V-ideologi på skrump

Af

Med »frit valg« ville Venstre bane vej for et nyt samfund, hvor borgerens pengepung styrer velfærden. Men regeringen er presset til at moderere ordningerne, så de kun ændrer på hjørner af velfærdssystemet. Kommunerne kræver nye muligheder for brugerbetaling, hvis borgerne skal have frit valg på alle hylder.

På Venstres Ungdoms hjemmeside er det meget enkelt. En lille film viser, hvordan Poul Nyrup Rasmussen hindrer borgerne i at få behandling på et privat hospital, mens patienter med bandager og kørestole danner en lang kø foran det offentlige sygehus. Til alt held kommer Anders Fogh Rasmussen ind på banen. Med en ordentlig stenalderkølle gør han det af med Nyrup, og de trængende borgere kan frit vælge mellem det offentlige og det private sygehus. I løbet af få sekunder er køen væk. 

Men efter ni måneder ved magten må Venstres strateger sande, at problemerne i det danske velfærdssamfund ikke lader sig løse med et enkelt kølleslag.

På papiret ser det frie valg flot ud og har vist sig at have en overraskende styrke i den politiske debat. Men i amter og kommuner støder det frie valg ind i en sand underskov af praktiske problemer og ideologiske kanter, der truer med at vælte Venstres stort anlagte reformprogram. Det kan Ugebrevet A4 konkludere efter en række samtaler med centrale aktører i og uden for Venstre forud for næste weekends landsmøde i det store regeringsparti.

Ledende Venstrefolk peger på, at hvis »projekt frit valg« skal have succes, så skal regeringen i løbet af det næste år foretage nogle afgørende valg, der kan give processen ny fremdrift:

  • Den skal sikre langt flere private leverandører af serviceydelser, så borgerne har en reel mulighed for at vælge det offentlige fra.
  • Den skal skære igennem diskussionen om, hvordan den offentlige sektor i fremtiden skal organiseres.
  • Den skal åbne for nye muligheder for brugerbetaling, der er nødvendige for at få frit valg til at virke på tværs af amts- og kommunegrænser.

Uden klare bud på hver enkelt af disse udfordringer risikerer regeringen at køre fast i en stribe små lovændringer. Ingen i Venstre-toppen er i tvivl om, at netop »projekt frit valg« er afgørende, hvis regeringen skal gøre en forskel i forhold til sin socialdemokratiske forgænger:

»Den borgerlige regering blev valgt på ikke at føre borgerlig politik. I det øjeblik vi sælger os på en klassisk borgerlig profil, så er vi ikke i regering ret længe. Derfor er holdningsbearbejdelsen af befolkningen en af vores største opgaver, og her er frit valg et vigtigt pædagogisk instrument,« siger en central V-politiker.

Liberal revolution

Der er allerede frit valg på mange områder – for eksempel frit skolevalg og frit sygehusvalg. For Venstre er det langsigtede mål med frit valg imidlertid ikke blot en mere fleksibel offentlig sektor – det er krumtappen i en grundlæggende samfundsforandring. Frit valg er gennem det seneste tiår blevet Venstres vigtigste redskab til at flytte den ideologiske grænse mellem staten og individet.

Ideen om frit valg fik for alvor luft efter 1980’ernes Schlüter-regeringer, der viste, at vejen til et mere liberalt samfund – med lavere skat og større personligt ansvar – ville blive lang og trang. Når det kom til stykket, var vælgerne dybt sovset ind i det socialdemokratiske velfærdssystem og skulle først have erfaringer med at vælge frit, lød analysen hos centrale Venstre-folk.

Politiske debattører som Bertel Haarder og daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen blev stadig mere optaget af »pengene-følger«-ordninger. Modeller, hvor de offentlige udgifter til sygehuse, børnehaver og skoler blev udbetalt til den enkelte, som så selv kunne vælge mellem for eksempel offentlige og private hospitaler.

Pengene-følger-modellerne blev officiel politik, da Venstre i 1995 vedtog sit nuværende principprogram. En rød tråd i programmet er at »omdanne institutionstilskud til persontilskud«. For eksempel skal de offentlige vuggestuer og børnehaver erstattes af et skattefradrag til børnefamilier:

»Herefter kan familierne frit vælge mellem for eksempel en offentlig børnehave og en privat børnehave, eller de kan bruge pengene til at ansætte en medhjælp i hjemmet til børnepasning eller at finansiere en forældreorlov, så forældrene selv klarer opgaven,« hedder det i programmet, der foreslår lignende pengene-følger-modeller på en række områder.

Men den liberale revolution har vist sig mere bøvlet end som så. Politisk modstand og praktiske vanskeligheder har presset regeringen til at moderere ordningerne, så de mere og mere ligner småjusteringer af det velkendte velfærdssystem.

Pengene følger patienten

For nogle år siden foreslog Venstre en vidtgående ordning med pengene-følger-patienten: Når der var stillet en diagnose, skulle patienten have udbetalt 85 procent af de offentlige udgifter til en given behandling og selv vælge mellem offentlige og private hospitaler. Et forslag der ville ændre det offentlige sundhedsvæsen til et system, der i langt højere grad var styret af borgerens efterspørgsel – og pengepung.

Men forslaget kom hurtigt under heftig politisk beskydning, og Venstre satte tilskuds-procenten op til 100:

»Vi måtte erkende, at vores modstandere fik oversat 85 procent tilskud til 15 procent brugerbetaling,« forklarer en af Venstres nøgleministre.

Siden blev forslaget modereret på et andet afgørende punkt. Oprindeligt foreslog Venstre, at pengene skulle følge patienterne fra dag ét. I praksis er der imidlertid indført en model, hvor patienterne først får pengene, hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke kan levere varen inden for to måneder. Ordningen er dermed blevet borgerens nødbremse over for lange ventelister – ikke et egentligt brud med det offentlige sundhedsvæsen.

Modellen blev ikke kun modereret på grund af uenighed mellem Venstre og de konservative, men nok så meget af hensyn til Venstres amtsrådsmedlemmer. Den tidligere formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen (V), hørte til en af forslagets skarpeste kritikere, og for Venstres ledelse var det afgørende med internt fodslag i valgkampen.

Pengene følger barnet
Gangarten er endnu mere forsigtig, når det handler om børnepasning. Venstre har aldrig gjort programerklæringen om at erstatte daginstitutioner med skattefradrag til praktisk politik. I stedet foreslog partiet at lade pengene til daginstitutionerne følge barnet, så forældre kan få beløbet udbetalt, hvis de selv organiserer pasningen.

07Oprindelig kalkulerede Venstres strateger med, at der kunne flyttes hegnspæle på dette område, hvis en stor del af forældrene fik erfaringer med selv at stå for pasningen – i stedet for at sende børnene i institution. Dermed ville pengene-følger-barnet blive et skridt i retning af at erstatte institutioner med skattefradrag.

I praksis får ordningen imidlertid næppe den store betydning: For det første er det op til den enkelte kommune, om de vil indføre den nye ordning. Og det vil mange ikke. En Politiken-rundspørge viste for nylig, at 156 kommuner siger nej tak, mens 101 indfører ordningen, og 14 ikke har taget stilling.

For det andet er det tvivlsomt, hvor mange familier der rent faktisk vil benytte sig af muligheden. Socialforskningsinstituttets forskningschef, Niels Ploug, minder om, at SR-regeringen indførte en ordning, hvor forældre fik penge for at passe deres eget og to andre børn. Den var mere lukrativ end den nye ordning, men blev ikke særlig brugt. De fleste kvinder ønsker ikke at forlade arbejdsmarkedet for at passe børn – måske med undtagelse af kvinderne i visse indvandrermiljøer.

På ældreområdet har VK-regeringen gennemført frit valg af plejehjem – også på tværs af kommunegrænsen. Samtidig skal de ældre i højere grad kunne vælge mellem offentlig og privat hjemmehjælp. Disse reformer ligger dog langt hen ad vejen i forlængelse af SR-regeringens tiltag, og en af de mest positive erfaringer med frit valg mellem offentlig og privat hjemmehjælp er i den socialdemokratisk ledede Odense Kommune.

Udbud efterspørges

En af de helt store barrierer for frit valg er, at der i dag ikke er særlig mange valgmuligheder for borgere, som ønsker alternativer til det offentlige tilbud. Der er enkelte store servicevirksomheder som ISS, men det er ikke alle opgaver, de store vil byde ind på. Der er eksempelvis stor forskel på at overtage markedet for hjemmehjælp i Københavns Kommune og Rørvig Kommune. Mange af de små og mellemstore kommuner vil have meget svært ved at tiltrække de store leverandører af private serviceydelser. Derfor er det afgørende for »projekt frit valg«, at der skabes en underskov af leverandører.

Ugebrevet A4 erfarer, at man i Indenrigsministeriet er meget tiltrukket af den såkaldte »afknobingsmodel«. I den model vil eksempelvis en lille gruppe hjemmehjælpere få tilbud om, at hvis de danner deres egen virksomhed, vil de få hjælp til administrativ efteruddannelse og være sikret et større antal ordrer for en flerårig periode. En model, der blandt andet er brugt ved reformer af sundhedsvæsenet i Sverige.

Men afknobningsmodellen kræver, at Venstre selv sluger et par ideologiske kameler. Modellen indebærer, at der på kort sigt oprettes en lang række offentligt støttede selskaber, og det er ikke just en liberal kop te.

KL: Mere brugerbetaling

Hvis frit-valg-projektet skal have luft under vingerne, kræves imidlertid ikke kun flere private leverandører. Der kræves også nye tiltag, som på mere radikal vis øger borgernes valgmuligheder.

En af mulighederne er at rykke grænserne på sundhedsområdet. Venstre overvejer hér, om pengene-følger-patienten kan indføres efter fire eller seks uger – og ikke først efter to måneder. En ændring der vil styrke de private hospitaler over for det offentlige sundhedsvæsen.

En anden mulighed er mere frit valg på tværs af kommunegrænserne. Venstre-folk har tidligere luftet tanker om et landsdækkende frit skolevalg – eller frit valg af institutioner for handicappede og for børn og unge. Et andet eksempel er, at forældre kan vælge børnehave i den kommune, hvor de arbejder – i stedet for i den kommune, hvor de bor.

Langt ind i regeringen erkendes det imidlertid, at dette rokker ved en grundpille i det kommunale selvstyre – det såkaldte »skat-service-forhold«. I dag kan kommunalpolitikerne groft sagt stille borgerne over for valget mellem høj skat og høj service – eller lav skat og lav service. Men det kan de ikke, hvis borgerne bare kan vælge skole eller børnehave i nabokommunen.

Kommunernes Landsforening mener, at et frit valg på tværs af kommunegrænsen må ledsages af øget brugerbetaling. Hvis forældrene vil have deres barn passet i nabokommunens dyre og gode børnehave, må de selv betale prisforskellen. Synspunktet møder en vis forståelse i regeringen, og et udvalg er ved at kulegrave emnet.

Problemet for Venstre er, at skattestoppet reelt lægger et låg på alle former for brugerbetaling, fordi partiet selv har defineret brugerbetaling som en ekstra skat. Men i løbet af foråret vil regeringen fremlægge en skattereform, som giver nye muligheder for at kræve penge af borgerne for ekstra serviceydelser.

»Vi vil ikke kalde det brugerbetaling, det ord eksisterer næsten ikke længere i Venstre, men tilkøbsydelser,« lyder fra en af Venstres nøglepersoner i den kommunale verden.