Vågn til kamp

Af

Fagbevægelsen må påtage sig rollen som stødpude mod de populistiske højrekræfter. Den må give nogle reelle svar på frygten for globaliseringens konsekvenser. Der er ikke andre til at gøre det.

Det letteste i verden er at gøre grin med 1. maj. Flammende taler i Fælledparken, mens tilhørerne vender ryggen til og begraver sig i shawarma og fadøl. Velnærede fagforeningsledere i kampsang så langt væk fra »sultens slavehær«, som man næsten kan komme.

HA HA HA!

Men kan Venstre samle titusinder til fest? Eller kan arbejdsgiverne få de ansatte til frivilligt at møde klokken syv om morgenen for at lytte til politiske taler. Vel kan de ej. 1. maj er noget helt særligt.  En anledning til at tænke over, hvor vores samfund bevæger sig hen, en anledning til at hygge sig med venner og kolleger og  en påmindelse om sidste århundredes vigtige politiske sejre.

I  år vil der være ekstra god grund til at tænke over tingene. Danmark og store dele af Europa undergår nogle markante politiske forandringer i disse år. Højrepopulismen stormer frem. Og den har – som beskrevet andet steds i denne uges A4 – fået et solidt tag i de faglærte og ufaglærte arbejdere. Og hvad der måske er værre: Fagbevægelsen og en defensiv og rådvild venstrefløj ser ud til kun famlende at være gået i gang med at finde svarene på den store udfordring fra højre.

En ting er sikkert, når nogle 1. maj-talere i overmorgen vil forsøge at nedgøre og måske ligefrem umenneskeliggøre højrekræfterne: det er ikke det, der skal til. Kjærsgaard, Le Pen og Haider lever af  »elitens« foragt.  Og i stedet for foragt – som ganske vist kan være svær at skjule – bør man tage alvorligt, at højrebølgen næres af en helt reel frygt – en frygt for kriminalitet, for de fremmede, for ny teknologi, for at virksomheder fusionerer, og traditionelle arbejdspladser forsvinder. Frygt for magtkoncentration, EU og globalisering.

Derfor består bekæmpelsen af højrepopulismen i at levere nogle svar  frem for at vende ryggen til.  Og  svarene kan kun komme et sted fra. Nemlig fra fagbevægelsen. En fagbevægelse, som har en stor politisk og økonomisk indsigt, kombineret med en århundrede lang tradition for solidaritet og internationalisme. Det er fra denne massebevægelse, som bygger på alt andet end selvtilstrækkelighed, svarene skal komme. De kan ikke komme andre steder fra.

Det betyder blandt andet, at fagbevægelsen må gå 110 procent ind i arbejdet med integration af udlændinge på arbejdsmarkedet.  At fagbevægelsen må stå fast på, at den eneste måde, man dæmmer op for folkevandringer fra syd, er ved massivt at hjælpe mennesker i de befolkningstætte mellemøstlige områder til en tåleligt liv. Og at den eneste måde at overvinde kløften mellem de, der behersker de nye teknologis færdigheder,  og de, der ikke gør, er gennem mere og mere uddannelse.

Det værste, der kan ske, er, at de højtuddannede – og hvem der ellers nyder gavn af de muligheder, globaliseringen giver – lader, som om den ikke har en række negative konsekvenser for store befolkningsgrupper.  Fagbevægelsen skal insistere på at diskutere globaliseringen og dens konsekvenser. Den er alt for vigtig til at overlade til græsrødder og politiske yderfløje.

Men når fagbevægelsen påtager sig  rollen som stødpude mod den populistiske højrebølge, så kræver det en god portion troværdighed. En troværdighed, som kun kan opbygges gennem hårdt arbejde ude på virksomhederne, kombineret med en grundig revision af fagbevægelsens strukturer.  Man skal kunne  se, at fagbevægelsen går forrest og er med til at få svage grupper og indvandrere til fungere i almindelige job, at fagbevægelsen er med til at opkvalificere og afbøde konsekvenserne af store fusioner og virksomhedslukninger.  Og at fagbevægelsen også stiller sig kritisk over for det EU, som er globaliseringens fremmeste fortaler. 

Det er blandt andet det, 1. maj handler om. Og det er ikke noget at grine af.