Vælgere ønsker Søvndal som minister

Af
| @IHoumark

Både radikale og socialdemokratiske vælgere ser hellere SF og formanden Villy Søvndal i ny regering end udenfor, viser undersøgelse. Vælgernes ønske om at få SF ind i varmen får dog en kølig modtagelse på Christiansborg.

VILD MED VILLY Lette snefnug daler ned over Amalienborg Slotsplads denne decemberdag i 2008. Villy Søvndal skutter sig lidt i kulden, men indeni er han varm. For han bliver som nyudnævnt socialminister badet i fotografernes blitzlys. Efter 48 år i opposition er SF med i en regering.

Sådan må det gerne gå, hvis det står til oppositionens vælgere. Deres største ønske er en regering med deltagelse af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF. Adspurgt om mulige regeringshold siger 6 ud af 10 centrum/venstre-vælgere, at de vil have en regering, hvor SF er med. Kun hver femte vil have en S-R-regering. Vælgerne ønsker en bred, samlet opposition, og ser det som den eneste mulighed for at vælte den nuværende regering. Det viser en opinionsundersøgelse udført af Analyse Danmark for A4.

Både socialdemokratiske og radikale vælgeres åbne arme over for SF har flere forklaringer. Blandt andet at SF det seneste halvandet år under Villy Søvndals ledelse er blevet mere forsonlig over for storebror S. Michael Kristiansen, kommunikationsrådgiver og tidligere pressechef for Anders Fogh Rasmussen (V), siger:

»Villy Søvndal har fra begyndelsen anlagt en anden stil end forgængeren Holger K. Nielsen. Han har bejlet til Socialdemokraterne, fundet en mere venlig tilgang til erhvervslivet, og i det hele taget filet kanter af, så partiet ikke fremstår så flippet mere. Når vælgerne gerne vil have SF med, hænger det vel sammen med, at det er svært for de fleste at forestille sig, at SF pludselig op af hatten trækker paroler og røde faner.«

Selv om Det Radikale Venstre på sin økonomiske politik ligger langt fra SF, så giver det alligevel mening, at de radikale vælgere placerer en S-R-SF-regering øverst på ønskesedlen. Det mener valgforsker og forskningsadjunkt Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

»Over de seneste 10 år er forskellen mellem de radikale og SF blevet indsnævret, fordi værdipolitikken – eksempelvis udlændinge- og uddannelsespolitikken – er kommet til at spille en så stor rolle. Og der er de to partier mere enige med hinanden end med Socialdemokraterne.«

Ifølge den nye meningsmåling foretrækker 35 procent af de radikale vælgere en S-R-SF-regering, mens 15 procent ønsker en VKR-regering. Resten peger på andre sammensætninger. Kan det ikke betyde, at en del af de radikale vælgere går til Venstre eller de konservative, hvis radikale kommer i regering med S og SF? Næppe, mener Michael Kristiansen og siger:

»Der eksisterer en myte om, at der blandt de radikales vælgere er et stort mindretal, som er højreorienterede. Men næsten ingen radikale kunne finde på at stemme på Venstre, og udvekslingen af vælgere med de konservative er også meget lille. Så selv om radikale samarbejder med SF, så tror jeg ikke, vi vil se en større vælgervandring til Venstre eller konservative.«

Om vælgernes opbakning til at få SF med i en ny regering siger tidligere politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen (S), Billy Adamsen:

»Venstrefløjen har tidligere været kendt for opgør og udbrydergrupper, men SF virker lige nu for vælgerne som en stabiliserende faktor i et kommende samarbejde. SF har indtaget en klar og selvstændig position, mens radikale og socialdemokraterne har været i åben krig med hinanden og haft et tydeligt modsætningsforhold.«

Modstand i Folketinget

Villy Søvndal lyser op i et smil, da han bliver bedt om at kommentere A4’s undersøgelse:

»Tallene er jo bemærkelsesværdige og helt fantastiske for os. De viser, at vores vælgere meget gerne ser os i en ny regering, og at de andre partiers vælgere har stor tiltro til os. Vælgerne har set ude i kommunerne, hvor gode vi er til at samarbejde med socialdemokraterne, og hvor godt nogle SF-borgmestre har klaret sig.«

Villy Søvndal glæder sig meget over, at S-formand Helle Thorning-Schmidt har udnævnt SF til at være regeringsdueligt. Men der er lang vej for Villy Søvndal til en ministerbil, hvis man spørger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S). Selv om S-vælgerne gerne vil have SF med, siger han:

»Undersøgelsen rokker ikke på noget. Vores klare melding er, at vi ønsker en S-R-regering efter næste valg. Men der er ikke noget principielt i vejen for, at SF på et tidspunkt deltager i en regering. Men vi ser en S-R-regering for os. Det vil være den mest manøvredygtige.«

Hos de radikale er man ikke så klare i mælet om SF som regeringspartner. Tidligere minister og nu fremtrædende radikal Margrethe Vestager siger, at »vi er parate til at samarbejde med alle inklusive SF«. Men hun kommer ikke med bud på bogstavkombinationen i en kommende regering. Adspurgt, om et regeringssamarbejde med SF kan skræmme radikale vælgere bort, siger hun:

»Det tror jeg ikke. Vores vælgere kan godt se nogle værdimæssige sammenfald mellem radikale og SF eksempelvis på skoleområdet, hvor begge partier vil møde lærerne med tillid, mens regeringen vil kontrollere dem med alskens krav og planer.«

Politisk kommunikationsrådgiver Michael Kristiansen spår hverken de radikale eller SF mange chancer for ministertaburetter.

»Det mest sandsynlige alternativ til den nuværende regering er en socialdemokratisk mindretalsregering. De radikale kommer ikke med i regering, så længe Marianne Jelved leder partiet. Dertil er uforsonligheden og de politiske uenigheder mellem Jelved og Helle Thorning-Schmidt for stor,« siger Michael Kristiansen.

Vælgerne: Kør sammen!

En ting er regeringssamarbejde. Noget andet er samarbejde i oppositionen op til næste valg. Her har centrum/venstre-vælgerne inklusive Enhedslisten et meget entydigt budskab til folketingsmedlemmerne: I må se at finde en fælles, politisk platform, I kan kravle op på. Ikke færre end tre ud af fire vælgere har det ønske til oppositionen ifølge Analyse Danmarks undersøgelse for A4. Lige så stor en andel – altså 75 procent – mener, at uden større samarbejde kan oppositionen godt glemme alt om at få regeringsmagt.

Udsigterne til fælles politik på kerneområderne er dog ifølge Michael Kristiansen små:

»Politisk platform er et vidt begreb, men jeg har svært ved at se, hvordan Socialdemokraterne, radikale og SF kan blive enige i andet end mindre spørgsmål,« siger han.

Anderledes optimistisk er Villy Søvndal. Han fremhæver, at formænd og gruppeformænd for S, R og SF mødes fast en gang om ugen, og at der i Folketinget er »stribevis af fælles forslag og dagsordner til forespørgselsdebatter«.

På to kerneområder er oppositionen dog meget uenig: Udlændingepolitikken og skattestoppet, hvor Socialdemokraterne har tilsluttet sig regeringens politik, mens radikale og SF tager afstand.

»På lange strækninger er vi dog enige, og jeg kan godt se en fælles platform for mig,« siger SF-formanden og nævner fem områder:

  • Kamp mod ulighed med kritik af blandt andet kontanthjælpsloftet og starthjælpen.
  • Ønsket om en velfungerende offentlig sektor.
  • Satsning på vedvarende energi med mere støtte til forskning og innovation.
  • Udenrigspolitik med større fokus på FN og ulandsbistand.
  • En mere demokratisk debatform i stedet for »Foghs idioti-demokrati med de tre standard-replikker »der er ikke noget at komme efter«, »det kan jeg fuldstændig afvise« og »nu synes jeg i øvrigt, vi skal kigge fremad«.«

Socialdemokraterne vil ifølge politisk ordfører Henrik Sass Larsen gerne samarbejde om fælles politik, men det er dog med visse begrænsninger:

»Vi vil gerne arbejde hen imod en fælles politisk platform, hvis man med det mener, at man vil af med Fogh og arbejde på en socialdemokratisk ledet regering.«

I Michael Kristiansens optik vil det være et stort fremskridt for oppositionen alene at blive enige om en kandidat, der kan vippe statsminister Anders Fogh Rasmussen af pinden.

»Det kan godt lyde af lidt, men hvis bare oppositionen kan blive enig om at ville af med Fogh, så er den faktisk kommet et stykke nærmere en valgsejr. Så længe både Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved er i spil som statsministerkandidater, så er det svært at gøre fælles front,« siger Michael Kristiansen.

Villy Søvndal mener, at især de radikale spænder ben for en mere samlet opposition.

»Forudsætningen for, at oppositionen kan vinde, er, at de radikale svarer på et helt grundlæggende spørgsmål: »Hvilket hold er I på?«. Hvis man bruger udelukkelsesmetoden, synes jeg, det er meget nemt at svare på. Kan de radikale noget sammen med Fogh og Kjærsgaard? Nej, ingen af deres højt profilerede krav kan de få gennemført med dem,« siger Villy Søvndal.

Margrethe Vestager giver ikke meget for Villy Søvndals forsøg på at nærme sig Socialdemokraterne og få en mere samlet oppositionspolitik.

»Villy Søvndal har af taktiske grunde taget den socialdemokratiske politik, stoppet den ned i sin pibe og så stukket piben ind i forhold til kritik af Socialdemokraterne,« siger Margrethe Vestager og fortsætter:

»Jeg ser ikke særlig gode muligheder for en fælles, politisk platform. Vælgerne er meget bedre tjent med at kunne vælge mellem forskellige partiers politik i stedet for bare et valg mellem en rød og blå blok. Vælgerne skal kende nuancerne, og derfor vil vi ikke »falde til blokken«.«

Hun giver S et spark over skinnebenet i forhold til at føre markant oppositionspolitik.

»Det er jo umuligt at føre fælles politik, når Socialdemokraterne ikke er i opposition til regeringen på områder som skattestop og udlændingepolitik,« siger Margrethe Vestager.

Al tale om et decideret fælles program for oppositionen fejes altså af bordet af Christiansborg-politikerne. Ifølge Analyse Danmark går et flertal af S- og SF-vælgerne ellers ind for et sådant program, mens et flertal blandt de radikale er imod. Michael Kristiansen bemærker:

»Der er ikke 10 vilde heste, Jelved eller Søvndal, der kan trække Socialdemokraterne væk fra skattestoppet eller deres udlændingepolitik. Så et fælles valgprogram fra oppositionen er helt udelukket.«

Langt fra Sverige og Norge

De lunkne meldinger fra S og R om en fælles, politisk platform står i kontrast til erfaringer fra Norge og Sverige. I september 2005 vandt oppositionen i Norge med Arbeiderpartiet i spidsen et stortingsvalg – især takket være tæt samarbejde og enighed om velfærdsforbedringer. Tidligere partisekretær for Socialistisk Venstreparti i Norge og nu for SF i Danmark, Turid Leirvoll, siger:

»Oppositionen arbejdede tæt sammen det sidste år før valget. De holdt hinanden orienteret om deres planer, og i de tre partier var der udsendt et klart signal om, at politikerne hele tiden skulle prøve på at finde områder, hvor man var enige. I diverse valgudsendelser bakkede man hinanden op og rettede skytset mod regeringen i stedet.«

De borgerlige i Sverige med Moderaterne i spidsen fik en stor valgsejr i 2006 og fravristede Socialdemokraterne regeringsmagten. Om de borgerliges samarbejde siger Magnus Hagevi, lektor i svensk politik ved Växjö Universitet:

»Da de borgerlige partier dannede en alliance og fremstod samlet før valget, gik de frem i meningsmålingerne. Og aldrig før har der været så stærkt et samarbejde i den borgerlige blok.«

Margrethe Vestager advarer mod at drage paralleller til Danmark:

»I Norge havde Arbeiderpartiet den store fordel, at den i modsætning til Socialdemokraterne i Danmark ikke havde lagt sig op ad regeringen. Og i Sverige har de en helt anderledes tradition for blokpolitik end i Danmark.«

Vælgernes ønske om en samlet opposition får en ublid medfart af Henrik Sass Larsen:

»Jeg ser ikke nogen norsk model for mig.«