Værdier på kanten af fremtiden

Af

Fagbevægelsens nye værdigrundlag vil sætte individet i centrum, få de udsatte grupper med i fællesskabet og styrke velfærdssamfundet. Forslaget vækker både begejstring og forvirring. Forsker opfordrer medlemmerne til at være uenige – for debattens skyld.

06Der skulle gå mere end 100 år, før den danske fagbevægelse fik sit eget værdigrundlag. Men nu ligger der et udkast fra LO’s ledelse, som skal behandles på den ekstraordinære kongres næste år. Værdigrundlaget spænder vidt, men fylder kun lidt. På tre sider bliver fagbevægelsens grundlæggende værdier opstillet. Derfor er det ikke politisk vigtige spørgsmål som ansættelsesforhold, arbejdsmiljø og dagpengeregler, som bliver berørt. Det er de helt grundlæggende værdier, der opstilles under overskriften »Fællesskab giver muligheder«. Værdigrundlaget er bygget over følgende skelet:

  • Den enkelte kan selv – sammen kan vi mere. Fagbevægelsen skal være et fællesskab for lønmodtagere, der er med til at sikre, at den enkelte får mulighed for og frihed til at handle selv. Det skal ske gennem kollektive handlinger, der sikrer den enkelte rettigheder i arbejdslivet.
  • Det enkelte menneske er unikt. Ingen må diskrimineres på grund af køn, etnisk tilhørsforhold, religion, handicap, alder eller seksualitet.
  • Fagbevægelsen skal være et rummeligt fællesskab. Fagbevægelsen skal tage udgangspunkt i, at alle medlemmer er forskellige og har ret til deres forskellighed. Derfor skal fagbevægelsen opleves som vedkommende og nærværende for den enkelte i hverdagen. Det rummelige fællesskab skal sikres gennem demokratiske organisationer, hvor valgte og ansatte i fagbevægelsen er forpligtet til at forvalte medlemmernes interesser anstændigt.
  • Arbejdsmarkedet skal være for alle. Den enkelte skal efter evne deltage i arbejdslivet og bidrage til samfundets velfærd. Det er fagbevægelsens opgave at udbygge lønmodtagernes rettigheder – om nødvendigt ved brug af kollektive kampskridt.
  • Arbejdet skal være udviklende. Alle lønmodtagere har ret til et arbejde, hvor medindflydelse og kompetenceudvikling går hånd i hånd med ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Men den enkelte skal også tage ansvar for sin egen arbejdslivssituation.
  • Velfærdssamfundet giver tryghed og muligheder. Finansieringen af velfærdssamfundet skal også i fremtiden være solidarisk.
  • Solidariteten er global. Vi lever i den mest velstående del af den globaliserede verden og må derfor påtage os de største byrder i kampen for en fredeligere, en bedre, en mere lige og retfærdig verden.
Blandede reaktioner

Ugebrevet A4 har bedt fire personer med forskellige indfaldsvinkler til fagbevægelsen om at læse forslaget til værdigrundlag igennem. Deres reaktioner er blandede.
»Det er ok. Der er ikke meget, jeg er uenig i,« siger Claus Jensen, der fælledstillidsmand på Lindøværftet.

citationstegnVærdigrundlaget er liberalt-konservativt-socialdemokratisk, og derfor forbliver det en hemmelighed, hvad fagbevægelsen står for, SØREN MØRCH, historiker

Historiker Søren Mørch mener grundlæggende, at tankerne i udkastet er uklare og usikre.
»Det er fuld af almindeligheder og det, som alle pæne mennesker mener. Værdigrundlaget minder om en krydsning mellem Johannes-åbenbaringen og Junigrundloven,« siger Søren Mørch.
Det synspunkt deler professor ved Ålborg Universitet, Henning Jørgensen, ikke. Han har forsket i fagforeninger og mener, at værdigrundlaget kan blive en god platform for at udvikle fremtidens fagbevægelse.

Christine Antorini, tidligere medlem af Folketinget for SF og leder af Forbrugerinformationen, er tæt på begejstret over værdigrundlaget.

»Min umiddelbare reaktion er, at det er ret godt. Værdigrundlaget lader det usagte være sagt, og det er en stor positiv overraskelse,« siger hun.

Antorini fremhæver passagerne om, at fagbevægelsen også skal kæmpe for »udsatte grupper uden for medlemskredsen, der har vanskeligt ved at få plads på arbejdsmarkedet og i samfundet« som et afgørende nybrud.

Individualitet og fællesskab

Christine Antorini, der selv har prøvet at skrive politiske værdiprogrammer, roser forslaget for at være uforudsigeligt.

»Det er helt efter bogen, at fagbevægelsen skal kæmpe for den enkeltes rettigheder. Men det er overraskende, når værdigrundlaget gør så meget ud af den enkeltes ansvar,« siger hun.
Antorini påpeger, at den arbejdsløse eksempelvis selv har at ansvar for at ændre sin situation, og at den ansatte på en virksomhed er forpligtet til at være med til at udvikle nye arbejdsgange og produkter. Men ifølge fællestillidsmanden fra Lindøværftet, Claus Jensen, er det individuelle kammet en smule over i værdigrundlaget.

»Jeg savner en stærkere rolle for fællesskabet og solidariteten i værdigrundlaget. Jeg har intet mod individualisme, men som fagbevægelse skal vi vedstå vores udgangspunkt i kollektivet. Det vil blive brugt mod os ude på arbejdspladserne, hvis vi bliver for individualistiske,« siger han.
Henning Jørgensen roser værdigrundlaget for, at det siger farvel til russerdemokratiet.

citationstegnDet danske samfund er et interesseorganisationernes tyranni, og fagbevægelsen bidrager mildest talt til det tyranni. Værdigrundlaget burde opstille nogle klare prioriteter for, hvor fagbevægelsen skal blande sig,
CHRISTINE ANTORINI, tidligere medlem af Folketinget for SF

»Fagbevægelsen har lidt under, at når man først tog en beslutning, skulle alle rette ind efter den. Fremover vil forskelligheden være en styrke ved fagbevægelsen, og det skaber rum for alle typer medlemmer,« siger Henning Jørgensen.

Admiralens vise
Tidligere var fagbevægelsens værdigrundlag en henvisning til Socialdemokratiets program. Altså en klar placering i venstre side af det politiske landskab. Det nye værdigrundlag er ikke sådan umiddelbart at indplacere, og det får Søren Mørch til at tænke på den gamle sang »Admiralens Vise«, hvor en ung mand ved skrupelløs opportunisme kommer helt til tops i samfundet.
»Værdigrundlaget er liberalt-konservativt-socialdemokratisk, og derfor forbliver det en hemmelighed, hvad fagbevægelsen står for,« siger Søren Mørch og forsætter:

»Det giver ikke mening at skrive, at man er forpligtet til at bryde den negative sociale arv, for der findes vel ikke et eneste parti i Folketinget, der mener noget andet.«

Han undrer sig over, at der ikke et eneste sted står, at man kæmper for, at lønmodtagerne skal have højere løn, længere ferie og kortere arbejdstid. Ja, faktisk mener han, at de tre punkter tilsammen kunne gøre det ud for et fint værdigrundlag, som medlemmerne kan forstå.

»Hvorfor må der ikke stå noget om penge. Medlemmerne går på arbejde for at tjene penge. Men det er, som om man er blevet for fin til at tale om penge, og at man vil tage dem fra arbejdsgiverne. Det er jo derfor, lønmodtagerne melder sig ind i en fagforening,« siger Søren Mørch.

Antorini ser det derimod som en styrke, at værdigrundlaget hverken er skrevet af efter Venstres eller Socialdemokraternes principprogram:

»Formålet med værdigrundlaget er, at fagbevægelsen skal stå på egne ben. Derfor må man selv tage fat på nogle af de svære spørgsmål.« 

Politisk indflydelse, jo tak

Claus Jensen slår ned på tanken om, hvordan fagbevægelsen skal søge politisk indflydelse.
»Jeg har meget svært ved at se, hvordan vi skal erstatte den indflydelse, vi fik gennem vores samarbejde med Socialdemokratiet. Umiddelbart hjælper værdigrundlaget mig ikke,« siger han.
Christine Antorini ser også nogle uklarheder i den måde, fagbevægelsen vil forholde sig til det politiske system på. Hun understreger, at det er rigtigt, at fagbevægelsen vil støtte og arbejde for demokratiet og parlamentarismen, men hun er betænkelig ved, at værdigrundlaget taler om »involvering af interesseorganisationer«.

»Det danske samfund er et interesseorganisationernes tyranni, og fagbevægelsen bidrager mildest talt til det tyranni. Værdigrundlaget burde opstille nogle klare prioriteter for, hvor fagbevægelsen skal blande sig, for det er ikke en naturlov, at der sidder LO-repræsentanter med ved alle mødeborde i Danmark,« siger hun.

Ifølge Antorini er værdigrundlagets svageste dele de passager, der handler om velfærdssamfundet og den offentlige sektor. Hun mener, at fagbevægelsen er på vej mod en defensiv politik, der ikke tør stille spørgsmålstegn ved størrelsen af den offentlige sektor og omfanget af omfordeling i Danmark.

Henning Jørgensen efterlyser også nogle klare bud på fremtidens offentlige sektor. Men han er fortrøstningsfuld, for som han siger:

»Lige nu er det vigtigste, at værdigrundlaget bliver diskuteret, for fremtidens fagbevægelse bliver kun stærk, hvis den bygger på debat og forskellighed. Jeg vil faktisk opfordre alle fagbevægelsens medlemmer til at være uenige – også i værdigrundlaget.«