Varedeklaration efterlyses

Af Lillian Knudsen, forbundsformand, Kvindligt Arbejderforbund

FAGLIGT TALT De nye tværfaglige a-kasser lokker med lave priser, men de glemmer at fortælle, hvor sparsom service de yder.

Hvem kender ikke til fænomenet impulskøb? Altså den situation, hvor det er følelser mere end fornuft, der styrer os, når vi går ud og handler. Måske forelsker vi os helt vildt i farve og glans på en ny bil til halv pris. Men når året er gået, garantien udløbet og lakken så småt er begyndt at krakelere, opdager vi til vores store skræk og ærgrelse, at vi er blevet taget noget så grundigt ved næsen. Men det er jo sådan noget, der sker.

Og du lover dig selv, at det gør du aldrig mere.

Det er faktisk lidt det samme, når lønmodtagerne går ud og vælger a-kasse efter pris. Efter at regeringen har indført frie valg og lanceret begrebet ”tværfaglige a-kasser” er Danmark blevet invaderet af a-kasser, som lokker med halv pris og høj service. For de, der lader sig friste, kan indmeldelse i en af disse discount a-kasser meget hurtigt gå hen og blive et impulskøb, de alvorligt kommer til at fortryde.

For selv om de nye a-kasser lover fuld faglig og juridisk dækning til nye medlemmer, der måtte komme ud i problemer i forbindelse med blandt andet ledighed, G-dage eller uberettiget afskedigelse, så viser de meldinger, vi får i KAD’s a-kasser, at man faktisk selv skal betale for alle de ydelser, der ligger udover det, som loven foreskriver. Den, der kommer i klemme, risikerer altså at skulle betale det tre-, fire-, eller femdobbelte for sit billige nye a-kassemedlemskab, hvis hun får brug for hjælp. Det svarer lidt til at tegne en kaskoforsikring på en bil, hvor dækningen kun omfatter slumretæppet på bagsædet. Og er man først blevet ledig eller har fået problemer, som kræver særlig hjælp, så er det for sent at fortryde. Man kan heller ikke skifte sin brandforsikring ud, når huset er brændt ned.

Ved at indføre frit valg på a-kasseområdet har regeringen overladt lønmodtagerne til et totalt uigennemskueligt marked, som ikke er underlagt de sædvanlige regler om etik og markedsføring. Her kan alle og enhver tilsyneladende slippe godt af sted med at love forbrugerne høj kvalitet uden at behøve at bevise det.

24bHvis jeg for eksempel beslutter at købe en kjole til 200 kroner i stedet for en til 2.000 kroner, så fremgår det tydeligt af varedeklarationen, at den billige er fremstillet af syntetiske materialer og mister farven i løbet af tre vaske, hvorimod den dyre kan holde i mange år. Jeg får med andre ord klar besked om kvaliteten i en udførlig varedeklaration. I loven om frit valg til a-kasser er dette ikke et krav. Og jeg frygter, at det bliver de lønmodtagere, der i forvejen har dårligst råd, der vælger pris frem for kvalitet og dermed i sidste ende også bliver taberne. I Kvindeligt Arbejderforbund opfatter vi det som vores pligt at advare mod disse nye A-kasser, der lover mere, end de kan holde, og jeg vil stærkt opfordre mine kolleger i de øvrige LO-forbund til at gøre det samme. Kontingentet i de etablerede a-kasser inkluderer ret til faglig og juridisk hjælp eller mulighed for at få vejledning fra en socialrådgiver eller en uddannelseskonsulent. Sådan er det ikke i de nye discount a-kasser. Men det glemmer de bare at fortælle.