte af det job, de udfører. Og trods besparelser og stort politisk røre på deres område de senere år er det kun godt en fjerdedel af 50-59 årige pædagoger, der har oplevelsen af, at deres fag er faldet i status.

»Det er meget udbredt blandt pædagoger med deltidsarbejde, og det er måske grunden til de flotte tal. Deltiden gør, at det er til at holde ud,« siger Bent Greve.

Niels Åkerstrøm Andersen, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School ser ikke så alvorligt så undersøgelsen. Han mener, det er vigtigt at skelne mellem status og stolthed og glæder sig over, at velfærdsarbejderne holder på deres faglige stolthed. At de ikke oplever samme status som tidligere, ser han som en uundgåelig følge af udviklingen:

»Traditionelt har man i det offentlige tænkt i stande og hierarki: Læger har som stand været mere end sygeplejersker, lærere mere end pædagoger og så videre. Nu er man så fra central side begyndt at kræve meget mere af de forskellige grupper, end at de bare lever op til deres primære funktion. Det åbner op for, at de bliver diskuteret i alle mulige sammenhænge. Dermed opløses deres traditionelle status, og deres professionelle reservat er ikke længere et bolværk mod omverdenen.«