Vælgermarch fra de radikale

Af

Hvis der var valg i morgen ville kun 42 procent af de, der stemte radikalt ved sidste valg, sætte deres kryds ved liste B. En farlig udvikling for partiet, der allerede har fået halveret sin folketingsgruppe ved valget i 2007. Sker det igen ved næste valg, truer spærregrænsen.

AFMAGT 6 ud af 10 vælgere, der stemte på de radikale ved det seneste folketingsvalg, har vendt blikket mod et andet parti - eller aner ikke, hvor de skal sætte deres kryds. En katastrofal situation for Det Radikale Venstre, der stadig drømmer om den totale magt som tungen på vægtskålen på midten af dansk politik.

Overraskende nok er det de rødeste radikale, der nu tager flugten til den rene vare i SF og S. De to partier står for henholdsvis 32 og 26 procent af stemmetyveriet fra de radikale, mens kun 14 procent af de frafaldne radikale vælgere er vandret til V, K eller DF. Resten er i tvivl. Det viser en analyse foretaget for Ugebrevet A4 blandt 270 vælgere, der stemte på de radikale ved det seneste valg til Folketinget.

Politisk kommentator Hans Engell kalder den radikale vælgerflugt for »opsigtsvækkende«. Men han kan godt forstå, at vælgerne kigger sig om efter mere dynamiske alternativer:

»Siden sidste valg har det været et kæmpe problem, at en så stor del af gruppens medlemmer er på vej til efterløn og pensionering, og at en anden del er grundlæggende uenige i Vestagers kurs. Det betyder, at der er meget få tilbage, som kan trække læsset,« vurderer den forhenværende leder af de konservative.

Få unge kræfter

I dag er der ikke grundlæggende uenigheder tilbage i folketingsgruppen, men afskeden med partiets højrefløj – i skikkelse af Simon Emil Amitzbøll og Morten Helveg Petersen - har ikke ligefrem forynget gruppen, hvor 5 ud af 9 medlemmer nu er over 60 år.

Gruppens næstformand Morten Østergaard (R) mener ikke, man kan klandre folk som Lone Dybkjær eller Niels Helveg Petersen for vælgerflugten, selv om de er på vej ud af politik:

»De, der har annonceret, at de stopper, agter at få det mest mulige ud af de sidste år i manegen. Vi kan i hvert fald ikke sige, at nogen af dem har lagt hatten på hylden,« siger han, der imidlertid er bevidst om, at nye profiler som den københavnske gruppeformand Manu Sareen, topkandidaten fra Europa-Parlamentsvalget, Sofie Carsten Nielsen, og Radikal Ungdoms formand Zenia Stampe skal køres i stilling inden et valg.

»Det er en helt klar strategi for os at trække nogle af de unge talenter med ind og bruge dem mere aktivt, så folk kan lære dem at kende inden et valg – også for at vise, at vi er flere til at gøre arbejdet end bare os fire, der er på genvalg,« forklarer han.

Chefredaktøren for den radikale avis Skive Folkeblad Ove Dall mener, at grobunden for en ny radikal storhedstid ligger i en politisk profil nærmere midten af dansk politik og helst med et tydeligt social-liberalt varemærke:

»Der har været en venstredrejning af partiet og en meget stærk fokusering på udlændingepolitikken. Mange vælgere har ikke længere opfattelsen af, at de radikale er et bredt favnende midterparti. Jeg tror ikke, man har været stærk nok til at formidle det, jeg vil kalde ’social-liberal classic’.«

De radikale må i hvert fald gøre sig klart, hvad det koster, hvis de vil tage endnu et valg på lavere skat til de højtlønnede og en blødere udlændingepolitik, indvender Hans Engell.

»Det politiske danmarkskort har jo flyttet sig meget de senere år – på nogle områder til venstre og på andre til højre – og det er de radikale ikke fulgt med i. I stedet bliver de ved med at holde fast i en politik, som nu ved tre valg har vist sig ikke at føre til et regeringsskifte.«

Morten Østergaard kunne ikke være mere uenig:

»Når man argumenterer med, at man er nødt til at mene noget bestemt, for ellers kan man ikke få magten i Danmark, så synes jeg, man glemmer, at en væsentlig del af opgaven for en politiker er at lede og ikke bare at følge.«