Vælgerne dømmer politikere hårdest for pjæk og pjank

Af
Gitte Skov

Politiske skandaler kan give massiv kritik i medierne og stormvejr i folketingsgruppen. Nu viser en videnskabelig undersøgelse for første gang, hvad der i vælgernes øjne er utilgivelige, politiske skandaler. Mens fartbøller og momssyndere kan overleve, er nr. 1 på vælgernes skandaleliste pjækkeri.

SKANDALØST Fadøl på skatteydernes regning, ferier med familien frem for arbejde, ubetalte regninger i privaten eller mistanke om forsøg på skatteunddragelse. Det er bare et par af de politiske skandaler, der er rullet gennem medierne for nyligt. Men spørger man vælgerne, har politikere bag disse skandaler dog langt fra jokket lige meget i spinaten.

Forskere på Statskundskab ved Københavns Universitet har i samarbejde med Ugebrevet A4 spurgt vælgerne, hvor meget spinat der skal jokkes i, før en politiker står i problemer til halsen.

Svaret er klart: Det værste, en folkevalgt kan gøre, er at skulke fra udvalgsmøder eller have rod i økonomien. Det er langt værre end ulovligheder som at køre rasende for stærkt på motorvejen eller have en ægtefælle, der snyder med momsen.

Det er første gang, spørgsmålet er blevet undersøgt efter en videnskabelig metode. Godt 4.000 repræsentativt udvalgte danskere har taget stilling til seks forskellige politiske skandaler og har bedømt, i hvor høj grad de mener, skandalerne skader politikernes troværdighed.

Men det unikke her er, at de adspurgte er blevet delt i to lige store, repræsentative grupper, og mens den ene gruppe udelukkende har bedømt socialdemokratiske politikere, har den anden udelukkende bedømt venstrepolitikere.

Dermed har forskerne undgået ’støj’ i besvarelserne. Og når tre ud af fire mener, at det ’i høj grad’ eller ’meget høj grad’ skader politikeres troværdighed, hvis de passer deres private gøremål frem for deres arbejde, hænger det sammen med, at vælgerne straffer politikerne for inkompetence, forklarer professor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, der står bag undersøgelsen.

»Vælgerne forventer, politikerne passer deres arbejde, og det opfattes som et løftebrud, hvis en politiker ikke gør det – det er jo det, som de er valgt til, og det, de får løn for,« siger Kasper Møller Hansen, der afslører, at han selv var overrasket over resultatet.

»Inden vi gennemførte undersøgelsen, troede vi, at ulovligheder ville blive straffes hårdest. Men sådan er det ikke. Med den her undersøgelse får vi et ret præcist billede af, at vælgerne ikke mener, de værste skandaler er ulovlighederne, men derimod det, der handler om ikke at passe sit arbejde eller sin økonomi ordentligt,« tilføjer Kasper Møller Hansen.

Få styr på pengene

Mens undersøgelsen viser, at fravær fra det politiske arbejde straffes af flest vælgere – tre ud af fire – viser den også, at blot halvdelen af vælgerne mener, det i høj grad eller meget høj grad skader en politikers troværdighed, hvis han eller hun tages i at køre alt for stærkt på motorvejen, eller ægtefællen snyder i moms. Undersøgelsen dokumenterer også:

At vælgerne ser med mildere øjne på politikerens skandale, hvis han eller hun kommer fra det parti, som de selv stemmer på. Eksempelvis mener knap halvdelen af de vælgere, der stemte på et oppositionsparti ved sidste valg, at det er et problem for troværdigheden, hvis en socialdemokratisk politiker har rod i økonomien. Samme dom fælder 70 procent fra den samme gruppe vælgere, hvis der er tale om en borgerlig politiker.

Mindst problematisk for en politikers troværdighed er det at springe køen over til en knæoperation på et offentligt hospital og selv betale for den på et privathospital. Kun én ud af fire vælgere synes, det er skadeligt.

Ældre vælgere dømmer hårdere end de yngre, mænd er mere tilgivende end de kvindelige vælgere, mens sjællændere ser mildere på fartdjævle og momssnydere, end jyderne gør.

Endelig dømmer de vælgere, der følger med i politik, politikerne hårdere end de vælgere, der ikke gør.

Om undersøgelsen
Om undersøgelsen

På Roskilde Universitet (RUC) har studie- og forskningsgruppeleder Mark Blach-Ørsten som en del af et skandinavisk forskningsprojekt studeret de seneste års politiske skandaler og analyseret konsekvenserne for de involverede politikere. Han ser en klar sammenhæng mellem de faktiske konsekvenser og vælgernes dom.

»Det er protestantisk pligtetik. Vi er selv pligtopfyldende i Danmark, så det forventer vi også af de folkevalgte. Hvis man vælger arbejde fra på grund af ferier eller private møder, så konflikter man med vores pligtmoral,« siger Mark Blach-Ørsten.

Hans studier viser, at de fleste politiske skandaler i Skandinavien handler om økonomi – enten hvor der er tale om sorte penge eller misbrug af offentlige midler, som eksempelvis den svenske socialdemokrat Mona Sahlin, der, mens hun var minister, købte Toblerone­ til sig selv for skatteydernes penge.

»At passe sit job og have orden i økonomien handler om pligt og mådehold. Det er nogle meget gammeldags dyder, som vi holder højt. Når Mona Sahlin blev straffet hårdt af vælgerne for at købe chokolade til sig selv, så er det i virkeligheden princippet om mådehold, der forsvares af vælgerne,« siger Mark Blach-Ørsten.

Princippet om mådehold fældede i den grad også en kvindelig folketingspolitiker herhjemme for nylig. Konservative Henriette Kjær trak sig fra sine poster som politisk ordfører og gruppeformand efter for anden gang i sin politiske karriere at have set sit private forbrug – og ikke mindst hendes mands økonomiske rod – plastret ud over samtlige forsider på formiddagsaviserne.

Ingen stillede spørgsmålstegn ved Kjærs evner som politiker, men hendes manglende evne til at få styr på et galopperende overforbrug var ikke foreneligt med regeringens kurs om mere økonomisk ansvarlighed.

Havde man spurgt vælgerne, om Henriette Kjær var nødt til at trække sig fra sine poster, havde flertallet nok sagt ja. I hvert fald mener to ud af tre vælgere i undersøgelsen, at det skader en politikers troværdighed, hvis han eller hun er blevet offentligt gældsaneret for 200.000 kroner efter at have optaget dyre forbrugslån.

»Lene Espersen og Henriette Kjær har valgt de værste skandaler. Det er de skandaler, som vælgerne straffer hårdest. Havde de bare kørt for stærkt eller fået en knæoperation på et privathospital, så havde de nok overlevet politisk,« siger professor Kasper Møller Hansen med henvisning til, at Lene Espersen for nylig måtte gå som politisk leder for Konservative efter en mediestorm, der begyndte med, at hun valgte vigtige politiske møder fra til fordel for ferie med familien.

Den kønsløse fordømmelse

Begge politikere er kvinder ligesom Helle Thorning-Schmidt (S), der i sommer blev trukket gennem skandalemøllen for mistanken om, at hendes mand forsøgte at snyde i skat. Men ifølge undersøgelsen betyder det intet for vælgerne, om de politiske skandaler udføres af en mandlig eller en kvindelig politiker. Og det er et udtryk for, at ligestillingen er slået igennem her, forklarer professor Kasper Møller Hansen.

»Vi troede, at der var forskellig standard for kvinde og mand, men det er der ikke. En mand bliver sat en smule mere til ansvar over for ægtefællen, men basalt set er der ligestilling, og vælgerne lader sig ikke trække rundt ved næsen af, hvilket køn der sidder ved roret,« siger han.

Studieleder Mark Blach-Ørsten fra RUC fandt ligeledes i sine studier af de politiske skandaler, at politikerens køn var uden betydning.

»Der er ingen sammenfald mellem køn og skandaler. Det, der betyder mest, er politisk status. Sidder du i regering, eller er du partileder, er der stor chance for at blive skandaliseret. Jo mere profileret du er, jo mere befinder du dig i en risikozone,« siger han.

Hvor køn ingen indflydelse har, er den politiske farve derimod relevant. I forhold til at skulke fra sit arbejde gør det ingen forskel for vælgerne, om den folkevalgte er rød eller blå. Anderledes er det, når det kommer til rod i økonomien eller et besøg på privathospital.

Mens 16 procent finder det skandaløst, hvis en borgerlig politiker betaler for en knæoperation på et privathospital, mener dobbelt så mange, at det er et problem for en socialdemokrats troværdighed. Og omvendt mener 68 procent af vælgerne, at det er stærkt problematisk for en politiker fra Venstre at have uorden i privatøkonomien, mens kun 58 procent fælder samme dom over en socialdemokratisk politiker.

Kasper Møller Hansen påpeger, at det afspejler, at vælgerne rent faktisk kender til de politiske mærkesager hos de folkevalgte – ellers kunne de ikke dømme dem forskelligt.

»Det handler om, at politikerne går stik imod deres egen politik. Hvis man hævder, at man er økonomisk ansvarlig, eller man siger, at man er modstander af privathospitaler, så er det jo hykleri at sige ét, men gøre noget andet. Og hykleri straffes hårdt af vælgerne.«

Piedestalen forpligter

Den videnskabelige undersøgelse viser for første gang, hvilke skandaler danskerne dømmer hårdest. Men undersøgelsen siger ikke noget om, hvorfor vælgerne dømmer fravær og økonomisk uføre værre end ulovligheder.

Niels Folmann, direktør i reklamefirmaet BBDO, er mest kendt fra DR-programmet ’Kender du typen’. Han ved noget om, hvad tidsånd og tendenser betyder for danskernes holdning og handling.

»Vi søger efter rollemodeller og idealer, og vi tildeler politikere en grad af stjernestatus, fordi de leder os, og vi ser op til dem. Nogle er stjerner, fordi de er gode til at spille håndbold eller musik – og andre er det, fordi de er politikere, og vi tror på, at de kan skabe en forandring for samfundet og dermed for os selv. Derfor er det sammenligneligt med andre stjerner eller idoler. Vi har fået politikerne op på en etisk piedestal, og vi kan ikke tåle, at de træder ved siden af,« forklarer Niels Folmann.

Hans analyse bakkes op af Johan Peter Paludan, direktør på Center for Fremtidsforskning. Han tror, at politikerne dømmes hårdere i dag end tidligere, fordi tidsånden har ændret sig.

»Vi er i en mere puritansk tidsånd, hvor vi er mere fordømmende end ellers. Vi går alle og føler os lidt truet, og vi tænker meget over at sætte tæring efter næring. Vi arbejder også meget, og politikerne pisker os hårdt for at spare og arbejde, og man må ikke nasse på systemet. Jeg tror, at vi skal ind i en højkonjunktur igen for måske at se mere tolerance blandt vælgerne,« siger han.

Tiderne, hvor fladskærme hang på træerne, spritnye samtalekøkkener var en menneskeret, og sommerferien på det femstjernede resort kun var et overophedet forbrugslån væk, er ovre. I dag står både nationaløkonomien og privatøkonomien over for hårdhændet revision, og mens politikerne beder vælgerne om forståelse for, at velfærdsgoderne spares væk, nægter vælgerne at se gennem fingrene med fravær fra arbejdet eller dårlig økonomi i politikernes egne baghaver. Og det kommer slet ikke bag på Frederik Preisler, direktør i kommunikationsbureauet Mensch, der blandt andet lever af at rådgive store firmaer om håndtering af kriser i medierne.

»Beklageligvis er man nødt til at forholde sig til, at den ny-puritaniske tidsånd er en aktiv medspiller i medierne. Fortidens store skikkelser i politik og erhvervsliv kunne godt slippe fra en skævert i ny og næ. Det kostede ikke posten at gå ud med en dame eller gå på værtshus. Men den går ikke i dag – og da slet ikke, hvis skandalen kunne indikere, at man ikke passer sit job eller vandkæmmer sit hår,« siger Flemming Preisler og tilføjer:

»Men det gør egentlig også samfundet lidt kedeligt. Vi forfølger alle dem, der ikke lever op til en meget konform model. Der er ingen spræl længere. Som stemningen er i dag, så bliver den næste skandale, at statsministeren har for højt BMI!«