Velfærd kan blive det nye bacon

Af

Stigende befolkningstal og øget velstand gør blandt andet Kina til et potentielt boomende marked for dansk velfærd. Men eksporteventyret bliver kun til virkelighed, hvis det offentlige kommer mere på banen. Det står stram lovgivning og vanetænkning i vejen for. Nu vil ministeren se på, hvordan lovgivningen kan lempes.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

???? Kinas voksende middelklasse er sulten efter den danske velfærd, som danske kommuner og regioner har opbygget igennem årtier.

Men vanetænkning og stram lovgivning spænder ben for, at Danmark for alvor kan komme i gang med at eksportere danske skoler, plejehjem og sygehuse.

Regeringen lover derfor, at man nu vil se på, hvordan reglerne kan lempes, så eksporteventyret kan blive til virkelighed.

Det er ikke bare kineserne, der efterspørger dansk velfærd. Også andre vækstlande har kig på Danmark, fortæller Peter Friese, som er prorektor ved professionshøjskolen VIA i Aarhus. En institution, der netop har indgået en aftale om at efteruddanne kinesiske børnehavepædagoger, og som er allerede er i gang med et omfattende plejehjemsprogram i landet.

»De kontakter os jo ikke for sjovs skyld. Vi har et produkt, de gerne vil have. De har brug for vores velfærdsløsninger i takt med deres voksende middelklasse. Brasilien, Indien og Sydafrika er i samme situation,« siger Peter Friese.

Det offentlige skal med

Den offentlige sektor er en vigtig aktør for eksport af dansk velfærd, fortæller Henrik Kagenow, direktør for Welfare Tech, der hjælper virksomheder med at eksportere velfærd til nye vækstmarkeder.

»Kineserne vil have komplette plejehjem - ikke bare bygningerne. De vil også vide, hvordan man driver dem. Og i Danmark ligger de kompetencer i den offentlige sektor. Det er i høj grad den, der driver de danske plejehjem og børneinstitutioner,« siger han.

Men ifølge Henrik Kagenow er det en vanskelig opgave at finde måder, hvorpå det offentlige kan indgå i kommercielle samarbejder med den private sektor.

Og det er der en god forklaring på. Der er nemlig flere restriktioner på, hvordan det offentlige må agere på markedet, siger professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Karsten Naundrup Olesen.

 »Hovedreglen er, at det offentlige kun i begrænset omfang må indgå i selskaber med det private med henblik på for eksempel at eksportere plejehjemsløsninger,« siger han

Stram lovgivning skal lempes

Den stramme lovgivning står i skarp kontrast til de ambitioner, som regeringen har på området.

I regeringens ’Vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger’ fra 2013 står der blandt andet, at regeringen vil: ’… styrke rammerne for offentlig-privat samarbejde om udvikling af markeder, så en bredere vifte af danske sundheds- og velfærdsløsninger kan eksporteres’.

Den ambition holder Handels- og Europaminister Nick Hækkerup fast i. Han lover derfor, at han nu vil undersøge, hvordan man kan lempe reglerne, så det bliver lettere for det offentlige at eksportere velfærd.

»Som lovgivere har vi jo en forpligtigelse til at se på, hvordan vi får fjernet de barrierer, så det bliver lettere for kommuner og regioner at bidrage til at forløse det kæmpe vækstpotentiale, der ligger i den offentlige velfærd,« siger han.

Det offentlige må ikke løbe risiko

En af dem, som rammes af den stramme lovgivning, er Professionshøjskolen VIA. Eksempelvis må skolens projekter i Kina på intet tidspunkt give økonomisk underskud. Det fortæller prorektor Peter Friese.

»Men enhver, der kaster sig over et nyt marked ved jo, at det tager tid at vinde tillid og blive kendt. Men de her investeringer skal altså ifølge loven komme meget hurtigt ind igen. Og det er meget begrænsende for, hvad vi kan ude i Kina.«

Nick Hækkerup bakker fuldt op om, at professionshøjskolen bidrager med knowhow i Kina. Men han vil ikke imødekomme skolens ønske om, at det skal være lettere for offentlige institutioner at løbe en økonomisk risiko.

»Hvis skolen pludselig skal finansiere et eventuelt underskud i Kina, kunne det jo betyde dårligere undervisning på afdelingerne hjemme i Danmark,« siger ministeren og tilføjer, at der i stedet skal en privat aktør ind over, som tager risikoen.

»De tager så gevinsten, hvis det går godt, men betaler også regningen, hvis det går galt.«

Politik versus penge

Det er ikke kun regler, der står i vejen for, at det offentlige kan indgå i samarbejder med det private erhvervsliv. Vanetænkning og fundamentale forskelligheder mellem de to sektorer er også en barriere. Det fortæller ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet Kristin Balslev Munksgaard, som netop forsker i eksportsamarbejder mellem offentlige og private aktører.

»En af de største barrierer for samarbejdet er, at de to sektorer har helt forskelligt DNA. Groft sagt er det private ude efter profit, mens det offentlige er styret af politik og budgetrammer,« fortæller hun.

Den udlægning kan man godt genkende hos erhvervslivet, lyder det fra sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv Martin Koch Pedersen.

»Jeg bebrejder ikke det offentlige. For det er ganske enkelt ikke en del af de offentlige lederes resultatmål. Det er ikke en del af det, som ledelserne bliver målt på eller får anerkendelse for,« siger Martin Koch Pedersen.

Han foreslår, at regeringen forsøger at bryde vanetænkningen ved at opfordre kommuner og regioner til at dele ud af deres knowhow. Eksempelvis ved at gøre deling af knowhow til en del af kommunernes faste opgave.

»Man kunne fra politisk side beslutte, at det skal være en del af de offentlige lederes resultatmål,« siger han.

Holdningsskifte skal komme nedefra

Nick Hækkerup anerkender, at der er behov for en holdningsændring i kommunerne, men mener ikke, at en sådan ændring alene kan komme via lovgivning fra Christiansborg.

»Min erfaring fra min tid som borgmester i Hillerød er, at man ikke kan tvinge kommunerne til det her,« siger ministeren og peger i stedet på, at man i højere grad skal motivere dem.

»Jeg tror på, at vi kan motivere dem til at dele ud af deres enorme viden om, hvordan man driver de her daginstitutioner. Blandt andet ved at påskønne og rose dem for det, når det sker.«

Den pointe er Martin Koch Pedersen enig i.

»Anerkendelse til dem, som rent faktisk gør noget, vil være en god start,« siger han.

Nick Hækkerup mener tilmed, at den stramme lovgivning, som præger området, sender de forkerte signaler til kommunerne. 

»Hvis man har lovgivning, der gør det svært for kommunerne at indgå samarbejder, er det selvfølgelig ikke motiverende. Derfor vil regeringen som sagt se på, om vi kan lempe nogle af de regler, så det bliver lettere at indgå samarbejder mellem de offentlige og private.« 

Dansk pædagogik i høj kurs

Selv om lovgivning og vanetænkning er en forhindring på vejen mod et dansk eksporteventyr af velfærd, er der frontløbere af offentlige aktører, som allerede har fundet vej til de internationale eksportmarkeder.

Professionshøjskolen VIA har eksempelvis indgået et samarbejde med Viborg Kommune om at efteruddanne pædagoger i en kinesisk børnehave. Og netop inddragelsen af kommunens pædagogiske knowhow er vigtig, påpeger international projektudviklingskonsulent fra VIA Claus Beyer Iversen.

»Hvis vi skal kunne sælge vores pædagogik til eksempelvis Kina, kræver det, at vi kan forklare dem, hvad det går ud på. For at gøre det optimalt kræver det, at den pædagogiske praksis i kommunerne involveres,« siger han og tilføjer:

»Hvis det er uddannelserne alene, der formulerer dansk pædagogik, bliver det nemt meget teoretisk. Men ude i kommunerne arbejder man jo med det i hverdagen og kan derfor ofte sætte ord på den daglige praksis.«

Claus Iversen understreger samtidig, at den danske pædagogik kan blive en meget værdifuld eksportvare i Kina.

»DR-udsendelsen 9.Z. mod Kina, der handlede om, hvordan de danske elever klarer sig dårligt over for de disciplinerede elever fra Kina, viste kun den halve sandhed,« fortæller Claus Beyer Iversen.

»Den hurtigvoksende kinesiske middelklasse efterspørger andre måder at forstå læring på. Især hvordan man bruger leg i læring tidligt i barnets udvikling i børnehaven. Samtidig har et-barns-politikken gjort kineserne meget opmærksomme på ikke at skabe små individualister. Og det er noget af det, vi er gode til i børnehave og vuggestue i Danmark.«

Forretning for kommunen

Professionshøjskolen VIA er ikke den eneste aktør, som Viborg Kommune samarbejder med om eksport af danske velfærdsløsninger.

Kommunen har i flere år leveret knowhow i forbindelse med eksport af danske erfaringer med affaldshåndtering. Det fortæller borgmester i Viborg Kommune Søren Pape Poulsen (K). Og han mener, at både kommunen og erhvervslivet vinder på samarbejdet.

»Vi bidrager jo ikke kun med vores knowhow, fordi vi er gode mennesker. Vi gør det, fordi det giver business for kommunens virksomheder, som derved skaber arbejdspladser. I Viborg ser vi ikke bare Kina som et land, man importerer fra. Vi ser Kina som et land, man eksporterer til.«

Og ifølge Søren Pape Poulsen virker kommunens indsats.

»Vi har arkitektfirmaer, der nu skal til at tegne for kineserne. Vi har møbelproducenter, der leverer møbler til Kina, og vi har generelt virksomheder inden for ældreområdet, som får kontrakter i Kina.«

Indtægt til det offentlige?

Søren Pape Poulsen ser dog også muligheder for, at kommunen kan få en mere direkte indtægt.

»Jeg kunne godt se en idé i, at vores kommunale institutioner faktisk kunne hente nogle penge hjem ved at levere knowhow til et andet land. Den kinesiske samarbejdspartner kunne godt betale os.  Men vi må jo ikke lave forretning på den måde. Det er der lovgivning, der bremser for,« siger borgmesteren.

Søren Pape Poulsen understreger dog, at det kun må foregå i situationer, hvor kommunen ikke er i konkurrence med private virksomheder.

»Vi har en viden, som man ikke har i det private. Eksempelvis børnehaveinstitutioner. Jeg kan ikke se, at der går noget af nogen, fordi vi tog penge for den viden.«

Lad det private om forretningen

Tanken om, at det offentlige skal tjene penge, vækker dog ikke begejstring i Dansk Erhverv.

»Helt overordnet mener vi jo ikke, at det er den offentlige sektors opgave at bedrive eksportvirksomhed. Det har vi gode, danske, private virksomheder til at gøre, og det har de gjort i mange år, og det er de nu nok bedst til,« siger Martin Koch Pedersen.

Samtidig skal det dog heller ikke være danske skatteborgere, der betaler for, at offentligt ansatte hjælper med til at implementere et nyt logistiksystem på et hospital i Kina, fortæller han.

»Det må kineserne betale for.«

Samme melding lyder fra Nick Hækkerup.

»Kommunen skal selvfølgelig have dækket de udgifter, den har, ved at bidrage med knowhow på eksempelvis spildevandshåndtering. Der, hvor jeg står af, er, hvis kommunen vil investere en halv million i projektet. Hvis det går godt, kan de tjene 30 millioner, men hvis det går galt, skal pengene tages fra borgernes velfærd,« siger ministeren.

Uanset hvordan det offentlige og private finder sammen, bør det ikke tage for lang tid, påpeger prorektor fra VIA Peter Friese.

»Hvis vi kender vores besøgelsestid, er det her et potentielt eksporteventyr. Men det er vores vurdering, at løbet er kørt om bare 10 år. Der kan kineserne selv. Og vi er heller ikke alene i Kina. Svenskerne og amerikanerne er også i gang. Så vi skal videre nu.«