Valgfrihed for de stærke

Af

Introduktionen af nye fritvalgsmodeller i den offentlige sektor risikerer at sløre ansvaret for den offentlige service. De svageste tabes i et individualiseret system, hvor de, der har kræfter og overskud til at sætte sig ind i tingene, står som vindere. Og hvor ansvaret for kvaliteten er dit eget.

For nylig stod jeg i kundekøen i en af TeleDanmarks telebutikker. Foran mig stod en ældre herre, som gerne ville have en telefon. Den flinke ekspedient svarede, at så var han sandelig kommet til det rette sted, og begyndte at forhøre sig lidt om kundens behov. Skal det være fastnet eller mobil, ISDN eller ADSL, med duetsvar og automatisk viderestilling. Skal det være med display, så du kan se, hvem der ringer, indbygget telefonsvarer, valgfrie ringetoner, taletidskort eller fast abonnementspris. Den ældre herre svarede tjaa til de fleste af spørgsmålene, og han forlod butikken med bøjet hoved, inden ekspedienten var nået til gruppe-SMS’er, håndfrie modeller og rækkevidden af trådløse fastnetforbindelser..

Manden fik ingen telefon. Men han fik »det frie valg« - i rigelige mængder endda. Trods friheden til at vælge den helt rigtige telefonforbindelse, kan man ikke fortænke manden i – i sit stille sind – at ønske sig tilbage til dengang, hvor man blot kontaktede KTAS, som – ganske vist først efter flere måneders ventetid – kom og installerede et tungt, sort telefonapparat med drejeskive.

Liberaliseringen af telesektoren var en af de første, som skyllede over Europa. Frihed til selv at vælge telefonforbindelser, TV-kanal, flyselskab, post-tjenester, færgeforbindelser og meget mere har strømlinet og rationaliseret en stribe stivnede statsforetagender og sænket priserne til gavn for forbrugerne. Servicen er forbedret, og fortidens statsansatte skrankepaver vender næppe tilbage. Efter de gamle statsforetagender er introduktionen af nye markedsorienterede styringsinstrumenter kommet til resten af den offentlige sektor. »Det frie valg« er godt på vej ind i en række sektorer – ikke mindst sundhedssektoren. Fremtidens patienter vil blive stillet over for langt flere valg end i dag. Hvor skal jeg lade mig indlægge? Hvem har de bedste behandlingsresultater? Offentligt eller privat? Dansk eller udenlandsk? Skal jeg være privat sygdomsforsikret eller ej? Valget er dit. Og vejen til, at ansvaret for den rigtige behandling også er dit alene, er ikke særlig lang. Hvis valget af telefon kan synes tungt, så er det ingenting i forhold til tyngden af de lægefaglige valg, patienterne kan tvinges ud i – i frihedens navn.

Det samme gælder din pension. Sparer du nok op til din alderdom? Vil du kunne klare dig? Er pengene placeret i de rigtige papirer? Ansvaret er dit. Børnepasning: Er du utilfreds med personalenormeringen på blå stue, kan du få penge til en barnepige eller til selv at passe dit barn. Valget er dit. Hjemmehjælp: Står det til regeringen, skal de ældre selv kunne vælge mellem privat og offentligt, penge eller service. Er standarden ikke i orden, så er det ikke kommunens problem, men dit eget. Du kan jo frit vælge en anden udbyder, hvis du ellers har kræfterne til det…

Som politisk styringsmiddel har introduktionen af markedskræfter, fritvalg-ordninger, udbud, eller hvad man kalder det, været med til at forbedre den offentlige sektor og fokusere på borgernes behov. Men der er også en kant, som måske er ved at blive overskredet. Risikoen er, at ansvaret for kvaliteten af den offentlige service langsomt sløres og individualiseres. Ingen føler noget ansvar for, at den ældre herre i telebutikken får sin telefon. For ham er der ingen vej udenom. Han må selv træffe sine valg, ellers er der ingen telefonforbindelse. Sådan må det ikke ende med den offentlige service. De svageste må ikke tabes i et individualiseret system, hvor de, der har kræfter og overskud til at sætte sig ind i tingene, står som vindere, og hvor ansvaret for kvaliteten er dit eget. De nye styringsredskaber skal introduceres ud fra hensynet om at skabe den bedst mulige offentlige service – og ikke ud fra ideologiske motiver, hvor hensynet til maksimal frihed går forud for alt andet.