Vælgere og politikere enige: Brug flere penge

Af Allan Larsen
| @MichaelBraemer

Både vælgere og politikere er villige til at bruge flere penge på kommunal service. Mens blå politikere er mere sparsommelige end deres vælgere, er røde politikere og vælgere forenet i lysten til at spendere. De er bare ikke enige om, hvad pengene skal gå til. Uanset valgresultatet bliver vælgerne skuffede, vurderer forskere.

Foto: Foto: Astrid Dalum/Polfoto

UDE AF TRIT Når næsten tre millioner danskere i morgen går i stemmeboksen og sætter deres kryds, vil hovedparten blive skuffede – uanset udfaldet af kommunalvalget.

For godt nok er både vælgere og politikere fra begge blokke villige til at bruge flere penge på 11 udvalgte kerneområder. Men blå vælgeres forbrugslyst er større end de blå politikeres. Og røde vælgere er ikke enige med deres politikere om, hvor pengene skal bruges. Det fremgår af to undersøgelser, Ugebrevet A4 har foretaget op til kommunalvalget.

• Den ene undersøgelse afdækker, om vælgerne vil bruge flere eller færre penge på 11 velfærdsområder.

• Den anden afdækker, om politikerne vil bruge flere eller færre penge på de samme 11 områder.

Stillet over for hinanden viser de to undersøgelser, at vælgere og politikere er på kollisionskurs i forhold til den kommunale velfærd i næste valgperiode.

Uenigheden er størst i blå blok, hvor politikerne er meget mere sparsommelige end de borgerlige vælgere. Faktisk er de blå vælgeres lyst til at bruge kommunale penge dobbelt så stor som de borgerlige kandidaters. I ønsket om velfærdsforbedringer ligger de blå vælgere sågar tættere på de røde politikere end på de blå.

Kommunalordfører for Venstre Jacob Jensen ser dog intet problem i den manglende overensstemmelse mellem vælgernes og kandidaternes politiske ønsker.

»Vores kandidater forsøger at afstemme forventningerne og tegne et mere realistisk billede af, hvad der er muligt. På det seneste har vi set politikere, der har lovet en masse, men ført en politik, der er gået den anden vej. Den situation tror jeg ikke, at vores kandidater vil bringe sig i, og derfor kommer de med mere beskedne, men også realistiske bud på, hvad der kan lade sig gøre,« siger han.

Rød uenighed om prioritering

I rød blok er kandidater og vælgere enige om at bruge flere penge. Men bag den tilsyneladende enighed gemmer sig store uenigheder om, hvad pengene skal bruges til.

For eksempel vil næsten dobbelt så mange røde vælgere som politikere bruge flere penge på ældrepleje og plejehjem.

Omvendt vil de røde kandidater ikke spare på nogle af de 11 velfærdsområder. Røde vælgere er trods alt parate til at skære på kultur og sports- og fritidsområdet.

Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup, er imidlertid heller ikke alarmeret over det manglende fodslag mellem kandidater og vælgere. Og han afviser, at de røde kandidater er ude i overbudspolitik.

»Kandidaterne kender godt virkeligheden. De ved, at der er ikke ubegrænsede muligheder. Derfor ser jeg de her tal som udtryk for, at vi har nogle stærke kandidater, der er klar til at gøre nogle ting i den offentlige sektor smartere. Det vil frigøre nogle midler, som man kan bruge inden for den kernevelfærd, de gerne vil prioritere,« siger han.

Røde vælgere trækker den største nitte

Som kommunernes økonomiske situation tegner sig lige nu, vil det være rød bloks vælgere, der trækker den største nitte ved kommunalvalget, vurderer programchef hos KORA Kurt Houlberg, som har forsket i kommunal økonomi.

»Der er traditionelt præferencer for højere offentlige udgifter blandt røde vælgere end blå.  Men som den økonomiske situation er lige nu, er der ikke udsigt til, at der bliver plads til at bruge flere penge. Så der kan man sige, at begge fløjes vælgere har udsigt til at blive skuffede. Men det er klart, at skuffelsen alt andet lige risikerer at være størst hos røde vælgere,« siger han.

Roger Buch, kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hæfter sig ved, at der både i rød og blå blok – såvel blandt vælgere som kandidater – er urealistiske forventninger om, hvad der kan lade sig gøre i kommunerne. I alle grupper vil ønskerne til kommunernes politik nemlig resultere i øgede kommunale udgifter.

»Væksten i den kommunale økonomi de kommende år vil være tæt på nul. Det er det, regeringen siger, og det er det, oppositionen siger. Så alle rammer ved siden af, hvad der er praktisk muligt. Med blå bloks kandidater som de trods alt mest realistiske,« siger han.

Socialdemokraternes Simon Kollerup ser – ikke overraskende – anderledes på tallene, som han bruger til at lange ud efter modparten, Venstres, økonomiske politik, der som bekendt indeholder nulvækst i den offentlige sektor.

»Venstres valgkampstrategi har lidt et voldsomt skibbrud med de her tal. Det er tankevækkende, at opbakningen til en stram nulvækst, der betyder besparelser i det offentlige, ikke er noget, der er opbakning til hverken blandt blå kandidater eller vælgere. Jeg læser det her som opbakning til den linje, som vi socialdemokrater fører for vækst i den offentlige sektor,« siger han.  

Resultatet bliver det samme

Kommunalforsker på Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær ser tallene som en forudsigelig historie om, at de venstreorienterede kandidater taler for en større offentlig sektor.

På den anden fløj følger de blå kandidater ikke helt trop med deres partiers landspolitiske målsætninger om offentlig nulvækst, men dog en mere beskeden vækst. I realiteten vil de ideologiske markeringer dog ikke få nogen betydning, mener han.

»Det interessante er, at der er rimelig markante forskelle, når man er i valgkamp. Men når politikerne så går i proces de næste fire år, bliver det svært at finde den forskel igen, fordi kommunerne laver brede forlig om budgetterne og dermed bliver enige,« siger han.

Han henviser til en undersøgelse af udgiftsniveauet på 14 politikområder i forskellige kommuner, som viste, at det med enkelte undtagelser ikke betød noget, hvilket parti borgmesteren repræsenterede.

Dette billede bekræfter Kurt Houlberg. Røde kommuner fører ikke nødvendigvis en mere lemfældig økonomisk politik end blå.

»Hvis man ser på den faktisk førte udgiftspolitik i røde og blå kommuner, er der ikke forskel. Og det skyldes i høj grad den danske konsensus-kultur,« siger han.

Vælgerne vil spare på kultur

Christian Elmelund-Præstekær finder det naturligt, at vælgerne udtrykker større ønske om at bruge penge på mere velfærd end politikerne. For politikerne kender de økonomiske betingelser og ved, at hvis der skrues op det ene sted, skal der skrues ned et andet sted.

Det betyder ikke, at vælgerne ikke er krisebevidste, pointerer han. Men de reagerer på den økonomiske knaphed ved at skære i toppen af behovspyramiden og foreslå nedskæringer af både kultur og sports- og fritidstilbud, som prioriteres langt højere af kandidater fra både rød og blå blok.

»Vælgerne prioriterer kernevelfærd, og så har de bløde områder svært ved at klare sig. Politikerne, derimod, ser kultur og sports- og fritidstilbud i et bredere perspektiv og som et middel til at fastholde de unge og tiltrække nye skatteborgere,« mener Christian Elmelund-Præstekær. 

Kurt Houlberg samtykker – vælgerne på begge fløje er krisebevidste i dag.

»Prognosen er, at der ikke i de kommende år bliver flere penge til offentlig velfærd. Og det ved flertallet i begge vælgergrupper godt,« siger Kurt Houlberg.

Ikke kommunens bord

Beskæftigelse og sundhed er to andre områder, hvor politikere og vælgere prioriterer væsentlig forskelligt i begge blokke. Både blandt røde og blå vælgere er der langt større ønsker på de to politikområder, end deres politikere er indstillet på at indfri.

Det er der gode grunde til, mener Roger Buch. 

»Sundhed er et stort og voksende emne blandt vælgerne, hvilket kan hænge sammen med den demografiske udvikling med flere ældre. Men grunden til, at politikerne ikke er med på vognen, er, at de er realister og ved, at det er et dyrt område. Samtidig kan de undskylde sig med, at det primært er regionernes område,« siger han.

Hvad beskæftigelsen angår, er det en normal vælgerreaktion i en krisetid at ’kommunen må gøre noget’, påpeger han.

»Beskæftigelsen er det, der mere end noget andet bekymrer danskerne. Men politikerne er realister og ved godt, at de ikke kan gøre så meget. Hvis nogen skulle gøre det, er det regeringen og folketinget,« påpeger han.