Vælgerne vil have en samlet opposition

Af

Vælgerne efterlyser fælles front i oppositionen, viser A4-måling. Men Socialdemokraterne og de radikale vil hellere satse på hver deres sololøb. De tvivler på, at Villy Søvndals nyvundne mandater og økonomiske ansvarlighed holder frem til næste valg. Forskere mener også, at oppositionen står stærkest, når de enkelte partier ikke står for tæt.

TREENIGHED De tre store oppositionspartier skal sætte turbo på samarbejdet, gerne med et fælles politisk program, der viser, hvad vælgerne får ud af deres kryds på de radikale, SF eller Socialdemokraterne, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) bliver statsminister efter næste valg.

Sådan lyder opfordringen fra de tre partiers egne vælgere ifølge en måling, som Zapera har foretaget for Ugebrevet A4. Tre ud af fire (77 procent) ønsker, at Socialdemokraterne, SF og de radikale finder en fælles politisk platform, mens lidt over halvdelen (56 procent) ønsker, at de tre partier formulerer et fælles politisk program. Fremragende idé, mener SF’s ledelse, der i øjeblikket har travlt med at sende den ene brudegave efter den anden til socialdemokrater og radikale.

»Jeg kan ikke se, hvad ulemperne skulle være. Den nuværende regering kom jo til i 2001, ved at de i god tid viste, at de nok skulle finde ud af det sammen, hvis de fik flertal ved et valg – og det havde de jo meget god succes med,« siger SF’s gruppeformand, Ole Sohn.

Men foreløbig er hverken Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt eller den radikale leder Margrethe Vestager klar til at lette dynen for Ole Sohn og SF-formand Villy Søvndal. For hvad skal de med løfter om politiske kompromisser og villige SF-mandater, hvis stemmerne er tyvstjålet fra Socialdemokraterne og de radikale selv – og historien i øvrigt viser, at SF ikke er til at stole på, når det gælder?

Margrethe Vestager har ikke svært ved at se ulemperne ved sådan et ægteskab:

»Kernen er, at der skal skabes et andet flertal. Det betyder, at der skal flyttes stemmer fra nogle af de partier, der har flertal i øjeblikket – over til S, SF og R. Jeg tror, vi har bedst mulighed for at flytte de stemmer uden et tæt parløb med SF.«

Hun mener, det vil være »mindre troværdigt« at slå sig op som økonomisk ansvarligt parti over for potentielle radikale vælgere, hvis hun på forhånd har bundet sin politik til Villy Søvndals.

Socialdemokrater går selv

I den socialdemokratiske ledelse afviser politisk ordfører Henrik Sass Larsen også at smede oppositionen tættere sammen. Hans plan for at vinde vælgerne tilbage over midten er »at føre socialdemokratisk politik«. Hvad de andre partier vil, må de selv finde ud af, siger Socialdemokraternes politiske ordfører.

Om vælgernes opfordring til de tre partier om at finde en fælles politisk platform, siger han:

»Hvis det betyder, at jeg skal give køb på det, der er socialdemokratisk politik, så siger jeg nej.«

Og et fælles politisk program kan vælgerne godt glemme alt om:

»Nej, det vil vi ikke. Vi har tænkt os at føre socialdemokratisk politik og gå til valg på et socialdemokratisk program, og jeg kan ikke forestille mig, at hverken de radikale eller SF vil skrive under på vores politik – så der bliver ikke noget fælles program.«

Tre ud fire socialdemokratiske vælgere mener ifølge A4-undersøgelsen, at Socialdemokraterne burde gå i tættere parløb med SF og de radikale, men det betyder ikke, at vælgerne har et behov for at se, at de tre partier kan samarbejde, mener Henrik Sass Larsen.

»Jeg tror udmærket godt, folk ved, at der er så stor en fællesmængde af politiske holdninger, at vi nok skal få et regeringssamarbejde til at fungere.«

Historien skræmmer

Der er tre hovedforklaringer på, hvorfor Socialdemokraterne, SF og de radikale ikke kaster sig i armene på hinanden – trods et fælles mål om at vælte den siddende regering:

  • Gammelt nag
  • Reel politisk uenighed
  • Taktiske grunde

Det gamle nag har spor helt tilbage til 1959, da Socialistisk Folkeparti blev dannet af nogle af de tidligere kommunister, der få år forinden havde været Socialdemokraternes og fagbevægelsens arvefjender. Men da SF syv år senere voksede til 20 mandater og i 1966 kunne lægge de afgørende stemmer til et rødt flertal, måtte Jens Otto Kragh bøje sig for de politiske realiteter med de berømte ord, at »man har et standpunkt, til man tager et nyt«.

Resultatet blev det såkaldte »røde kabinet«, hvor S-regeringen måtte aftale store dele af sin politik ned i detaljen med SF. En ordning, der kuldsejlede endeligt, da seks SF’ere nægtede at stemme for en upopulær lov, der ophævede de dyrtidsreguleringer, som sikrede reallønnen – og holdt liv i inflationen. Et tillidsbrud, der kostede Socialdemokraterne regeringsmagten.

Da Jens Otto Krag igen kom til i 1971 med løfter om at gennemføre Socialdemokraternes store vision om økonomisk demokrati (ØD) på arbejdspladserne, svigtede SF’erne – i socialdemokratisk optik – igen. SF mente, ØD ville give fagbevægelsen og Socialdemokraterne for stor indflydelse på samfundsudviklingen og nægtede at lægge stemmer til ideen. Et brud, der kom til at sidde i samarbejdet mellem de to partier lang tid frem, ikke mindst fordi erfaringerne fra 1971 er personlig bagage for nogle af de socialdemokrater, der stadig præger politikken på Christiansborg, blandt dem de to forhenværende formænd Svend Auken og Mogens Lykketoft.

I denne generation ligger der samtidig en oplevelse af, at SF’erne fortsatte stilen som »økonomiske friryttere« op gennem 1990’erne, hvor skiftende Nyrup-regeringer måtte skære danskernes velfærdsrettigheder til – blandt andet med det upopulære indgreb i efterlønnen.

Historieprofessor Claus Bryld, der selv var højrødt medlem af SF i 1960’erne, mener, der skal et generationsskifte til, før det historiske fjendskab dør helt ud.

»Der er stadig noget af det grundlæggende uvenskab tilbage. Sådan en som SF’s gruppeformand Ole Sohn, der har været formand for DKP og stået side om side med Erich Honecker (statsleder i det tidligere DDR, red.) på ærespodiet i Berlin i 1989 – det er altså stadig skrappe sager for mange socialdemokrater,« mener Claus Bryld.

Intern konkurrence om vælgerne

Han mener dog ikke, at de historiske grunde skal have hele skylden for, at Socialdemokraterne ikke farer i armene på SF.

»SF har jo ændret sig ganske væsentligt siden 60’erne, hvor de var stærkt venstreorienterede. I dag er det et halvblødt, højskoleagtigt parti – og på den måde også en farlig konkurrent for de radikale.«

Derfor mener han også, at hovedforklaringen er realpolitisk.

»Det handler om forholdet til de radikale og konkurrencen om arbejdervælgerne. Og så det, at man ikke vil legitimere SF ved at sige, at de er regeringsduelige.«

Karina Kosiara-Pedersen, lektor i statskundskab på Københavns Universitet, er enig.

»Man skal ikke være blind for, at de her partier primært konkurrerer om de samme vælgere,« siger hun og peger på, at når de radiale stadig bruger den økonomiske politik som et argument mod at give SF indflydelse, så skyldes det også, at de radikale »slet er ikke interesseret i, at der er tre store partier i oppositionen«.

Margrethe Vestager erkender da også, at hun ikke er interesseret i at bidrage til Villy Søvndals optur:

»Jeg vil da hellere have, at folk stemmer på de radikale end på Socialdemokraterne eller SF, sådan er det jo. Det er derfor, vi gerne vil have den balance mellem at være radikale og vise vores socialliberale løsninger – og vise, at vi har evnen til at samarbejde. Men det sker naturligvis bedst på det stærkest mulige radikale mandat.«

Samme logik hersker hos Socialdemokraterne, hvor SF stadig først og fremmest ses som en konkurrent om de klassiske socialdemokratiske vælgere. Samtidig ses et tæt samarbejde med SF som en hindring, hvis Socialdemokraterne skal hive de eftertragtede stemmer hjem over midten, som de seneste syv år er vandret i en lind strøm til Venstre og Dansk Folkeparti.

Dødedans for Socialdemokraterne

Hvis SF ikke kan levere stemmerne til et flertal, når valget kommer, kan et tæt samarbejde blive en ren dødedans for Socialdemokraterne, mener Klaus Petersen, professor på Syddansk Universitet og ekspert i arbejderbevægelsens historie:

»Skrækscenariet for Socialdemokraterne er at blive isoleret derude sammen med SF, hvor de to partier står enormt langt fra at kunne erobre regeringsmagten, og hvor den borgerlige regering hele tiden vil kunne sige: »Se! Hvis man får en S-regering, så vil pengene fosse ud af statskassen, og skatterne vil stige«,« siger Klaus Petersen.

Derfor tror han heller ikke på, at der kommer noget formaliseret samarbejde mellem de to partier – medmindre deres flertal ser meget overbevisende ud lige op til et valg.

»For Socialdemokraterne kan SF både blive vejen til magten, men det kan jo også blive en måde at isolere sig politisk på. For jo tættere man binder sig her, jo sværere vil det være at forhandle den anden vej,« vurderer Klaus Petersen.

Lektor Karina Kosiara-Pedersen mener ikke, der er noget urealistisk i SF’s regeringsdrømme med den størrelse, partiet har nu – og en forstærket vilje til at vise økonomisk ansvarlighed og politisk forhandlingsvilje.

»Men spørgsmålet er, om det er taktisk klogere at lave en SR-regering og binde SF meget tæt til sig på samme måde, som regeringen har gjort med Dansk Folkeparti og så sige: »Efter næste valg går vi hele vejen«. Så får man en mulighed for at demonstrere, at SF er et økonomisk ansvarligt parti.«

Hvad de tre partiers politiske uenighed angår, er problemerne ikke længere helt så uoverstigelige som tidligere. Når det gælder miljø og satsningen på offentlig service, forsvar og sundhed er der mere, der samler end skiller.

De ømme tæer hedder skat, retspolitik, dagpenge og udlændingepolitik. Og her kan de tre partier næppe mødes, uden det gør ondt i baglandet, vurderer Karina Kosiara-Pedersen:

»Jo mere, der bliver skrevet ned i et fælles grundlag, jo mindre kan man selv sprælle. Og de her partier har jo forskellige vælgergrundlag og forskellige visioner på afgørende områder.«

Derfor forstår hun også godt, hvis partierne vælger at fiske hver deres stemmer før et valg – og venter med at klippe en hæl og en tå af deres egen politik til den dag, hvor flertallet er hjemme, og et regeringsgrundlag skal skrives. Formulerer socialdemokrater, radikale og SF en fælles politik allerede i dag – måske tre år før et valg – er der meget at tabe:

»Hvis de laver sådan en aftale meget tynd og siger, det her er et minimum – det kan vi i hvert fald blive enige om – så kan regeringen sige: »Ha! Det er alt, hvad I får«. Og hvis de modsat laver det meget omfattende, så spænder de ben for deres egne manøvremuligheder.«