Valget til Europa-Parlamentet er et politisk kludetæppe

Af Peter Munch-Madsen
Jens Thomsen

Der er ingen politisk fællesnævner i valgkampene op til Europa-Parlamentsvalget. De 27 medlemslande har alle forskellige dagsordener, typisk med nationalt islæt. Selv om parlamentet er magtfuldt, får vælgerne kun lidt at vide om EU.

EU-AGENDA Silvio Berlusconi, Italiens 72-årige, stenrige premierminister skal skilles. Hans kone, den 20 år yngre Veronica Lario, er nemlig stærkt utilfreds med, at hendes husbond har udpeget en række smukke, unge kvinder som kandidater til Europa-Parlamentsvalget. Silvio Berlusconi, der har øgenavnet ’Den store forfører’, har - for sin del - gjort skilsmissen til en varm indenrigspolitisk sag med beskyldninger om, at oppositionen har besnakket Veronica Lario til at kræve skilsmisse for at skade sin mand politisk.

Ved siden af illegal indvandring er det prominente ægteskabelige opgør nu et hovedtema i valgkampen om Italiens 72 pladser i Europa-Parlamentet.

Italiensk politik er sandsynligvis mere farverig end gennemsnittet i EU. Men den italienske valgkamp har alligevel et vigtigt fællestræk med valgkampene i de øvrige 26 EU-medlemslande, der går til valgurnerne fra 4. til 7. juni:

Debatten er lokal, den kredser om nationale emner, og i mange lande er valgkampen næsten kemisk renset for EU.

Sådan er det eksempelvis også i Frankrig, hvor folkeafstemningen i 2005 om EU’s daværende forfatningstraktat har frataget franske politikere lysten til at tale om EU. Ifølge Jean Quatremer, der er korrespondent i Bruxelles for avisen Liberation, har de franske vælgeres ’nej’ til forfatningstraktaten forårsaget, at de store franske partier har opgivet at få budskabet om EU igennem til vælgerne. Valgkampen handler i stedet om præsident Nicolas Sarkozy.

»EU drejer sig om kompromiser mellem højre og venstre, på tværs af partiskel, og det er alt for kompliceret at forklare vælgerne, som enten står til højre eller til venstre. Derfor handler valgkampen i stedet om at være for eller imod Sarkozy,« siger Jean Quatremer.

Bortset fra den franske modstand mod at få Tyrkiet optaget i EU kan Jean Quatremer ikke få øje på EU-emner i den franske valgkamp.

Samme billede tegner sig i EU’s største medlemsland, Tyskland. Her er der i efteråret valg til den tyske Forbundsdag, og EU-valget bliver brugt som affyringsrampe for kampagnerne til forbundsdagsvalget. EU er ikke til at få øje på - lige bortset fra tysk støtte til den franske modstand mod Tyrkiets optagelse i EU.

EU næsten usynlig

Det samlede billede af valget til Europa-Parlamentet er et kludetæppe af politiske kampagner, som har det til fælles, at de sjældent drejer sig om EU.

»Vi har valgkampe i en samling af 27 lande uden et anstrøg af EU,« siger Antonio Missiroli, der er analysedirektør i Bruxelles-tænketanken European Policy Centre (EPC).

»Valget til Europa-Parlamentet vil blive en afstemning om den siddende regering i EU-landene,« siger han.

Den tendens vil blive forstærket i de medlemslande, hvor der er nationale valg på samme dag som, eller kort tid efter, Europa-Parlamentsvalget, forudser Antonio Missiroli.

Ifølge Antonio Missiroli skyldes de nationalt dominerede EU-valg, at det endnu ikke har været muligt for partierne i Europa-Parlamentet at føre valgkamp på tværs af landegrænserne. End ikke ved dette valg, hvor EU-landene og resten af verden er ramt af dyb økonomisk krise, har det været muligt at stable en valgkamp på benene på tværs af landegrænserne med krisen som fælles kampagne-platform.

»Krisen har ramt EU-landene med forskellig styrke, og landene har taget forskellige forholdsregler over for krisen. Derfor er det også vanskeligt at give en fælles politisk opskrift på, hvordan man kommer ud af krisen,« siger Antonio Missiroli.

Svage europæiske partier

Selv om der har været direkte valg til Europa-Parlamentet i 30 år, bliver EU-politikerne stadig ofte valgt på en dagsorden, der er rent national og uden sammenhæng med Europa-Parlamentets daglige arbejde.

Harald Rømer, der var generalsekretær i Europa-Parlamentet indtil marts i år, ser politikernes nationale binding som en nødvendighed for Europa-Parlamentet. Men han mener samtidig, at de europæiske partier i Europa-Parlamentet kan blive mere slagkraftige:

»Det er ikke muligt at forestille sig, at nationale forskelle ikke spiller en rolle, og nationale forskelle skal spille en rolle - men på det politiske område kan samarbejdet udvides meget. Der er vidde muligheder for at udvide samarbejdet på tværs af grænserne. Man må sige, at de europæiske politiske partier er ret svage,« siger Harald Rømer, der ser den internationale finanskrise som en oplagt mulighed for at føre valgkamp henover landegrænserne.

»Der er et valgtema, som går på tværs af grænserne, nemlig finanskrisen. I og for sig kunne man sige, at finanskrisen er et fælles EU-valgtema at gå i gang med,” siger Harald Rømer, der dog ikke har noget bud på, hvorfor netop finanskrisen ikke er blevet brugt som afsæt for valgkampagner på tværs af landegrænserne.

»Jeg kan ikke sige, hvorfor man ikke har gjort det. Det er helt klart, at fremskridt i retning af en bedre regulering af den finansielle sektor skal ske på europæisk plan. Det kan ikke gøres på nationalt plan,« siger han.

At valgkampene op til Europa-Parlamentsvalget ikke afspejler de aktiviteter, der foregår i Europa-Parlamentet, er skidt for demokratiet i Europa, mener professor ved London School of Economics and Political Science, Simon Hix. Europa-Parlamentet har afgørende indflydelse på en stor del af EU’s lovgivning, og for vælgerne gør det derfor en væsentlig forskel, hvilket parti der vinder magten i parlamentet.

Hvis den borgerlige fløj vinder, vil der blive fokus på markedsliberalisering, mens socialdemokratisk dominans vil sætte miljølovgivning i centrum.

»De fleste vælgere i Europa er optaget af disse politiske valgmuligheder, men de bliver ikke præsenteret for dem ved valget. Det skyldes, at de nationale politiske partier har en tilskyndelse til at behandle dette valg som et rent nationalt opgør,« sagde Simon Hix for nylig i en kommentar til BBC.

Fraværet af landskoordinerede valgkampagner betyder samtidig, at de 736 politikere, der ender med at vinde en plads i Europa-Parlamentet, bliver valgt ind med vidt forskellige politiske dagsordener.

Dan Jørgensen, der er Socialdemokraternes spidskandidat til Europa-Parlamentet, mener imidlertid ikke, at det er et problem, at valgkampagnerne er centreret om nationale temaer.

»Valget til Europa-Parlamentet er jo ikke meget anderledes end et folketingsvalg, hvor man diskuterer, hvilken betydning valget får i Bogense eller i Aalborg,« siger Dan Jørgensen.

»I virkeligheden er det den samme politisk-ideologiske kamp der afspejler sig,« siger han.

Anne E. Jensen, kandidat for Venstre, tror, det kun er et spørgsmål om tid, før valgkampe til Europa-Parlamentet kommer til at dreje sig mere om parlamentets arbejde, end det er tilfældet i dag. Det vil ske, når det bliver mere kendt i den brede offentlighed, hvor stor indflydelse parlamentet i virkeligheden har.

»Det store gennembrud for Europa-Parlamentet er først kommet inden for de seneste fem år, hvor det er blevet tydeligere, hvilken betydning parlamentet har,« siger Anne E. Jensen.

Hun henviser til, at det kun er omkring 10 år siden, at Europa-Parlamentet fik den indflydelse, det har i dag, og som har givet parlamentet afgørende indflydelse på central lovgivning - som EU’s kemikalielovpakke REACH, det indre marked for serviceydelser og senest EU’s energi- og klimapolitik.

»Det kan være frustrerende, at der er så stor afstand mellem det, vi laver i parlamentet, og det, man debatterer i valgkampen. Men det er et vilkår. Europa-Parlamentet er stadig et ungt parlament, og jeg håber, det med tiden vil fæstne sig, hvad vi laver,« siger hun.

Ny rolle venter parlamentet

Der er dog spirende politiske initiativer i retning af tværeuropæiske partier. EU-modstandere og EU-skeptikere har i mange år forsøgt at danne fælles front på tværs af landegrænserne, men de har været hæmmet af, at de er en broget flok af alt fra kommunister og eks-kommunister over britiske konservative til yderligtgående højrenationalister.

Nu forsøger et nyt europæisk parti, Libertas, at samle de EU-kritiske kræfter i en stribe medlemslande under samme fane i Europa-Parlamentet. Ifølge Libertas-kandidaterne har EU udviklet sig i en udemokratisk retning, og det nye parti ønsker at begrænse bureaukratiet i EU-systemet og gøre det europæiske samarbejde mere gennemsigtigt. EU-valget vil vise, hvor stor støtte protestbevægelsen kan samle.

Mulighederne for at skærpe Europa-Parlamentets profil i forhold til vælgerne er dog flere.

Hvis Irland siger ja til EU’s Lissabontraktat i efteråret, får Europa-Parlamentet stor indflydelse på valget af en ny kommissionsformand. Det betyder, at de store partier i parlamentet i fremtiden vil kunne gå til valg med hver sin kandidat til posten som kommissionsformand – under forudsætning af, at partierne internt kan nå til enighed om en fælles kandidat fra et land.

Det kan gøre næste valg til Europa-Parlamentet i 2014 mere personligt og dermed appellere mere til vælgerne, mener Antonio Missiroli fra European Policy Centre.

»Fordelen vil være, at der så er noget konkret på spil, og at der vil blive sat ansigter på,« siger Antonio Missiroli.

Han vurderer, at det vil få en positiv afsmitning på EU-kommissionen, hvis partierne i Europa-Parlamentet på den måde politiserer valget af ny kommissionsformand. Det vil ikke bare betyde, at formanden for EU-kommissionen får samme politiske farve som den sejrende fløj ved Europa-Parlamentsvalget, men politiseringen vil tillige forplante sig til udnævnelsen af de øvrige EU-kommissærer.

»Kommissionen som sådan vil opnå større legitimitet og ansvarlighed, hvis formanden bliver udpeget politisk af Europa-Parlamentet,« siger Antonio Missiroli.

Harald Rømer og Simon Hix deler Missirolis synspunkt. Harald Rømer forudser dog, at det ikke bliver nogen let sag for partierne i Europa-Parlamentet, hvis de skal nå til enighed om hver sin formandskandidat til EU-kommissionen.

»Det er meget vanskeligt for en person at samle støtte på tværs af landegrænserne. En kandidat, som kan gøre sig gældende i alle medlemslande, er svær at finde,« siger Harald Rømer, der dog er overbevist om, at udviklingen går i retning af tværeuropæiske partier og valgkampagner.

Dan Jørgensen (S) mener imidlertid ikke, at valget til Europa-Parlamentet bør gøres til en ’præsidentvalgkamp’ om posten som formand for EU-kommissionen.

»Jeg hører til dem, der mener, at det er utrolig vigtigt, hvem vi vælger til formand for EU-kommissionen. Men jeg mener ikke, at man skal gøre det til et personspørgsmål,« siger Dan Jørgensen.

Han tror heller ikke, at valget af en formand til EU-kommissionen vil gøre EU-valget mere appellerende for vælgerne, end det er i dag.