V og K i strid om boligsalg

Af

ANALYSE Finansminister Thor Pedersen har lagt op til et massivt udsalg af almene boliger, som vil ændre hele det danske boligmarked. Men planen støder på kommunal modstand – og konservativ skepsis. Regeringen kan meget vel ende med en pragmatisk løsning, der kan samle bred opbakning om et mere begrænset boligsalg.

For ledende Venstre-folk står valgkampen i 1998 stadig krystalklar. De husker, hvordan Boligselskabernes Landsforening pludselig drog partiets daværende leder Uffe Ellemann-Jensens hus ind i valgkampens sidste hektiske dage. Annoncer bragte billeder af Ellemanns hus i Hellerup og anklagede Venstre for at flytte milliarder fra lejere til ejere – til personlig vinding for den daværende V-formand.

Venstre-folkene mener stadig, at »kampagnen mod Uffe« flyttede de afgørende stemmer og sikrede Nyrup endnu en periode i Statsministeriet. Og de oplever det som endnu et bevis på, at de almene boligselskaber er en socialdemokratisk magtbase – på linje med fagbevægelsen og kooperationen. En magtbase, der fortjener en kraftig torpedo lige under vandlinjen.

Da finansminister Thor Pedersen (V) lige efter nytår bebudede et massivt udsalg af almene boliger, indeholdt planen et element af ideologisk vendetta. Men først og fremmest udsprang den af Venstres »frihedspakke«, som også på andre områder sætter fokus på det frie valg:

»Det har noget med selvværd at gøre. Med til personlig frihed hører ejendomsretten. Vi vil komme med en lovgivning, som giver folk ret til at overtage deres bolig,« fastslog finansminister Thor Pedersen, som ikke ligefrem lagde skjul på debattens mere ideologiske overtoner:

»Danmark har på mange måder været det sidste socialistiske land i Europa, hvor mange magtinteresser ligger i systemer, som borgerne ikke har ret til at fravælge. Så når de systembevarende nu råber op, er det ikke for borgerens eller lejerens skyld – men fordi de har en interesse i at bevare systemet,« sagde Thor Pedersen til Berlingske Tidende.

Prisen er afgørende

Boligsalget forberedes i øjeblikket af et embedsmands-udvalg, som snart sender de første analyser til høring. Sidst på året følger en egentlig indstilling til regeringen, hvor meningerne er stærkt delte. Udvalget består af embedsmænd fra en stribe ministerier og ledes af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Den konservative erhvervsminister Bendt Bendtsen har en langt mere pragmatisk tilgang end finansminister Thor Pedersen. Og meget tyder på, at den mere forsigtige linje ender med at sætte sig igennem. Regeringen har ikke et sikkert politisk flertal for en vidtgående løsning. Støttepartiet Dansk Folkeparti har udtalt sig afventende, men ligger reelt tæt på de konservative: Det er fint, hvis et boligsalg kan give ekstra muligheder til købedygtige lejere, men Dansk Folkeparti vil ikke ud i et dyrt og ideologisk opgør med hele den almene boligsektor.

Regeringens strategiske valg ligger frem for alt i prisen på at overtage sin bolig. Hvis boligerne sælges til markedsprisen, vil kun få beboere købe. Derimod kan der sælges rigtig mange boliger, hvis lejerne får en klækkelig rabat. Kilder tæt på regeringen vurderer, at udvalgsarbejdet ender med en model, hvor beboerne kan overtage deres lejlighed til en sum »lige under markedsprisen«. Der bliver således kun en mindre rabat og formentlig en karensperiode, så lejeren ikke bare kan udnytte rabatten og sælge lejligheden kort efter. Samtidig skal pengene fra salget øremærkes til at bygge nye boliger.

For langt de fleste beboere vil en sådan model indebære stigende boligudgifter, hvis de køber deres lejlighed. Derfor fører reformen næppe til et omfattende salg, men vil snarere fungere som et ekstra tilbud til lejere, der gerne vil forbedre lejligheden og spare op i deres bolig, lyder vurderingen.

Thor i modvind

Thor Pedersens oprindelige model om massivt udsalg har da også udløst bred kritik – fra økonomer, boligeksperter, boligselskaberne og senest fra Kommunernes Landsforening (KL). Kritikken vil stige til et sandt bombardement, hvis regeringen søger at virkeliggøre et massivt salg.

Et massivt salg kan – paradoksalt nok – især regne med opbakning fra en del af lejerne i det almene byggeri, som ofte stemmer på Socialdemokraterne og SF. Hvis der skal sælges mange boliger, kræver det, at salget sker med en klækkelig rabat – og mange lejere vil dermed gøre en rigtig god forretning. Venstre er ligefrem blevet anklaget for at ville »købe« stemmer blandt beboerne i den almene sektor.

Problemet for regeringens ideologiske fløj er imidlertid, at prisen for disse stemmer bliver endog meget høj. En bred vifte af kritikere vil gå på banen og pege på fire forhold:

  • Kommunerne har i dag anvisningsret til hver fjerde lejlighed i det almene byggeri. En analyse fra KL viser, at kommunerne i 2001 anviste omkring 14.000 lejligheder – typisk til flygtninge og sociale klienter. Hvis et stort antal almene boliger sælges, må kommunerne enten købe dyre huse – eller samle de sociale problemer i det byggeri, som ikke er blevet solgt. Et salg vil således forstærke problemer med ghettoer og social polarisering, påpeger KL. Blandt de kritiske røster er også en række toneangivende konservative borgmestre i hovedstadsområdet, som formentlig vil få massiv medieomtale i en strid om spørgsmålet.
  • Et massivt salg gør det endnu sværere at få en lejebolig, og det rammer de »nye« på markedet: De unge. Folk der bliver skilt. Mennesker som får job i en anden by. Resultatet bliver mindre mobilitet på arbejdsmarkedet, fordi folk får sværere ved at tage et nyt job, når de skal købe og sælge deres bolig først, påpeger økonomisk overvismand Torben M. Andersen.
  • Vinderne bliver lejerne i det mest attraktive almene byggeri – for eksempel rækkehuse i hovedstadsområdet til 4-5.000 kroner om måneden. De har i mange år haft fordelen ved en billig bolig, og nu får de nærmest det hele forærende af regeringen, påpeger boligøkonomer. Et par konkrete eksempler i TV’s bedste sendetid vil udløse et kor af offentlig forargelse.
  • Et massivt salg bliver dyrt for statskassen, fordi det fjerner grundlaget for den såkaldte Landsbyggefond. Fonden betales af lejere i det almene byggeri, hvor gælden er betalt ud, og skiftende regeringer har kalkuleret med Landsbyggefonden til at finansiere nyt byggeri. Hvis et stort antal boliger sælges, bliver Landsbyggefonden tilsvarende mindre.
Bred støtte til mindre salg

Derimod kan regeringen få bred opbakning til en løsning, der indebærer et mere beskedent salg. Kommunerne, diverse eksperter og pragmatiske folk i boligselskaberne peger på, at der kan være fordele ved at sælge et mindre antal almene boliger. Det fremgik blandt andet af en KL-konference for nylig. Her påpegede direktøren for boligselskabet DAB, Niels Peter Thomsen, at salget af ét attraktivt rækkehus i hovedstadsområdet kan indbringe midler til at bygge to nye lejligheder. Rent socialt giver det således god mening at sælge rækkehuset, hvis prisen er høj, og det giver penge i kassen til nye boliger.

Et andet eksempel kom fra formanden for KL’s teknik- og miljøudvalg, den konservative borgmester Kurt Hockerup: Det store almene byggeri ved Brøndby Strand har i en årrække kæmpet med ghettoproblemer og haft svært ved at tiltrække ressourcestærke beboere. Her ville et salg af de store attraktive taglejligheder med udsigt over Køge Bugt tiltrække nye grupper og være med til at vende ghetto-udviklingen.

Striden står således ikke for og imod salg, men handler derimod om omfanget. Problemet beskrives således af John Winther, der var mangeårig borgmester på Frederiksberg og næstformand for Det konservative Folkeparti:

»Hvis et salg gennemføres som en styret proces i et samarbejde mellem boligorganisation og kommune med bevidst sigte på at skabe mere varieret beboersammensætning, kan det måske give positive virkninger i nogle områder. Hvis det derimod bare gennemføres som et bredt salg af alt, som kan sælges, så er jeg desværre ikke i tvivl om, at den samlede virkning vil være negativ. Boligmarkedet vil blive endnu stærkere polariseret,« skrev John Winther i Politiken.

Regeringens strategiske valg står netop hér: En pragmatisk løsning kan samle bred opbakning i kommunerne, boligselskaberne og på Christiansborg. En vidtgående model kan flytte ideologiske grænser. Men regeringen risikerer at betale en høj pris – både i penge og prestige.