Valget afgøres på målstregen

Af | @JanBirkemose

Knap en million vælgere er i tvivl om, hvor krydset skal sættes i morgen, og mindst 110.000 – svarende til fem-seks mandater – er så meget i tvivl, at de vakler mellem højre og venstre. Det viser første detaljerede undersøgelse af valgets vigtigste vælgergruppe: Tvivlerne og ikke mindst supertvivlerne.

MÅLFOTO Efter tre ugers hård valgkamp er næsten en million danskere fortsat i tvivl om, hvem de skal stemme på. Det svarer til 23 procent af de stemmeberettigede. Hovedparten af tvivlerne flirter med et konkret parti, men syv procent af samtlige vælgere er fortsat så meget i tvivl, at de ikke aner, hvilket parti der skal have deres stemme. Det er de såkaldte supertvivlere. Epinion Capacent har for Ugebrevet A4 gennemført den hidtil mest detaljerede undersøgelse af tvivlerne i vælgergruppen. 6 ud af 10 supertvivlere har besluttet, at de vil stemme på den ene eller anden fløj. Men for 39 procent af supertvivlerne – svarende til cirka 110.000 vælgere – er valget stadig helt åbent, og de har end ikke lagt sig fast på, om de vil stemme på et parti inden for den blå eller den røde blok.

Udfordringen for politikerne i valgkampens slutfase bliver derfor at indfange de 110.000 supertvivlende vælgere, der tilsammen kan udløse fem eller seks mandater. Men den udfordring kan vise sig at blive meget stor, mener lektor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universit.

Han hæfter sig nemlig ved, at undersøgelsen dokumenterer, at både tvivlerne og supertvivlerne i det store og hele ikke adskiller sig væsentligt fra resten af vælgergruppen. Dog er der en overvægt af kvinder, unge og kortuddannede blandt supertvivlerne. Men overvægten af kortuddannede er ikke større, end at 4 ud af 10 supertvivlere rent faktisk har en studenterhue eller en videregående uddannelse.

»En tvivler er ikke bare en tvivler. De har ikke ens baggrund, og de mener ikke det samme som hinanden eller noget andet end resten af vælgerne. Når det ikke er en homogen vælgergruppe, bliver det utroligt svært for politikerne at hive en kanin op af hatten, der kan afgøre valget,« siger Kasper Møller Hansen.

Undersøgelsen er foretaget ved at telefoninterviewe 1.598 vælgere, hvoraf 255 er i tvivl om, deres foreløbige partivalg holder hele vejen til stemmeurnen, og 114 er helt i tvivl om, hvilket parti de skal stemme på. Den viser dog, at der er forskelle på tvivlerne og resten af vælgerhavet.

Blandt andet går lidt flere tvivlere og super-tvivlere op i velfærdspolitiske spørgsmål i forhold til de øvrige vælgere, og de er en smule mindre interesseret i skattepolitik og flygtningespørgsmål end gennemsnitsvælgeren.

Det eneste punkt, hvor supertvivlerne for alvor adskiller sig fra resten af vælgerne, er, at 65 procent af dem er kvinder. Hvilket er en klar overvægt i forhold til den samlede vælgergruppe, hvor 51 procent er kvinder.

Men selv det faktum sår ph.d. stipendiat Rune Slothuus fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet tvivl om. Han peger på, at mandlige vælgere har det med at fortie sandheden i meningsmålinger og har større tilbøjelighed end kvinderne til at påstå, at de ved, hvem de vil stemme på, i stedet for at indrømme deres tvivl.

»Mit gæt er, at der i virkeligheden er flere mænd, der tvivler, end undersøgelsen illustrerer. Det betyder så på den anden side, at der rent faktisk er flere tvivlere end de 23 procent, som undersøgelsen viser,« siger Rune Slothuus.

Flere tvivlere end sofavælgere

Ifølge undersøgelsen er der flest tvivlere og supertvivlere blandt de borgerlige partiers vælgere. At man overhovedet kan opdele denne vælgergruppe skyldes, at de blevet bedt om at svare på, hvilken politisk blok de forventer at ende med at stemme på. Derfor er det reelt kun de frie fugle, som end ikke har en idé om, hvorvidt de vil lande på blå eller rød blok, som interessen for alvor samler sig om. Hvis hovedparten af dem går til den ene side, kan det afgøre, hvem den kommende statsminister bliver.

Ifølge undersøgelsen er der flest tvivlere og supertvivlere blandt de borgerlige partiers vælgere. At man overhovedet kan opdele denne vælgergruppe skyldes, at de blevet bedt om at svare på, hvilken politisk blok de forventer at ende med at stemme på. Derfor er det reelt kun de frie fugle, som end ikke har en idé om, hvorvidt de vil lande på blå eller rød blok, som interessen for alvor samler sig om. Hvis hovedparten af dem går til den ene side, kan det afgøre, hvem den kommende statsminister bliver. Men da 6 ud af 10 af dem samtidig oplyser, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de først beslutter sig på selve valgdagen eller i stemmelokalet, er det et åbent spørgsmål, om de overhovedet når frem til valgstedet eller bliver hjemme på sofaen.

Kasper Møller Hansen mener, det er sandsynligt at mange tvivlere bliver hjemme.

»Vi ved, at gruppen, der er i tvivl, også er en gruppe, der ofte bliver hjemme. Spørgsmålet er kun, hvor mange der vælger sofaen,« siger han.

Rune Slothuus er noget mere optimistisk. Han understreger, at det er klart, at folk er mest motiverede for at stemme, hvis de rent faktisk har et parti, som de gerne vil støtte. Men, siger han:

»Man kan ikke feje alle tvivlerne væk og tro, at de bliver i sofaen. For det første er der flere tvivlere, end der er sofavælgere, og for det andet ved vi fra undersøgelser, at mange af dem, der stemmer, har været i tvivl til det sidste.«

Flere svingdørsvælgere

Han peger på, at der gennem de seneste mange år er blevet flere og flere tvivlere blandt vælgerne. Ved seneste valg viste efterfølgende undersøgelser, at 37 procent først besluttede, hvem de ville stemme på i løbet af valgkampen, og det er den højeste andel i alle de år, der er blevet målt. Dette inkluderer jordskredsvalget i 1973.

Han peger på, at der gennem de seneste mange år er blevet flere og flere tvivlere blandt vælgerne. Ved seneste valg viste efterfølgende undersøgelser, at 37 procent først besluttede, hvem de ville stemme på i løbet af valgkampen, og det er den højeste andel i alle de år, der er blevet målt. Dette inkluderer jordskredsvalget i 1973. Andelen af folk, der skifter parti fra valg til valg, er også stigende, og Rune Slothuus vurderer, at der ved dette valg, vil være flere partiskiftere end i 2005, hvor 25 procent skiftede parti.

»Det skyldes ikke kun Ny Alliance, der selvfølgelig vil være årsag til en del partiskift, men også, at tre partier har fået nye formænd og har skiftet politik på flere områder,« siger han.

En anden årsag til de mere ustabile vælgere er ifølge Rune Slothuus, at partierne har nærmet sig hinanden politisk, og at der derfor ikke er så lang vej fra det ene til det andet, samt endelig, at politikken har udviklet sig, så man i dag både skal have en værdipolitisk og fordelingspolitisk holdning.

»Så kan man jo godt være enig med et parti på de værdipolitiske emner og et andet på de økonomi-ske emner. Og måske mener man, at det er flygtninge, der er vigtigst til det ene valg, mens skat er det vigtigste til det næste valg,« siger Rune Slothuus.

Han vurderer derfor, at politikere, der vil kap-re de tvivlende vælgere, skal fortsætte med at tale velfærd, da det er det, tvivlerne giver udtryk for at prioritere højest.

Kasper Møller Hansen mener derimod, at politikernes sidste kort, der skal spilles på bordet, bør være mobiliseringskortet. Især vil det være til fordel for venstrefløjen, hvis stemmeprocent er så høj som muligt, mener han.

»Blandt sofavælgerne finder man mange ledige, syge, ældre og folk, der på den ene eller anden måde er socialt marginaliseret. Vi ved, at det er en gruppe, som har tendens til at stemme rødt i en eller anden afskygning,« siger Kasper Møller Hansen.

Han tror derfor, at det er den direkte kontakt til vælgerne, der giver politikerne den største chance for at score stemmerne fra sofaen.

»Det er ud at trykke hånd og hjælpe vælgerne med at komme frem til valgstederne, der kan blive det afgørende. Sofavælgerne rammer man ikke igennem tv’et, for de skifter kanal. Derfor skal de opsøges og indfanges,« siger han.