Vejen til EU-udvidelsen er ryddet for store sten

Af

Centrale aktører vurderer, at Danmark står med gode muligheder for at sikre EU´s udvidelse. Finansieringen af udvidelsen, som har været den værste knast i forhandlingerne, er sparket til hjørne, og dermed er Anders Fogh Rasmussens største bekymring tidspresset og efterårets irske folkeafstemning.

På den allerførste side i politikeres og diplomaters grundbog står der med flammeskrift: »Skru altid forventningerne ned«. Uindfriede forventninger udlægges kontant i medierne og hos modstandere som en fiasko eller et prestigetab. Og hvis man indfrier de høje forventninger, er omkvædet: »Flot, men var det egentligt så svært«.

Er forventningerne derimod dæmpet, har man selv en meget stor indflydelse på, hvordan det endelige resultat bliver fortolket. Går det godt, skyldes det stor kompetence, går det skidt, er det formentligt nogle andres skyld.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at embedsmænd i inderkredsen af det danske EU-diplomati over for UgebrevetA4 har svært ved at skjule deres optimisme, før Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli. De er ikke for alvor i tvivl om, at det vil lykkes for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at få forhandlet EU´s historiske udvidelse med de øst- og centraleuropæiske lande på plads på EU-topmødet i december i København. Sker det, vil ansøgerlandene fra 2004 indtræde som fuldgyldige medlemmer af EU.

Ingen tvivler på, at det bliver hårdt arbejde, og at alle kneb skal bruges. Men som en diplomat siger:

»Forhandlingerne er reelt færdige. Vi har et par udeståender. Det skal nok lykkedes at få udvidelsen hjem.«

En anden diplomat er endnu mere bramfri:

»Det ligger stort set på den flade hånd,«

Anders Fogh Rasmussen har grund til at håbe, at hans embedsmænd har vurderet situationen korrekt. For statsministeren er udvidelsen nemlig helt afgørende, da det er den absolutte topprioritet under det danske formandskab. Ganske vist har regeringen sagt, at den vil bruge EU-formandskabet til at sætte fokus på fødevaresikkerhed, bæredygtighed og beskæftigelse. Men som en central venstrefigur siger det:

»Det er kun udvidelsen, som tæller. Anders har muligheden for at være ham, der samlede Europa efter 50 års splittelse. Det er vores pligt at bruge alle kræfter på det.«

Små problemer         

En hurtig status over forhandlingerne mellem EU og ansøgerlandene viser, at Fogh står godt rustet.

Forhandlingerne er delt ind i såkaldte kapitler, der omhandler væsentlige dele af EU´s lovgrundlag. Der findes kapitler for områder som fiskeri, forbrugerbeskyttelse, energi og kapitaltransaktioner. Og inden for langt de fleste af disse områder er parterne nået til enighed.

Der er naturligvis en række mindre områder, som står åbne, såsom estiske problemer med toldfrie varer og ungarske kvababbelser over kulturpolitikken. Men selv et ekstremt følsomt spørgsmål som arbejdskraftens fri bevægelighed er blevet færdigforhandlet. Efter sværdslag er aftalen, at der går fem år, før mennesker fra ansøgerlandene frit kan søge arbejde i hele EU. Dertil kommer de delikate politiske spørgsmål, der kaster skygger over udvidelsesforhandlingerne – atomkraftværker i Østeuropa og Cyperns status som delt stat. Men det er ikke forhold, der kan forhindre selve udvidelsen. 

Store problemer       

Når diplomaterne er så optimistiske, skyldes det dog først og fremmest, at der er ved at være enighed om udvidelsesforhandlingernes allerstørste knast, der ikke overraskende handler om penge.

Selv om EU´s budget maksimalt må være på 1,27 procent af medlemslandenes samlede bruttonationalprodukt (BNP), har budgettet et par meget store klumper. 80 procent af alle EU´s midler går til landbrugsstøtte og regionalstøtte.

Hvis ansøgerlandene blev optaget under de nuværende støtteregler, ville det betyde, at regionalstøtten stort set forsvandt fra Spanien, Grækenland og Portugal, samt at bønderne i det nuværende EU skulle vinke farvel til en betragtelig del af deres indtægt. Eksempelvis er over 15 procent af den polske arbejdsstyrke beskæftiget i landbruget, selv om arbejdet på markerne og i staldene kun bidrager beskedent til den polske økonomi. Det polske landbrug er med andre ord hamrende ineffektivt sammenlignet med EU. 

Dertil kommer, at de EU-lande, der bidrager til fællesskabets økonomi, Tyskland, Holland og Sverige, for længst har meldt ud, at de ikke vil betale én euro ekstra til Bruxelles.

Opgaven for Anders Fogh Rasmussen er således at få finansieret udvidelsen, uden at de samlede udgifter stiger.

Regningen kommer senere

Længe så det ud, som om en egentlig genforhandling af EU´s samlede landbrugspolitik og budget var nødvendig. I den politiske verden det samme som at udskyde udvidelsen. Men sidste år fremlagde EU-Kommissionen et forslag, der viste, at man inden for det nuværende budget har økonomisk rum til at give ansøgerlandene 25 procent af den støtte, de er berettiget til de første to år, altså fra 2004 til 2006. Forslaget lød, at støtten over 10 år skulle stige til 100 procent. Ansøgerlandene var rasende over udspillet. Men de har ikke haft meget at forhandle med, så deres retorik er dæmpet igennem foråret.

Samtidig er der sket en bevægelse internt i EU. På den ene side har de lande, som har bekymret sig mest over økonomien, indset, at de ikke så sent i processen kan kortslutte det hele. På den anden side har de lande, der i dag får mest ud af EU´s pengekasser – såsom Spanien og Frankrig – erkendt, at ændringer i støtteordningerne er nødvendige med eller uden udvidelse.

Vigtigst er måske, at det er blevet klart for EU´s regeringschefer, at fællesskabet ikke længere kan trække forhandlingerne i langdrag. De øst- og centraleuropæiske lande har bejlet til EU siden de politiske omvæltninger i 1989. Ved utallige krumspring har EU holdt ansøgerne på afstand, men den går ikke længere. Ansøgerlandene har fået »rigtige« økonomier, deres befolkninger er ved at miste tålmodigheden, og så sent som ved Kosovo-krigen i 1999 blev det understreget, at fred i Europa ikke er naturgivent. Mislykkes forhandlingerne om udvidelsen vil det kaste EU ud i den største politiske krise i samarbejdets historie og grundlæggende udfordre EU´s identitet. Og den skurkerolle har ingen lyst til at påtage sig.

Derfor er forventningen ifølge de danske top-diplomater, at EU-landene når til et kompromis, som lyder på, at budgettet frem til 2006 ligger fast. Det næste EU-budget skal så tage højde for, at EU til den tid har fået 10 nye medlemmer. Kort sagt et hjørnespark.

To små tuer   

På de store linier er der således ingen tvivl om, at Danmark som formandsland står med gode kort på hånden.

På de små linier har de danske diplomater dog betænkeligheder. De peger på to forhold, som kan spænde ben for Anders Fogh Rasmussens ambitioner.

For det første skal Irland i løbet af efteråret have en ny folkeafstemning om Nice-traktaten, som irerne forkastede sidste år. Siger den irske befolkning endnu engang nej, er traktaten i juridisk forstand død. Teknisk set kan udvidelsen godt fortsætte, men et irsk nej vil give modstanderne af udvidelsen (læs: Frankrig) en kærkommen lejlighed til at sætte processen helt i stå under henvisning til, at Europas befolkning har bedt om en tænkepause.

For det andet er der en udbredt bekymring for, at det bliver svært rent fysisk at nå at forhandle de sidste dele på plads internt i EU. Først efter det tyske valg i slutningen af september vil forhandlingerne for alvor gå i gang. Derfor bliver regeringschefernes møde i Bruxelles i slutningen af oktober det mest kritiske punkt under det danske formandskab. Når EU-landene på det møde ikke frem til et kompromis om udvidelsens økonomiske konsekvenser, vil man ikke kunne afslutte forhandlingerne med ansøgerlandene på mødet i København. Dermed bliver afslutningen på forhandlingerne en opgave for næste formandsland Grækenland.

Men som en dansk forhandler siger:

»Så skal det også gå helt galt.«