Valgkampen er reelt i gang

Af
| @GitteRedder

Styrer Lars Løkke i virkeligheden Danmark i afgrunden og ikke imod stjernerne? Eksperter vurderer, at oppositionen bør – og vil – køre benhårdt på at afsløre regeringens fingeraftryk på den økonomiske krise. Bolden er nu hos Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt – valgkampen er i gang.

HOLDET ER SAT Med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nye politiske program og en omfattende ministerrokade er det, der kan blive Danmarkshistoriens længste og mest opslidende valgkamp skudt i gang.
Flere politiske kommentatorer vurderer, at de to statsministerkandidater Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) fra nu og til valgdagen vil være i clinch om især skattelettelser kontra velfærd. For begge partiledere er næste folketingsvalg knald eller fald, og for begge handler det om at overbevise vælgerne om, at de kan sikre velfærd, vækst og arbejdspladser det næste årti.
Lars Løkke Rasmussen udnyttede sin serveret som statsminister, da han i sidste uge præsenterede sit nye ministerhold og arbejdsgrundlaget ’Danmark 2020’ samt en spareplan på 31 milliarder kroner.
Men direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen, vurderer, at Løkkes udspil er for løst i fugerne:
»Der mangler svar på, hvordan vi får løst den stigende ulighed og den stigende fattigdom. Regeringen skøjter også udenom de store udfordringer omkring ungdomsuddannelserne og de grønne investeringer. De to steder – hvor vi burde satse, fordi dér ligger fremtidens vækstmuligheder – bliver overset,« siger Lars Andersen.
Han sammenligner regeringens nye program med, at en kriseramt virksomhed meddelte, at de havde en målsætning om at fordoble deres indtjening.
»Markedet ville jo ikke falde på halen, hvis man ikke samtidig kom med nogle anvisninger på, hvordan man ville fordoble resultatet,« siger Lars Andersen.
Direktør i centrum-venstretænketanken CEVEA Jens Jonatan Steen, fremhæver, at regeringen tilsyneladende ikke har skabt den tryghed, som Lars Løkke Rasmussen håbede på.
Nye meningsmålinger viser tilbagegang for VK-partierne. Og for tredje måned i træk er der nu rødt flertal i de fleste meningsmålinger.
»Det er meget begrænset, hvad der er af politisk fornyelse og visioner i VK-programmet, og det nye ministerhold kan i bedste fald kun føre den eksisterende linje videre. De kommer ikke til at præstere noget nyt. Det skal oppositionen udnytte ved selv at sætte turbo på alternative idéer og løsninger på de udfordringer, vi som samfund står overfor,« siger han.
Ifølge CEVEA skal Helle Thorning-Schmidt hurtigt byde ind på, hvordan vi kommer ud af den økonomiske krise og får knækket ledighedskurven.
VK-regeringen har ikke samlet uddannelse, innovation og forskning i et superministerium, og dermed svigter de, ifølge CEVEA, helt afgørende at komme med visioner for, hvad der kan skabe arbejdspladser fremover og dermed det, vi skal leve af i fremtiden. Det efterlader en åben angrebsflanke for oppositionen, mener Jens Jonatan Steen.
»Helle og Villy skal spille på en værdipolitisk violin, der viser at man vil bruge staten offensivt til at investere og skabe job. Ved at komme hurtigt fra start kan oppositionen udstille, hvor slapt og svagt regeringen står selv efter den store rokade,« siger han.
Kommentator Niels Krause-Kjær mener også, at oppositionen nu skal i offensiven. Han forventer, at der kommer et udspil fra S og SF, hvor de på forhånd har taget de radikales gruppeformand Margrethe Vestager i ed.
»Regeringens ambition nu er at få gravet oppositionen ud af hullet, at få dem til at komme med nogle upopulære forslag, især omkring økonomien. Regeringen føler, at oppositionen har lurepasset det seneste års tid, og nu vil man have dem ud på slagmarken,« siger Niels Krause-Kjær, der vurderer, at regering og opposition står nogenlunde lige stærkt overfor hinanden lige nu.
Den borgerlige kommentator Claes Kastholm-Hansen vurderer, at Søvndal og Thorning vil slå på økonomiske prioriteringer.
»Jeg forventer, oppositionen fortsætter med at køre på, at regeringens krisepolitik fastholder landet i krisen, og at den skaber endnu flere arbejdsløse, og at det nye oplæg (fra Lars Løkke, red.) cementerer et Danmark med større og større ulighed,« siger han.
Lars Andersen forudser, at den langvarige valgkamp helt klassisk vil handle om skattelettelser kontra velfærd og blotte de ideologiske forskelle mellem en borgerlig og en socialdemokratisk regering.
»Det koster noget på velfærdsydelserne at gennemføre skattelettelser, og det vil komme til at stå klart. Men derudover vil den lange valgkamp også handle om, hvorvidt man efter borgerlig opskrift kan spare sig til vækst, eller om man, som Socialdemokraterne ønsker, skal investere for at få vækst og dermed holde hånden under beskæftigelsen,« siger han og udtrykker bekymring for, om regeringens bebudede nulvækst og nedskæringer i den offentlige sektor vil slå det lille spæde opsving i stykker, som man aner konturerne af nu.
»Endelig kan oppositionen slå på, at det ikke er krisen og EU, der er skyld i Danmarks økonomiske problemer. Det er regeringens egen økonomiske politik og manglende krisestyring, der er skyld i det,« siger Lars Andersen.